FRA GOURMETIS TIL GADEKAMP

5. september: Det er flagdag for Danmarks udsendte. Flyvevåbnet larmer med sine stealthbombefly til 800 millioner kroner stykket, mens jeg flanerer på tamme Østerbro. Jeg jager gourmetseksuel is, kunst og kastanjer med mit barn.

Da vi når Trianglen, møder vi en flok mennesker, der tilsyneladende skal til landskamp. Hovedparten ligner helt almindelige danskere, man kunne møde i IKEA. Der er også klaphatte med bajerposer og mormødre fra forstæderne, men der er ingen veteraner i uniform, de er vist på Kastellet for at mindes de udsendte, der ikke kom hjem.

Så møder vi Paludan, klassiske bodeganazister fra Sydhavnen, Generation Identitær, pumpede Men in Black-typer, Tommy Robinson-dudes, incels – og forrest i paraden måske 80 balaclava-turtles mod burkaer i uniformer fra The North Face, som jeg antager er fodboldrelaterede.

Soundtracket er Kim Larsens *Midt om natten*, der pludselig får en mere dyster betydning, da jeg får øje på bannere med ordet »remigration«. Jeg går væk, før Volbeat kommer på.Optoget dirigeres paradoksalt nok af mellemøstligt udseende mænd i neonveste. En hurtig søgning viser, at nogle af dem tilhører medarrangøren United Lion & Sun Nordic, tidligere Aryan Lions Association. Måske meget godt, at de skiftede navn fra noget med Aryan … det lyder så meget af 1940’erne.

Det er iranske eksilmonarkister, der er modstandere af præstestyret og orienterer sig mod USA og Israel. En noget besynderlig alliance i en demonstration, hvis budskab må være temmelig ubehageligt at opleve for eksempelvis en sygeplejerske med pakistansk baggrund – de  308.ooo indvandrere og efterkommere fra MENA-landene brillierer ved deres fravær – smart – det må være forvirrende at opleve også for dem.

Jeg er blevet nysgerrig. Jeg elsker en god tossemagnet – det er spændende at se højrepopulismens sande ansigt live,  men mit barn får hurtigt nok af al den ytrings- og forsamlingsfrihed, så vi vælger en anden, mere rolig rute. Kort efter hører vi brag og massiv udrykning fra den ellers totalt fredede Classensgade. Vi ser nogle forfjamskede og forslåede gymnasieelever, måske fra Det Frie, flygte fra området. Det må være moddemonstrationen. Et hurtigt kig på telefonen viser, at de to demonstrationer tilsyneladende risikerer at støde sammen omkring hjørnet af Dag Hammarskjölds Allé og Kristianiagade.Når FCK og Brøndbys hooligans finder fælles værdier Jeg tænker, at hvis nogen skal lave ballade, er det oplagt at flygte gennem kirkegården, så vi går den vej. Og ganske rigtigt: Vi møder en større gruppe maskerede unge mænd og drenge i for stort eller for småt North Face-tøj. De kommer marcherende som en lille hær, hvide, skaldede eller maskinklippede, nogle med bøllehatte eller kasketter. Mange er meget veltrænede, andre tydeligt skæve eller høje, med de største alfaer forrest. Jeg har aldrig set noget så paramilitært i Danmark før. De lunter af sted i formation. Bagest går en slags SoMe-manager og filmer optoget. For den virkelige slagmark er selvfølgelig online. Det er sjældent, at jeg ikke tager billeder, men jeg bliver for en gangs skyld paranoid her, så telefonen bliver i lommen. Efterfølgende finder jeg omtale af hooligans fra både FCK og Brøndby sammen – en sjældenhed. Der er også oplysninger om deltagere fra andre danske klubmiljøer og forbindelser til den internationale højreekstreme Active Club-bevægelse.

Hundrede meter efter dem kommer kampklædt politi luntende. Men selvom en ældre dame fortæller betjentene, hvor de maskerede romerlyskastere løb hen, sætter politiet ikke efter dem. De er vist mest interesserede i dem fra Det Fri Gymnasium. De maskerede fortsætter tilsyneladende mod metroen, og senere rapporteres der om tumult ved Kongens Nytorv. Lidt mærkeligt. Man skulle tro, at der sad en indsatsleder og holdt øje med overvågningsvideoerne fra stationerne – men hej, der skal vel være lidt ballade, så budgettet kan holdes oppe.

Hammer, segl og identitetspolitisk gøgl: Vi vælger at kigge nærmere på den mindre, separate moddemonstration, der står og råber forvrængede klichéer, pænt afskærmet af et massivt politiopbud over for den amerikanske ambassade. Der er en del nonbinære med farvet hår, min gamle lærer i fløjlsbukser, nogle blege fyre, der bruger meget tid på dreadlock-appropriation, og nogle fuldstændig knuste palæstinensere, som nogen burde tilbyde psykologisk førstehjælp.

Men så får jeg øje på bannere med hammer og segl. Et symbol, der ikke alene repræsenterer drømmen om et postkapitalistisk samfund, men også totalitære regimer og millioner af døde. Måske er det de samme tosser, der sætter plakater op med massemorderen Mao? Man skulle næsten tro, de var false flag-agenter udsendt for at miskreditere den i forvejen temmelig tamme venstrefløj.

På nuværende tidspunkt har jeg desværre fået bekræftet stort set alle mine fordomme om yderpolerne i dansk politik. Det er en ret uskøn samfundsfagsekskursion for mit barn, så vi vender tilbage til hverdagens trygge københavnske overflødighedshorn og samler kastanjer.

Indbrud i mit ekkokammer Da barnet sover, kan jeg ikke lade være med at undersøge dagens gadeteaters digitale aftryk uden for mine sædvanlige ekkokamre. Der dukker en heilende mand op iført en T-shirt med teksten »White Boy Offender« og et SS-dødningehovede. Og så dukker der en anden version af billedet op, hvor armen er nede, og SS-symbolet er erstattet af et The North Face-logo. 

Normalt er jeg alt for fin til at diskutere politik, især på nettet med fremmede, men som fotograf og AI-bruger må jeg protestere mod denne virkelighedsopløsning. Jeg lægger naivt et opslag op om det. Straks er der mennesker, der påstår, at det er en autonom provokatør, eller at billedet er fake. Selv en video af manden minsker ikke deres faktaresistens, og de begynder at kalde mig landsforræder. Det er bare starten på en regulær lorteorkan.

At skrive om indvandringsrelaterede emner er åbenbart et abrakadabra-trylleord, der kan åbne en direkte kanal til det reneste had, og selv mennesker, jeg kender, forsøger at gaslighte mig omkring, hvad der skete ved demonstrationen – selvom de ikke var til stede. Mennesker, jeg ellers anser for mere end normalt begavede, begynder at skrive så ubehagelige og generaliserende ting om muslimer, at jeg må lukke dem ned. Argumentation og nuancering er umulig. Der er ikke tale om holdninger, der kan diskuteres, men om følelser, der skal bekræftes, og ren digital road rage.

Jeg modtager trusler – og jeg var simpelthen nødt til at blokere folk. Eller var de bots, betalt af udenlandske anti-EU-aktører? Jeg begynder pludselig at se anderledes på mine omgivelser. Jeg bemærker et Dannebrog på en nabos væg og begynder irrationelt at betragte min egen bolig som et potentielt mål. Tankevækkende nok sker dette samme weekend, som AfD vinder stort i Sachsen-Anhalt i Tyskland, og turtlerne marcherer truende i Dover. Jeg har kigget ned i ytringsfrihedens honningkrukke og er blevet smittet med paranoia. Man kan komme til at hade på baggrund af konkrete erfaringer. Men mange af dem, jeg er så dum at diskutere med online, synes primært at have deres holdninger fra skærmen – tror jeg – for jeg har aldrig boet i Tingbjerg.

En bekendt fra kulturverdenen – ja, jeg kender desværre ikke nogen fiskere eller landmænd – skriver til mig fra sit eksil i Jylland. Han har, som så mange andre kreative, tabt til nepotisme, narcissister og netværksnasseprinsesser og er startet forfra i Den Rådne Banan. Det er jo det, vi fra de fine saloner med de bonede gulve forventes at kalde det, hvis vi skal leve op til fordommene.

Han fortæller om sit saunagus- og wellnesscenter, der ifølge ham bliver tyranniseret af indvandrere, som har overtaget byen, efter at rockerborgene blev lukket. Hans lokale betjent er angiveligt magtesløs og sover med en pistol under hovedpuden. Vi skændes lidt videre, men bliver enige om at mødes og spadsere en tur snart. Puha.

DOMINANSDYNEJAKKEVÆLGERNE Hans verdenssyn og indvandrersyn er meget langt fra min indre by, hvor jeg har festet med mennesker af alle nationaliteter siden firserne. Også med de helt tunge, der senere endte på forsiden og bag tremmer – uden nævneværdig friktion. Som jeg plejer at sige: Jeg har haft flere problemer med folk fra Hørsholm end med folk fra Nørrebro.

Selvfølgelig har jeg gennem skolesystemet oplevet mislykket integration og restriktive religiøse forestillinger, der burde høre fortiden til. Men jeg har også en grundlæggende tro på, at meget af det vil forsvinde med tiden, fordi uddannelse er for tillokkende, og iPhonens magt er for stor.

Men igen: Måske lever jeg bare i en privilegieblind boble, hvor jeg har råd til at være nysgerrig frem for kedeligt fordomsfuld og rasende, så jeg begynder at kigge nærmere på de mange hadefulde profiler, der kommenterer mit opslag. Nogle ligner bots, andre ganske almindelige mennesker med a-kasse og rækkehus. Der åbner sig en verden af mennesker, der tydeligvis føler, at nogen har taget røven på dem: Medierne. Samfundet. Woke. Og især indvandrerne. Den overordnede idé er, at hvis bare islam forsvandt, ville Danmark på magisk vis blive tryllet tilbage til den gode gamle Olsen-Banden-verden, og statsbudgettet ville svulme op af alle de sparede milliarder.Systemets muslimske stedfortræder Umiddelbart tror jeg ikke, at disse menneskers livskvalitet er defineret af indvandring. Jeg tror snarere, den er defineret af kapitalfonde, boligspekulanter, mediemonopoler, manglende økonomisk råderum, teknologiangst, fraværet af alternativer, defekte relationer, generel hyperliberal tristesse og selvfølgelig ulighed. Men fair nok, de er frustrerede. De står med næsen presset mod Instagram-ruden og betragter et liv, de aldrig selv får adgang til – og får samtidig at vide, at det er dem, der er noget galt med. Så der er brug for en proxy-skurk, en slags socialøkonomisk voodoo-dukke.

En kapitalfond har ikke noget ansigt. En algoritme kan man ikke råbe ad på gaden. Det kan man til gengæld med en indvandrer – det er også nemmere end at råbe ad chefen, banken eller partneren. Så en kompliceret og abstrakt utilfredshed får en konkret menneskelig skikkelse, man kan rette sin vrede imod. For det kan være næsten umuligt for et menneske med et samfundsmæssigt Stockholm-syndrom at indse det mere systemiske bag sin utilfredshed. Det vil skabe ubærlig kognitiv dissonans, som at forsøge at skille siamesiske tvillinger ad.

For den indsigt vil også kunne få dem til at føle sig svage. Den vil give dem ansvaret tilbage. Ikke for alle de strukturer, de er underlagt og har troet på, men for deres egne liv og muligheden for at forsøge at ændre dem. Og ligesom for mig er det for smertefuldt, abstrakt og komplekst at tænke på et reelt alternativ.

Det er nemmere at hade en gruppe mennesker, man ikke taler med. Eller at gøre en dårlig oplevelse med en taxachauffør eller et krydret måltid til en samlet teori om civilisationens undergang.

Det er nemmere at sparke ned end op – præcis ligesom jeg selv foragter bonderøvene i mit feed. Jeg slipper for at tage de konkrete problemer alvorligt, når jeg kan reducere kritik af indvandring til racisme eller ordgejl, eller reducere enhver vred mand fra provinsen til en ubegavet bonderøv eller en Lars Boye-jamband-type, der bare beviser min overlegne gode smag.Medierne forstærker mekanismen. Konflikt rammer krybdyrhjernen bedst, og indvandring er en perfekt proxykonflikt, som kan fylde hele den offentlige samtale, så vi slipper for den langt større diskussion om samfundsmodeller, ejerskab, psykisk klima, teknologi, magt og fordeling.

Eliter har gennem historien brugt del og hersk som politisk metode. Brexit-kampagnen og finansieringen af den er et oplagt moderne eksempel på, hvordan identitet, nationalfølelse og økonomiske interesser kan flettes sammen til at slå splid og dermed få magt. Hvem mon betaler for at sprede islamhad i Danmark nu?The Show Must Go On Nu erfarer jeg, at hele dette gadeteater skal opføres igen. Denne gang med et opdateret budskab om at være »imod islamisme OG nazisme«(ikke racisme?) – efter de nu ganske veldokumenterede nazi-episoder, der bl.a. involverede en spyttende pølsemand … måske skulle der have stået »imod islamisme OG racisme« i stedet? Der er også anmeldt en moddemonstration igen.

Så tjek det. Det er et menneskestudie, en temperaturmåling på Danmark og et uhyggeligt stykke samtidsteater –  lad være med at tage mindre børn med. Jacob Harris holder tale…

I mit stille sind håber jeg, at hele balladen bliver ignoreret, ligesom Paludan efterhånden blev det, efter at hans provokationer havde kostet samfundet over 100 millioner kroner i politiindsatser. Jeg håber bare, at det bliver afviklet fredeligt. Ingen bliver mindre fanatiske eller klogere af at få tæsk eller tåregas.Min komplicerede fædrelandsfølelse Oplevelsen har fået mig til at tænke på at  jeg elsker Danmark, men vores forhold har været kompliceret i lang tid. Jeg kommer fra en familie med frihedskæmpere, og jeg respekterer veteranerne, der troede på vores demokratiske projekt og var villige til at betale den højeste pris. Desværre blev nogle af dem sendt af sted på forudsætninger, der senere viste sig at være falske.  Jeg føler, at Dannebrog blev kidnappet af Dansk Folkeparti allerede i 90’erne.

Sidst jeg var i Marokko, var det ikke fodbold, H.C. Andersen, Katja Kean eller Christiania, de huskede os for, så jeg havde et islandsk badge på indersiden af jakken klar for at undgå at skulle stå til regnskab for en politik, jeg aldrig har stemt på. Tænk, at jeg skal skamme mig over, at mit land løber ærinder for USA og over dårlige sange til Grand Prix. Siden er jeg holdt op med at skamme mig – ligesom Eminem og Trump, men det er en anden historie.

Jeg føler ikke denne Danmarksdemo repræsenterer mit Danmark, men jeg smyger mig uden om sagens kerne: at tage stilling til demonstrationens emne, immigration. Jeg bor jo ikke i Tingbjerg. Jeg spiser japansk mad, drikker fransk vin, når maven kan tåle det, har en amerikansk telefon, der er lavet af kinesere, nægter at se danske film og er afhængig af amerikanske techgiganter, der datamalker mig. Og jeg håber stadig naivt, at EU kan holde kaos ude lidt endnu før Kina eller AI vinder – og at alle sikkert har stort set samme farve om 200 år.

Jeg tror, at alt er politisk, men ikke nødvendigvis partipolitisk. Jeg har længe haft en mistanke om, at de vigtigste beslutninger træffes i VL-grupper og andre lukkede fora, mens Folketinget leverer det distraherede standupshow. Demonstrationer har jeg heller aldrig haft meget fidus til. De virker mest som en effektiv måde at få registreret folk med politisk bias og en identitetsmaskine. Men måske er det også bare en bekvem undskyldning for ikke selv at deltage – se bare vejrudsigten – plus der er for tæt imellem måltiderne i Danmark til der kommer revolution. Jeg ved, at hverken mennesker, der marcherer med nazister, eller mennesker, der reducerer deres modstandere til idioter, kommer til at løse dem.

Jeg er ikke vild med nogen ismer generelt, men tror naivt på, at verden bliver bedre, hvis man elsker sin næste – så vi mærker, at vi ikke bare er positioner, men personer igen. Knep din modsætning, eller tag i det mindste ud og mød dem live. Kærligheden vinder måske.

PS: Den bedste is er stadig siciliansk is i Skydebanegade, men den åbner først til foråret. Nu fører Isoteket.

Dines Isaksen

Tak for lån af billeder - der er kun brugt AI en gang - gæt hvor?