Se James Bond sutte pik og knække i chemsex-junglen. Daniel Craig soner sine år som dobbelt nul-nul-mandesvin og går kontra som den skrøbelige krabbe-mand William Lee, mesterforfatteren William S. Burroughs’ alter ego – baseret på romanen Queer, sat i start-1950’ernes Mexico & Ecuador med en sjov Jason Schwartzman som Ginsberg.
En utopisk, eksotisk verden, hvor ældre arvinger køber herremodeller og bæller mælkeglas-store tequila-shots iført hvide hør-suits og seksløber i en smukt stylet kulisse – til tonerne af skamspillede hits af Nirvana, New Order og Prince – plus lidt skumle droner fra Apples egen Trent Reznor.
Respekt til Daniel Craig, der sikkert er så rig – men rådvild – efter 007’s død, at han er ligeglad, så han fyrer denne præstation af i håb om et mere artistisk eftermæle – det lykkes, han fanger ret godt den lidt insektagtige, emotionelt forkrøblede Burroughs/Lee.
Det er rart at se en bøsse/queer-figur på film, der hverken er antikhandler, modeboss, læderbøsse, Elton eller Melodi Grand Prix-bøsse. Craig er bare et smadret, forkælet menneske, der måske løber fra traumet efter at have skudt sin heterokone i en tåbelig William Tell/æble-på-hovedet-vådeskudsulykke – det er lidt problematisk, at filmen ikke adresserer dette, for hvis man ikke kender denne biografiske anekdote, forstår man ikke rigtig, hvorfor Lee er så forpint, ud over almindelig fremmedgørelse, meningsløshed, misbrug og datidens slidsomme minoritets-skam.
Personligt er jeg ligeglad med, hvordan folk har sex (så længe der er samtykke, og der ikke indgår børnedukker), så denne del af Burroughs’ forfatterskab keder mig lidt. Problemet med filmens figur er, at Burroughs’ virkelige kvalitet er hans syrende, indre, rablende monolog og systemanalyse, der udebliver. Craig bliver en tom skal, en forfatter uden en tekst eller et sprog, der jager en ulige og umulig kærlighed til en ung bifil ex-marinesoldat.
For at komme tættere på sin kærligheds-utopi søger han ud i Ecuadors jungle for at forenes med ham i et ud af kroppen/ind i kroppen Ayahuasca-trip – selvom han påstår, at trip-odysséen handler om hans interesse for telepati. Det ender i trippy chemsex, men denne ulykkelige forelskelse knækker Lee/Burroughs, der ikke kunne gøre bogen færdig – den, der ellers var opfølgeren til hans gennembrud, Junkie.
Flashback: Da jeg var 13, var vi en gruppe sortklædte ex-skatere, der mødtes for at grave friske specialimport-vinyler ud, og den, der havde den mest obskure smag, havde vundet. Efter punken var afkodet og absorberet ind i mainstream og begyndte at lyde som rock, søgte vi metaldisco aka electropunk: Throbbing Gristle, Cabaret Voltaire, 23 Skidoo, Neubauten osv.
Disse var kraftigt inspireret af Burroughs’ cut-up-teknik og univers, og hans bøger, specielt The Job, blev pensum – det var en manual til at ændre virkeligheden – eller rettere ens egen bevidsthed – med simple, men profetiske båndmanipulationer i en tid før scratch og sampling ramte gaden. Burroughs’ DIY-metoder gjorde mange til forfattere og producere dengang. Burroughs’ cut-up-kildematerialer i hans egne værker omfattede Shakespeare, Rimbaud, T.S. Eliot, aviser, magasiner, videnskabelige tekster, popkultur, radio, film, James Joyce, L. Ron Hubbard og Aleister Crowley. Svært at lave noget bras med de samples.
Senere kom han selv til København, hvor han signerede bøger i Skindergade, satte fanboy Dan Turèll på plads i et tåkrummende interview og optrådte i punkmekkaet Saltlageret. Jeg havde håbet, han ville jamme med båndoptagere og lave ritualer, men blev i stedet mødt af en udbenet, gammel privatdetektiv over 70, der affyrede en sand ordtornado mod den kontrolmaskine, der stadig river os rundt – helt deadpan – magisk.
Gratis dokumentar og kunstfilm med WSB her
Men tilbage til filmen, der klart er et ok bud på den umulige Burroughs-film. Den forekommer mig mere jordnær og mindre gøglet end den ellers interessante Cronenberg´s Naked Lunch.
Visioner og drugs er svære på film, og Queers relativt korte trip placerer sig et sted imellem 2001, Enter the Void, The Big Lebowski & Fear and Loathing.
Så nyd Luca Guadagninos Queer som en følsom, stylish mandekærlighedsfilm – især hvis du elsker Craig – ikke som en nøgle eller repræsentation af forfatteren William S. Burroughs. Den – måske umulige – film har vi stadig til gode.