Kulturstøtte er som kirkeskat til en tom tør folkekirke. Public service medierne reducerer virkeligheden til ren lindrende underholdning, så vi ikke mærker smerten ved et defekt system. Det er opium til folket, styret af folkets statistiske fingeraftryk fortolket af en parasittisk formidlerklasse, der altid resulterer i den gode gamle historie om at 5 millioner dansktalende fluer ser lort. Misforstå mig ikke – jeg er ligeglad med at kulturen koster penge – vi er midt i en højkonjunktur så lad os fyre den af – jeg er bare i tvivl om kulturens reele effekt – hvor er åndseliten og de værker, der sparker benene væk under os? Der er mest æstetiske narcissistisk motiverede ekkoer. Jeg ville personligt få det meget sløjt hvis jeg skulle se flere danske fim eller tro på alt det stressende vrøvl mediernes skingre råbekor får os til at gentage. Luk lortet og lav noget selv…for hvad bruger vi typisk kultur til? Identitetsmarkering – ekskludering – kompensation – sublimering – investering – eskapisme. Ingen læring, ingen aflejring af bevidsthed – kulturen er blevet ren kulhydrat uden protein, der understøtter magthavernes fortællinger, og skaber fake fixpunkter i en kaotisk verden. Det er en overflødig blindtarm, et pinligt ekko fra et middelaldermarked. Lad os glemme nickekulturen her, og koncentrere os om mainstream:
Porno er for de fleste en usund skyldbetonet vane men mode er det nye porno, mad blev det nye porno, møbler er det nye porno – og kultur er det nye porno – kejseren har ikke klæder på mere. Som begrebet “kreativitet” er “kultur” totalt devalueret Det er blevet pinligt at tale om.
Dansk kultur og medier er blevet en tryg lunken fadølshane. Mette Bock bør skære meget mere. Masserne udviser allerede en stiltiende boycot- de ser “kultur” som børnehavebørns askebægere der underligt nok bare glemmes. Kultur er en false flag operation, et felt der skal vise os der er tolerance, debat og frihed – men som reelt bare er styret af et hyperliberal regressiv passificerende underholdningsindustrielt komplex og deres evige jagt på opmærksomhed via uvæsentlige pseodo-konflikter. Vi er trætte af at læse en twitterpost, der forholder sig til et facebook opslag om et tv indslag med en journalist og en andens medieseksuels debat om en film om virkeligheden. Det er for meta, og virkeligheden er gidsel.
Medieforliget er klart provins-populismens og nationalismens sejr over den svindende middelklasse. Men måske har netop den middelklasse brug for at få taget deres dope væk og komme ud på gaden og gøre en forskel istedet for at gå i selvswing i ukonstruktive offerrolle-debatter.
MEDIEFORLIG: den mentale mediemassakre er overstået for lang tid siden
Lad os zoome ud og overveje om kulturlivet – der for det utrænede øje måske er det vilde vesten – reelt er et totalt trimmet tamt tivoli, hvor al kritik og modstand trylles om til underholdning. Ren eskapisme, forklædt som “kultur”. Måske er det tid til en pause…da virkeligheden nu overgår enhver fiktion og ethvert kunstværk, hvis vi tør lukke op for det – kulturen idag er bare en pacificerende stresssende narresut, der i sin natur er forsinket, retarderet, da den reagerer EFTER virkeligheden, eller leger den er sin egen.
Jaja – der er da 0.1% kultur og journalistik der rummer noget større – der minder os om hjernens og fremtidens uendelige muligheder og ændrer verden…det er bare en meget sjælden fugl under disse himmelstrøg – hovedparten er pasticher, valium og ego-terapi – ikke LSD.
Alternativet til al det passive forbrug? Du har jo allerede potientielt din egen tv-kanal, dit eget galleri og dit eget pladeselskab i din iPhone hvis du ellers har noget på hjerte…Kultur burde være noget vi deltager i aktivt, ikke en tam forbrugsgode. Måske skal vi undersøge Marinetti heroisk teknokrati, hvor “energien fra fjerne vinde og det oprørske hav omformet til millioner af kilowatt af menneskets geni, vil spredes til alle…reguleret af instrumentpaneler, der vibrerer under teknikernes fingre.” Lad os skabe et hurlumhejhus af fri leg og mental-diarre – et dynamisk kaos – ikke kulturens kortlagte korthus på en hullet motorvej af kompromisser og tidsspilde. Vi er paradoksalt nok i en bevidsthedsmæssig afviklingstid med kulturens og mediernes hjælp, ikke en oplysningstid – de store skred er ovre – vi laver pasticher og retro-raffinementer, ikke kvantespring.
Medieforliget har sat ild i digitale grædekoners tastaturer. Stakkels alle dem, der allerede savner at betale licens for at få jazz eller indierock i ørehullet – afbrudt af en studievært – en musikalsk fårehyrde. Hallo, vi i godt stort set hele musikhistorien allerede ligger som stream derude for 100 kr om måneden UDEN smagsdommer-rap? Stockholm-syndrom…. I japper i jeres ekkokamre – men kommer der noget ud af alt det forbrug af debat, quiz og information? Er det ikke bare et egoboostende identitets-tidsfordriv?
Som om i hører det marginal- bras i virkeligheden… tror mere på i reelt hører de samme 10 albums fra dengang i stadig kunne blive forelskede eller en podcast om at lave cryptopenge I piver kun over DR fordi i virker kloge og voksne – ligesom i signalerer i kan lide Jørgen Leth, Lars Von Trier eller Bob Dylan eller noget andet sikkert allerede kanoniseret etableret kulturgods fra bedstefars samling – det er ren identitetspolitik og selviscenesættelse – som tshirts der skriger “jeg er klog, eftertænksom, følsom…reelt nyborgerlig”. Jeres digitale forargelse er også et solidarisk shout out til jeres formidlervenner i mediemiddelklassen, så de ved i er der næste gang der skal fyldes sendetid ud i et endnu et forudsigeligt debatprogram. Luk lortet.
“Når jeg hører ordet kultur, spænder jeg hanen på min revolver” – Hermann Göering
Hvorfor høre radio? Hvad med at bruge en klassisk telefon til at tale med dine venner og familie med i stedet? Eller hvad med at lytte til byens lyde omkring dig…eller en podcast om noget andet end hvad nogle lunkne journalister/værter/brandpersoner har valgt at spilde din tid med? Hvor meget tid har du brugt på at konsumere “sendt og glemt” produktioner? I tv kan sport snildt køre over sponsorater, ligesom alle de rædselsfulde gameshows og fiktionsserier.
Pressen: på DR og i aviserne er det mest debat og quiz. Hvad vi har brug for er objektiv uafhængig dybdeborende journalistik, samfundets vagthund, ikke mere medie-stesolid. Pressen er reelt holdningsagenter for magthaverne der lever af skjulte annoncer i artiklerne – bør også lukke. Kultur er reelt blevet en vifte af identitetsstammer, der minder om religioner. Se f.eks Politikens læsere – en kult der dyrker krænkelse og kultur som debatemne, ikke praksis. Det er følelsernes avis, ikke fakta. Middelklassens Ekstra Blad, der udnytter den svage injurielov som en rockerbande udnytter bange vidner. Jeg er stor fan af den promille af kritisk journalistik der faktisk finder systemfejl, men det drukner jo i underholdning og propaganda for tomme livsstile og depressionsfremmende indhold, der leder til øget reklamesalg – det er tankevækkende der arbejder flere journalister udenfor pressen – med at påvirke “den frie” presse.
Hvis man endelig skal have noget public service presse bør kun en brøkdel betales over skatten for at sikre den politiske uafhængighed DR og aviserne slet ikke har. Et mix af fonde, skat, crowdfunding og reklame kunne være en løsning. Måske er kultur idag blot fælles nationale referencer? Ud over sproget kan vi vist reducere det til en DVD sponsoreret af Carlsberg med EM92, HC Andersen, Kim Larsen, Klovn og Olsen Banden.
Politikerne blader kunst og kultur sammen, det bliver altid håndboldhaller der vinder over fremtidens kunst. Kunst kræver empati, men empati er noget magthaverne generelt er nød til at distancere sig fra for at overleve – og hvorfor støtte en anden magtbase med et andet sprog, udenfor politik? Man kunne risikere der kom et alternativ eller kritik. Så hellere mere sport og politi.
“Lad os ødelægge muséerne, bibliotekerne, akademier af alle slags – vi vil bekæmpe moralisme, feminisme, enhver nyttebetonet eller opportunistisk fejhed. Vi vil prise kærligheden til fare…til frygtløshed…verden har fået tilført en ny form for skønhed, fartens skønhed…ved siden af kampen findes ingen skønhed mere…poesien må anses som et voldeligt angreb på ukendte kræfter…intet værk uden aggression kan blive et mesterværk…vi vil glorificere krigen, verdens eneste hygiejne, militarisme, patriotisme, anarkisternes destruktive gester…smukke idéer, der er værdt at dø for stående på verdens top sender vi endnu en gang en udfordring til stjernerne…”
Filippo Marinetti 1909
Musik er blot blevet parfume der får den rådne stank af shopping til at glide, eller en fake-social lim der skjuler vi ikke har noget at sige til hinanden når vi istedet nigger til hinanden i en koger. Alle tjener penge på musik, undtagen musikerne. Musik er underholdning – tidsfordriv der skal skabe jobs til formidler-mediemiddelklassen og skal virke som den parfume, der limer os sammen så vi køber tøj, øl og alt muligt andet unødvendigt bras.
Samtidskunsten er reduceret til ekskluderende investeringssikre møbler til overklassen, eller til at holde museer og kunsthistorikere beskæftiget i deres gokkeklubber. Upræcise budskaber, design, røgslør, tomhed, vrøvl, poesi og mystik styret af anale samlerne og en visionsløs narcissistisk formidlerklasse drevet af ego og grådighed. Er kunst reelt ikke bare en subliminal propaganda for konkurencestaten – en illusion om “den legende tossede ener kan ændre verden og sit liv på egne betingelser”? Bullshit.
Teatrene burde også konverteres til beboerhuse – alle er i spil altid anyway så hvorfor dyrke teatrets meta-dobbeltspil? Teatrene er blevet anstalter for professionelt skizofreni hvor “spillere” ikke ved hvem de er uden en instruktør-hersker. Teater er som opera og ballet døde museer, hvor der ikke kan klippes og der lugter – en slags analog overklasse-strip – en ækel karisma-kult i en tid hvor alt er teater. Teateret er dobbeltteater og det er en rædselsfuld rolle at være publikum til at sig selv som publikum. Forbyd det usunde snobbede mølædte bras.
Konverter museerne til interaktive brugerstyrede kulturhuse og læg samlingerne på DR.DK sammen med alle de støvede teaterforestillinger og alt det andet danefæ.Stop alt fake kultur og lad os komme tilbage til at tale med hinanden, spille for hinanden og laver billeder til hinanden fordi vi har lyst – uden fordyrende mellemled og fake agendaer.
Dansk film simulerer sjældnere og sjældnere kunst – hvis de ikke bare er retro-køkken-komedie og krimi – gid filmene bare vedkendte sig de er skamløst kommercielt og poppede, og produkter af nedklippede bonzai-stamtræ af kompromisser. Så hellere tage hele kongehusets årsbudget og give til Trier så han kan lave en Blockbuster der kan brande Danmark bedre end kondiløb og begravelser.
Slut også støtten til dokumentarfilm der skal legitimere vores offensive bombetogter i den 3 verden – “se det er synd for de Afghanske Kvinder” – mens vi lukker for flygtningene. Dokumentarfilm var et cool felt men er overtaget af journalistiske greb.
De rige orker ikke bruge tid på noget der ikke er ren nydelse eller genererer penge. Ok, en del samler på kunst som andre samler på dyre frimærker, og bruger det til at signalere de er finere end de forstandstosser der går på jagt. Kunst er det ultimative bling-blær – “se jeg har købt et sort stribemaleri – eller rettere for 3000 kr materialer rammet ind af mystik og et langt cv – for mere end dit hus koster…hahahhaa”. Den ultimative fuckfinger til de fattige, som et par pre-smadrede Golden Goose sneakers med slidt gaffatape på.
De fattige har ikke tid til kunst. De har travlt med at overleve – før robotterne og globaliseringen tager den sidste rest af velfærdstaten og det arbejde de kan udføre. Det er den truede middelklasse der holder kultursovepuden i et jernkram. Lad os rive den væk så fjerene danser og de kommer ud af hullerne.
Hvad med vi helt fjernede pengene fra kulturspillet og så hvem der så var tilbage? Hvem der virkelig er drevet at indre nødvendighed, hvem der virkelig havde noget vigtigt på hjerte? Lad os fjerne hele den pseodo-kultur der står ovenpå kernen – den kreative aktivitet. Skære mellemmændende, smagsdommerne og de økonomiske væk og reducere kulturen til rent indhold transmitteret mellem mennesker fordi de ikke kan lade være. Der er alligevel ingen politkere der har en visionær kulturpolitik, udover en klam national identitetsagenda.
Kun rige folks børn eller dem der rimmer mæcener og så den ægte hobbyist vil overleve et kulturstop – udover “reklamekunstnerne”. Måske skulle man allokere kulturpengene til folkeskolerne, der kunne klæde de unge på med kurser i kildekritik og brug af kreative værktøjer.
Måske er det nu vi skal fjerne alt det vrøvl fra toppen af behovspyramiden og kigge på virkeligheden igen – for vores egen mentale sundheds skyld. Lad os prøve at slukke bare et par år for al kultur, så vi var nød til at lytte til virkeligheden omkring os, nød til at forholde os til de konkrete situationer vi lever i, nød til at tale om og leve i virkeligheden DIREKTE – i stedet for at ekskludere hinanden i kulturforbrugs-krige, og spilde en masse tid på noget der reelt er markedsdrevet lallende retro-eskapisme.