Fuck the “Fear of Missing Out”…nyd “The Joy Of Missing Out”! Det bliver aldrig 2019 igen – så på med ja-hatten og lad os nyde den sidste corona-inducerede pause som et herligt pre-ekko af pensionistlivet, hvor det er søndag hele ugen:
En dejlig pause fra uendelige forældremøder, bøvlede bestyrelsesmøder, ubehagelige sportsbegivenheder, snaskede træningscentre, sundhedskadelige julefrokoster, fesne restauranter, defekt par-middag, meningsløse shoppingekspeditioner, beskidte tinitus festivals, hooligan-optøjer, prætentiøse ferniseringer, akavede events/åbninger & uøkologisk turisme – oplevelser der før var pensum og et must for os moderne mennesker, men reelt bare er tvangspræget eskapisme, normalitetstvang og slaveri. Det er også rart at slippe for akavede håndtryk, at tisse over kors, jyde-bro kram og makeup-stemplende kindkys, swingerklubber og Lalandia. Kontra populære forestillinger har jeg ikke været på “forretningsrejse” i sydafrika, Østrig eller Dubai eller drukket paller af rosé til orgier i sommerhuse. Jeg har pakket mig i prepperbunkeren stor fornøjelse.
Koronaen har lært os det meste kan ordnes via mails og telefon- glem nu bare zoom – det er som at kneppe igennem et nøglehul. Coronaen har demaskeret og fremskrevet en masse ting: vi er ikke bare sluppet af med den dekadente dyreplagende minkindustri – og en masse mode, for hvem orker klæde sig ud i andet end joggingtøj og badekåbe-lignene dynefrakker hvis vi alligevel ikke kan se eller genkende hinanden bag maskerne? Få pragmatiske netindkøb føles mere rigtigt. Mon vi nogensinde kommer til at shoppe som var det 2019 igen?
Kulturen: det er påfaldende så lidt der er blivet udgivet – selvom resten af produktionsdanmark damper videre – måske er det bare en myte kunstnere inspireres af krise? Måske er skabelsen af værker kædet for meget sammen med spillesteder, salg, ego og gallerier? Måske er mange kreative blevet slaver af publikum, og lammet uden deres scener? Måske tør ingen skabe nyt fordi tidsånden er udefineret og omskiftelig nu og vi er bange for at spille på det forkerte hold? Kulturlivet er påfaldende stille, vi slipper for at følge med i samtidskunst, teater og musik – måske var kulturlivets åndsforskning bare en vildfarelse, en dum identitetsleg for middelklassen? Gider du Louisiana, P1, Gyldendal og Roskilde efter pandemien?
Medier: efter over et års fri bingewatching og opbygning af parasociale medie relationer via podcasts og SoMe´s ekskluderende kulturelle livsstilskrige føler mange nettet er løbet tør for indhold der kan pirre. The drugs dont work, men vi prøver at skrue op alligevel ved at ramle sammen i debatterne: den retrokonservative mormor-kultur-bølge og Woke-udskamninger har lavet medierum hvor vi skal passe meget på. Krisen har gjort vi ikke engang kan gemme os bag satire, sarkasme, innovation, kitch eller ironi, for alle er blevet meget alvorlige og krænkelsesparate.
De fleste har nu erkendt medieforbruget er en kompensation for ensomhed og venner ikke er det samme som friends på facebook. Vi er sågar begyndt at have lange samtaler med pakkemanden og naboen. For i det ellers totalt fragmenterede danmark, hvor vi nærmest ikke taler det samme sprog mere, har vi endelig fået et livsvigtigt fælles emne ud over Matador, MGP, Mette og Landsholdet, hvor alle har noget så sjældent som relevante personlige erfaringer…og mange har igen forstået at hvis alle har det godt har du det bedre.
Nærvær er ikke bare et mindfullness bullshit bingo buzzword mere – det har været tvang, da de offentlige sociale akser og lufthavnene er lukkede. Vi er med et trylleslag blevet helt lokale igen, og det helt vilde var en spadseretur. Sommerhusophold føles ikke som afsoning, det er nirvana nu. At flytte ud af byen forekommer sært attraktivt nu.
Jeg nyder også at det endelig er kommet bredt ud at mange danskere er nogle fakta-resistente tosser der tror på mere end at påskeharer lægger æg. Det er smart, for al systemkritik kan dermed affærdiges med et “sølvhat”. Det er nu helt tydeligt YouTube er stærkere end tv-avisen. Qanon og co er en kærkommen lejlighed til at gøre kildekritik, propaganda, it-sikkerhed, big data & informationskrig til fag i folkeskolen. Please bliv ved med at komme med nye funky teorier – i overgår Hollywood – hvem havde troet der var et hemmeligt link mellem chemtrails, 5G, vacciner med robotter i, uendeligt liv gennem børneblod til eliten, shape-shiftende rum-reptiler og dronning Elisabeth. Nogen må lave den film nu tak.
Jeg har også nydt glæde ved at tale længe i telefon med glemte udsatte og følsomme – mange har fået sukkersyge og flere piller under coronaen, lige som det overflødighedshorn af kreative selvstændige singler, der kæmper med røven i vandskorpen. Det er de karakterer der giver mit kulturliv farve og introducerer mig for nye tanker, ud over at være herlige uforudsigelige kamelæoner selv – de er bedre end para-sociale podcasts eller clubhouses “gør det selv taleradio”. Tip: brug telefon og drop nyheder, netflix og zoom – så får du det endnu bedre.
Politik er også blevet aflyst, eller rettere sagt, det er nu klart for enhver at det er dansk industri, EU, Who og McKinsey der styrer.Corona har fremskrevet historien og desværre været en fremkaldervæske for systemiske fejl, fremtidens politkere bør fokusere på: de over 200.000 selvstændige og deres ansatte der glæder os og skaber ny vækst er blevet efterladt: med mindre vi vil have en monokultur styret af kapitalfonde – døde dyre bykerner med kædebutikker – må vi alle støtte dem nu ved at stemme med vores penge.
Som om de borgerlige havde gjort noget andet end Mette…det er sørgeligt de bliver ved med at pive om indvandrerne, selvom grænserne er lukkede. Hvad blev der af en fremadrettet liberal borgerlig vision? Jeg nyder også at det yderste venstre og højre mødes til byvandringer og fyrværkeri hvor hippier og hooligans kan forenes om andet end hash – men husk nu masker lidt endnu.
Ud over “The Joy Of Missing Out” er der en lille ting mere jeg nyder meget er at selvom vi har tørre hænder, er der ingen der er forkølede mere.
Med al den opsparede indsigt og indebrændte vrede og sult efter det taktile, nærværende og virkelige kan sommeren 2021 kun blive den ren guldalder, et fantastisk bunkepul, et nyt 1968, en summer of love – i nordeuropa bevares – for alle har glemt den 3 verden som sædvanlig…VI SES TIL FESTEN, jeg savner jer!