Jeg gik gennem en vidunderlig by fyldt med festivals, foodie-fetishisme, spandex-sportsparader og alskens gøgl, folket vimsede rundt som påfugle på et samlebånd, struttende af sundhed med 9000 kr´s telefoner og øko-microøl i silkebløde hænder, mens bascykler blæste rædsom shubiduask mave-danskhall overalt og spyttende human beatboxer-wiggere på dværg-trick-cykler i fake Raybans – som pot allerede var rigtig legalt. Generation hest i pastel Ralph Lauren blæste på hestebedøvelse, Øregårds fineste – og dem der prøvede at ligne – cruisede hujende i ring i lejede hvide limousiner,, touristerne guffede græshoppe-parfais på Noma og knalde verdens lykkeligste indentitetssøgnede ariere næsten gratis. Kønnene havde byttet roller og der blev flirtet som var vi på et stort udendørs latino-diskotek lige før orgiet, og i aftensolen var det som om hele hverdagens kede virkelighedsboble var ligemeget, forældet, passé, som om fornuften og nydelsen endelig havde sejret og nu stod flot og nyopladet med mening og energi. Det hele gik underligt nok den rigtige vej her i EU´s eget Christiana, moder tysklands klit, hvor selv de mest marginale avantgarde-ideer havde et støtte-krykke-liv det var en virkelig en ny guldalder i overflødighedshornet København, som var det Rom´s sidste søde dage.
Jeg dumpede Nils i nat , han var ikke til pænt brug for tiden Jeg er småsnalret efter en fisse-fimset fernisering, hvor kuratorer demonstrede kulturstøtte er smart, for så kan man bare støtte en æstetisk udstilling om betonghettoer eller droner, for at trylle reele problemer om til “grænsevoerskridende” og “politisk” underholdning – der max rev som en tur i et spøgelsestog.
Mine hjerne flød over med løgn så som en hund der søger sine gamle pis-spor var jeg endt på en klassisk bar hvor jeg før havde haft vellykkede kontroltab, hvor en ældre herre iført en afronaut på hans datters alder vinkede mig ned i audiens.
Hans tweedjakke minder mig om bestyrelses-jazz, jeg gættede på han var i byen for at score på sin lighed med en liderlig far i en populær Netflix serie – og for at promenere med sit nye balsamskæg.…med extentions? Efter indledende høfligheder nåede jeg fantasiløst til det klassiske sagsbehandler spørgsmål: “hvad laver du for tiden?
Han svarede lydløst ved at tage en sirligt printet seddel op af sin noget slidte tegnedreng af det fineste muldvarpeskind. På den ene side stod der “Flaneur” med en ordbogsforklaring, på den anden side stod der “Hedonist”. Helt rutineret havde han alibiet parat til situationer som denne, og jeg smagte efter om han virkelig var tilfældig havnet i min private fredags-film, eller var en slags færgemand eller måske et orakel, om dette var en slags personlig crossroad, om det var et tegn ovenfra.
Jeg stak ham lidt glitrende taletalkum og en kraftig klæbende kitchy white russian, kastede ordet “tidsånd”, og bingo det startede et cut-up verbal-væveri fremført i den gyldne tone megalomane tourette barfolk intonerer, lige før promillen får dem til at mumle – den klassiske enetale om “den store sammenhæng”.
“Jeg mærker simren i krystalkuglen, det der blomstrer i kanterne af samfundsboblen, der brister snart.
Det er svært at beskrive “det nye” via et sprog så devalueret og forvasket som sproget er idag. Måske er “det nye” ikke et dialektisk “enten/eller” men et “både/og”, da samfundet som bekendt er et væv af asynkrone bobler der skubber mod og med hinanden. Lad mig prøve at byde på opløftende metoder til at komme videre ud af samtidens ukvikke kviksand: Nutidens let deprime Digi-post-post-modernisme“™ vs. Det unavngivne nye. “
Det duftende fyrtårn eller rettere fyrfadslys fortsatte eksalteret med kaskader af syrligt-bitre gamle travere smykket af glimt af lys – mens jeg noterede mig juxeboxen var erstattet af en spotify playlist med retro-eurodance, EDM, trap og 80er hår-metal med keyboards og reklamerjingler. Jeg sommer ind igen:
“Vi er i et vakuum, verden blev ren overflade efter at have begået excel-mord på alle andre utopier end uendelig vækst, de store idealer er opløst i post-postmodernismens retrofuturistiske uendelige musehjul. Selv internettet er blevet et stort spørgeskema, der minder om konspirationsteoretikernes gamle yndling Echelon, de sociale medier er blevet hvermands realityshow hvor vi vogter hinanden i et panoptikon-fængsel – et frivilligt overvågningssamfund. På arbejdspladserne er der dømt forandringsledelse, der skabte mere usikkerhed, uempati og rotteræs for at vi kan lave “mere til flere for mindre”….og drabet på den kritiske bevidsthed er fuldført, efter genierne var flygtet eller kvalt med middelklasseværdier….for hvem tør lave ballade hvis de kan miste deres kartoffelrækkehus? Cheferne og konerne ved du er presset og udnytter det, venskaber blev netværk og alle har brune næser af stress. Tidens simple historier er angst, misundelse, krænkelse og sex – og den såkaldte ”kreative klasse” kunne maximalt udkæmpe misundelige livsstilskrige eller lukrere på den yngre generations søgen og usikkerhed ved at hipsterficere og udnytte dem som forbruges-avantgarde-stigfindere til dekandent markedsoppiskning. Den eneste handling der er tilbage er handel, mennesket var blevet en lunken flad papskydeskive der umætteligt smykke sig med brands, historier og mennesker for igen at fremstå som et attraktivt brand selv, andre brands så kunne jage ned, før den endelige mega-merger. Alt for at undgå den angstfyldte hylende tomhedsangst indeni. Tidens overordnede dianogse er vel narcissistisk borderline med afasi?”
Jeg måbede…var han ved at diktere en lufthavns-bog-basker? Jeg ville have hans egen historie lidt skarpere: “hvor er du selv?”
“For 2 år siden sagde jeg op fra mit højprofilerede mediejob, efter jeg naivt troede mine chefer havde format til at tåle at jeg sparkede opad, ikke nedad….men det er stadig chain of command-SM. Jeg sagde op, livet er for kort til samlebånd og mavesår…men som hævn for den skade cheferne mente jeg havde forvoldt på deres sarte menneske-brands da jeg kaldte deres bluff, søsatte de en løgnagtig virus om min ulydige natur, der gjorde mig radioaktiv og brødløs, slut med at være frække meningsmættede badegæst, der ikke må overnatte af fare for konen knepper dig. Først var jeg en fjer i en redaktørs hat, så blev jeg tømt og skrottet. I medietoppen vinder dem der udviser mindst empati og lyver bedst. Tryghed og netværk frem for talent. Så jeg ramte bundlaget i dagens medieøkonomi, der hobbyister og lever af likes i en pengeløs opmærksomhedsøkonomi. Alle os små garage Kubricks uden netværk og stor platform, der ikke kan regne spillet ud, der sidder og spytter småværker ud i det sorte hul online som en ludoman med en enarmet tyveknægt – på overførsel, for mellemlaget af vilde uafhængige freelance cowboys er udslettet og erstattet af rige folks lydige børn.”
Jeg fedter med telefonerne under bordet – Nils kimer konstant, Xenia er alt for stille. Han ævler videre:
“Efter en brat flad overgang lærte jeg at heldigvis nyde ikke at sidde søvnløs i nyt Storm-tøj i en taxa og boble mellem to branche-incest-fester og fedtspille i baghånd, men at gå rundt på brune ris og tale og mærke mennesker, ikke historier. Droppede at være kunstner, den rolle er somen selvbrandende hus-neger der skal legitimere en KKK slagtefest, et tidsrøveri, eskapisme. Jeg kunne ikke stå inde for det mere. Kultur er blevet en hobby-kompensation for for identitetssvage intellektuelt mindreværdige borgere, der gerne vil eksludere masserne diskret med god smag. Myten om kunstneren vedligeholdes kun fordi vi er nød til at tro på social mobilitet, eneren, orginalen, tossen. Den naive myte om kunstneren er blevet en liberal helt.“
Han tændte en ækel pensionistisk cigaril i slowmotion, der sikkert dampede af berejst boheme for resten af baren. Den stank af bridgeblanndings-ætsede gebisser i glas. Han forstsatte enetalen, og jeg blev mest hængene pga. En yderst symetrisk dame der sendte lange liderlige øjne selvom hun var fanget i et minefelt af cockblockere som en gokketartelet. Promillen steg:
“Hvad vil der ske hvis jeg dropper ud, tænkte jeg – modsat alle andre, der prøver at regne den ud? Jeg blev som en Jesus i ørkenen, en blå sadhu, der prøvede at blive god til bare at være. For hvad sker der når jeg slukker de to motorer der driver os, opmærksomhed og penge? Hvordan oplever jeg tidsånden, når jeg er udenfor min egen kulturelle spejlskov, sat fri som en debil stiv instinktstyret abekat? Min tid er blevet vigtigere end mit brand-selvbillede og mine småpenge. Alt det gamle virkede uvirkeligt, undtagen kroppens signaler. Så slut med stressen, der kommer af konstant krisetænkning, der udløser depression og dermed tryghedssøgende retro-konservatisme. Vi overlever jo ligegyldigt hvad her i i-landene, i hvert fald de næste 30 år. Ingen kan alligevel vinde ræset om forsiden i tidens umættelige misbrug, og man kan aldrig blive set, anerkendt eller rig nok anyway. Hvis du sidder på yachten drømmer du umætteligt om en privat-jet. Du kan aldrig blive for klog, feteret, tynd eller ung. Du er dømt til at tabe spillet, og denne evige usikkerhed mades, så du arbejder hårdere for at forbruge mere. Men giv dog op, sluk, drop ud. Det er som stoffer der ikke kan gøre dig høj mere.”
Sikke et taleflip…en lapset voyeur-vampyr med fiskeøjne der levede af at mime finkultur til forstæderne sneg sig ind og prøvede at sætte sig indenfor hørevide, men blev hvæset væk af tweedfyren:
“Vig bort blanke karmanassere, skriv om jer selv, fodbold, mad! Spot dem der lever det liv i ikke tør leve selv , skrid ned til en patetisk reception og spil undergrund med jer….mimere!”
De mumlede paf om de også skulle videre til en Magasin-fest eller et eller andet der ikke rigtig fandtes mere og gik over for bytte noget rygklapperi for en streg hos en konfus ekspedient i fashionista-sweatshoppen. Ævlehovedet rettede teatralsk på kraven og fortsatte sit foredrag:
“Krisen holdes konstant, og det hjælper ikke at sidde på hænderne og vente på kasino-kapitalens næste rytmiske 7 års lunge-opsving. De ved der er penge i at spare og rense ud, de rige bliver rigere, og du – der sandsynligvis er i-lands skrantende middelklasse – risikerer at ende som posemand hvis du ikke knokler og går hvad der bliver sagt, for vismændene i Cepos har regnet ud der kun er brug for 2/3 af arbejdsstyrken, og den sidste magtesløse 1/3 spredes nu i udkanten på vågeblus og holdes sultne, passive og dumme med piller, pasta, tv og billig sprut. Det er derfor hæren træner borgerkrig, for der er tabere nok til at tage politiet ud. Dette skræmmebillede holder så resten af arbejdsstyrken på tæerne i en evig stoledans om guldkalven, i virksomheder baseret på stamtræ af kompromiser, idioter der kun tør ansætte større idioter. Se bare journalistik der er blevet ren PR, hvor folk knokler helt ukritisk og næsten gratis, fordi man har mange ledige. Så nu er tid til at handle, og ikke bare vente på lotto-telefonen ringer eller livet går igang for alvor – de unge ved ikke hvad et sabbatår eller en chillum er mere. Så ind på CBS, få et job som juicedreng, bliv Influencer og træn – men hold dine svagheder for dig selv, eller kræng dem ud som M&Ms eller hvad han hedder. Det sen-moderne “det ligemeget´s” indbyggede nihilisme, hvor alle store fortællingers og utopier dør resulterer jo i konsumerismens og markedets totale grådige penetration gennem alle samfunds mentale, sociale og økonomiske rum – det gør os ikke glade – det er ikke rart at se verden gennem et Excel-ark, og en ny iphone gør os ikke glade mere. Dating der er som jobsamtaler dur ikke, position er ikke personlighed. Lige meget hvor vi ser hen, om det er varer i supermarkedet, eller et nyt hot kunstværk på et galleri – er grundfortællingen den samme – en higen efter opmærksomhed og penge – selv om nettet har erstattet vores hukommelses historieskrivning. But the thrill is gone. Den der dør med mest legetøj i kisten har ikke nødvendigvis vundet. Det er måske “praktisk” og “strategisk”, men hvordan FØLES det lige nu? Hvis vi ser på samfunds-teateret som et stof eller en medicin mod den menneskelige smerte, lindrer det da stadig lidt, men løser ikke vores fundamentale sult efter mening og fremdrift. Spillet eksisterer kun fordi det regenererer sig selv og alle alternativer dødfødtes fra start pga. den store usynlige rammefortælling, markedet. Vi ser revner i systemet overalt, fra hooliganisme, fattigdom og misbrug til tidens kunstværker, der er reducerede til skårknuseri, visuelle møbler, pasticher, identitets-talismen eller blot investering og skatteundragelse.”
Hvad fanden ved han om skat, tænkte jeg – han var tydeligvis et boomer-produkt af 70erne og en velstand, der ikke fandtes mere. “Flaneur” min bare røv – forestillede mig en hel forsømt børnehave på gule plader med hans næse, der havde kostet en børnehave i druk. Han fremstod tom og dekodet og min restløshed rejste sig som en kriller i understellet, men facit-fars afronaut fangede lyset på en måde der fik mig til at tænke på Grace Jones greatest hits, den blå. Jeg var forbandet og tryllebundet, men initiativlabil:
“Mode er blevet modellen, der altid har lånt fra og været misundelig på kunst og kultur, men kultur bliver i stigende grad skabt og markedsført som mode, da dette vækster markedet, men desværre fjerner det visionære, personlige, utopiske, kritiske fra kunsten. Moden har smittet alt andet med sin hule udvendighed og troløse uautentiske omskiftelighed.”
Min yndlings barperson har vådt hår, da han lige har badet nøgen i havnen. Nu sætter han en laksemad foran mig, selvom han ikke har restaurationsbevilling. “Du ser sulten ud”. Tweed-Torben kører videre:
“Debatten i medierne er reduceret til ren Robinson mellem mediemenneske-brands med munddiarré, der repræsenterer div. interesse og målgrupper. Så selv her i verdens lykkeligste og rigeste lande – ifølge magasiner du ikke køber, men hvor du sælges til annoncører – er vi ikke glade, vi har rekord i misbrug, selvmord osv. Vi har mindre sex og tager mere medicin. Vi lever ikke i en oplysningstid, men en afviklingstid, en udrensningstid. Vi får at vide vi kan alt – vi er alle curlingbørn teoretisk – men vi tør ikke noget eller kan finde på noget selv, og gør det der er planen, vi køber andres lukrative drømme i mangel på egen visionær kraft.”
Touché. Han kørte virkelig sig selv af mens vi bællede det organiske opløsningsmiddel alkohol – så vi alle blev lige og limet sammen som krybdyrhjerner. Han er bagud med modgiften – der efter såret under hans næse at dømme var klippet med ormekur – så han vraltede på toilettet udenom en bande Bloodz i EA-sweatshirts og vente tilbage som en selvtilfreds sne-ugle, der tudede videre:
“Lad os vende udviklingen ved at slukke for støjen, mærke os selv og hinanden igen og tage kontrol. For systemet virker ikke, vores tro på demokrati, fædreland, familie, kirke og medier er meget lille men da ingen byder ind med et alternativ fortsætter det som en genudsendelse af Matador eller 1864, vi er som narkomaner, der stikker igen og igen for at holde det ud – uden at blive høje mere. Vi fortrænger os selv og hinanden via det underholdnings-industrielle kompleks. Medierne laver burgermad, noget alle kan spise for minderne og placebo, men ingen reelt fordøjer ordenligt eller får næring af – kulhydrat, ikke protein. Det er regnearkspiloterne og mellemlederne, der er de nye “kreative”, og vi andre skal bare samle sættet til den bedste pris med mindst muligt brok. Brede for alle, ikke dybde, alt gøres til underholdning der skal sælge annoncer, ikke værktøj til at leve – selv i de reklamefri medier ser man denne models slagskygge.”
“Hvis jeg var redaktør ville jeg også bare fyre den dinosaurus, der ikke er andet end retorisk ballade for sin egen skyld..han har ingen løsninger, det er bare brok for opmærksomhed..”…hviskede ådselsæderen i baren, da jeg hentede en bakke shots på regning mere…han så ud som en der havde gatecrashed en lancier-fest, han var avanceret fra at leve af at knække kort fra anal-bedække forsømte kostskolepiger og skaffe ofre til de onde egendomsmægleres fisseklub – til at blogge som en slags ironisk borgerlig kulturrevser. Han købte lidt likes på facebook, og fandt så en masse fans, der også følte sig svigtet af 68erne. Han ville ikke ned ved profetens bord, thi han ledte efter en ungmø så han kunne spare taxaen hjem. Jeg satte mig tilbage.
“Net-nuet har afløst en kontinuerlig historieskrivning, især er alt efter cirka 1996 er klar til at blive nutidigt nu ved et klik, ud over de traditionelle 3 og 20 års retrobølger. Men hvad blev der af fremtiden? Troen på den forsvandt med Manson, Vietnam, Watergate, oliekrisen og det afbrudte rumprogram, der samlede verden i et et øjeblik. I det digitale domæne er det ikke “enten/eller” men “og/plus”. Vi har alt i bredden, men ikke tid til at fordybes, vi har digital ADHD. Vores attentionspan reduceres, vi hester rundt i andres datamining-maneger som umættelige angste koffein-pacmen, vi driver musehjulet rundt i det der kom efter it-samfundet, konkurence-samfundet. Datamining leder desværre til den “mere til flest muligt for mindst muligt” – laveste fællesnævner tankegang, der dræber det naturlige kaos, der altid har drevet evolutionen og skabt de nye spændende mutationer, der giver historisk fremdrift. Det var tilfældigt da man opfandt LSD og pencilin.”
Ved profetens balsamskæg for en dystopisk smøre….jeg må afbryde: “hov hvad med de sociale medier, de har da forvredet magtpositionerne?” Han lignede en der havde taget en bid af en hund og svarer let nedladende:
“Vi ser os selv som microbrands der lever via digitale dukkehuse i krig om penge og opmærksomhed med andre menneske-brands. Vi er alle kritik-angste like-hunters iført ja-hatte. Vores masker bliver vores ansigter, vores venner blot badges på vores jakker, der understøtter vores brand, vores forbrug fortæller historien om hvem vi er for at distrahere fra hvordan vi reelt ikke har meget at sige eller gøre mere. Venskaber er blevet netværk, hvad kan du bytte med? Slut med spændende mennesker fra andre boldgader og segmenter, slut at spilde tid med defekte velduftende gamle klassekamerater, i de lukrative alliancers tid. Ligemeget hvor vi ser hen, om det er varer i supermarkedet, eller et nyt hot kunstværk på et galleri – er den strukturelle grundfortælling den samme – en higen efter opmærksomhed og penge. Vi ser endda os selv som produkter på hylderne i livets supermarked, hvilket afføder et overdrevent fokus på indpakning – og sikkert også anoreksi. Idag er narcisisme er ikke mere en dianogse, men bare normalt. Og neurosefælleskaber bliver forbrugsfælleskaber. Men alt den angst om ikke at høre til, ikke at være med, ikke at blive set osv. er vel bag sløret dødsangst, grund-angsten for det eneste ukendte men uigenkaldeligt sikre i denne verden. Folk har frosset deres lig ned siden 1960erne, men en bedre metode til at overvinde denne angst er at relativere egoet. At erkende vi eksisterer på mange planer, og vores ego ikke er os, og vi ikke bare er isolerede øer, men verden er i os og er os og omvendt. Selvom historiens hastighed føles enorm, og vi hjernevaskes til hele tiden at føle vi ikke er helt med, samtidig med vi ikke kan huske hvad politikerne lovede os før valget i sidste uge. Tilsyneladende sker der en masse, men reelt er det bare kamelæon-agtige fremtrædelsesformer af de samme grundudfordringer vi altid har haft: mad, bolig, kærlighed, arbejde, ejendomsret og søgen efter følelsen af mening. Der er hele tiden nye krige, mere uklare end nogensinde, men er det ikke reelt den samme krig? Follow the money. Der er mere og mere ulighed, men stammer den ikke fra de samme systemfejl? Ville det ikke være billigere at KØBE “fjende-landene” end at smadre dem på lang sigt? Vi kunnne have givet alle Afghanere 10000 kr. om måneden for prinsen på krigen – måske skulle vi have kastet iphones med fri porno ned i stedet for drone-bomber, måske skulle vi have blandet extacy og viagra i deres drikkevand i stedet for at waterboarde dem? Nu er der mere og mere ulykke og forvirring, men stammer den ikke fra markedskræfter der lukrerer på netop dette for at skabe nye behov og dele for at herske? Verden er mere simpel og mindre kaotisk hvis man ser funktionerne bag “nyhederne”, der mere og mere vil fremstå som angstfyldte gentagelser. “
Mit ego krævede jeg afbrød hans ordflom, så jeg sparkede inspireret ind med et “Hov er du neo-marxist?”
Han lavede blot en monstermaske med sit rosinfjæs, flot patineret af flaneurlivets uendelige forlystelsessyge glædesjagt…men umuligt at trænge igennem den usynlige telefonbox af næsvis snusfornuft:
“Verden er styret af de samme ideer og mennesketyper hele tiden, og de ændrer kun status quo når det kan virkelig kan betale sig. Hvis der er nogen der mener noget virkeligt vigtigt, minder det om en charity bar lavet mere som druk-undskyldning og skatteunddragelse, end som et reelt forsøg på at samle ind. Nettet får os til at tro tiden er en uendelig toiletrulle af nyt, hvor identiske posteringer skubber andre ufærdige debatter og posteringer ned. Vi lever i en tid der forveksler postproduktion med produktion, retro med inspiration, remixing med komposition, omtale med journalistik, sampling med opfindelser. Vi har fokuseret på DJen, stylisten, kuratoren, værten, skuespilleren, modellen, masken, ikke indholdet, ideen eller den skabende hjerne bag det. Eller værre, generalisten, eller mediebrandpersonen, der tror det er en nyhed de bare møder op: jeg så en video forleden om en medieperson, der mente vores liv var så kort han skulle fortælle om han var blevet for gammel til at kravle over hegn og at han nød at gå i suits. Videoen var spild af alles liv. Folk gider det mere. For hvor er forfatteren, forskeren, iværksætteren, geniet, tossen, dem der kan fortælle os noget der kan få os videre?”
Han kiggede sig brat rundt, og nikkede til en Lone Kellermand-lignene matrone og nogle meget professionelle bartendere der prøvede at holde fri. Han lignede mere og mere en smeltet pudr-Pierrot i det hårde lys fra den gryende morgen udenfor, men fortsatte lidt skingert, mest for – og til – sig selv:
“Retro er fjenden, der får os til at glemme vi har magten selv og lever i fremtiden, men retro er en tryghedskabende markedsstyret mekaniske der dræber fremtiden. Jeg savner dengang futurisme var mere end ideen om hvad den ny iphone kan. Ligesom engang musik var soundtrack til en potentiel fremtid, et sonisk orakel, ikke en danseserie i en musikvideo fyldt med produkter. Engang lavede musik nye metale og sociale rum, i stedet for bare at give genkendelighedens retro-rush fra en mtv-koreografi. Den ironiske retro-strategi er en helgardering, så hvis man fejler i sine valg er det “for sjov”. Derfor er vi altid på det vindene hold. Til gengæld er alt forlorent og angstfyldt. Og den der faker og lyver bedst har vundet. Derfor er alt muligt, men inden for rammerne af et meget enkelt altgennemtrængende men usynligt net af kontrol, defineret af markedet. Alt oprør, kreativt og konkret, kan gøres til livsstil eller vendes til systemets fordel.”
OK jeg går hjem og læser de der romaner igen, der handler om man bare skal høre disco og lave mad og grine af alle der prøver noget andet end lønarbejde, eller måske blæser jeg bare knoppen af.
“Tag normcore som eksempel: en morsom anti-mode-leg om at droppe ud og bare købe det mest kedelige kedelige normale supermarkedstøj, et koncept inspireret af modens fallit (mode er det nye porno, bladene er røget fra kaffebordet ned under sengen i skam, ingen tør tale om “vigtige sko” mere). Normcore var oprindeligt et koncept der handler om at efter vi har mestret at se individuelle ud (indenfor en meget begrænset reguleret palette, bevares), er det tid til at omfavne det normale, (ideen er taget fra overvågnings-angste aktivister der blender ind klædt anonymt som tourister) hvis vi ellers hviler nok i os selv til at turde droppe ud af den kunstige dekadente og uøkologisk image-økonomi. Normcore er måske det mest radikale der er sket indenfor beklædning siden punk, men straks tages den originale kerneide – der blot påpeger at de fleste normale mennesker allerede mener mode er noget dekadent pjat for usikre frisører der forurener verden – og forvasker den til…godt gættet….endnu en gren på hipsterismen, bare endnu en liste af musthaves. Generations-klicheen hipster er som bekendt bare en superforbruger, der blot har udskiftet storcenteret for et loppemarked, i angst for at face sin egen banalitet og afmagt distraherer han sig selv med samlermani og konsumræs, “det du kan lide kunne jeg måske lide i går…” indtil man drives til at samle det pureste bras for at have noget fake konsum-identitet for sig selv. Funktionen er den samme som suits der stræber efter den nye Mercedes, som balsam-skæg der stræber efter den nye Mac/fixie/pille/vinyl eller hvad det nu er de kan “individualisere” sig med og give et kort sus af mening denne uge. “
En blazerfyr fra et callcenter og en selvskabstømmer blev smidt ud da han ikke måtte medbringe en obskøn 6 liters flaske med blåt lys i bunden. Rockpudlen og fetish-musketeren fes forbi i periferien, på jagt efter nogen de kunne bruge som wc. Et par ens flaskedrenge med gule og blå trøjer boxede på trappen ved udgangen.
Jeg var mæt, facit-manden var jo en del af problemet, ikke af løsningen…han var tydeligvis en false flag operation, en fake-alternativ spindoktor sat til at demotivere de sidste rebelsegmenter på denne dødsstjerne, jeg havde lyst til at lave et medlidenhedsdrab på rosinfjæset, der måske var mit spejl, så jeg råbte: “hvad fanden skal vi gøre?” hvorefter han promte hoppede op på bordet og fortsatte ordflommen, nu med visuel bonus i form af nogle defekte børnevoksne fagter der skal indikere anciennitet kun måske boogie-Prebens ånd ville kunne afkode – og værdsætte:
“Der efterlyses en ny form for aktivisme: gadekamp giver bare mere angst i medierne, flere penge til kontrolsystemet, der så belastes af rebeller i stedet for at løse de virkelig samfundstruende problemer. Selv politiske røvere bliver kaldt terrorister. Anarki betyder ikke selvstændighed, men hærværk nu. Måske er netaktivisme og boykots fremtiden, måske skal vi bare være mere opmærksom på alt vi siger, køber og gør påvirker en helhed, der igen påvirker os- for at nulstille “det ligemeget”. Vi skal genlære at mærke friheden ved at tage ansvar, i stedet for at lade samfundsmaskinen køre det for os på EU-autopilot – efter vi har stemt på nuancer af lyseblå-rødt hver 4 år. Det er dig der bestemmer hvis du orker og tør. At turde drømme fremtiden uden grænser igen….din egen fremtid, ikke en serie i et livsstilsmagasin. Du er hvad du gør og især hvad du føler, ikke hvad du køber, eller hvad du har samlet sammen til et “menneskebrand”. Alt er blevet reality, selv virkeligheden, og vi er angste for at bleve stemt ude. Brug 5 min. morgen og aften dagligt på at meditere over hvordan du vil leve hvis det KUN var dig det handlede om, med hvem du ville arbejde, med hvad, og hvor du ville bo og hvad du ville spise i en ultimativ ikke-ydrestyret verden uden regler. Slut med at skide i bukserne for at holde varmen, hvis vi alle øver os dagligt, kan vi måske generobre utopien, følelserne og fremtiden?”
Min iPhones batteri kørte fladt, mine ører mættede og afronauten sov sin skønhedssøvn som et lille egern i sofaen, mit kødkompas stod ikke længere på hærg, så jeg sagde pænt farvel til profeten med balsamskæget på den brune bar, helt tummelumsk af ord – mumlede han skulle “overveje politik eller standup” hvorefter han snappy kviterede med “EN PROFET ER ALDRIG AKTET I SIT HJEMLAND -ELLER SIN SAMTID”…bartenderen rev i ham, thi hans regning var blevet ganske gravid under seancen.
Udenfor på gaden sloges mågerne om de pizzarester, breezer-bøverterne fra forstæderne brækkede op. Jeg overvejede at copy/paste en masse enstavelses sms´er til de piger jeg kun elsker (med) når jeg er fuld. Min cykel var scoret, så jeg vraltede i den førerløse Metro, hvor alle stationer ser ens ud. Hjemme hos Nils smed jeg mit røgfyldte tøj direkte i vaskemaskinen, bællede en liter vand og tapede ruderne til med sorte sække, aflyste et møde og slukkede så dimserne.
Uddrag af min anden roman, arbejdstitel: “Efter efterfesten/Nachspiel/Skrivekrampe”.
Læs Vammens tidsåndsanalyse fra DRY her.