Hvor er de bedste scener til at flashe din statusdværg offentligt? Som supplement til legeaftaler, museer og shopping kan legepladser være handy. Problemet er bare legepladser ofte er det en snasket ørken-oplevelse med en kattebakke af en sandkasse, en livsfarlig rusten ruchebane og et klatrestativ med splinter til de små lyserøde fingre med hård asfalt under – ikke en eventyrlig plads for nye sociale akser.

Kommunen burde måske investere lidt mere i ungdommen her…det kunne være man kunne spare noget psykolog og fængsel i den anden ende, tør slet ikke tænke på hvor få muligheder der er for teenagere ud over sport og bænke med breezers i pre-diskoteks-alderen…men det er en anden sørgelig historie.

Under nedlukning havde jeg en rutine med min datter – tour de playground. Vi tastede blot legeplads i maps og cyklede så den sjoveste vej mod den nærmeste ukendte og fortsatte så efter endt test. Derfor kan jeg i mit nærområde anbefale disse steder: 

Østerbro: ja, forældrene er irriterende korrekte, frelste og økologiske, men fælledparken er et slaraffenland af legemiljøer fra den ikoniske tårnlegeplads – med kaffe og ok wc – til en skatebane selv Rune Glifberg træner på. Hvis i keder jer på en legeplads så bare gå et par hundrede meter videre rundt langs kanten af parken, så kommer der noget andet. Check online om der er vand på vandlegepladsen – men husk badesko – fodsvamp er  en hobby intet barn fortjener. Tag løbehjul eller cykel med og træn færdsel på trafiklegepladsen og gå ned i Århusgade og hæng ud i den lange kø til Juno mens dit barn fiser rundt på piratlegepladsen overfor, og prøv så legepladsen ved skolen på Strandboulevarden. Hvis i er på cykel så tag  elevatoren op på Konditaget Lüders i Nordhavn – fedt udsigt – eller hop i havnen. Det er det rene Islands brygge derude – komplet med boombox-børn når solen danser. Hvis det begynder at regne er der Remiselegepladsen ved Trianglen.

Indre by: legepladserne er sparsomme, men i kan drøne igennem det Kongelige biblioteks have ned til Blox- især den indendørs legeplads er ok, der er byens længste ruchebane – jeg blev dårlig – og en ok restaurant med god sol og udsigt over havnen. Turen kan kombineres med turistbåde eller havnebus – f.eks til skatebanerne på Reffen eller via bryggen til den enorme bondegårdslegeplads i Remiseparken på Amager. Alternativt er et mix af Kongens og Botanisk have – komplet med regnvejrsvenligt sommerfuglehus og palmehus og tilstødende SMK og Geologisk museum og filmhus. Begge steder har enorme karper man kan fodre – selvom det er forbudt. Jeg kan desværre ikke finde skildpadderne mere. Check Æggelegepladsen i Kongens også. Vesterbro/2000F: Papegøjelegepladsen er svært opreklameret – det er et sted hvor jyske tilflyttere netværker iført shit-de jour “afslappet” kluns – der er flere voksne end børn. Dog er Siciliansk is – byens bedste – tæt på, hvis man orker køen. Så videre til Frederiksberg have, der har en  lige så proppet nyrenoveret legeplads, dog med mere kontor-agtige forældre. Det er sjovere at lege gemmeleg i Haveselskabets have og drille påfuglene, det er lige til venstre for hovedindgangen – eller checke når hejremanden fodrer fugle med flæskesteg. Check også Langelands Plads, der er pjaskebassin i sæsonen og wc’er med forvrænget anti-junkie klassisk, en ramen-spisestedog en p-kælder. Danasvej og skolen overfor legepladsen kan også lidt. Eller kør i Valbyparken. Nørrebro har en mystisk Memphis-inspireret ting med hjemløse i Stengade og en svævebane i Wesselsgade og på naturlegepladsen i Møllegade – hvor man også kan rage på dyr – check åbningstiderne online. Ellers er der en ok egernbestand i kan jage på Assistens på vej ud til flyvelejepladsen ved Stefansgade. Kør så videre af den grønne stig mod den røde plads, globaliseringens glade ansigt, der rummer en masse historier fra hele verden og skatepark, boksering og gynger – alternativt tril ud i pipkvarteret – på Rørsangervej ligger der også en helt ok legeplads. PS husk at holde telefonen i lommen når du er på legeplads. 

TEMA: KØBENHAVN