Vi lever i en fantastisk tid, vi har opdaget vand under overfladen på Mars, analfabetisme og sygdom er på retur globalt, AI laver de snart kedeligeste jobs, fedme er via medicin reduceret til et tegn på fattigdom, velstanden stiger (mest i toppen) og drab og vold er faldende trods et par friske krige og stigende ulighed – og vi lever generekt meget meget længere…
Desværre forpestes vores liv af nedturshistorier, der åbenbart sælger bedst…så hvis medie-stomen og den generelke tristesse ved senkapitialismens mentale slagside har smadret din empati og du har brug for at reaktivere krybdyrhjernen, er den nye Alien en fin pause. Jeg vil ikke spoile, da plottwists er essientielt for nydelsen af filmen, der sampler kraftigt fra de tidligere afsnit i serien – så spændingen kan reduceres til gæt på hvem af den irritertende besætningens “ti små cyklister” der bliver smadret af øglerne først.
Flashback & følelser
I 1979 fyrede Ridley Scott “hjemsøgt hus-formlen” ud i rummet via Alien – nu synonym med sci-fi med stærke kvindelige hovedroller, der jages rundt i beskidte rumskibe befolket af forræderiske humanioder styret af en ond militær-industrielle korporation, der forsøger at kapitalisere på splattede fødsler af onde syredryppende facehuggende rum-øgler..
Den formel har igennem nu 9 film trigget publikums kamp-eller-flugt-response, der booster adrenalin, endorfiner og dopamin, så efter en accelereret puls og tung vejrtrækning oplever seerne en intens lettelse – en perfekt entydig fysisk medie-mekanik ikke ulig porno, her får den bare en tand til så når du tror organsmen er hjemme kommer der en flok latexklædte zebraer ind – du er fanget i en uendelig skruetvinge med flere akser af accelerende konflikt-stimuli.
Da vi ikke viste hvad corona var gik jeg med hansker og købte alt via bude fandt jeg ro i studier af atomvåben – jeg følte en lettelse i at tingene kunne være meget værre – ligesom når vi eskaperer via nedturs-blues eller nihilistisk gangsterrap – medier kan relativere og lette ens konkrete måske uoverkommelige frygt. Mange er blevet afstumpede af den digitale tunami og blevet sensationssøgere der stimulerer sjældne fortrængte sansereaktioner, så der burde være marked for “Alien Romulus” i disse skøre tider…det er effektiv eskapisme og reset af sanserne.
Gyserstil
Jeg er ofte i Schweiz og i den idyliske landsby Gruyères fandt jeg HR Gigers Museum & bar i hans gamle lejlighed. Det var ikke for børn og stod i skrigende kontrast til det sublime Alpe-landskab udenfor vinduerne. Det var tydeligt Giger havde noget i bagagen, mit bedste gæt er et mix af dårlig barndom, genialitet, dårlig søvn, SM og LSD. Hans værker fremmaner essensen af vores biologiske frygt og er Alien universets DNA, da stjernen er ikke skuespillerne, det er stilen, effekterne, stemningen og rytmen imellem chok og afspænding – det er ikke indholdet, det er effekten i beskuerens krop der er stjernen.
Digitalt ligrøveri?
Ian Holm – Ash i den oprindelige Alien (1979) – krediters her som “ansigts- og vokalreference” for en karakter kaldet Rook. Problemet er bare Ian Holm døde i 2020…karakteren Rook er også krediteret til Daniel Betts for “ansigts- og vokalpræstationer” – Betts leverer en ægte præstation som karakteren, hvorefter Holms ansigt er transplanteret over Brett via CGI, og de to skuespilleres stemmer er så matchet i postproduktionen. Måske en detalje, men reelt endnu en indikation af at hele filmhistorien – ja alle optagelser nu er samples man kan mutere og genbruge – da juraen stadig er ude og votere. Klart de store studier er skrækslagne for en ny generation af film-auteur garage Kubricks, der ikke har brug for deres maskineri mere – jeg håber Ian Holm´s familie er blevet kompenseret. 
Serien: Scotts oprindelige Alien (1979) var et chok, langt fra datidens space-opera eventyr, reelt en langsom arbejdsplads-film der ekselerede i at suggestivt at spare på monsteret, da forventningens glæde/angst er altid den største.
Opfølgeren Aliens (1986) – med blockbusterkongen James Cameron ved styrepinden – er reelt en action/krigsfilm frem for en gyser, og regnes af mange fans for den mest langtidsholdbare og helstøbte.
Alien 3 (1992) var lidt af en pretentiøs maveplasker, den suspence-stærke instruktøren David Fincher har senere afskrevet den pga. rod med manus og produktion. Det er nærmest “Rosens navn i rum-klosteret”.
Tryllegøgleren Jean-Pierre Jeunet fik desværre ikke sin vilde stil igennem Hollywood-maskinen i Alien Resurrection (1997) – der ikke er vellykket og smurt ind i 90er æestetik og Wionna Ryder. Det var sidste film med Sigourney Weaver som ikoniske Ripley.
Så går det helt galt da Alien parres med en spejlklædt digital-rasta i to film, der mest ligner reklamer for de tilhørende (og sikkert mere profitable) spil – Alien vs. Predator (2004) & Aliens vs. Predator: Requiem (2007) er jeg simpelthen for gammel til at fatte – dog fik filmene et sjovt efterliv som jungle-samples.
Aliens far Scott redder så serien med den mere konsistente prequel Prometheus (2012), hvor Noomi Rapace foretager en robo-abort på sig selv og Michael Fassbender brillierer som semi-robot. Opfølgerne
Alien: Covenant(2017) var lidt slappere, og selvom begge film er præget af Scotts visuelle overskud tynger en overdosis prætentiøs oprindelseshistorie begge film.
Hvis man går op i kontinuitet, elsker at finde plothuller og vil binge hele balladen er den “korrekte” kronologiske rækkefølge således: Alien vs Predator (2004), Aliens vs Predator: Requiem (2007), Prometheus (2012), Alien: Covenant (2017), Alien (1979), Alien: Romulus (2024), Aliens (1986), Alien 3 (1992), Alien Resurrection (1997)…farvel weekend.
Romulus Den nye Alien: Romulus (2024) – co-produceret af Ridley Scott – har med instruktøren Fede Alvarez samlet et team bestående af b.la fotograf Galo Olivares (“Gretel & Hansel”), produktionsdesigner Naaman Marshall (“Don’t Breathe”), komponist Benjamin Wallfisch (“Blade Runner 2049”), visuelle effekter supervisor Eric Barba (“Oblivion”), scenograf Zsuzsanna Sipos (“Dune: Part Two”) og specialeffekts supervisor Gábor Kiszelly (“Poor Things”).
Filmen er som en James Bond film et ritual hvor man skal igennem Aliens faste elementer, her i et respektfuldt og effektivt remix af seriens oprindelige klaustrofobiske stemning, bare med nye friske fjæs (der ud over androiden desværre ikke udvikler sig…) – jeg var godt underholdt men følte ikke meget – det er sikkert mit problem…heldigvis lukker fimen op for friske fremtidige udfordringer til den uungåelige – måske uendelige -opfølgere…Alle kan have behov for et virkelighhedsfjernt sus som pause fra en kaotisk verden, så book en billet i den størst mulige bio mens tid er.
5 ud af 7 stjerner