Emma Stone fyrer den max af som lykkelig sexarbejder i quirky arthouse komedie. Jeg vil ikke spoile, men tænk en meget lang “Bjørk møder Vivienne Westwood”- video uden sang, men stadig med atonale strygere.
Tænk sort-hvide fiskeøjne-skud, tænk magiske mutant-dyr i en parallel fortid af gotisk steampunk-Victoriana og drømmende art nouveau, hvor Willem Dafoe´s klassiske fjæs er remixet og Mark Ruffalo (Hulk) gir den som hysterisk førsteelsker….du har allerede regnet ud filmen gerne vil være pænt artyfarty-bonkers.
Emma Stone og den græske instruktør Yorgos Lanthimos går linen ud og spasser igennem – og det er nemt at ryste på hovedet af de mange prætentiøse & teatralske greb, der er som et katalog af arthouse-samples, der minder mig om Wes Anderson, Terry Gilliam, Coppola’s Bram Stoker’s Dracula, Fellini’s “And The Ship Sails On”, Frankenstein, Guillermo del Toro´s “shape of water” og ikke mindst Trier´s Nymphomaniac – bare light.
Netop kønskrigen er som i Nymphomaniac central i “Poor Things” – og da jeg er søn af en feministisk kvindeforsker (og derfor ikke ser porno) – og ikke tør mene noget om køn eller poltik mere – vil jeg blot konstatere jeg sjældent har set så meget hud uden det gik i kødkompasset – men måske er det en pointe i sig selv, eller mig der er hårdhudet.
Jeg forholder mig tvivlende til filmens “kvinde frigører sig” som “den lykkelige luder”historie – hovedpersonen gennemgår klamme ting for at have overskud til at ende i symbiose med afro-kone og soyamand og læse klog litteratur…Det er en underlig form for “feminisme”, der handler om at blive udnyttet – og være bare være ligeglad – men måske et bud på en “kapitalistisk realisme”?
Måske er filmen bare en smart viral baggrund for Emma Stones vilde arty solo-promo, der efterlader de andre figurer i skyggerne. Hun viser kæmpe spændvidde og bliver rigtig stor nu, og kæmpe respekt for at vælge at lave denne prætentiøse grænseoverskrider frem for mere tamme genkendelige koncepter, selvom det hørmer fælt af Amerikanere der leger Europæere (hvilket sikkert passer meget godt danskerne…) – så det næsten er en ubevist parodi.
Jeg er lidt træt af bevidst grænseoverskridende greb, det virker gammeldags, men det er sikkert bare mig der er erfarings & samspilsramt – men jeg er stadig usikker på hvad filmen prøver at sige – hvilket måske er en kvalitet.
Alt i alt er det dog er rart der stadig produceres film som denne, der insisterer på at være en skør enhjørning. Jeg ville nok ikke tage en sart date med i biffen, men omvendt er der en del at tale om bagefter.
Se den i biografen eller køb den, thi den er for krydret til at få et efterliv på Netflix etc.
5 ud af 7 stjerner