Den ultimative gadedreng: Sanger-Søren er død

Danmarks måske mest kendte sanger – uden udgivelser – er død. Søren Jakobsen voksede op i Brønshøj og døde i oktober 2026, angiveligt 53 år gammel. Mange oplevede ham som en ulidelig øreorm, men ingen anden dansk musiker har personificeret uligheden som ham.Søren var 12 år, da han flyttede på gaden. Han havde ikke engang dun på læben. Han passede ikke engang ind blandt punkerne på Gammeltorv.

Sørens performance gør Nick Cave og alle nedtursfetichisterne til posers, fakes. Søren var dokumentar, han brugte det, han havde masser af – smerte og nederlag – for at vise os en anden parallelvirkelighed, der kan ramme alle.

Det værste var pauserne – ikke bare pauserne, hvor jeg frygtede, at Søren havde forladt sin friluftsscene for evigt – men mere pauserne imellem versene, der normalt var fyldt ud med instrumenter. Jo længere pauser, jo værre – nogle gange ramte rusen ham, så han gik helt i stå, frøs. Jeg kiggede en ekstra gang, tænkte: Heroin eller bare en søvnløs nat? Nogle gange havde han fået tæsk.

Nogle stillede sig op, som var det reality-tv, og nød blues-effekten – suset ved at se på velfærdsstatens kødsår og tænke: »Godt, det er ikke mig. Det går sgu ok for mig trods alt.«

Det var frygteligt, en accelereret nedtælling til døden, fordi Sørens sang personificerede vores angst for fiasko – og især fordi jeg følte afmagt, fordi jeg vidste, at den 20’er, jeg gav, reelt bare dulmede lidt, måske trak pinen ud, men ikke kunne samle skårene. 

På den ene side lignende han en der var blevet fastholdt i en afbrudt barndom, på den anden side var han allerede dengang gammel – gammel på den måde, mennesker bliver, når de har oplevet noget helt forfærdeligt – og mareridet fortsætter, bliver normalt. Livet på gaden var hårdt dengang, men også nu i rullekuffert-København. Tæsk og misbrug er hverdag.

Restaurationsmatadoren Adam Falbert havde kontor på Amagertorv: »Det var 30 grader, og vi havde åbne vinduer. Ingen kunne holde ud at høre hans sang. Butikker, kontorer osv. Alle var ved at gå kolde. Efter 30 gange på repeat gik jeg ned og gav ham 500 – for at stoppe. Søren sagde: ‘Fedt – så kan jeg tage ud på Staden og holde fri resten af dagen’.« De hilste på hinanden de næste 22 år.

Et filmselskab over pibeforretningen oplevede, at Søren kørte med abonnement: Det virkede måske nogle timer at betale ham 100 kr. for at rykke 300 meter væk, men han kom igen dagen efter – sonisk afpresning.

I 2020-2021 fik han tilknytning til et bosted på Vesterbro og begyndte at komme på værestedet Gang i Gaden. Han var i bedring – men det er lidt mystisk, at der ikke havde været mere hjælp at hente for ham før. SØRENS SCENE: første gang jeg mødte den ganske velartikulerede Søren var Strøget et større økosystem, et live-internet, hvor et bredt spektrum af ukategoriserbare originaler dansede i et attitude-relativistisk, situationistisk karneval. Det var et overflødighedshorn af karakterer med lang line, der hang ud, levede og døde omkring Strøget – dengang før rullekufferter og videoovervågning, dengang man måtte synge, spille og tigge.

I dag ligner det Stortorget i Stockholm. Det koster 100.000 om måneden for en butik på størrelse med en isbod – de samme brandstores lægger deres levende reklamer i spænd op ad hinanden i håb om, at den københavnske aura smitter af på logoet, så turisterne køber parfumen på vej ud i lufthavnen.

Jeg hader nostalgi, men savner i glimt dengang før gentrificeringen – eg husker ikke bare Sanger-Søren, men også naturmærkemanden, Rotte-Tim, Krishna-trancere med gonger, Boogie-Preben der fik tyret mønter efter sig, Jazz-Orne-Ole, Black Panthers gadebanden, livgardere på voldsdruk, en tvekønnet same i folkedragt, fløjtemanden, xylofonmanden der var organist til dagligt, Mr. Funk afro uden sko i sneen, violmanden med den trehjulede cykel, anarkistiske KU og, KG, stalinistiske DKP & KAP, malerbombekastende BZ’ere, elegante mods på scootere, jamaicanske rastas med hatte der lignede marokkopuder, Niebuhr, ulovlige skatere og rullere, Cirkus ChangHighs hashede børne-gadegøgl med ild på ethjulede cykler, lange Ørva den første graffiti skriver, læderbøsser med nazikasketter og moustache,  Olafur Eliason med en blinkende breakdance-boombox med kohorn, bikere, børnemagtere, Lars Seier i miliærtøj, fimsede trækkerdrenge på rådhuspladsen og i Illum, henna-flippere der røg chillum på bænkene,  skinheads, Bernadotte-Montmartre-mennesker i pink sweatshirts og grønne Gerry-dunjakker og sejlersko, Knalde-Palle, Kiosk-Leon med porno og madrads i baglokalet, Pacman-Gus i Nygade bio, voldelige svenskere, der brækkede sig i hvide træsko, rakkere, digtere i gamle overfrakker med barberede nakker og sideskilning, gøglede Sigvaldi, der solgte digte fra en barnevogn, breakdancere fra Lorteøen med mullets, der rullede rundt på pap foran Burger King, nazi-negeren Lobo fra Bullshit, Warriors, grønjakker, psychobillys, dystre goths, teds, hejremanden, tantriske Osho-tilhængere i lilla  og mange flere jeg har glemt – omgivet bagtæppe af civile, softice-spisende shoppere overvåget af uropansere i Ecco- og Jaco-andefødder til tonerne af Yul Andersons Satie-klaver med ekstra rumklang. Alle er væk nu, selv fakiren, der tilbad springvandene og altid balancerede en hellig brosten på skulderen, er væk.

Måske fordi boligpriserne er blevet så høje, at den slags mennesker ikke længere kan bo inden for en realistisk transportafstand – det siges, at de overlevende er teleporteret til Bornholm og Nakskov. Måske fordi SU’ens og kontanthjælpens reelle købekraft er decimeret? Måske fordi det ikke er særlig smart eller boheme-hipt at tabe med stolthed i offentligheden? Måske fordi subkultur døde med internettet? Måske er der sket noget med psykiatriens doseringer? Måske fordi hele ideen om et alternativt liv bare død. Måske laver man bare ikke den slags originaler mere?

De forrige generationer prøvede at mestre individualitet via looks. I dag gælder det om at forsvinde i massen eller klæde sig, som om man er på vej så langt ud i skoven, at man slipper for mobildækning.

Måske fordi de unge har fattet, at den eneste chance, de har for at komme tættere på Instagram-drømmene, er at blende ind, læse på CBS, arbejde på Joe & The Juice og ellers bare træne max og måske handle aktier eller lave en app, når de er på toilettet.

De forvredne sange: Det er svært at skille en kunstner fra sit værk, men Sørens næsten selvbiografiske sangvalg endte med at gå i ét med fortællingen, myten – han remixede hyggesange om til rene nedtursrapporter:

Gasolin’: Kvinde min– tab og misbrug:

Og selvom vi har skændtes tit / og du har grædt og lidt / og jeg har huslet / og spillet tosset / og jeg har snydt dig / og skammet mig / og stjålet af din kærlighed / Tror du, vi skal følges ad / til livet det er slut / at der er tusinde mil / imellem dig og mig

Kim Larsen: Midt om natten – ren rapportage fra Sørens indre by:

Strisserne kom, før vi ventede dem / En fyr, vi kaldte Spacy, tog den ud i det blå / De sagde: »Gå nu hjem«, men vi spurgte: »Hvor er det?« / Så får jeg nok et værelse med lys og med vand / Håber, vi får i morgen med – Ååh, mañana – Håber, vi får i morgen med

Rod Stewart: Sailing – rus, langt hjemmefra og længsel efter at vende hjem til et ikke-eksisterende hjem.

Shu-bi-dua: Den røde tråd– Det er selvfølgelig ikke Sørens selvbiografi. Men når han sang den, var det svært ikke at høre den sådan. Spørgsmålet er, hvor mange mennesker der skal stå og synge deres egen undergang midt på Strøget, før vi begynder at høre efter.

Hva’ mon man er, før man bli’r til / Et stjerneskud, et puslespil? / En tanketorsk, en gulerod? / Til min far sagde hun glid / Vi var en kæmpe børneflok /Og der var aldrig penge nok / /Otte år så var jeg klar / Til at gå på kaffebar / Min ryg så ud som strivret flæsk For dagens ret var tørre tæsk / Jeg voksed’ og koksed’ / Men jeg ku’ aldrig bli’ til noget Trods mit store ordforråd / Stod i kø på livets vej / Mens andre overhalede mig / Jeg voksed’ og koksed’ / Jeg fandt min plads i skyggen / Med ryggen op mod muren Hvorfor blev jeg født? / Og hva’ mon der sker, når man ska’ bort / Når livets skjorte bli’r for kort Hvor mon den er, den røde tråd / Man må for fa’en da bli’ til noget

Det var ikke, fordi vi ikke så ham. Vi så ham i årtier. Vi lyttede, grinede, var irriterede, gav ham penge – og gik videre. Jeg gjorde præcis det samme. På den måde blev Søren en del af byens inventar, og måske var det netop problemet: Vi vænnede os til, at et menneske kunne gå i stykker for åbent tæppe.

Jeg siger ikke, at Søren var psykisk syg, bare tydeligvis traumatiseret, men hans død minder mig om noget, vi fortrænger i verdens lykkeligste by: psykisk sygdom som en medvirkende årsag til hjemløshed hos 45 procent af landets registrerede hjemløse. I København er antallet af hjemløse 1.572, (plus 457 udenlandske uden fast ophold, registreret i København) – en stigning på 13 procent på et år. Kilde

Hjemløshed er også et spørgsmål om, hvorvidt psykiatrien og den sociale støtte formår at gribe mennesker hurtigt. Hvor mange Fields-skyderier skal vi opleve, før der virkelig sker noget? Vi kender alle sammen en psykisk syg, og en tredjedel af befolkningen er i behandling på et tidspunkt i livet. Er der en politiker, der læser med her? København handler om mere end instagramable michelin-restaurenter, cyklende post-hipstere, festivaller og smart design – lad os arbejde mere mod hjemløshed- vi burde have viden og penge til at gøre det bedre. 

Vi kune starte med en statue – uden indbyggede højttalere? Hvil i fred.