Hollywood har tjent milliarder på at fortælle unge mennesker, at samfundet er korrupt, overklassen dekadent og revolutionen nødvendig. The Hunger Games sælger følelsen af allerede at have gjort oprør – nu for sjette gang.Årets grimmeste ai plakat? Vi er tilbage i det totalitære, retrofuturistiske Panem – et slags gladiator 1984, hvor en grotesk privilegeret overklasse underholder sig med at lade underklassens børn slå hinanden ihjel på direkte tv (ikke på Instagram).

Universet er en steampunk-inficeret karikatur af vores egen samtid: brutalistisk arkitektur, industrielt forfald, militærparader, udsultede og manipulerede arbejdere og et hyperdekadent mediekleptokrati iført barokke modekatastrofer. Et samfund, hvor alting er konkurrence, og hvor de fattiges børn ikke bare leverer profit, men også indhold til overklassens gladiator-realityshow, der samtidig fungerer som desillusionerende, asocial propaganda. Som nutiden uden mobiltelefoner og med endnu dårligere smag.

Den nye film byder, ud over en virkelig flot, Ben-Hur-agtig hestevognsræser-scene, mest på store, forudsigelige teenagefølelser, ublu sentimentalitet og en tom eftersmag. Endnu en omgang ungdommelig lidelse, moralske dilemmaer og velkoreograferet snuff-brutalitet, hvor Hollywoods følelsesmaskine dræber alle overraskelser.

Det paradoksale er, at alle, der har set serien, ved, hvordan den nye film ender – det er mere et ritual, et univers, seeren genbesøger – frem for en nysgerrig spændingsudløser.

Så måske er filmen mest interessant som symptom på en kulturindustri, der har gjort oprør mod magten til en af sine mest indbringende forretningsmodeller.

Prequelen Sunrise on the Reaping foregår 24 år før den første Hunger Games-film og fortæller historien om den 16-årige Haymitch Abernathy, spillet af Joseph Zada, der ligner en ung Christoffer. Det er samme Haymitch, som vi senere møder i Woody Harrelsons skikkelse: en alkoholiseret, kynisk og tilsyneladende udbrændt tidligere vinder, der bliver mentor for rebellerne Katniss Everdeen og Peeta Mellark.

Dermed kender seriens fans allerede hovedpersonens skæbne. Haymitch overlever arenaen, men det interessante er, hvordan Capitol forvandler en ung mand til det menneskelige vrag, vi møder 24 år senere.

Vi får også yngre udgaver af flere velkendte figurer: præsident Snow, spillet af Ralph Fiennes, den flamboyante Effie Trinket i Elle Fannings skikkelse, tv-værten Caesar Flickerman, nu spillet af Kieran Culkin, og Plutarch Heavensbee, portrætteret af Jesse Plemons og spillet af Philip Seymour Hoffman i de oprindelige film. Vi kender allerede slutningen, men skal nu betale for at se, hvor frygteligt det hele begyndte.

Da den første Hunger Games fik premiere i 2012, ramte den en tidsånd præget af finanskrisens eftervirkninger, Occupy Wall Street og en voksende mistillid til de økonomiske eliter.

Historien om en fattig teenagepige, der udfordrer et autoritært klassesamfund, blev en global succes. Den første film indtjente omkring 678 millioner dollars, mens efterfølgeren Catching Fire nåede cirka 865 millioner.

De fire oprindelige film omsatte tilsammen for knap tre milliarder dollars i biograferne. Med prequelen The Ballad of Songbirds & Snakes fra 2023 passerede serien samlet 3,3 milliarder dollars. Produktionsbudgetterne for de fem film var tilsammen omkring 595 millioner dollars.

Det lykkedes Hollywood at opbygge en milliardindustri omkring en fortælling om, hvor forfærdeligt det er, når en lille økonomisk elite udnytter massernes tørst efter sadistisk død og romantisk oprør.

I begyndelsen af 2010’erne var Hollywood fuld af unge mennesker, der opdagede, at deres samfund var bygget på løgne.

The Hunger Games, Divergent og The Maze Runner fortalte historier om en ny generation, der gjorde oprør mod totalitære systemer, sociale hierarkier og overvågningssamfundet.

Men omkring midten af årtiet begyndte bølgen at miste sin kommercielle kraft. Divergent-seriens planlagte afslutning blev aldrig realiseret som biograffilm, og studierne begyndte at lede efter andre fortællinger. I dag er ungdomshelten ofte en outsider, der forsøger at finde sin plads i verden, snarere end en revolutionær, der forsøger at ændre den.

For eksempel ønsker Wednesday Addams ikke at omstyrte samfundsordenen. Hun ønsker først og fremmest at bevare sin individualitet. I Stranger Things handler kampen om at redde venner, familie og lokalsamfund fra en overnaturlig trussel. Det er ikke nødvendigvis upolitiske fortællinger, men deres følelsesmæssige centrum ligger i identitet, fællesskab og personlig overlevelse snarere end kollektiv revolution.

The Hunger Games’ Katniss ville være med til at befri et land. Wednesday vil bare have lov til at være Wednesday.

Den mest oplagte arvtager til The Hunger Games er den sydkoreanske Netflix-serie Squid Game.

Igen ser vi økonomisk udsatte mennesker, der bliver tvunget til at konkurrere om livet, mens en velhavende elite betragter deres lidelser som underholdning. Men der er en afgørende forskel. I Squid Game er deltagerne optaget af at overleve og vinde penge.

Hvor Katniss’ fortælling bevæger sig mod et organiseret oprør, er Squid Game langt mere pessimistisk. Systemet er så gennemgribende, at mennesker, der udmærket forstår dets brutalitet, alligevel fortsætter med at deltage.

Det er en temmelig præcis allegori over et samfund, hvor økonomisk usikkerhed, individualisering og permanent konkurrence kan gøre solidaritet vanskelig. Solidaritet er måske ligefrem et ord på vej ud af ordbogen.Seriens forfatter, Suzanne Collins, har fortalt, at idéen til The Hunger Games opstod, mens hun zappede mellem reality-tv og nyhedsoptagelser fra Irak-krigen. På én kanal konkurrerede unge mennesker om penge og berømmelse. På en anden side kæmpede unge mennesker i en virkelig, men redigeret krig. Billederne begyndte at flyde sammen.

Collins blev optaget af, hvordan det konstante miks af underholdning og vold kan gøre os følelsesmæssigt afstumpede. Serien er derfor ikke blot en politisk dystopi, men også en fortælling om krig, medier og vores forhold til andres lidelser.

Det gør filmseriens kommercielle succes endnu mere paradoksal. Den underholdningsindustri, Collins ville undersøge kritisk, har gjort hendes fortælling til en af sine mest succesfulde franchises ved hjælp af de samme greb. Selve kritikken af systemet er blevet en værdifuld handelsvare.

The Hunger Games er ikke en opfordring til oprør, men et plaster på den frustration, som økonomisk ulighed, politisk afmagt og stadig mere koncentreret magt skaber i befolkningen.

Filmene tilbyder publikum en følelsesmæssig ventil uden nogen af revolutionens omkostninger.

Vi kan hade den dekadente overklasse, identificere os med de undertrykte og nyde synet af magthavernes fald.

To en halv time senere forlader vi biografen, måske tilfredsstillede, og vender tilbage til det samfund, hvis uretfærdigheder netop har underholdt os i karikeret form. Kapitalismen har fundet en måde at sælge os fantasien om sin egen undergang.

Publikum tror, de identificerer sig med Haymitch eller Katniss, de unge revolutionære, men vores faktiske position minder mere om Capitols privilegerede tilskuere: Vi betaler for at overvære andres lidelser, vælger favoritter og diskuterer kostumer og romantiske relationer.

Vi er dem, der ser på. Guy Debord beskrev allerede i Skuespilsamfundet fra 1967 et samfund, hvor sociale relationer i stigende grad bliver formidlet gennem billeder og repræsentationer. I et sådant samfund kan selv modstanden mod de herskende strukturer omsættes til oplevelser, identiteter og varer.

Oprøret bliver ikke nødvendigvis undertrykt. Det bliver absorberet, markedsført og solgt tilbage til dem, der havde grund til at gøre oprør.

Tænk punk, hiphop og grunge, hvor oprindeligt oppositionelle udtryk gradvist er blevet en del af den kommercielle kulturindustri. En æstetik frem for et indhold.

Filosoffen Slavoj Žižek har flere gange fremhævet The Hunger Games som et eksempel på, at Hollywood tilsyneladende forstår kapitalismens udvikling bedre end de politikere, der administrerer den.

Žižeks ideologikritik åbner for et endnu mere ubehageligt spørgsmål: Hvad nu, hvis filmene ikke først og fremmest hjælper os med at gøre oprør, men hjælper os med at holde ud ikke at gøre det?

Det, han kalder interpassivitet, handler om, at vi overlader bestemte følelser, handlinger og oplevelser til andre, mens vi selv forbliver passive. Revolutionen bliver noget, vi forbruger, snarere end noget, vi foretager os.

Og her rammer vi et af Žižeks tilbagevendende spørgsmål: Hvad sker der dagen efter revolutionen?Hollywood er fremragende til at forestille sig kapitalismens sammenbrud. Det kniber mere med at forestille sig et alternativ.

Vi kan lettere forestille os – eller se på – 48 børn, der slår hinanden ihjel, end forestille os eller se en film om en verden, hvor ingen behøver at gøre det.

Det mest afslørende ved The Hunger Games er måske, at ingen tilsyneladende behøver at føle sig som skurken.

Kulturforskeren Rebecca Nell Hill har undersøgt, hvordan forskellige politiske grupper kan læse serien gennem deres egne ideologiske forestillinger: Venstrefløjen kan se de fattiges kamp mod kapitalen. Højrefløjen kan se provinsens kamp mod den kosmopolitiske centralmagt. Antikoloniale læsere kan se oprøret mod et imperialistisk centrum.

Du får en revolutionær identitet, uden at det kræver en bestemt politisk stillingtagen.

Alle er Katniss. Ingen er Capitol – selv om vi reelt bare er kanonfødekunder hos det virkelige Capitol, når vi sidder og ser The Hunger Games.

Skuespilleren Donald Sutherland, der spillede diktatoren Snow, håbede ligefrem, at filmene ville få unge amerikanere til at organisere sig og gøre oprør mod den økonomiske og politiske elite.

Og her ligger måske seriens egentlige genialitet: Den sælger en revolution, som både højrefløjen, venstrefløjen og alle derimellem kan købe billet til, uden at de behøver at blive enige om, hvad der skal ske dagen efter.

Set gennem den indflydelsesrige, neoreaktionære tænker Curtis Yarvins politiske filosofi får The Hunger Games en anden betydning.

Yarvin har argumenteret for at erstatte det, han betragter som et sløvende liberalt demokrati, med en stærk, virksomhedslignende statsmagt. Han betragter ikke demokratisk legitimitet som en nødvendig forudsætning for god regeringsførelse.

Anvender vi hans tankegang på Panem, bliver Capitols grundlæggende problem derfor ikke nødvendigvis, at det er et diktatur. Problemet kunne snarere være, at præsident Snow er en inkompetent diktator/CEO, der ikke formår at sikre sit regimes stabilitet og vækst.

I den læsning er Katniss ikke nødvendigvis en frihedshelt, men et effektivt propagandaredskab for en konkurrerende magtelite. Oprørslederen Alma Coin ønsker ikke blot at befri befolkningen, men også at overtage kontrollen med den mere effektivt.

Den neoreaktionære kritik af systemet handler ikke nødvendigvis om at fordele magten mere ligeligt, men om at koncentrere den hos mennesker, der angiveligt er bedre kvalificerede til at udøve den.

Dermed bliver The Hunger Games et ideologisk spejl, hvor både demokratiske revolutionære, autoritære systemkritikere og generelt utilfredse kan genkende deres egne forestillinger.

Der er også noget bemærkelsesværdigt ved filmenes måde at håndtere vold på: Unge mennesker bliver jagtet, tortureret og dræbt i et underholdningsformat, der samtidig sørger for, at publikum næsten altid ved, hvem de skal holde med.

Selv de mest groteske begivenheder er organiseret inden for en genkendelig dramaturgi. I The Ballad of Songbirds & Snakes får vi en velfriseret metro-adonis med balletheltehår, hvis moralske forfald er lige så forudsigeligt som hans romantiske komplikationer.

Kameraet dyrker hans fysik, den umulige romance og tabet af venner og uskyld leverer identifikationen, og voldsspillet sørger for spændingen.

Dystopi blandet med reality-tv, teenagebegær og følelsespornografi med et betryggende binært moralsk sikkerhedsnet. Alt skal forklares, understreges og følelsesmæssigt indløses.

Vi bliver ført sikkert gennem helvede af en industri, der garanterer, at vi kommer trygt ud af biografen. Men kan film faktisk skabe oprør?

Seriens tre-finger-hilsen er blevet anvendt som protestsymbol af demokratibevægelser i blandt andet Thailand og Myanmar. En kommerciel Hollywood-franchise har altså leveret et genkendeligt visuelt symbol til mennesker, der faktisk risikerer fængsling, forfølgelse og vold ved at protestere.

Men Gurli Gris var også et oprørssymbol i Kinas shehuiren-subkultur omkring 2017–2018, så … et symbol er ikke det samme som en revolution.

Da serien startede, var der stadig en stærk kulturel forestilling om, at en ny generation kunne gøre op med de etablerede magtstrukturer.

Occupy Wall Street, Det Arabiske Forår og forskellige europæiske protestbevægelser havde skabt billeder af unge mennesker, der samledes på offentlige pladser og udfordrede autoriteterne.

Siden er den økonomiske usikkerhed, sociale mediers fragmentering, klimabekymringerne og mistilliden til institutionerne kun blevet mere udtalt. Men populærkulturens forestilling om oprøret har ændret karakter.

Hvor The Hunger Games tilbød en fortælling om kollektiv frigørelse, tilbyder Squid Game en langt mørkere forestilling om mennesker, der kæmper mod hinanden inden for et system, de ikke kan undslippe.

Og hvor Katniss’ identitet blev formet gennem hendes kamp mod magten, er identitet i mange nyere ungdomsfortællinger blevet selve kampens mål.

Vi er gået fra forestillingen om, at verden kan ændres, til forestillingen om, at det gælder om at finde sig selv, ændre sig selv og performe for at overleve i verden.

En internaliseret individualisering af ydre, systemiske problemer.

Med Sunrise on the Reaping vender serien endnu en gang tilbage til fortiden.

I stedet for at forestille sig et nyt samfund efter revolutionen undersøger den, hvordan diktaturet fungerede før Katniss.

Det er symptomatisk for en underholdningsindustri, der i stigende grad lever af at genfortælle sine egne succeser. Vi får oprindelseshistorier, alternative perspektiver, prequels og fortsættelser, men sjældnere radikalt nye forestillinger om, hvordan fremtidens samfund kunne indrettes.

Oprør er kaos, og der er intet mål, intet fællesskab, ingen utopi.

The Hunger Games 5: The Ballad of Songbirds & Snakes / Anmeldelse

Vi kan forestille os verdens undergang i tusind variationer, men har langt sværere ved at forestille os et samfund, hvor magten faktisk er fordelt anderledes.

Revolutionen fortsætter, så længe billetsalget tillader det. Allerede inden Sunrise on the Reaping har fået sin almindelige biografpremiere, tales der om endnu en forhistoriefilm.

Instruktør Francis Lawrence har luftet idéen om en film om Plutarch Heavensbee, den senere oprørsstrateg. Det er endnu ikke et officielt annonceret projekt.

Først fortæller Hollywood os, hvordan revolutionen opstod. Derefter fortæller den os, hvordan revolutionens mentor blev ødelagt. Og næste gang kan vi måske få historien om manden, der planlagde revolutionens kommunikationsstrategi.

En franchise er ikke bygget til at afslutte sin egen fortælling. Den er bygget til at producere nye begyndelser.

Måske er underholdningsindustriens største bedrift ikke at få os til at acceptere et uretfærdigt samfund.

Måske er det at lade os føle, at vi allerede har gjort oprør imod det.

Vi har gennemskuet magthaverne. Vi har identificeret os med ofrene. Vi har fordømt uligheden, hykleriet og propagandaen.

Vi har endda set revolutionen sejre.

Og nu kan vi gå hjem.


Discover more from BLAZAR

Subscribe to get the latest posts sent to your email.