LØVEHJERTE / ANMELDELSE

Det er ikke sjovt at være gangster i Løvehjerte. Ingen champagne, strippere eller labre narko-montager. Bare uendelig gæld, angstanfald, forræderi og nogle alt for unge mænd, der prøver at overleve i trist beton.

Løvehjerte er et anderledes take på den efterhånden slidte danske gangstergenre, der startede for 30 år siden med den revolutionerende Pusher. Ligesom Pusher henter Løvehjerte meget af sin energi i det autentiske cast og de ægte locations – for der er ikke noget værre end at se en teaterskoledreng i sponsor-streetwear, der leger roadman-ninja til noget P3-trap.

Den socialrealistiske film viser, at nye talenter kan skabe langt mere nuancerede og følsomme portrætter af underverdenen – dejligt befriet for den romantisering, der har skæmmet så mange danske ”brownsploitation”-film. Stereotypificeret ghettosafari, lavet af og for middelklassen, der kan købe billet til en tur i ghettoen og gå trygt hjem igen, bekræftet i alle deres fordomme.

Filmens kerne er et par barndomsvenner – intenst spillet af Besir Zeciri som Luan og ikoniske Mohamed Djeziri. De er makkere og driver en hvid budservice, hvor deres unge soldater pisker rundt med snavs på elcykler. Benhårde udadtil, men rørende som et gammelt ægtepar privat i en intens bromance. Jeg sad med et stille håb om et genrenybrud, et mandekys?Der er ingen biljagter, smarte stunts, hustler-eventyr eller glamourøse byture. Bare dokumentarisk rå beton i Bellahøj, Hvidovre og Albertslund og nogle alt for unge drenge uden en 9.-klasseeksamen, hvis eneste maskuline forbillede, bank og iværksætter er den albanske coke-mellemmand, der udnytter deres distributionsevner.

For det kriminelle økosystem er baseret på gæld. Så længe nogen laver penge på dig, kan du ikke melde dig ud – og der står altid en yngre, der har mindre at miste, klar til at tage din plads. Det er ikke et broderskab, det er et pengeskab.

Politiet glimrer ved deres fravær, og plottet er rodet…måske bevidst fra instruktørens side, for virkelighedens konflikter opstår ofte af tilfældige misforståelser, eskalerer uden nogen større plan og bliver aldrig helt løst, før nye bryder ud. De ved reelt ikke altid, hvad der foregår – præcis som det må opleves at være fanget i miljøet IRL.Det er tydeligt, at den frygtløse dokumentarist og forfatter Nagieb Khaja kender sin gade og er solidarisk med den, samtidig med at han viser en vej ud af helvede. Oprindeligt var Løvehjerte et dokumentarprojekt, men af hensyn til kildernes sikkerhed valgte Nagieb at gå fiktionsvejen og debuterer her flot som spillefilmsinstruktør.

Filmen viser, hvordan et helt parallelsamfunds mentale økosystem inficeres, og hvordan manglende muligheder, negative forbilleder og en kriminel økonomi, man næsten ikke kan slippe ud af, holder hinanden i live. Men også at der er håb, sammenhold, familie og måske en vej videre.

Jeg skal jo brokke mig lidt over et eller andet, så jeg er ikke så vild med lydsiden. Der mangler atmosfærelyd, og musikken fortæller os, hvad vi skal føle, før skuespillerne får lov til at vise det. Der er også sindssygt meget transport, venten, døre og ture ind og ud af lejligheder og beton, plus at en del af de centrale scener løses via sms. Det lugter lidt af et stramt budget.

Men alt i alt er filmen forfriskende følsom i en tid, hvor danske politikere og medier har indvandrere på hjernen, og algoritmerne belønner konflikt frem for nuancer og empati.

Filmen burde være pensum i folkeskolen – som kontrast til gangsterglorificering og stereotypisering – for medmindre man bruger feje voiceovers, er det svært at klippe en DF-valgvideo af Løvehjerte.

Nagieb – lav en toer!

PS: Jeg vil her benytte lejligheden til at anbefale Nagiebs Bedraget i Helmand – en slags dokumentarisk Dommedag nu, der viser afghanistankrigens absurditet. Oplev Nagieb og veteranen ”Ulven” opsøge en pædofil, heroinhandlende krigsherre efter krigens afslutning – og afsløre historien om, hvordan Vesten samarbejdede med ham, stærke sager – SE DEN HER.