Filmen: En standardfar og hans lille søn afsøger raves efter en bortløben datter, som forsvandt for måneder siden til en af disse endeløse, søvnløse fester. Håbet svinder, men de fortsætter og følger en gruppe perfekt castede helt smaskede – men søde – ravere på vej mod endnu en fest langt ude i ørkenen.

De bevæger sig dybere væk fra normaliteten  som en slags slum-Mad Max-karavane. Jeg skal ikke spoile, men det accelererer – og vi slipper heldigvis for den klassiske kiksede trip-visualisering.Flashback til 90’erne – jeg spillede engang til en 2-dages fest i Den Grå Hal med DJ Hell før technoen blev skilt mellem Goa og Detroit, før eurodance og Boiler Room. Jeg var gennemblødt af sved, så jeg gik udenfor, og der skete det – en karavane af mystiske trucks snoede sig hele vejen ned ad Refshalevej fyldt med stenede hippie-punk-nomader fra hele EU, en slags hvide rastaer, avancerede narko-romaer der kørte rundt efter den næste undergrundsfest. Sirāt starter netop der – rave-stammen er nået til Marokko og alt er meget snasket og smasket. Den før så futuristiske fremtidsmusik er nu reduceret til massiv ufunky stortromme tilsat lidt snerrende synthpads – ikke ulig en langsom udgave af den musik, de DJ/influencere/spinning-trænere, der bliver booket på antallet af følgere, har spillet de sidste 5 år, efter Boiler Room gjorde DJ-jobbet til performance frem for futuristisk funky atmosfære-lyddesign – sorry, jeg er erfaringsramt.

Det er altid rart at høre musik højt i biografer, der ofte har bedre lyd end natklubber og hjemmesystemer. Kangding Rays lidt kedelige “tribal by the numbers” beats får lov til at stå længe og lykkes med at bringe os tæt på filmens mentale rum – der fungerer uden mange replikker.

Filmen sælges som musikfilm, men ravefesterne er blot en lokation, ikke hovedretten… der er mere på spil. Det er en stenet affære, men det er ganske medrivende – der var en del af publikum, der var rystede.

Hvis du er til en anderledes stenet emotionel arthouse-rystetur i Marokkos ørken, så check den ud, mens den kører i biografen.

 

 

RELATED POSTS: