No spoilers – de rige er ulykkelige – ligesom os? Hurra! Hvordan tv lærer os at overleve the grind…Jeg efterlyser ikke en opdragnede moralsk fortælling, men tydeliggør mine tanker under den nydelsesfylde konsumering af Successions mesterlige satire- jeg elsker at gyse og grine af holdet af forpinte milliardær-douchebags – privilegie-blinde defekte masters of the Univers der smadrer hinanden i uendelige ego-drevne magtkampe. Selv det Amerikanske valg er bare reduceret til et spil Matador – måske skræmmende realistisk.
Grinet legitimerer vores misundelige kig ind i elitens univers, foragten gør vi overlever de uretfærdigheder og den ulighed serien afspejler.
Det har aldrig været værre at være en fiktiv oligark eller nepo-baby – men selvom vi mobber dem via skærmen, har oligarker aldrig haft det bedre i virkeligheden. Nettoformuen af planetens 10 rigeste mænd fordoblede formuen under pandemien, og en lille procent er nu på vej til at eje to tredjedele af planetens rigdom inden 2030 – og mens den fiktive elite får karmahug, er de rigeste mere glatte og under radaren end nogensinde. Skatteundgåelse blomstrer, hvidkrave-kriminaliteten boomer.
Coping with capitalism Måske er serierne os der er udenfor den 1% måde at cope med den benhårde krise og markedets totale penetration selv vores mest private indre verden.
For hvorfor skal vi stræbe hvis vi alligevel ender konstant ulykkelige og paranoide – selv på en Michelin-restaurant? Måske er Succession bare det ventilerende middelalder-karneval, hvor tiggerne kan rive adelen i silketøjet et time – før hverdagens slaveliv fortsætter?
Selvom den herlige serie vinkler eliten kritisk, ser vi kun isolerede bestyrelses-bobler – hvor de rå konsekvenser af herskernes beslutninger nede i pyramiden kun optræder i korte glimt. Ikke et ord om Geneva Freeport – den største kunstsamling ingen ser – hvor de superrige gemmer deres kunst som sjældne baseballkort – eller deres investeringer i det allermest lukrative – våben og narko – og ikke et ord om den tredie verden eller miljøet.
Fascinationen: Vi sidder med vores gode skandinaviske middelklasseværdier og nyder kampen mellem den norske microdoser Matsson i Fjeldræven og de kulturløse nyrige Amerikanske douchebags. Vi er med på en forarget kigger – som i Housewifes of Beverly Hills – for reelt er det også godt gammeldags fascinations-tv – vi nyder og drømmer stille misundeligt om helikoptere, yachts, grim stealth wealth haute couture, vilde palæer og diskrete biler, men legitimerer det ved at elske at hade og foragte slavepiskerne og nepo-kids, der er så smadrede socialt at deres bedste venner er deres bodyguards – selvom de er omgivet af kor af yes-men, røvslikkere og paranoide personlige assistenter.
Vi bør anerkende “spis de rige” TV for hvad det er: ikke et kulturel “opgør” mod de velhavende og korrupte, men ren tom katarsis. For den – på overfladen – antikapitalistiske satire viser os hverken hvordan vi selv kan blive rige – eller slippe af med de rige – eller hele spillet – der er ingen udvej.
Men hvad med eliten, kan de leve med at blive grint og udskammet som douchebags? Ja, i modsætning til middelklassen karakteriseres eliten netop ved deres pragmatiske diskrete skamløshed. Fuck hvad folk tænker, hvad gør de? Ejer de noget? Handel er den eneste reele handling. Vi er alle ludere – dem der erkender det skamløst vinder – som heltinderne i White Lotus.
Anti-kapitalistisk underholdning? The White Lotus, Glass Onion, Exit og de andre “udskam de rige” produkter tilbyder os fattige 99 procent en søndag aften hvor vi ventilerer de frustrationer, vi føler, for så at vende tilbage til vores arbejde dagen efter.
De rige er meget ulykkelige, antyder den klodsede film Glass Onion – fordi de rige ikke kan stole på deres venner: alle vil have noget fra dem. Succession fortæller dynastisk rigdom deler familier og vender dem mod hinanden. Triangle of Sadness viser fraværet af reelle problemer gør de rige bliver besatte og smålige. Godt vi ikke er rige.
Moralen? Ligesom reality-tv har opdraget en generation – “han er stemt ude” – spejler vi os også i de nye serier. I White Lotus er sexarbejderne vindere, nærmest rollemodeller – fordi de i det mindste er ærlige omkring dansen om guldkalven. I Triangle of Sadness kæntrer en super-yacht, og det bragte influencers og mogul ned på bunden af den sociale hierarki. I Glass Onion blev en tech-bro milliardær dramatisk lettet for sin uvurderlige men smagløse kunstsamling. Men hvad er konsekvenserne når skærmen slukker? Hvad er aftrykket på virkeligheden? Se bare Breaking Bad – der også er fabelagtig – men desværre spredte meth over hele verden – sultne typer google opskrifter, købte kemi og kogte op og startede en epidemi.
Effekten? Satiren har en beroligende effekt på vores naturlige oprørstrang, vi erstatter den med en dejlig følelse af overlegenhed – vi har bedre smag og er bedre mennesker end slavepiskerne. Vi bliver beroliget og forsikret om, at vi faktisk måske er bedre stillet der hvor vi er, for det rige liv virker frygtelig ubehageligt.
Men det er svært at lave en film om de rige som ikke også er aspirerende – misundelse er trods alt motoren, som samfundet kører på – og ingen filminstruktør kan modstå visuel luksus. Disse shows antyder, at de vil ryste status quo, men efterlader det sikrere end nogensinde. 
For en af Successions belæringer er at være skamløst ligeglad – den nyrige Roy klan vinder over Pierce-klanen fordi den ikke er bundet af moral, historie og smag – men måske er den næste i fødekæden den microdoserende Fjeldrævs-klædte Mattson – fordi han helt har givet slip på den sidste rest af realitet?
Effekten er mere social angst, mere kynisme, mere position frem for personligheds-kult, mere Machiavellisk inspiration til masserne.
Vi sidder tilbage med en oplevelse af at der ikke noget alternativ – det er sværere at forestille sig en verden uden markedet end jordens undergang.