The Mandalorian var en af de serier, der fik Disney+ til at føles nødvendig at få. Grogu — Baby Yoda i folkemunde — blev et popkulturelt monsterhit, merchandising-guld og et nyt Star Wars-symbol for en generation, der måske ikke havde noget dybt forhold til Luke, Leia og Han Solo.
Nu er den lille grønne licensmaskine og hans metalliske adoptivfar rykket op på det store lærred. The Mandalorian & Grogu er oplyst til 132 minutter, instrueret af Jon Favreau og filmet til IMAX. Pedro Pascal er tilbage som Din Djarin/Mando — ofte mest som stemme bag hjelmen — og på rollelisten finder man blandt andre Sigourney Weaver, Jeremy Allen White og, i en bizar lille kulturhistorisk punchline, Martin Scorsese som stemme. Selv Marvel-skeptikeren Scorsese er altså nu blevet suget ind i Disneys galaktiske franchisemaskine. Kosmisk ironi eller imperiets endelige sejr over auteur-filmen?
Filmen har groft sagt tre gear: Stormtroopers, der stadig ikke kan ramme noget; gladiator-showdown med monster/ninja-energi; og så det sentimentale “godt du har min ryg, buddy”-spor mellem Mando og Grogu. Det er far-søn-drama som legetøjskatalog. En western med jetpack. En krigsfilm uden blod. En buddyfilm, hvor den ene buddy er en tavs grøn Buddha-baby med maksimal merch-værdi.
Glem egentlig karakterudvikling. Det meste af kommunikationen foregår mellem et stumt, grønt merch-mirakel, der både er Buddha, baby og kampmaskine — og en cowboy i metalmaske med lo-fi-stemme. Det er effektivt, ja. Men det er også en mærkelig dramatisk askese: en film, hvor hovedpersonerne næsten ikke taler, men hvor brandet taler hele tiden.
Måske er The Mandalorian & Grogu mindre en film end en trailer til et spil. Måske er den en biografreklame for hjelme, figurer, Lego-sæt, hoodies og nye abonnementsvaner. Måske er hovedattraktionen ikke historien, men effekterne, designet og det uhyggeligt stærke brand.
For det hele føles som noget, vi har set før — bare med opdaterede effekter. En krigs-/cowboyfilm med en næsten tavs, cool hævner og et kæledyr til at give ham menneskelighed. En samurai-western i rummet, hvor ensom mand lærer ømhed gennem nuttet væsen. Clint Eastwood med en Tamagotchi fra Dagobah.
The Mandalorian er først og fremmest Din Djarin — ofte bare kaldet Mando. Han er en dusørjæger i Star Wars-universet, iført mandaloriansk beskar-rustning og hjelm. Han er ikke Boba Fett, men figuren er tydeligt bygget på samme “western-samurai-rumdusørjæger”-arketype. Han er ikke i familie med Skywalker/Vader, men gennem Grogu, Luke, Jedi-historien, Darksaber og Imperiets ruiner er han koblet ind i samme store mytologi.
Han dukker første gang op i serien The Mandalorian, som starter efter Return of the Jedi og før den nye sequel-trilogi. Altså i den periode, hvor Imperiet er faldet, men galaksen stadig sejler rundt i kaos. Hans store relation er til Grogu — “Baby Yoda” — som han først skal indfange, men ender med at beskytte.
Grogu er samme art som Yoda og Yaddle: ekstremt langlivet, mystisk og naturligt stærk i Kraften. Han voksede op i Jedi-templet på Coruscant før Imperiets fald og var der under Order 66 — altså da Anakin Skywalker blev til Darth Vader, og stormtropperne slagtede Jedi’erne. Grogu vælger senere Mando frem for Jedi-vejen. Han er ikke Skywalker-familie, men han er et levende bindeled mellem Yoda, Jedi-templet, Anakin/Vaders fald, Lukes nye Jedi-projekt og Mandos mere jordnære western-verden.
I spillefilm-tidslinjen ligger The Mandalorian & Grogu efter Episode VI: Return of the Jedi og før Episode VII: The Force Awakens. Mere præcist starter Mando-sporet omkring 9 ABY — cirka fem år efter Return of the Jedi — og længe før First Order/sequel-trilogien. Den nye film fortsætter efter sæson 3 og ligger stadig i “New Republic”-perioden mellem de gamle og nye film. Kort sagt: mellem 6’eren og 7’eren — tættere på 6’eren end på 7’eren.
Filmen er rapporteret med omkring 166,4 millioner dollars i kvalificerede produktionsudgifter i Californien — altså ikke nødvendigvis det fulde totalbudget med marketing, distribution og alle øvrige udgifter, men stadig et astronomisk beløb for almindelige mennesker. I Star Wars-sammenhæng er det dog nærmest “billigt”, hvis man sammenligner med flere af Disneys tidligere biograffilm i franchisen.
Instruktøren er Jon Favreau, en af hovedkræfterne bag serien The Mandalorian. Han er skaber, producer og forfatter på meget af serien, og på filmen er han instruktør, medforfatter og producer. Favreau er manden fra Iron Man, Chef, The Jungle Book og The Lion King — altså en erfaren Disney/Marvel-franchise-mekaniker, men også en filmskaber med tydelig kærlighed til westerns, samuraifilm og praktiske effekter.
Problemet er bare, at kærlighed til genren ikke automatisk er det samme som dramatisk nerve.
The Mandalorian & Grogu er sandsynligvis for uhyggelig og voldsom for de mindste børn, men samtidig for enkel og tom til rigtigt at holde voksne fanget, medmindre de allerede har Star Wars-logoet tatoveret et sted i sjælen. Der er ikke nok påskeæg, spænding, dialog eller lag til, at filmen for alvor bliver andet end et flot stykke retroblæs. Den vil nok primært appellere til Star Wars-fanboys m/k og mennesker, der bare ønsker 132 minutters absolut tomhed uden referencer til noget reelt.
Endnu en gang undrer det mig, at en storbudgetfilm, hvor alt teknisk er muligt, sparer så meget på replikker, fantasi og menneskelig uforudsigelighed. Måske er det netop de astronomiske budgetter, der renser filmene for risiko. Når alt kan lade sig gøre teknisk, tør ingen længere lade noget uventet ske dramatisk.
Det mest interessante ved The Mandalorian & Grogu er måske derfor ikke historien, men formatet: en streamingserie, der er blevet presset sammen til en biograffilm; et stykke IP-forvaltning forklædt som eventfilm; og en påmindelse om, at Star Wars i dag ofte fungerer bedst som design, lyd, silhuet og nostalgi — ikke nødvendigvis som drama.
Se den på den størst mulige skærm, hvis du vil have klassisk Star Wars-retroblæs, laserlys, hjelme, monstre og rum-western for alle pengene. Men forvent ikke Andor, politisk nerve eller ny mytologi.
The Mandalorian & Grogu er flot, dyrt og mærkeligt tomt — en film, der kan alt teknisk, men næsten ingenting tør dramatisk.