“Verdens værste menneske” var lovende – og nu zoomer instruktøren Joakim Trier endnu længere ind, hvor det gør ondt. 

Denne gang ramler Stellan Skarsgård som gamle narcissistiske patriark sammen med  sin forsømte neurotiske skuespiller-datter Renate Reinsve aka. “Verdens værste menneske”.

Scenen: Hvor Trier før har brugt Oslo som et psykologisk biotop, reducerer han nu samme greb til et kammerspil i et nuttet hus (ikke ulig Ibsens “Dukkehjem”)…der først rummer en families sammenbrud. Huset skal så senere bruges som kulisse til den før så fraværende narcissistiske faders – i skikkelse af altid solide Stellan Skarsgård – ubeviste forsøg på at hele familien og ham selv – via et filmprojekt. 

Det lyder irriterede meta – “en film om skabelsen af en film om en familie” – men den disciplinerede retro-modernist Joakim Trier turnerer setuppet suverænt og blotlægger en masse almentmenneskelige nerver – for film handler jo som bekendt også om at lave følelser i tilskuerne. 

Heldigvis prikker Joachim Trier ikke kun til vores følelser og bevidsthed for effekternes skyld – han får os til at meditere over, hvad hukommelse, fortrængning, tilgivelse, familie, kærlighed  og ambition er. De store ting – vist på en måde så man mærker han mener det. Han kender sin Rohmer, Malle og Bergman. 

Temaer som arvet smerte, kampen om fortællingen og ønsket om forsoning, selv når kærligheden har været klodset, forsømt og man er alt for sent ude og skaden er sket. Om hvordan kunst kan bruges som både kærlighedssprog, kontrolredskab og undskyldning.Hvem ejer en families historie? Hvad er fiktion, virkelighed, hukommelse? Er fiktionen vigtigere end virkeligheden? Og er kunst en måde at hele på — eller en elegant måde at udnytte andre menneskers smerte på — eller presse sin egen smertelort til en diamant?

Det er måske det tunge store skandinaviske melankolske navlepiller-pensum – på papiret pretentiøst, men Joakim Trier får det til at virke let – han underfortæller, undersøger og er loyal mod sine mangetydige karakterer, der alle spiller fabelagtigt i Triers  rolige, følelsesintelligente og  intime rum fyldt med melankoli uden patos, dialog med både ironi og ømhed og troen på kærlighed som erkendelse og måske terapi. 

Holdet er virkelig disciplineret: den danske Kasper Tuxen (der også har kredit på alle artiklens stills), som også fotograferede Verdens værste menneske, fanger følelserne perfekt, og Triers faste klipper,  den dansk-franske Olivier Bugge Coutté, mestre både at lukke scener for hurtigt for at pirre vores forestillinger – og at pine os ved at lade dem hænge til det bliver ubekvemt. Jesper Christensen er pragtfuld, Zentropa har co-produceret og DFI har støttet, sådan. Mit gæt er, at den næste Joakim Trier-film er på engelsk, for Affektionsværdi var nomineret til 9 Oscars – men tabte til den pragtfulde og mere aktuelle USA-kritik “One Battle After Another”…men vandt da i kategorien “årets bedste internationale film”.Jeg skal jo være djævelens advokat, så lad være at drikke for meget kaffe før du ser filmen i biografen. 133 minutter med intenst føleri der mangler smarte greb, gøgl eller hektiske klip kan virke klaustrofobisk for nogle. I teorien burde jeg hade hovedparten af alle skandinaviske familiedramaer om smukke privilegieblinde mennesker, da jeg er så traumatiseret af at have set alt for mange af dem pakket med overspil, klichefyldte karakterer, dovne kameragange og flade replikker. 

Affektionsværdi er bare ikke en af disse film, trods rammernes slægtskab – det er måske udefra set klicheen om den store verdens fantasi om en intens lækker skandi arthouse-føle-porno – men her føles det bare ægte og relevant. Mit gæt er Trier snart er klar til en stor engelsksproget sag…

PS. Pas på med at invitere mennesker, du ikke vil have en dybere relation til, med i biografen til Affektionsværdi, for denne film kræver efterbehandling. 

The post AFFEKTIONSVÆRDI / sublim skandinavisk følelsesporno med mening appeared first on BLAZAR.

Fransk eventyrfilm-look + amerikansk monsterkomedie + lejemorderthriller + traumatiseret børnefantasi=?

Tag Leon´s pardynamik – den emotionelt forkrøblede næsten stumme lejemorder – her Mads Mikkelsen – kontra en lille traumatiseret pige. Tilsæt Wes Andersons symmetriske skud, stilsikre look og dukkehusagtig æstetik. Mix med Men in Black-familie-cartoon-horror, et drys Tim Burton/Addams Family goth-light, lidt Delicatessens franske, groteske eventyræstetik,  The City of Lost Childrens barneperspektiv og surrealistiske billedsprog og lidt Amélie. Tilsæt et monster, der er et mix af Gremlins og Muppets – der punkterer uhyggen. Top den med Aliens-overkvinde Sigourney Weaver, og du har en vinder?

Trods alle de cool citater og referencer føler jeg, at Dust Bunny er et underligt kompromis. Hvem er filmens målgruppe? På den ene side har jeg lyst til at vise min mørkeradde nevø den så han kan omfavne den naturlige angst børn har for mørke. Men den er for uhyggelig. For en voksen er den for infantil og forudsigelig. For en horror-fan er den alt for fjollet og blød. Den fungerer heller ikke som komedie, replikkerne er for få og forglemmelige. For en, der drages af den europæiske stil og genremutationerne, er den for flad, for tom – der mangler en årsag, en indre nødvendighed – hvad er det filmen prøver at formidle? 

Det er stil uden substans – hvilket er fint, hvis det er sublimt – men selvom lejligheden, som det meste af filmen foregår i, virkelig er gakket og grotesk, falder dens CGI-billeder af et skummelt New York og ninja-tumult pladask på halen med sit datede PC-spil-look.

Den ikke uefne instruktør Bryan Fuller har haft succes på tv med visuelt overdådige, idérige serier med kultstatus. Hans gennembrud kom med Pushing Daisies, som blev rost for sin originale stil, humor og eventyrtone og vandt flere priser – men blev alligevel lukket relativt tidligt.

Senere fulgte Hannibal med Mads Mikkelsen.Den fik en dedikeret fanbase og massiv kritikerros, men kæmpede med seertal. Med American Gods viste Fuller sin evne til at arbejde med mytologi og symbolik i stor skala. Instruktøren er lovende, men et underligt valg for Mads Mikkelsen, har kunnet gå på vandet lang tid før han blev en starwars-legetøjsfigur – han har lige har lukket en deal med Scorsese. 

Fuller har helt sikkert en stor film i sig, det er bare ikke Dust Bunny i min optik.

The post DUST BUNNY / Fransk eventyrfilms look møder amerikansk monsterkomedie og…? appeared first on BLAZAR.

The Mandalorian var en af de serier, der fik Disney+ til at føles nødvendig at få. Grogu — Baby Yoda i folkemunde — blev et popkulturelt monsterhit, merchandising-guld og et nyt Star Wars-symbol for en generation, der måske ikke havde noget dybt forhold til Luke, Leia og Han Solo.

Nu er den lille grønne licensmaskine og hans metalliske adoptivfar rykket op på det store lærred. The Mandalorian & Grogu er oplyst til 132 minutter, instrueret af Jon Favreau og filmet til IMAX. Pedro Pascal er tilbage som Din Djarin/Mando — ofte mest som stemme bag hjelmen — og på rollelisten finder man blandt andre Sigourney Weaver, Jeremy Allen White og, i en bizar lille kulturhistorisk punchline, Martin Scorsese som stemme. Selv Marvel-skeptikeren Scorsese er altså nu blevet suget ind i Disneys galaktiske franchisemaskine. Kosmisk ironi eller imperiets endelige sejr over auteur-filmen? 

Filmen har groft sagt tre gear: Stormtroopers, der stadig ikke kan ramme noget; gladiator-showdown med monster/ninja-energi; og så det sentimentale “godt du har min ryg, buddy”-spor mellem Mando og Grogu. Det er far-søn-drama som legetøjskatalog. En western med jetpack. En krigsfilm uden blod. En buddyfilm, hvor den ene buddy er en tavs grøn Buddha-baby med maksimal merch-værdi.

Glem egentlig karakterudvikling. Det meste af kommunikationen foregår mellem et stumt, grønt merch-mirakel, der både er Buddha, baby og kampmaskine — og en cowboy i metalmaske med lo-fi-stemme. Det er effektivt, ja. Men det er også en mærkelig dramatisk askese: en film, hvor hovedpersonerne næsten ikke taler, men hvor brandet taler hele tiden.

Måske er The Mandalorian & Grogu mindre en film end en trailer til et spil. Måske er den en biografreklame for hjelme, figurer, Lego-sæt, hoodies og nye abonnementsvaner. Måske er hovedattraktionen ikke historien, men effekterne, designet og det uhyggeligt stærke brand.

For det hele føles som noget, vi har set før — bare med opdaterede effekter. En krigs-/cowboyfilm med en næsten tavs, cool hævner og et kæledyr til at give ham menneskelighed. En samurai-western i rummet, hvor ensom mand lærer ømhed gennem nuttet væsen. Clint Eastwood med en Tamagotchi fra Dagobah.

The Mandalorian er først og fremmest Din Djarin — ofte bare kaldet Mando. Han er en dusørjæger i Star Wars-universet, iført mandaloriansk beskar-rustning og hjelm. Han er ikke Boba Fett, men figuren er tydeligt bygget på samme “western-samurai-rumdusørjæger”-arketype. Han er ikke i familie med Skywalker/Vader, men gennem Grogu, Luke, Jedi-historien, Darksaber og Imperiets ruiner er han koblet ind i samme store mytologi.

Han dukker første gang op i serien The Mandalorian, som starter efter Return of the Jedi og før den nye sequel-trilogi. Altså i den periode, hvor Imperiet er faldet, men galaksen stadig sejler rundt i kaos. Hans store relation er til Grogu — “Baby Yoda” — som han først skal indfange, men ender med at beskytte.

Grogu er samme art som Yoda og Yaddle: ekstremt langlivet, mystisk og naturligt stærk i Kraften. Han voksede op i Jedi-templet på Coruscant før Imperiets fald og var der under Order 66 — altså da Anakin Skywalker blev til Darth Vader, og stormtropperne slagtede Jedi’erne. Grogu vælger senere Mando frem for Jedi-vejen. Han er ikke Skywalker-familie, men han er et levende bindeled mellem Yoda, Jedi-templet, Anakin/Vaders fald, Lukes nye Jedi-projekt og Mandos mere jordnære western-verden.

I spillefilm-tidslinjen ligger The Mandalorian & Grogu efter Episode VI: Return of the Jedi og før Episode VII: The Force Awakens. Mere præcist starter Mando-sporet omkring 9 ABY — cirka fem år efter Return of the Jedi — og længe før First Order/sequel-trilogien. Den nye film fortsætter efter sæson 3 og ligger stadig i “New Republic”-perioden mellem de gamle og nye film. Kort sagt: mellem 6’eren og 7’eren — tættere på 6’eren end på 7’eren.

Filmen er rapporteret med omkring 166,4 millioner dollars i kvalificerede produktionsudgifter i Californien — altså ikke nødvendigvis det fulde totalbudget med marketing, distribution og alle øvrige udgifter, men stadig et astronomisk beløb for almindelige mennesker. I Star Wars-sammenhæng er det dog nærmest “billigt”, hvis man sammenligner med flere af Disneys tidligere biograffilm i franchisen.

Instruktøren er Jon Favreau, en af hovedkræfterne bag serien The Mandalorian. Han er skaber, producer og forfatter på meget af serien, og på filmen er han instruktør, medforfatter og producer. Favreau er manden fra Iron Man, Chef, The Jungle Book og The Lion King — altså en erfaren Disney/Marvel-franchise-mekaniker, men også en filmskaber med tydelig kærlighed til westerns, samuraifilm og praktiske effekter.

Problemet er bare, at kærlighed til genren ikke automatisk er det samme som dramatisk nerve.

The Mandalorian & Grogu er sandsynligvis for uhyggelig og voldsom for de mindste børn, men samtidig for enkel og tom til rigtigt at holde voksne fanget, medmindre de allerede har Star Wars-logoet tatoveret et sted i sjælen. Der er ikke nok påskeæg, spænding, dialog eller lag til, at filmen for alvor bliver andet end et flot stykke retroblæs. Den vil nok primært appellere til Star Wars-fanboys m/k og mennesker, der bare ønsker 132 minutters absolut tomhed uden referencer til noget reelt.

Endnu en gang undrer det mig, at en storbudgetfilm, hvor alt teknisk er muligt, sparer så meget på replikker, fantasi og menneskelig uforudsigelighed. Måske er det netop de astronomiske budgetter, der renser filmene for risiko. Når alt kan lade sig gøre teknisk, tør ingen længere lade noget uventet ske dramatisk.

Det mest interessante ved The Mandalorian & Grogu er måske derfor ikke historien, men formatet: en streamingserie, der er blevet presset sammen til en biograffilm; et stykke IP-forvaltning forklædt som eventfilm; og en påmindelse om, at Star Wars i dag ofte fungerer bedst som design, lyd, silhuet og nostalgi — ikke nødvendigvis som drama.

Se den på den størst mulige skærm, hvis du vil have klassisk Star Wars-retroblæs, laserlys, hjelme, monstre og rum-western for alle pengene. Men forvent ikke Andor, politisk nerve eller ny mytologi.

The Mandalorian & Grogu er flot, dyrt og mærkeligt tomt — en film, der kan alt teknisk, men næsten ingenting tør dramatisk.

The post ANMELDELSE: Star Wars: The Mandalorian & Grogu appeared first on BLAZAR.

ORWELL: 2 + 2 = 5 er nomineret til  Cannes og en nødvendig film, et wakeup-call – et X-ray-dronesyn ind i den globale permakrise, der i høj grad muliggøres af den måde, vi programmeres til at tænke og tale om verden på – i en tid, hvor den kritiske bevidsthed er under angreb.

Verden accelererer. Nyhederne er en angstgenererende fiaskospiral, der dræber din dopamin og hooker dig – men heldigvis findes der stadig dokumentarfilm, der er perspektiverende essays, som udvider vores stadig mere historieløse bevidsthed – og ikke bare er normal populistisk langformjournalistik.

Orwell? 1984?  Man bliver allerede træt og tænker gymnasie-tvangspensum og pinlige Pink Floyd-agtige filmatiseringer – men instruktøren Raoul Peck reaktualiserer og nuancerer Orwells uhyggeligt aktuelle slogans fra 1984 – KRIG ER FRED – FRIHED ER SLAVERI – UVIDENHED ER STYRKE – og gennemgår den moderne historie, der er lige så grusom som Anden Verdenskrig, men bare markedsført bedre. Parallellerne til Trumps totale skamløshed og tilsidesættelse af alle aftaler, regler, moral og demokrati til fordel rent spektakel og grådighed er oplagte.

Filmet drives også af et fint Orwell-biografisk element, der viser, hvor forfatterens profetiske verdenssyn kom fra: Han voksede op i den del af middelklassen, der vidste alt om, hvordan man gik på jagt og spillede golf, men ikke havde råd (ikke ulig en Euroman-læser …) – så det oplagte var at blive kolonibisse. Orwells oplevelser i Burma som betjent radikaliserede ham og gav ham en social bevidsthed, der førte ham til Den Spanske Borgerkrig. Han var mere antiautoritær end klassisk partisoldat, selvom han er bliver spændt for både rød og blå ideologi.

Instruktøren Raoul Peck – Haitis tidligere kulturminister og instruktør af alt fra HBO-serier med Idris Elba til den Oscarnominerede I Am Not Your Negro – dyrker en sjælden kombination af historisk præcision, moralsk klarhed og essayistisk vrede. Han observerer politik som strukturel vold over tid og har lavet et wakeup call til en verden, hvor den fælles objektive virkelighed er under angreb – se bare den officielle tolkning af ICE-nedskydningen af en mor i Minneapolis.

Filmen er ikke pædagogik – det er en konfrontation. Der er ingen forløsning, intet håb i klassisk forstand.  Peck skaber en bevidsthedsudvidende filmisk erfaring, der udfordrer selvbedraget i os alle: at vi fornægter eller fortrænger verdens deroute og scroller videre.

Filmen viser moderne DOUBLETHINK: evnen til at vide, at noget er forkert og samtidig acceptere det uden indre konflikt. “Jeg ved, de tracker mig – men det er ok, jeg har ikke noget at skjule.”
Det er ikke dumhed. Det er tilpasning og overlevelse – for at undgå at være på taberholdet – eller føle overvældende kognitiv dissonans.

Jeg blev inspireret og har fundet klassiske eksempler:

POLITISK NEWSPEAK

Reformer → Nedskæringer / privatisering
Ansvarlig økonomisk politik → Vi beskytter kapital før mennesker
Stramninger → Færre rettigheder
Robusthed / resiliens → Du skal kunne tåle mere
Sikkerhedstiltag → Overvågning
Midlertidige tiltag → Permanente
Effektivisering → Fyringer
Modernisering → Markedsgørelse
Nødvendige prioriteringer → Du mister noget
Dialogbaseret løsning → Intet ændres

CORPORATE / HR NEWSPEAK

Omstilling → Mere arbejde, færre kolleger
Agil organisation → Uklare rammer
Flat structure → Ledelse uden ansvar
Work-life balance → Arbejd hele tiden, men smil
Performance culture → Konstant evaluering
Feedback → Kontrol
Talent management → Sortering
Ressourceoptimering → Pres
Passioneret medarbejder → Overarbejde uden kompensation
Vi er en familie → Grænser er illoyale

TILT – MORTEN VAMMENS ANDEN ROMAN

TECH / PLATFORM NEWSPEAK

Personalisering → Overvågning
Community guidelines → Uigennemsigtige regler
Forbedret brugeroplevelse → Mere datatræk
Content moderation → Usynlig censur
Engagement → Afhængighed
Creators → Gratis arbejdskraft
AI-assisteret → Automatiseret beslutningsmagt
Opt-in → Du har reelt ikke noget valg
Transparens → En blogpost, ikke indsigt

MEDIE / KULTUR NEWSPEAK

Debat → Konflikt iscenesat for clicks
Nuanceret dækning → Ingen konklusion eller konsekvens
Historisk øjeblik → PR-moment
Kontroversiel stemme → Clickbait
Samtalen er vigtig → Vi tjener på det
Ytringsfrihed under pres → Ytringsfriheden er allerede kun for eliten

PSYKOLOGISK / KULTUREL NEWSPEAK

Selvudvikling → Tilpasning og performance
Arbejd med dig selv → Internaliser systemfejl – det er dig, ikke systemet
Sårbarhed → PR-/clickbaitstrategi og narcissisme for folk med overskud
Toxic → Ubekvem sandhed og konfliktfrygt
Trygt rum → Kontrolleret rum
Heling → Forbrugsproces, distraktion og sminke

META-NEWSPEAK (den farligste)

Det er komplekst → Glem at forstå, stol på os
Der findes ikke alternativer → Stop med at spørge
Alle har ansvar → Ingen har ansvar
Begge sider → Status quo vinder, den stærke vinder
Vi lærer af fejlene → Vi gentager dem i nye former, for strukturen er ikke ændret

Filmen er hård kost, da den indeholder de billeder, vi ikke normalt ser, fordi de skræmmer annoncørerne. Filmens akilleshæl er det samme problem som alle andre anti-propaganda-propagandafilm: at den prædiker til koret, og at lixtallet og montageformen fremmedgør de masser, den søger at oplyse. Personligt var jeg  rystet, men samtidig opløftet over indsigten og mønstergenkendelsen midt i krigens kaos.

Hvis du er underviser – fra gymnasiet og opefter – eller elsker at diskutere politik, men er rådvild, så grib alle omkring dig og se denne vigtige film i biografen nu. DR bør købe den og vise den i primetime, for den er ikke bare en sublim samtalestarter – den er pensum.

The post ORWELL: 2 + 2 = 5 / filmanmeldelse appeared first on BLAZAR.