Verden brænder i permakrise – men selv i lille, fredelige Danmark hiver visionsløse populist-politikere stadig konfliktofile fjendefortællinger op for lidt clicks og måske stemmer.
Heldigvis har auteur-instruktør/dramatiker og forfatter Simon Staho lavet en modgift af en film, der både har satellitesyn – frem for binær debat – og samtidig zoomer helt ind i ondskabens øje og opløser de nemme, stereotypiske positioner – til fordel for noget større, men mere kaotisk, der bliver meget nærværende, også fysisk – der burde løfte debatten.
THE STRANGER er bevismateriale for menneskehedens onde idioti, et anklageskrift, der rammer alle parter med næsten sadistisk præcision. Det er hård kost – og et must for alle – især debatører & politikere.
Filmen betjener sig ikke af humor, pomp, personidentifikation eller ironi. Istedet er en næsten industrial-punket low budget-æstetik, der bæres af helt tørre fakta-tekster, klaustrofobiske bil-dialoger og brutale fundne PTSD-krigsklip fra nettet, monteret elegant i VHS-stil med diskrete statiske drone-flader af mesterklipperen Jacob Thuesen.
Der luftes mange virkelig ubekvemme sandheder om menneskehedens evindelige massakrer og barbari. Der bliver ikke sparet på noget – alle parter har blod på hænderne og er cirka lige idiotiske. Det herlige er, at filmen hele tiden flytter position – det er IKKE et partsindlæg for hverken Vesten eller den 3. verden, Islam eller Kristendommen osv. – det er mere en dystopisk nedtur-mosaik, der demaskerer vores kollektive fortrængning og nivellerer alle fortællinger om gode og onde i de globale konflikter.
Achilleshælen er, at de mennesker, der virkelig har brug for denne hjerneknipser, ikke kommer til at se den. Det er fantastisk, den er så kompromisløs, og at der ikke er sukker på den bitre pille, men den kunne nemt ende på et museum som alibi for samtidsrelevans – “vi viser andet end visuelle møbler lavet til spekulation”-kuratering. Jeg gad godt, Staho tog det her værk og skruede ned for autørrollen og klippede en serie musikvideoer af den – for budskabet – eller rettere filmens blik – skal ud og fortjener mere end en festival-statue.
Den mere systemiske analyse udebliver, ligesom de smarte løsninger og håbet, men uden at filmen moraliserer, sidder man smadret tilbage og prøver at fostre et naivt håb om klodens indbyggere – minus minoriteten af gale præster, præsidenter, våbenhandlere og generaler – snart MÅ mødes som mennesker udenfor de destruktive konfliktakser, før det går helt galt… Vi er trods alt 99,9 procent ens genetisk – og stammer alle sammen fra Afrika 300.000 år før Kristus, fra de samme sorte forfædre.
Jeg håber ikke, denne vigtige film drukner i scrollingshavet… eller bliver ignoreret – filmen burde afføde en million debatter, der måske er ubekvemme, men nødvendige. Man efterlades måske i depression og chok, men måske er det modgiften mod apati.
Jeg tror ikke, den kommer på mainstream-streamingkanaler, så tag dig sammen og se den i biografen – hvis du tør.