UDSIGTEN en krimi-komeide af Ellis Andersen – 2024 ©
KAPITEL 1
Jeg klipper hæk – i mit headset krænger Adele sin sjæl ud og blokerer lidt af larmen fra motorsaven. Jeg elsker duften af fræsede planter, havearbejde er perfekt til at blokere de ubehagelige billeder fra min sidste vagt som jordemoder fra den nat det gik helt galt.
Jeg skal nyse i en køkkenrulle, da der er birkepollen i luften – så vurderer jeg et bed med stokroser, som husets tidligere ejer har plantet – og beslutter så roser ikke passer til mit nye liv som efterlønner og single-mood, så jeg fræser dem ned med et bittert smil. Småborgerligt pynt.
Jeg er på mission – jeg eliminer alle tegn i sommerhuset efter min x-mand – og de tidligere beboere – fuglebadet, soluret, nipset, kobberet og det brune tunge træ skal køres på genbrugspladsen – og den lille hvide pavilion er blevet malet mørkegrøn.
Jeg uddriver alt det runde, varme og upraktiske til fordel for salgbar skandinavisk spartansk modernisme, da de tidligere ejere var pyntesyge og angste for tomme flader. Denne restyling af huset er dels god terapi, dels optimering til det snarlige salg, for ingen af mine gamle venner og kollegaer kommer på besøg, her to en halv time fra byen.
Men snart skal sommerhuset ligne et showroom designet af B&O, stilen skal tilpasses egendomsmæglerstil så Københavner-snuderne – der mener Tisvilde på den anden side af vandet er blevet for dyrt – kan se hytten her er et røverkøb.
Jeg skal væk, det dur ikke at være isoleret i Kohave når man er vokset op i Valby – sportsklubberne i Frederikssund appellerer ikke til min dårlige ryg – plus centeret og gågaden rodfæster kun min snigenden depression.
Jeg slukker motorsaven da jeg afbrydes af et anonymt opkald – sikkert en telefonsælger, pyt, jeg har brug for en pause før næste birke-nys:
“Hallo, det er mig skat – sorry hvis jeg forstyrrer.”
Jeg hader lyden af X-mandens fesne Frederiksberg-dialekt.
“Henrik, du skal aldrig kalde mig skat igen – fat nu jeg har blokeret dig – hvad vil du?”
Suk. “Jeg har brug for at vi mødes, jeg savner dig, kom nu bare hjem.”
Jeg trækker vejret helt ned i lungerne og tæller til 5.
“Hallo fister, det er kun 4 måneder siden du dummede dig til julefrokosten med hende stankelbenet – har barnebruden dumpet dig siden du tigger om tilgivelse igen?”
Kunstpause: “Sorry, jeg var vildt fuld – hun er blevet fyret…”
Jeg får røde kinder nu: “Klamme mandesvin, bare fordi du ejer et arkitektfirma betyder det ikke du kan bruge mennesker som skakbrikker.”
Han pipper nu: “Sorry, det var en kæmpe fejl, jeg vil kun have dig…hvorfor tror du jeg forærede dig mit sommerhus?”
Som om jeg er til salg: “Det manglede sku da bare efter alle de års løgne – du gav mig aldrig orgasme fister – lad mig være, jeg sms’er dig når jeg har pakket dit sidste ragelse i i kasser, de står foran garagen snart, hvis du ikke henter dem ryger de på lager i Shurgard eller på forbrændingen. Farveller…”
Det havde været perfekt at pendle imellem hans smukke minimalistiske lejlighed ved Sortedamssøen og den mere jordnære og nærværende energi i her i Kohave, men livet er fyldt med kontraster: fra et smukt og vigtigt job som jordemoder alene i en lille 3 værelses i Valby med 3 fødsler på 12 timers vagter – den sidste endte galt – til at være efterlønner med Louisiana-kort – ofte på opera og vinrejser med den nye arkitektmand – til BANG at være single dame i byggemarkedet med gabende huller i kalenderen i udtrådte kopi-crocs isoleret i et sommerhus.
Jeg slukker telefonen helt, orker ikke hans sms-efterspil lige nu. Puha, jeg er for ophidset til at operere en motorsav nu. Jeg går indenfor og putter min hjemmelavede hyldeblomstsaft i en kande med hvidvin og isterninger og hælder det op i en kaffekop så eventuelle gæster – hvem det ellers kunne være her hvor kragerne vender – ikke kan se jeg drikker før aftensmaden idag – jeg høvler hurtigt et par glas mens jeg stirrer tilfreds ud over den nytrimmede have, jeg mangler kun at slå græs.
Sommerfuglene danser smukt over de røde valmuer, jeg summer og bliver varm i kroppen og stille i hovedet af hvidvinen.
I horisonten ser jeg et par sejlbåde på Roskilde Fjord, og en russisk coaster – mærkeligt Danmark stadig handler med dem efter krigen i Ukraine.
Solen er på vej ned, men udsigten blokeres af en klynge vulgære hvide birketræer, der stikker op fra genboens prangende have – klart jeg nyser konstant.
De blokerer også for jeg kan se stranden, så jeg ikke ved hvem der ellers vinterbader dernede – jeg foretrækker at bade solo. Irritationen vokser – måske kan jeg liste ned med motorsaven når genboen er på ferie? Fnis…måske kan jeg låne min søns drone og smide noget dynamit på de fordømte Disney-træer?
Jeg googler træ dræber-metoder – overvejer et kort sekund bestille at termitter fra Afrika over nettet.
Så googler jeg naboen, på Facebook ligner han et mystisk mix af invalide-pensionist og surf-instruktør – en harmløs type med ravkæde og høje kindben.
Så checker jeg google maps for smutveje i området, finder et par malerplettede sneakers der skal smides ud alligevel, tager så en tom stor sodavandsflaske og fylder den med 500 gram salt og vand for resten og ryster den, så finder jeg en vandslange med en ventil, skærer den af i tissemandslængde og monterer den på flasken.
Jeg slukker alt lyset, tænder for transistoren, kører bilen væk og lister tilbage og sætter mig på stranden med en krimi og en kikkert – og efter solen går ned og lyset i genboens hus slukker lister jeg mod en metallisk havelåge – nu ført min søns sort North Face jakke med hætten oppe og mundbind – i den stjerneklare nat.
Kapitel 2
Jeg er lige ved at skubbe havelågen op, men sådan nogle skal smøres ellers piver de – så jeg går langs busken forbi genboens bil – bagsmækken prydes af et klistermærke med en gul sløjfe – “Støt vores soldater” og et “Fred og frihed – Hjemmeværnet” – håber ikke han sidder med paranoia og PTSD med en natkikkert på sin riffel og venter.
Tæller til ti, ånder kraftigt ind og mærker mine fødder tager to tamponer op i næsen mod birkepollen – hører en ugle pive – så glider jeg igennem busken i baghaven – birketræets snarlige afblomstring vil forøge min livskvalitet og mit sommerhus værdi betragteligt.
Jeg stiller mig foran birketræet og trækker en dyse ud af gylpen på mine jeans og skruer, så saltopløsningen fra haveslangen under tøjet til halvanden liters-flasken i min rygsæk glider ud. Jeg kan ikke lade være med at smile, jeg har altid hemmelig drømt om tisse stående – nu rammer jeg rodnettet på den allergifremmende hvide pynte-birk. Alle de udflugter til Bauhaus har ikke været helt spildte – mor gør det selv – genialt.
En hund glammer. En telefon lyser rundt. “Hvem der?” råbes der inde fra huset. Jeg fryser indeni. “Gå væk, jeg tisser!” “Fair nok, men hvorfor lige i min have?” Troede i øvrigt kvinder sad ned – “du må godt låne toilettet…?” En dør åbner. Pis, min stemme afslørede mig. Jeg går baglæns igennem busken og pisker så igennem et krat mod skoven. Slipper han hunden løs? Krammer min peberspray. Er der flåter? Borreliose vil ikke være godt for mit nyfundne singleliv.
Jeg graver hættetrøjen, mundbindet, saltflaske-dysse systemet og gummiskoene ned i skoven under månen – jeg skimter et smukt hjorte-par stirrer nervøst 30 meter væk. Hvis jeg skulle overleve alene i skoven, ville jeg spise den som mine forfædre.
Tripper 20 meter væk på strømpesokker for at undgå fodspor fra de nedgravede bevismaterialer, så skifter jeg til nye vandresko og går hjemad af snørklede omveje i en nat fyldt af klamme lyde.
Jeg kommer hjem kold og bunder en halv flaske Campari – for måleligt at være påvirket i gerningsøjeblikket hvis jeg bliver taget – og for at kunne sove efter adrenalin-rusen.
Så vågner jeg med et sæt – glemte at børste tænder – den bittersøde urtesmag sidder som et lag på bisserne. Jeg rækker reflektorisk ud efter telefonen for at se, hvad klokken er – der ligger i min bukselomme…ÅH NEJ!Teleselskaberne gemmer mine lokationsdata fem år tilbage. Jeg skriger ned i puden. Jeg er idiot, jeg har sat et digitalt fingeraftryk i genboens have.
Kapitel 3
Jeg vågner med et sæt, da et bud stiller endnu en anonym buket foran min dør, så klukker jeg ved nattens eventyr og tanken om min snarlige strandudsigt. Så rammer hovedpinen og tømmermændene – og alle de svage kemisk betingede tanker der følger med druk: hvad nu hvis genboen genkender mig og melder mig til politiet, der kan knalde mig på mit mobil-spor? Dækker forsikringen for hærværk begået i beruset tilstand?
Stop – det var en succes! Livet går videre – den bedste kur mod tømmermænd er at stå op og foretage sig noget meningsfuldt, ikke at ringe pizza ind og junke skærm – morgenrutinen går i gang og mens havregrøden bobler opdager jeg en rift over panden i spejlet – jeg må have revet mig på en busk i nat. Har kun pink børneplaster fra børnebørnenes eneste besøg – det går nok. Jeg beundrer mine bingovinger er forsvundet af alt det havearbejde.
Jeg går ud og starter plæneklipperen med Nina Simone i øresneglen – kommer desværre til at fræse et par dræbersnegle gemt i det lange græs – til jeg mærker et prik i ryggen.
Jeg springer væk og vender mig om. “Hahaha, undskyld jeg forskrækkede dig – du reagerede ikke på da jeg hilste.” Stemmen er hæs, ryger. Jeg zoomer ind på en lille skaldet mandsperson iført guldfarvede H20-sandaler, hvide cirkelsparks Hummel-bukser med knapper i siden og præcis den sorte North Face Jakke jeg havde på i nat – den som alle har. Hans øjne er røde, smilet gult og stubbene utrimmede. Jeg tænker straks tungthuskanditat.
“Undskyld, men vi har aldrig fået hilst på hinanden – det er mig der bor derovre”…brummer han og peger over på et nydeligt stråtækt hus med en stor lade gemt væk af gamle egetræer, han rækker en tatoveret næve frem, der mod forventning føles underligt glat og slatten som et barns – det modsatte af en ru håndværkernæve.
“Kirsten.” fremstammer jeg tørt. “Jack” Han giver mig elevatorblikket og slikker sig om munden, jeg får et uforudset upassende varmt sug i maven.
“Har du boet her længe?” Øv, jeg orker ikke fortælle min lidelseshistorie om skilsmissen så han ved jeg er alene i huset, jeg beslutter på stedet jeg ikke orker at kende min nabo – og slet ikke den her kanut, så jeg svarer bare “Nej”.
“Hvad laver du – ud over havearbejde?”
Det er jo et godt spørgsmål – jeg heller ikke har lyst til at gå for dybt ned i – så jeg bryder alle gode konversations-regler og svarer med et spørgsmål: “Hvad laver du?” Han smiler:
“Jeg er farmer – og ret ferm til det meste håndværk – du siger bare til hvis du skal have hjælp.
Jeg har lige lavet din genbos køkken – sådan et standard Ikea køkken er nu engang federe med særlige fede låger, friske håndtag og en cool custom bordplade – smækkede en fabelagtig marmorplade i for ham skuespilleren fra Game of Thrones for en slik hvidt…men polakpris du ved…”
“Hvem taler du om?” Det kan ikke være birketræs-naboen. Den lille fyr lyser endnu mere op:
“Ham fra Borgen, han bor et stenkast fra Brugsen.” Han arbejder ikke så meget, gemmer sig heroppe tror jeg, flinker fyr…”
Aha – jeg mærker mine røde kinder, men ingen kan styre det fænomen.
“Hvem bor her ellers?” pipper jeg benovet. Han smiler, sænker stemmen og rykker lidt tættere på og hvisker…:
”Enkelte indavlede originale lokale, de fleste er gamle, de unge skrider til byen når de er færdige med folkeskolen, bortset fra de tre tosser der arbejder i Brugsen der fungerer som en slags borgmestre. “Ellers mest alkoholiske par, der smadrer deres have og spiller bordtennis, der har tabt i byen.”
Gys, han er uhyggelig præcis, jeg fortryder det lige så snart jeg siger: “Hvad med min genbo?” mens jeg peger akavet mod hans have.
“Flink fyr, han har det fedt – omstændighederne taget i betragtning – vi handler lidt, jeg hjælper ham.”
Der er en underlig kunstpause, jeg bider mig i kinden for ikke at stille flere dumme mistænkeliggørende spørgsmål.
Han er – hvis man trækker stereotype-uniformen fra – en køn kort mand cirka på kanten af halvtreds.
Jeg prøver at konversere nu: “Hvorfor er du her?” Ok, det lød fjendtligt, men han opdager det ikke:
“Haha, den lange historie vil jeg ikke kede dig med – lige nu er jeg her for at udvise godt naboskab – vi skal jo holde øje med alle de indbrudstyve – lad være at poste billeder af din stue online og lokke tyvene til…fangede engang en lokal idiot der prøvede at sælge mig en bronze-kogle-lampe i Den blå avis for 2000….stakkels ham.”
Han griner så de lige nekotintænder blottes, han er tydeligvis fra den generation hvor alle skulle have de samme bøjle-bisser, så siger han: “Kan jeg låne din telefon?”
Det er virkelig ikke noget jeg bryder mig om, selv min x-mand måtte ikke røre den – selv en gang hvor den ringede, da jeg kørte bilen. Jeg har simpelthen samlet for meget af mig selv i den, til andre må bruge den – og mit liv falder sammen hvis den forsvinder, men hans grønne hundeøjne har hypnotiseret mig, så jeg rækker ham røret med et: ”Naturligvis, her!”
Han vender sig om, holder hånden for munden og brummer: “Grønært her, bare kig ned til aftalt tid på det sædvanlige sted – jeg har brug for en vindmølle. “Ses.”
Han kigger på min telefons Arnoldi-cover og rækker smilende min telefon tilbage. Jeg er mystificeret: “Hvorfor har du ikke telefon?”
“Jeg er net-fornægter – hvorfor flytte herop i paradis for at trykke næsen mod net-ruden og stirre på verden gå under imellem en masse reklamer for ting jeg ikke har brug for, så de store firmaer og staten suger og sælger dine data? “Jeg vil hellere være tilstede her, lige nu – med dig f.eks.” Han smiler og blinker – “Tak for snakken, vi ses sikkert om lidt, en anden god gang, velkommen til.”
Selvom mine tømmermænd er forduftet som dug for solen, har jeg brug for kaffe, så plæneklipperen må vente. Jeg googler naboen, der brillerer ved ikke at eksisterer på nettet…”net-fornægter” kaldte han det…”den er sku god nok.” Jeg bestiller straks en robotstøvsuger, der kan klare resten af plænen, og så skal ud i haven så lidt som muligt. Hvad har han gang i?
Mødet gjorde mig så befippet jeg har glemt at hive plæneklipperen ind så den ikke får regn, jeg lister mig derud men der ligger en pølsemandspose ovenpå klipperen. Jeg gemmer den i hånden, hiver plæneklipperen ind i redskabsskuret og dufter så til posen, der stinker af kattepis – eller pot.
Kapitel 4
Jeg overvejer at skylle potten ud – men så bobler uskyldige minder fra skoletiden frem – veninder med grineflip, ædeflip, skyer der danner ansigter, elektrisk hud og uendelige kys, og et stereoanlæg der sender bølger igennem kroppen og starter en indre rejse, som at drive på en tømmerflåde i en lilla jungle uden farlige dyr eller insekter. Hmmm.
Hvad pokker, hvad har jeg at miste? Jeg kan ikke se Mette Blomsterberg eller “Tæt på Sandheden” alene hver aften – måske vil den grønne stads give mig mere perspektiv end monoton selvmedicinering med hvidvin fra en box – med frosne jordbær i? Selvom pot stadig er ulovligt, er det trods alt naturligt – og jeg bliver vel ikke afhængig af at ryge lidt bare en enkelt gang?
Jeg stopper det klistrede grønne stads ned i x-mandens Dunhill-pibe og tænder – de knitrer underligt og hørmer sødligt – jeg får hosteanfald og så stopper festen, jeg bliver ramt af en drønende paranoia – alt er forkert, selv jorden er giftig – så svinger jeg over i hysterisk krampelatter, så tilbage til flashbacks af parforholds-crashet, blandet med barndom og grimme minder fra mislykkede fødsler på jobbet på fødegangen, mixet med nyheder om krig og børnebørn – jeg er i panik nu, men gangen der fører ud til medicinskabet er meget og skummel lang, så skyller jeg en betablokker ned med et tandkrus hvidvin fra den pinlige box gemt i køkkenskabet.
Jeg er blevet sulten, men køleskabet er tomt. Problemet er hele landsbyen – inklusiv naboen og genboen – alle bruger den samme Brugs.
Sulten er for stærk, jeg må face musikken, jeg tager en spadseredragt på over en stribet Nørgaard trøje, frisker makeuppen op – det er svært, min spejlbillede vibrerer nu, mystisk, jeg er begyndt at ligne min mor. Så en nydelig oliaskjakke, der signalerer, at jeg er et dårligt offer, da jeg måske har jagttegn.
Looket er for meget, så jeg skifter nederdelen ud med jeans og kommer helt ned på jorden i de anonyme Viking gummistøvler alle har for at blende ind, hvorefter jeg putter min peberspray i lommen.
Jeg tør ikke køre bil i denne nye tilstand, så jeg tager min elcykel og tænder lygterne for sikkerheds skyld, selvom klokken er 19 og det er lyst – et perfekt tidspunkt at handle da alle er hjemme og spise.
Neon-lyset er skarpt i den rodede mennesketomme Brugs, så jeg snupper et par solbriller, men jeg har glemt min sædvanlige huskeliste og indkøbsture – jeg køber en uøkologisk ananas, da den dufter fantastisk.
Et par lokale kødhatte konspirerer ved køledisken, så jeg springer direkte over til slik-afdelingen og finder et super tilbud på et skoleklasse-stort sæt flødeboller, bliver konfus og ubeslutsom omkring slikvalg så jeg tager en bøtte Matadormix og en pose TV-mix og hov, Ben & Jerrys med kagedej er på tilbud – og det kræver disciplin at holde mig fra bland-selv slikket, der næsten blinker til mig – tanken om e-numre i glukose begramset af børnefingre langt over sidste salgsdato virker præventivt – tænker dog at hvis jeg havde en kiosk en dag ville jeg snyde i skat via bland selv-slik, købe gammelt slik for en slik i Sverige og…..stop.
Jeg mærker nogen betragter mig, drejer mig rundt og stirrer direkte op på en ravklump med en skorpion i, der dingler på en pumpet behåret brystkasse indrammet af en orange Hawaii-skjorte. Min hånd flyver ned i lommen, jeg krammer pebersprayen mens jeg vender mig om og går mod kassen, hvor jeg tager en pose ostepops og en pose flæskesvær for at virke normal.
“Undskyld, har du tabt noget?” Lyder det fra min bastunge genbo. Jeg fryser, jeg tør ikke svare, så han kan genkende min stemme fra birketræs-massakre-natten, så jeg humper ydmyget hen og snupper en posse p-tærter ud af hans store brune hænder uden nogen form for øjenkontakt takket være solbrillerne.
Der er fri bane til kassen, jeg vurderer hurtigt at der ikke er suspekte indkøb eller alkohol på min del af båndet. Jeg prøver at glide i et med tapetet og ligne en tourist, mens jeg holder øje med genboen, der nærmer sig bag mig oppe i anti-tyveri-spejlkuglen.
Den kortklippede kassedame ved for meget om mig allerede igennem mine ucheckede indkøb – hun ved vel alt om hele landsbyen og min skilsmisse og sladrer løs med alle der orker lytte, og forsøger øjenkontakt igennem solbrillerne, et kækt “Hej” og et sødt høfligt smil, men jeg kan jo ikke bruge stemmen genboen ånder mig i nakken.
Tiden går i slow-motion – i spejlkuglen lurer jeg han har en løvemanke af solbleget surfer-garn – jeg hører en mekanisk lyd og opdager han har en benprotese…sikkert en bivirkning af et uheldigt møde med en vejsidebombe i Irak?
“Halløjsa folkens!” Ind træder min mystiske North Face-nabo, der stenet straks begynder at rive grøntsager ned i en vogn. Jeg skal ud herfra nu, før han chatter mig op og afslører min identitet, men da han nærmer sig kassen, indtræffer der et mirakel:
Ind træder skuespilleren jeg er for fin til at huske hvad hedder – han suger al luft ud af butikken og fjerner alles fokus.
“Nu stiger ejendomspriserne igen i Kohave”, siger min nabo tørt. Kassedamen vil have en selfie, stakkels mand, det er mega akavet, men det bliver spændende at se hvad han putter i kurven. Telefonerne ryger frem overalt.
“Selfie? Af mig? Hvorfor? Hahaha, i forveksler mig med en anden, det har jeg oplevet før – jeg tror sku jeg skal have en ny frisure – hahaha. Ingen billeder. tak Hej hej!” – fremsagt på teaterskole-dansk.
En lokal teenage-trunte ser skuffet ud, hun har lige fundet sin mascara frem og vil have en analog autograf over hendes spæde bryster på den hvide t-shirt – der er nærmest optræk til tumult, da
en flok pæreformede sølvhjelme i cargoshorts fra Dansk Vandrelaug i supermarkedet, der straks begynder at tage selfies.
Alt det ståhej gør jeg formår at betale og flygte, desværre når jeg ikke at se hvad stjernen køber eller hvordan den akavede situation udvikler sig, for det er trods alt vigtigere at komme væk uden at sige et kvæk – jeg er verdens underligste og mest uhøflige kunde, jeg tager en mental note om jeg aldrig skal købe ind i den Brugs igen i dagens outfit – ved nærmere eftertanke tror jeg det bliver Brugsen i Frederikssund i fremtiden. På elcyklen hjem får jeg et prismærke på næsen fra solbrillerne. Først hærværk, så stoffer, nu butikstyveri – flår solbrillerne af og kaster dem i vejkanten – godt jeg har lygter på.
Tilbage i sofaen propper jeg mig uhæmmet med sukker og stener gamle episoder af Simpsons i stedet for at fortsætte gensynet af Twin Peaks – Bob er blevet for uhyggelig i mit nye liv.
Det er en smuk sensommer-aften, så jeg går hen til panoramavinduet for at nyde solnedgangen lege med skyerne og vandet ved stranden.. som jeg pludselig kan se. Gys, birketræet er væk.
Kapitel 5
Det er morgen, det ringer på døren – selvom jeg ikke har nogen aftaler – måske er det Interflora med endnu en stalker-buket?
“Øjeblik!” Mit kranie banker, frygtelig nat, jeg sov under sengen mens jeg krammede et støvsugerrør – blæst på melatonin og efterdyndingerne af de krasse hvæs skunk og kroppen pumpet med sukker. Min mund er helt tør, jeg smider gårsdagens tøj på, jeg nægter at åbne for nogen iført slåbrok.
Jeg kigger gennem dørspionen, et ukendt dejligt normalt par i 30’erne står foran en helt gennemsnitlig bil i indkørslen. Manden har en neutral blå vindjakke på, men hans bukser stumper. Jehovas Vidner måske? Herre gud, jeg kan altid skræmme dem væk med det gamle trick ved at lyve om jeg er buddhist.
Da jeg åbner, sætter damen en fod i døren – “Politiet”. Jeg bliver svimmel, men fryser inden i for heldigvis har jeg ryddet op, bortset fra en masse tomt slikpapir rundt om fladskærmen og den meget dramatiske motorsav på spisebordet…
“Velkommen. Hvad kan jeg hjælpe med? Kom indenfor, undskyld her roder, vil i have kaffe?”
Mens jeg sætter vand over, overvejer jeg at tekste min x-mand og få nummeret på hans stjerneadvokat-ven. Må politiet overhovedet gå ind i mit hjem uden dommerkendelse? Øv, jeg har tabt småkagerne i nat, der er krummer overalt, har fået en fyldt chokolade imellem tæerne, smat.
“Bruger i mælk? Sukker?”
Betjentene har sat sig ved spisebordet.
“Soyamælk tak”, siger manden i vindjakken. Jeg bemærker at damen i skovhuggerskjorten har et bælte med håndjern, pistol og radio – så tager hun en notesblok frem og forhøret starter på syngende sydfynsk.
“Kirsten Olesen – du har boet her i tre måneder – bor du alene?” Jeg kigger ned på bordpladen men undgår at kigge på motorsaven.
“Ja, jeg er nyskilt – eller rettere vi er i gang med det. Men hvad er der sket?”
“Det kommer vi til…har du bemærket noget unormalt i området på det sidste?”
Ja, masser, men ikke noget jeg vil risikere en nabokrig over, jeg har set “den sorte svane” – tilsyneladende er vidnebeskyttelse ikke garanteret mere. “Nej, noget specifikt du tænker på?”
“Bare det sædvanlige…motorcykelklubber?” Ulovlig jagt? Romaer? Kemisk stank fra amfetamin-produktion? Afbrænding af ulovligt haveaffald eller affalds-dumping i skoven? Hustruvold? Bådflygtninge? Thai-bordeller? Romaer? “Løse hunde?”
Hendes makker kan ikke lade være at grine nu:
“Hvad lavede du i nat Kirsten?”
“Så Netflix og sov.” Det var løgn, Twin Peaks og Simpsons er ikke på Netflix. Øv.
“Hørte du lyden af en sav ovre fra naboen i nat?” spørger betjenten smilende mens han piller en træsplint ud af motorsavens kæde.
“Nej, jeg sov tungt. min motorsav ville have larmet…” pipper jeg med bævende stemme. Vindjakke-manden stirrer på mig og smøger ærmerne op.
“Jeg kigger lige lidt rundt” – han går ud på toilettet, jeg kan høre lågen til medicinskabet åbne, han ryster en bøtte piller, så tager han billeder af mine sko´s såler i entreen.
Derefter panorerer han ud i tv-stuen hvor han sniffer som en sporhund, tager så gummihansker på og fisker Dunhill-piben op af askebægeret med tydelig afsky: ”White Widow skunk?” “Hvor har du det fra?”
Muligvis fra min nabo…men siger stammende: ”Aner det ikke, fandt det i skoven…”
Han ryster irriteret på hovedet: “Den må du længere ud på landet med…hvor gemmer du resten?” Han vender sig mod kollegaen: “Måske gror hun selv narko – lad os tjekke hendes drivhus…lad os få en hund herud….Kirsten – “Gør det nu nemt for dig selv, er der noget du vil fortælle os?”
Jeg har ikke lyst til at nævne min anti-birketræs-salt-mission eller Brugs-tyveriet af solbriller, så på vej i gennem haven kigger politifolkene i buskene: “er du klar over folk bliver alvorligt tossede af at ryge det stads? “Hvor gemmer du resten?”
Jeg kigger ned: “Jeg fandt det i skoven, det var et uheld, jeg vil aldrig gøre det igen…jeg kender ingen kriminelle”.
Vi er tilbage i stuen, og damen kigger i min telefon, de slår mit personnummer op i kriminalregisteret, da der ikke var noget at komme efter i haven. “Godså Kirsten, du står ved en skillevej…” – enten får du en bøde for besiddelse af narko, eller også fortæller du hvem du har købt det af, så glemmer vi resten.”
“Resten?” pipper jeg forfjamsket, pokkers.
Skovhugger-politikvinden kigger op fra notesblokken – heldigvis rammer en svale ruden med et dumpt klask, jeg må se at få købt de klistermærker i Silvan. Heldigvis rammer kaffen og stiver mig af:
“I er her vel ikke fordi der stiger lidt pot-røg op fra min stue vel?”
Vindjakken rynker panden, stirrer på mig og tager gummihandskerne på igen, hvorefter han tager motorsaven fra spisebordet og vender sig mod makker-damen:
“Skriv en konfiskations-kvittering for moppedrengen her – skriv det er i forbindelse med en efterforskning for groft hærværk, måske drabsforsøg – og lad os komme videre, jeg vil gerne gennemgå hele kvarteret før frokost, jeg er sulten…”
Kvinden ser tungt på mig og ryster på hovedet: “Jeg håber du forstår det er alvorligt – du bliver her i området til du hører fra os igen – ikke noget med at drøne i lufthavnen eller andre svinkeærinder – vi kommer igen med en sporhund om lidt – her er mit kort hvis du pludselig kommer i tanke om noget – det vil være smart – nu før du ringer nu bedre…”
Jeg følger dem ud og tager mod til mig: “Jeg mangler stadig at høre hvad der er sket hos naboen?” Mens vindjakken med de stumpede bukser smider min motorsav i bagagerummet siger den fynske dame: “Det synes jeg du skal snakke med naboen om.”
De gasser op og triller væk. Min hjerne eksploderer – er der nogen der vil have mig ud af området for at købe mit hus billigt nu, før jeg har tryllet det brune om til dyrt designer-hvidt?
Jeg laver en hurtig amatør-motiv-efterforskning: er sagen et internt opgør i mellem naboerne, der begge farmer pot? Bare teenage hærværk? Eller laver invalide-pensionist-naboen banalt forsikringssvindel?
Kapitel 6
Jeg nyser stadig, jeg skal væk nu, Nordvestsjælland er for giftigt – jeg kan ikke tage bilen, det er for mistænkeligt, plus jeg ved ikke hvor jeg skal køre hen – min datter har ikke plads med alle de børn, hotel er for dyrt, så jeg må bide æren i mig, jeg tager headset på og ringer til Henrik: “Hej – jeg ved godt det er akavet, jeg har et par kasser med dine vigtige ting jeg vil bede dig om at hente så snart du kan….nej ok…jeg er i en situation hvor jeg har brug for at bo hos dig nogle dage.” Der er stille pinagtigt længe i den anden ende, så siger han roligt: “Du kan altid regne med mig skat, jeg kan gå fra tegnestuen kl.14, så henter jeg dig direkte.”
Jeg pakker mit bedste tøj og to flyttekasser med hans efterladenskaber – ting der reelt var en undskyldning for at ringe efter bruddet; En gammel harddisk, nogle kasser vin fra Kjær og Sommerfeldt, en ny mohair-smoking der ville passe fint til et bryllup, familiefotos, en bog af Svend Brinkmann, et kunstkatalog, en coffeetable-bog om Corbusier, Den blå bog og nogle lakridser der næsten koster det samme som kaviar og er pakket ind som parfume. Dunhill-piben med potduften ryder ned i bunden af skraldespanden, så politihunden kan se, jeg mener det.
Henrik ser godt ud i dag i lysegrå rullekrave i det han åbner bagagerummet på den grå Tesla – klukker for mig selv over den var smart før Musk begyndte at støtte Trump. Henrik nok er nød til at købe en ny bil for at holde stilen som politisk korrekt.
Da jeg løfter min rullekuffert ind i bagagerummet ser jeg en stiksav stikke ud under et tæppe – jeg tager den op, den er fyldt med savsmuld der dufter friskt af birketræ. Gys. Der ligger en buket fra Interflora på passagersædet.
Vi kører stille mod solnedgangen, da jeg ser motorvejen, får jeg lyst til en sundae på Mac’en men holder igen, det er ikke stilen på Østerbro. Henrik skruer ned for Gilberto Gil: “Kan du holde på en hemmelighed?” Hver gang jeg kører af den her vej spiser jeg en af de der klamme meals, Er du frisk?