Jeg ville gerne hade denne film – jeg er jo generelt allergisk overfor ny-alvorlig retromodernisme, filmet teater, parykdrama, historisk fiktion, følelsesporno, jysk landbrug, svulstige strygere, politisk korrekthed, en-dimensionelle karakterer, western, kærligheds-drama og puslespils-plots – men på trods af min bias er der noget næsten forfriskende over alvoren og traditionalismen i Nikolaj Arcel´s vellykkede nye film.
Arcel har før lavet “Kongekabale”, “De fortabte sjæles Ø”, “Sandheden om mænd”, “En kongelig affære” og Hollywood-forsøget “The Dark Tower” – men er landet på den – af Rasmus Videbæk smukt filmede Jyske hede i 1750erne – men Arcel løfter sig her op i en ny liga – blandt toppen af kostume-dramaer. Jeg kommer til at tænke på Paul Thomas Andersons “There Will Be Blood” eller Alejandro G. Iñárritu´s “The Revenant” (se dem ASAP).
I centrum er den lidende Kaptajn aka. Mads Mikkelsens furede fjæs – et perfekt projektions-rum – det er et stærkt comeback efter den digitalt botoxede Mads-skurk i Indiana Jones. Heldigvis glemmer man hurtigt det er Mads, modsat mange andre af tordenskjolds soldater, der unødvendigt udfylder birollerne rutinemæssigt og kaster kedelige ekkoer fra andre roller over filmen – hej caster, hvad med at prøve noget nyt – men det er en lille anke, for hovedcastet er bundsolidt – den indavlede adelsmand Simon Bennebjerg & den tabre Amanda Collin gør det også fabelagtigt.
Selvom man hele tiden bliver taget i hånden og forudser hvad der sker…men jeg må skamfuldt tilstå jeg var godt underholdt, ja nærmest rørt i mit is-hjerte.
Mikkelsens karakters integritet og moral bliver udfordret igen og igen i en semi-historisk fortælling, der aktualiserer sig ved at nikke til både racismedebat, ulighed og privilegie-blind dekadent elite. Nogen ting har ikke forandret sig, det har blot fået andre fremtrædelsesformer.
Filmen er renset for metalag, auteur-greb og gøgl og er baseret på den tørre roman “Kaptajnen og Ann Barbara” af Ida Jessen, der placerer sig i området omkring Tom Kristensen og Knut Hamsun. Læg dertil en tur igennem Anders Thomas Jensen, der måske mest er kendt for hans ulidelige Guy Richie light psykopat-komedier a la “Adams Æbler”, men igen beviser han er en af de store manus-håndværkere i dansk film.
Det deprimerende er det er tydeligt filmen er skabt udfra hvad der kan lade sig gøre på dagens kulturmarked – find en sikker historisk roman, fyr danefæ og ikoner på plakaten, co-finansier den via alle mulige lokale og internationale samarbejder og bang så kan du få lov at lege – bare glem de nyskabeden formeksperimenter – gad godt se “fri leg” fra Arcel i hans næste film.
Jeg burde hade denne film, men måske er jeg bare et sentimentalt sted i mit liv hvor jeg har brug for en enkel sort/hvid fortælling, men jeg spår Bastarden et sundt liv, det største problem er vel den ikke er på engelsk – den burde snildt kunne klare sig også udenfor andedammen – den er solgt til 100 lande allerede – og hente priser, hvis det betyder noget.
Så hvis du vil se traditionelt drama med visuelt overskud uden slinger i valsen eller moderne støj, har store børn du vil give en smule historisk bevidsthed eller en gymnasieklasse du vil dupere billeder fra det onde liv før vi fik strøm i husene, er Bastarden et must – se den på en stor skærm mens tid er.