Hurra! Trods turbulente tider i den økonomisk pressede danske filmbranche er der premiere på ‘Julemandens datter 3 – Den magiske tidsmaskine’ – her er alternativet til kummerlige animeret bras med skuespillere der taler med skabede børnestemmer og øreorms muzak og slet skjulte legetøjsreklamer – det overflødighedshorn af decideret skadeligt materiale der er online til de små´s skærme. ‘Julemandens datter 3 – Den magiske tidsmaskine’ er nærmest retrokonservativ og foregår mest i Viborg i 1897 der ligner en slags discount Harry Potter. Det er ærgerligt julemandsskolen på green-screen Grønland ikke huser inuitter, sæler eller isbjørne.

Fimens rodende plot holdes oppe af en kongerække af danefæ: Ulf Pilgaard er den konfuse julemand omgivet af unge Cecilia Loffredo og et bedsteforældrevenligt cast danefæ som Martin Buch, Jacob Haugaard, Kirsten Lehfeldt og Mia Lyhne.

Desværre er den eneste interessante figur Thomas Bo Larsen – en fordrukken Fagin møder Robin Hood – der driver et besat børnemagts-hus finansieret af lommetyverier, hvor overskuddet angiveligt går til fattiggården. 

Han har en Egon Olsen-agtig plan der skal berøve julemanden ved at give ham forgiftet risengrød så han tilbringer juleaften på toilettet – men bliver fældet af en selfie – i 1897.

Kredsen om kropsvæsker & fæcalier er et særligt greb i dansk film vi ikke ser i udenlandske produktioner – gemmer sent min barndoms komedie Sirup, hvor Kirsten Lefeldt er en del på wc: Frigjort, grænseoverskridende eller bare plat i 2022?

Thomas Bo Larsens radikale Pipi Langstrømpe-eksperiment med selvstyrende børn, lystbetonet livsførelse og  deleøkonomi fejler naturligvis – da han naturligvis som alle andre er en grådig taskenspiller – så den traditionelle materialistisk-kristne jule-orden genoprettes i en happy ending – der peger på der skal laves en Julemandens datter 4.Jeg havde min 6 årige datter med. Hun var jævnt misfornøjet over den forplumerede overforklarende dialog og fattede – som jeg –  heller ikke plottet  – eller hvad filmen havde på hjerte eller ville fortælle. Hun følte der blev talt ned til hende.

Hun vi dog længe huske en underlig påklistret scene hvor en dreng får hævet en tand ud med tang – filmet uden blod, men med en meget høj knasende lyd – det gjorde udslaget – en stjerne fra min datter, der beretter hun hellere vil se Ponyo, Den store pære, Rejsen til Saturn, Simpsons eller Lego the movie – film der omfavner det magiske nybrud, legen og anarkiet. Gid Julemandens datter turde det samme.