Fascisterne marcherer beskyttet af politiet uden for vinduerne og råber, at de ikke er fascister, de kan bare godt lide uniformer og at gå i takt
Racister i radioen siger, de ikke er racister, de er bare realister
Medier betalt af Rusland og aviser, der bliver til partipresse, men kalder sig upartiske
Blå Bjarne bestemmer over statsmedierne, så vi får præster og propaganda, mens de kalder medierne for røde lejesvende
De diskuterer den juridiske definition af folkemord frem for alle de døde
De afskaffer kritisk tænkning på universitetet, mens de råber ytringsfrihed
De vil udøve sindelagskontrol, men kalder det et nationalt samlingspunkt
De lefler for kongehuset og smykker sig med ordner, men påstår, at de vil have et mere lige samfund
Politikerne definerer, hvad der er danske værdier, men det indeholder ikke mig
Kristne værdier er lige så lidt mine som islamisme
De deler os i generationer, så vi ikke kan finde hinanden
Dem, der bor på landet, tror, at alle i byen er rige, og dem i byen tror, at man ikke kan leve uden for byerne
Dem, der bor langt fra Nørrebro, frygter billedet af noget, der ikke findes i virkeligheden
Alle siger, de vil bevare velfærdsstaten, mens de er i gang med at afskaffe den
De sætter kulturstøtten over for hospitalssengene, men snakker ikke om nedskæringerne der følger af skattelettelser
Landbrugsindustrien siger, at den repræsenterer arbejdet på landet, samtidig med at én mand passer tusind grise
Luksusbutikkerne blomstrer, og kapitalfondene køber boligerne, men markedet kan vi ikke regulere
DSB kører ikke, men direktøren tjener millioner, for ledelse er vigtigere end noget andet
De bygger museer, men vil ikke lønne dem, der fylder dem
Bilerne vokser, og der bliver aldrig nok parkeringspladser, men vi deler ikke bilerne med nogen
De magtfulde lader, som om de er magtesløse, og fortæller om deres fattige opvækst
Kører på fællesskabets veje og alt det, andre har kæmpet for, men mener, at enhver kan klare sig selv
Hvis du er født fattig, er det din egen skyld, og hvis du er direktør, har du gjort det hele selv
De vil gå sikkert på gaden med deres nye Birkin-tasker, men vil ikke finansiere et værdigt liv for alle
De siger, de ikke har noget med hinanden at gøre, men de trækker alle samme vej
Først marcherer løgnen i din gade side om side med frygten
Så kommer volden
Når de på et en sen nat prøver at hente os, håber jeg sandelig, at politiet også passer på os og ikke bare marcherer i takt
—–
Det er typisk dansk at være venstreorienteret
Det er også typisk dansk at være kommunist eller anarkist
Det er også typisk dansk at være ateist
Det er typisk dansk ikke at komme i folkekirken
Det er typisk dansk ikke at være autoritetstro
Det er typisk dansk at gå ind for civil ulydighed, fordi loven ikke er perfekt
Det er typisk dansk at tage diskussionen med fundamentalister
Det er typisk dansk ikke at lægge folk ord i munden
Det er typisk dansk hverken at skrive hadske kommentarer til eller dømme dem, man ikke kender
Det er typisk dansk at være mere stolt af arbejderbevægelsen end af kongehuset
Det er typisk dansk at gå til kongen og få demokrati uden sværdslag, fordi de mægtige ved, hvornår de bliver nødt til at dele
Det er typisk dansk at kæmpe for kvinders valgret
Det er typisk dansk at stifte et andelsmejeri sammen med naboerne
Det er typisk dansk at bo i en andelsbolig med folk, man er både enig og uenig med
Det er typisk dansk at lytte til både ungdommen og de ældre
Det er typisk dansk ikke at have en højskolesangbog og alligevel sætte pris på højskolebevægelsen
Det er også typisk dansk ikke at se landskamp
Det er typisk dansk at gå på museum
Det er typisk dansk at synes, at der skal være støtte til kunst, musik og litteratur, også den, man ikke selv kan lide
Det er typisk dansk at leve af kunststøtte
Det er typisk dansk at male graffiti
Det er typisk dansk at bekymre sig om livet i landdistrikterne uden at støtte landbrugsindustrien
Det er typisk dansk at flytte fra by til land og omvendt
Det er typisk dansk at drive en lille virksomhed
Det er typisk dansk at sige nej til atomkraft
Det er typisk dansk at gå ind for bæredygtighed og købe økologisk, når man har råd
Det er typisk dansk at bygge sin egen vindmølle
Det er typisk dansk at vise hensyn på cykelstien og lade bilen stå, når man kan
Det er typisk dansk at være solidarisk, også med dem, der ikke ligner en
Det er typisk dansk at støtte Grønland og Færøerne, hvis de vil være selvstændige
Det er typisk dansk at ville have undervisning om den danske handel med mennesker i skolen og betale erstatning
Det er typisk dansk at gå ind for ulandsbistand
Det er typisk dansk ikke at have så meget og dele det, man har
Det er typisk dansk at gå ind for omfordeling og lighed
Det er typisk dansk at gå ind for luksus til alle og ikke kun til de få
Det er typisk dansk at sejle fremmede i nød i sikkerhed
Det er typisk dansk at gå ind for flygtningekonventionen, fordi man ved, at man selv kunne blive flygtning
Det er typisk dansk at være efterkommer af hugenotter i Fredericia
Det er typisk dansk at være efterkommer af polske roearbejdere
Det er typisk dansk at være kommet hertil som gæstearbejder og være blevet
Det er typisk dansk at have to statsborgerskaber
Det er typisk dansk at tale et andet sprog end dansk derhjemme
Det er typisk dansk at tale dansk med accent
Det er typisk dansk at rappe på dansk med ord fra arabisk og tyrkisk
Det er typisk dansk at bære tørklæde
Det er typisk dansk at holde ramadan og jul i samme opgang
Det er også typisk dansk at spise ris juleaften
Det er også typisk dansk ikke at spise makrel i tomat
Det er typisk dansk at spise kebab, pizza og pasta
Det er typisk dansk at bo i Mjølnerparken
Det er typisk dansk at bo på Christiania
Det er typisk dansk at være på kontanthjælp
Det er typisk dansk at nægte at gøre militærtjeneste
Det er typisk dansk at kritisere Danmark i udlandet
Det er typisk dansk også at føle sig europæisk
Det er typisk dansk at elske en af samme køn
Det er typisk dansk at bruge de pronominer, folk gerne vil kaldes
Det er typisk dansk at være neurodivergent
Det er typisk dansk at begå småkriminalitet
Det er typisk dansk at få bank af politiet
Det er typisk dansk at være taknemmelig over for samfundet og kritisk over for nationalismen
Det er typisk dansk ikke at ville definere, hvad der er dansk
Det er typisk dansk ikke at fortælle andre, at de ikke er danske nok
Det er typisk dansk ikke at være bange for det, man ikke kender
—-
Er du bedste venner med din egen moral?
Krammer du om den under dynen og holder den tæt?
Er den blevet for tung til at løfte og slå de andre i hovedet med?
Elsker du fordømmelse og absolutte grænser?
Begyndte din moral med at udpege de onde, før du vidste, hvad du selv syntes var godt?
Er din godhed det, der er tilbage, når du har trukket de andre fra?
Har du kigget så længe på uhyrerne, at de er begyndt at kende dig?
Har du givet den et sødt navn og en fast plads ved middagsbordet?
Tager du den med i seng, når du er bange for at blive som mig?
Vasker du hænderne i den, før du rører ved mig?
Fodrer du din moral med andres fejl, så den vokser sig stor og fed?
Bliver du lidt mere rolig, når du kan pege din moral mod nogen og sige: dem?
Samler den dig så tæt sammen med dine egne, at du ikke kan se de andre?
Lader du moralen tale for dig, når du ikke selv ved, hvad du mener?
Bærer du moralen foran dig som et skilt, så alle kan forstå, hvem du er?
Siger du det højt, så de andre kan høre, hvor god du er?
Er der nogen tilbage i rummet, når du er færdig med at gøre det rent?
Bider den dig i benet, når du tvivler?
Kan den råbe andet end skyld og bebrejdelse?
Klipper du moralens negle, så den ikke river dig selv?
Holder du så meget af dine sår og blå mærker, at du ikke vil heles?
Er det din velkendte moral, der holder dig varm, eller er det vreden, der tisser i din seng?
Bliver det bedre for dig, der blev ramt, når en anden også bliver slået?
Ville du genkende din egen moral, hvis den kom gående imod dig på den anden side af gaden?
Kan du huske, hvad moralen blev brugt til, før den blev din?
Tør du lade den passe sig selv i hundekurven en eftermiddag og se, hvad der sker?
Har du lavet den om til regler, så du ikke behøver at komme tæt på mig?
Kan du høre, hvad jeg beder om, når jeg ikke siger det?
Er det din moral, eller er du dens?
Kan du se din moral i øjnene, også når du kalder den analyse?
Den, der bor hos mig, har ikke noget navn,
jeg vil ikke lade den ikke bide andre end mig selv.
Jeg vil ikke være dens, og den skal ikke være min.
Jeg vil se den i øjnene, også når jeg kalder den fornuft eller det indlysende,
indrømme, at den er min og ikke alles.
—-
Har du glemt drømmen om, at systemet og mennesket sammen kunne føde noget nyt?
Har du glemt Ramon Llulls papirskiver, der drejede sig rundt og kombinerede Guds egenskaber?
Har du glemt Mozarts terningevals, hvor tilfældet valgte takterne?
Har du glemt Ada Lovelace, der forestillede sig, at regnemaskinen kunne komponere musik?
Har du glemt surrealisterne og Bauhaus?
Har du glemt Tzara, der klippede avisen i stykker og trak et digt op af en hat?
Har du glemt drømmen om fælles bevidsthed og kunst?
Har du glemt Oulipo og Perecs roman uden e’er?
Har du glemt konceptualisterne og Nam June Paik?
Har du glemt Christopher Stracheys kærlighedsbreve fra en computer i Manchester i 1952?
Har du glemt Theo Lutz, der fodrede en computer med Kafka i 1959?
Har du glemt I Ching og Cages gaffel i klaveret?
Har du glemt automatisk tegning og foldetegningens fællesskab?
Har du glemt aboriginernes songlines og den dybe tids hukommelse?
Har du glemt de episke digte, der ændrede sig med hver fortæller og ikke havde nogen forfatter?
Har du glemt, at babyer lærer ved at imitere?
Har du glemt alle de formuleringer, du låner fra andre?
Har du glemt, at du også er en tyv?
Har du glemt Kenneth Goldsmiths Uncreative Writing?
Har du glemt sampling og breakbeatet, der blev lånt og lånt igen?
Har du glemt, at alt er skrevet før, men betød noget andet dengang?
Har du glemt tungetale og oraklerne, der inhalerede giftige dampe for at sige noget, de ikke selv mente?
Har du glemt, at ritualer og algoritmer ligner hinanden?
Har du glemt, at grammatikken også er en maskine?
Har du glemt, at skriften og bogen ikke altid har været her, men er teknologier?
Har du glemt, at bogtrykket også trykte imperiets love og slavehandelens kontrakter?
Har du glemt, at Times New Roman blev tegnet til imperiets avis?
Har du glemt, at kuglepennen engang var ny?
Har du glemt, da typograferne rettede i de artikler, de var uenige i?
Har du glemt, da typograferne forsvandt, og aviserne blev fulde af stavefejl?
Har du glemt korrekturlæserne og redaktørens aftryk på det, du kalder dit?
Har du glemt autocorrect?
Har du glemt cut-up-poesien?
Har du glemt, at sproget er en fremmed virus og ikke noget menneskeligt?
Har du glemt, at sproget ikke er et lukket system?
Har du glemt, at sproget ikke kun skal mestres og besejres, men også følges og lyttes til?
Har du glemt, at det betyder noget, hvem der ejer maskinen?
Har du glemt Vagn Steens Skriv selv?
Har du glemt, at Inger Christensens alfabet er bygget på Fibonaccis talrække?
Har du glemt Adam Drewes’ boligopslag?
Har du glemt Klaus Høeck?
Har du glemt min far, Hans-Jørgen, der lå på gulvet og klippede tekster i stykker?
Har du glemt, at skriften er mangfoldig, og at maskinen er en del af den?
Har du glemt, at ingen skriver alene?
Vil du virkelig glemme alt dette for at bevare illusionen om geniet?
For at få et billede af en forfatter på en bus?
For at skjule og glemme alt det, der også former skriften?
For at skrive historien ind i samtidens forfattermytologi?
Har du glemt, at algoritmer er lige så gamle som al-Khwarizmi, og at de bare er instruktioner?
Har du glemt, at det er monopolerne, der misbruger dem?
Har du glemt, at den såkaldte kunstige intelligens bærer et menneskeligt aftryk og en ideologi?
Har du glemt systemet, der skaber de litterære stjerner?
Har du glemt, at de store forlag har opgivet den eksperimenterende litteratur og oversættelserne?
Har du glemt, at inderligheden og biografien ikke er hele den litterære tradition?
Har du glemt at være nysgerrig på den tekst, der ikke er i god smag?
Har du glemt at tage kampen og er selv blevet den gode smag?
Har du glemt at undersøge den tekstpraksis, der ikke har nogen forfatter?
Har du glemt, at skrivekurser er dyre?
Hvem ejer retten til at skrive, og hvordan?
Kampen står om, hvem der stjæler ressourcerne og hegner dem ind, og hvem der erkender sin gæld til det fælles og forsøger at gøre mindre skade.
Hvilken side er du på?
Har du lagt mærke til, at din telefon foreslår det næste ord, før du selv har valgt det?
Har du lagt mærke til, at du skriver anderledes til din mor end til din chef?
Har du lagt mærke til indkøbssedlerne, beskederne i familiegruppen og de vendinger, du tager med hjem fra arbejde?
Har du lagt mærke til, at du hver dag skriver sammen med andre og med maskiner?
Har du lagt mærke til, om du er blevet bange for det ikke-menneskelige?
Har du lagt mærke til, om du prøver at opnå personlig renhed, eller om du blander dig i verdens rod?
Hvad kunne vi skrive, hvis vi var nysgerrige på det?
—-
Er du en af dem, der glæder dig til folkepension, fordi det er flere penge, end du har til hverdag?
Så synes jeg, du skal være stolt af at klare den.
Er du en af dem, der prøvede noget, der ikke gik, og nu er på røven?
Så synes jeg, du er modig.
Er du en af dem, der kom på førtidspension, fordi presset var for hårdt?
Så tror jeg, du gjorde alt, hvad du kunne.
Er du en af dem, der mangler et sted at bo, fordi du farer vild i systemet?
Så er det systemet, der har fejlet.
Er du en af dem, der sidder inde i systemet og prøver at få det til at virke for folk?
Så skylder vi dig en tak, som du nok aldrig får.
Er du en af dem, de kalder dovne, fordi du knokler med noget, der giver mening, men ikke økonomi?
Så synes jeg, du er vigtig.
Er du en af dem, der blev fyret, fordi chefen købte AI-hypen?
Så synes jeg, det var en fejl.
Er du en af dem, der ikke kan flytte, selvom du bor et sted, der ikke er til at holde ud?
Så forstår jeg dig.
Er du en af dem, der har knoklet hele livet?
Så synes jeg også, du fortjener at kunne slappe af.
Er du en af dem, der måtte opgive det, du gerne ville, for at gøre det, der skulle gøres?
Så er du en af mine helte.
Er du en af dem, der har det godt og er glad for dit arbejde?
Så er jeg glad på dine vegne. Det er sådan, det burde være for alle.
Er du en af dem, der er vred, men ikke helt ved, hvad du er vred på?
Så kender jeg fornemmelsen.
Er du en af dem, der er bange for det, du ikke kender?
Så er det helt naturligt, men det behøver ikke at være sådan.
Er du en af dem, der ikke vil opdrages eller tales ned til?
Så synes jeg, vi skal lytte.
Er du en af dem, der synes, andre mennesker er irriterende?
Så tænker jeg, det er helt normalt, men ikke noget, man kan bygge sit liv på.
Er du en af dem, der ikke kan have empati med alle?
Så må du øve dig.
Er du en af dem, der hader folk, du ikke kender, på grund af noget, du har læst på X?
Så vinder du ikke, men bliver selv ædt op.
Er du en af dem, der udskammer andre?
Så håber jeg, skammen rammer dig selv.
Er du en af dem, der graver grøfter, hvor der burde være solidaritet?
Så finder du hverken fællesskab eller handlerum på den måde.
Er du en af dem, der har brug for at vide sandheden?
Så bliver du skuffet.
Er du en af dem, der drømmer om en glorværdig fortid, hvor verden var hel?
Så synes jeg, du skal læse noget historie.
Er du en af dem, der drømmer om en anden verden, men ikke ved hvilken?
Så lad os drømme sammen.
Er du en af dem, der ikke er nysgerrig?
Så må du begynde at lege igen.
Er du en af dem, der er blevet kynisk?
Så synes jeg, du skal gå en tur eller drikke en øl med en ven.
Er du en af dem, der hævder at tale på det rigtige folks vegne?
Så håber jeg, du kløjes i din egen tunge.
Er du en af dem, der dyrker hadet for egen vinding?
Så bliver du selv fortæret, når hadet mister retningen.
Er du en af dem, der vil herske over os andre?
Så vil du møde modstand.
Er du en af dem, der vil brænde det hele ned og starte forfra?
Så håber jeg, ilden starter hjemme hos dig.
Er du en af dem, der har sagt noget, du fortryder?
Så er du velkommen tilbage, for det har vi alle sammen.
Er du en af dem, der modvilligt tager magten?
Så har du min sympati og min kritik.
Er du en af dem, der vil mig ondt?
Så må jeg modvilligt sige det: Du er min fjende. Det gør mig ikke stolt, men det gør det ikke mindre sandt.
Er du en af dem, der ikke har en plet på dig?
Så skal jeg nok finde en for jeg har nok at gi af selv.
Er du en af dem, der synes, mine tekster er for lange?
Så skriv din egen, som du synes, den burde være. Du må gerne låne mine ord.
Er du en af dem, der har brug for en medalje for at føle, at du er noget værd?
Så tag den her [medalje], og brug den.
Er du en af dem, der synes, du fortjener mest, fordi du er speciel?
Så tager du fejl. Vi er alle specielle.
Er du en af dem, der gør det så godt, du kan?
Så ville jeg gerne give dig en hånd, hvis jeg ikke selv var ved at drukne hele tiden.
Er du en af dem, der ikke kan alt?
Så er du en af os.
———
Discover more from BLAZAR
Subscribe to get the latest posts sent to your email.