Her er et kapitel fra Morten Vammens anden roman, TILT – køb den her
EQUILIBRIUM
Jeg vækkes af en metallisk lyd, det føles som at bide i frossent kridt. Hurtige skridt forsvinder ude på gaden. Jeg rejser mig for at løbe udenfor – men jokker i en fyldt chokolade, er for stiv i kroppen til at slikke den af. OK, ingen orker ikke spille selvtægtshelt i Kartoffelrækkerne iført silkepyjamas og en middelsvær erektion, så jeg bliver i vores trygge pasteltonede showrooms og tager dagens første pjuskede selfie i det purpur morgenlys.
Jeg noterer stikord fra nattens drømme på en blok – svedige mareridts-ekkoer skribles ned, før de farves af logik og efterrationaliseringer; blitzglimt af kaos i København K – dinglede magtmennesker i lygtepælene, gamle Laudrups blødende ansigt, højtalere med pumpende døds-dub i vinduerne, bestialske bunkepul på Strøget, kolapsende bygninger, hærmyre-angreb, skræppende flamingoer, oversvømmelser og kaotiske gadekampe, rasende grønlændere med bidske slædehunde, harme pensionister med hævede gangstokke og krænkede akademikere i trekking-tøj; stor tumult mellem enhver tænkelig kombination af køn, klasse og race.
I drømmen flygter jeg, men fødderne føles som slalomstøvler mod den smeltende beton, så kastes jeg i et bagagerum fyldt med knasende flæskesvær, bilen bumper til den stopper ved en øde havnekaj, hvor jeg rulles stramt i et persisk kopitæppe og tyngende trådnet. Jeg overhældes med fosfor, kastes i havet og brænder som en undervandsfakkel – før jeg vælter i en knasende rusten choppercykel – komplet med antenne med rævehale – mens jeg ser min sidste ilt boble opad. Heldigvis holder trådnettet mit lig nede, intet oppustet strandvaskeri på avisforsiderne, intet menneske vil huskes sådan.
Stop, jeg pynter på mine drømme nu – og konstaterer jeg ikke kan læse min håndskrift mere – så jeg skriver videre på mobilen. Måske er drukne-drømmen bare et symptom på aldersbetinget snigende søvn-apnø? Skal jeg booke en tid? Jeg stopper og tager et billede af et par guldmejser på altanen der kvidrer i en glaskugle fra Paustian – og poster det.
Min lille nisse begynder at grine i fodenden, knips. Det er signal til at afslutte min navlepillende morgen-tekst-rutine, for jeg har lovet ikke at arbejde – eller egotrippe som hjemmestyret kalder det. Først efter arvingen er parkeret på institutionen må min meningsmaskine igen begynde at sætte klistermærker på verden.
Min basunengel kravler op i Hästens-sengen, vi kilder hinanden og vrøvler: “jeg vil have konflikt!” Fnis,. “Du mener konfekt min lille bøf.” Min datter er det smukkeste menneske jeg nogensinde har mødt, eller rettere, hun er den ting i verden der giver mig de smukkeste og reneste følelser, hun er min utopi, et indtil videre perfekt menneske med uendeligt potientiale – uden alle de fantastiske neuroser og den arvesynd, vi plejer at takker vores forældre for – når vi er fulde.
Vi kigger ud på altanen – et sort egern sover med halen over øjnene, men suser væk da Celine hviner: “Jeg vil have et egern!” Jeg poster det. Vi kigger på skaderne, der ligner små fjerede velociraptors. Måske er der en ide til et nyt børne-tv koncept der?
Jeg ser ned på labyrinten af hegn mellem naboerne – yuppie-jyde-klovnen i nummer 9 har fået tacky kobbertagrender og sorte glaserede tagsten. Gid gud straffede dårlig smag.
Nøgne Cille-mor snorker højlydt, hun gik i coma efter nattens orgie – jeg måtte spytte hendes på ryggen for at få fred til sidst, da hun insisterer på multiorgasmer og jeg var ved at blive hudløs. Vi må have været festligt overrislede, for hun har ikke fjernet makeup – eller sover hun med særlig nat-makeup?
Vi skærer frugt til små skulpturer og spiser skyr & granola ved kogeøen, jeg poster det mens Celine opfinder ordet “piratviden”. Cille vågner og mumler: “Stop det sukker og mælke-gas, det er stærkt inflammatorisk – smid det ud – jeg laver quinoa- grød”. Så fiser moder-morgen-monsteret diskret ud på toilettet med headset på og returnerer perlende og restylet efter 15 minutter mens jeg har tøjkamp med Celine, der pisker mig med en buket tørrede blomster hun har snuppet fra en lava-agtig Salto-vase. Celine insisterer på enhjørningehat og pink shorts idag. Jeg giver efter igen.
“Swiper du Tinder igennem når du morgentisser?” siger jeg med en naragtig tegnefilmsstemme for at skjule min udødelige jalousi. “Sprit selv din telefon – klamme gamle gokker” griner hun og kysser mig, selvom jeg ikke har børstet tænder endnu. Lige der føler jeg mig elsket, og mit tømmermandsdrænede kadaver bobler varmt da Celine hopper ind og vil være burgeren imellem os.
“Jeg henter Celine – hvis du afleverer hende, ok!?”
Cille ruller med de lysegrå øjne: “Fjolle – du ved hun skal på video-shoot idag, bussemandsbingo på børnebørsen er aflyst.” Celine med ferskenkinderne begynder at pive, tøjkrisen kradser, hun hører alt og ved hun snart skal glo tegnefilm i en filmbus, mens hun får sat hår foran en skål vegansk Haribo skrald, før der kommer meget skarpt lys i hendes øjne og hun skal gentage bevægelser og sætninger hun ikke forstår endnu.
Hendes underlæbe bobler ud, hun sitrer og stepper og huden skifter fra finsk klorin-nisse til lilla. Jeg hader det, for jeg er magtesløs med mindre jeg bestikker hende diskret med noget bras, bare ikke her foran Cille – så jeg afleder alle ved at tænde en skærm, der viser en perfekt vejrudsigt, gode pollen, aktie og virus-tal der desværre klippes til en reportage med skræmmende udbrændte biler fra en natlig riot i nabokvarteret.
Jeg zapper til Gurli gris. “Hjernevask… legetøjsreklame-bras!” råber Cille over mantra-muzakken og browser igennem Satie, før hun ender sødt men sikkert med Mozarts Piano Concerto No.21, K.467 – remixet af Cashmere Cat & Carl Craig.
Jeg begynder at rydde lidt op så Cille skal få dårlig samvittighed – fatter ikke kærester der ryder op uden publikum, så lister jeg ud på badeværelset og ser en moden salt og pepper fyr i spejlet og trimmer skægstubbene til en afslappet skygge.
“Patina! Sporene efter det gode liv er det nye ung!” messer jeg for mig selv, mens jeg applikerer 3 forskellige Dermalogica produkter og en concealer. Smilerynkerne er ved at blive furer – måske er det snart tid til fillers?
Tanken skaber en sugende angst for at være peaket, angst for at resten af mit liv blot er et langt ydmygende fade-out, en Sisyfos-kamp for at forblive relevant…eller føler jeg bare tømmermands-udløst kemisk usikkerhed?
Jeg hader usikkerhed – roden til alt ondt – så jeg zapper hurtigt videre: dagens opgaver begynder at flimre foran mig, men jeg er allerede træt af mit indre ping- pong knas, træt af at skyde verdens bluff ned, så jeg booster mig med et skud japansk espresso brygget på et steampunk-inspireret aggregat fra Zang Tuum Tumb.
Heldigvis reddes jeg igen fra mig selv af bette Celine, der ikke er et regnestykke eller et værk der skal fortolkes, jeg tager hende på skødet og lægger et uløseligt pensionistisk puslespil et kort tidløst øjeblik. Ah – motivet er af Gustav Klimt. Godt billede, god post, click. Livet bliver ikke meget mere zen – det er ærgerligt jeg skal på arbejde.
På med uniformen: rødlige chinos der signalerer jeg har sejlet (i en vens) yacht over Atlanterhavet. Dertil en løs hør-skjorte uden mønster – så den ikke flimrer på skærmen – med diskrete øjenæble-manchet-knapper og kinakrave, der antyder disciplineret spiritualitet, hindsides regnearks-rotteræset. Jeg slynger en følsom parodi på chefernes stribede PoulSmith halsklude på, bare i en vintage Off-White- version. Som ironisk helgardering binder jeg et par pre-smadrede muterede byggeplads-inspirerede far-sneakers sprayet nænsomt med neon a la Futura 2000, da jeg hader at blive segment-cementeret. Touché top boy, cool retro-futurisme, nu ser det ud som det let autistiske look er tilfældigt kastet på for min egen skyld, ikke for publikums.
Jeg viser stolt den beviste signalforvirring til Cille, der leger asbergers-agtigt med Rudolf Steiner træklodser og vores lille gudinde, så scanner hendes helikopterblik.
“Hvis du bare skal på DR fungerer dit look ok, men drop hættetrøjen om livet…sportstøj er for folk der dyrker sport, ikke for dem der kun oplever sport igennem skærme…og husk at skifte før gallafesten i aften – og kom hjem til fornuftig tid – alt efter kl. 01 er destruktivt…du skal være klar i morgen, vi skal på gallerirunde, jeg har fundet et par værker vi skal have til sommerhuset.”
“Jeg elsker din onde ærlighed” siger jeg og kysser hende inderligt til kødkompasset vipper – for hvis det ikke var for Cille ville jeg stadig bo i en smasket 2 værelses med tomt ildelugtende køleskab, naboklager og klædeskab på gulvet.
Minderne om mit liv før Celine forekommer meningsløse – og langt fra min officelle myte om det pragtfulde kreative single-bohemeliv.
Men ok, jeg fik da krydset min bucket list af da jeg var ung og solo, undtagen folkedans og incest, det har vi alle fortrængt.
Jeg kigger på mine piger, hvis jeg døde i dette perfekte familie-øjeblik ville det være en smuk finalescene i et perfekt liv, en fabelagtig finale på toppen. Kysset fortsætter og hvisker endelig tankestøjen helt ud, indtil bette Celine besidderisk bider mit knæ og knurrer: ”Det er MIN mor”.
Celine er begyndt at grynte som Gurli Gris. “Barn, du giver mig grissegalskab!” Vi griner mens jeg spritter knæet med en serviet , så krammer jeg farvel en ekstra gang og laver et corny hjertehåndtegn jeg ikke aner hvor jeg har samlet op.
I morgenlyset i de disede Kartoffelrækker blomstrer hyacinterne, de fotograferes af en flok bæløjede risgnaskere med gule forældede vaccine-badges. De tager deres masker af for at tage selfies med den enorme duvende soldrevne zeppeliner fra Google Earth som baggrund, den flyvende cigar har erstattet politiets ustabile hvinene overvågningsdroner.
Øv! En eller anden psykopat har ridset et SS-agtig lyn på min smukke jadegrønne vintage elbil. Pis! Det var præcis den lede lyd af hærværk der havde vækket mig…men hvem hader mig?
Et karrusel af ansigter scroller forbi, listen over alle dem jeg har trampet på for at nå frem til dette paradis – men jeg kan ikke finde nogen oplagte mistænkte. Det var sikkert bare en teenager på lattergas, Cilles gamle elsker dengse-Ditlev, en indebrændt intern, en meningsmaskine gejlet op af so-me roadrage eller en forsmået fan. Jeg kan jo umuligt forventningsafstemme med alle jeg ramler ind i på lives vej. Pyt med det, forsikringen dækker sikkert en ny lakering – hmmm…beige eller lilla?
“Hej” – foran naboens lidt for hermetiske pilehegn sidder en mut tween-tøs i en Friends retro t-shirt – og et par pre-hullede Philipp Plein jeans – i lotusstilling på en jordfarvet pashmina-plaid.
“Vil du handle ind på min loppemark?” Den lille læspende sprogspasser kigger ned da jeg kommer nærmere, som om hun instinktivt kan mærke jeg ikke kan lide andres børn generelt – og slet ikke folk med bøjle.
På tæppet ligger standard-barndoms-sættet: snaskede bamser, Pipi Langstrømpe bøger plettet med tranebær, forvaskede Vans hættetrøjer, spil med manglede brikker, krøllede Pokemonkort, Vuitton nøgleringe, Lego Friends figurer og en Iphone 19 med knust skærm.
“Hvad koster den?” Hun slikker sig upassende om munden og blotter et smil af skæve mælketænder, hun har brugt sut: “100 kr.” – så lyden af en bristende tryggegummiboble.
Jeg kigger mig rundt, det føles forkert at snyde børn for deres forældres vintage mobiler, men jeg er nysgerrig på naboen med kobber-tagrenderne. Måske ligger der noget snavs på telefonen der kan få ham til at flytte, det ville være fedt at banke væggene ned og få ekstra plads – det ville være en stærk investering med tre sammenbyggede Kartoffelrækkehuse på stribe.
Gad godt rense kvarteret for glaserede teglsten og retro-boomere. Barnet får en pengeseddel så der ikke er digitale spor, lige før morgenens første selvpiner-joggere springer forbi os mod Sortedamssøen. Min mobil ringer, det er min sikkerheds- redaktør Ole fra TVA, han bjæffer, det lyder som om han laver planken: “Janus, kom i studiet – du skal lægge speak på indslaget fra nattens riots – ses snart!”
Jeg sætter Quincys “Summer in the city “ på, lader armen slaske over bildøren så man ikke kan se ridserne, så triller jeg til DR-dødsstjernen på lorteøen, et tørt drivhus uden planter hvor ingen kan åbne vinduerne. Min faste parkeringsplads er underligt nok optaget, en underlig anormalitet.
Så parkerer jeg ved Metroen ved en bunke røde mursten der ikke er en ruin, men en kvik knortet borgmester-pik af Per Kirkeby jeg aldrig fattede – men respekt for Pers effektive salgsarbejde. Noget der ligner en flygtningelejr eller et sneakerdrop prøver at blokere indgangen – det er håbefulde talenter der prøver at snige sig til en casting – blandet med liderlige praktikanter og negligerede græsrødder.
TILT kan købes i flere formater her
Lektørudtalelse – TILT kan også fås på biblioteket: