Kunsten sidder som bekendt i beskuerens øje – og Kasper Eistrup har med sit nye portræt formået at skabe en masse projektive rum, blanke felter: alle vil sidde i den sofa, der ligner noget fra Bolia, hele stemingen er som efterfesten til 1960ernes “The Party” med Peter Sellers, måske er det bare et portræt af en mand der har ramt halvtreds der svæver alene i rummet til efterfesten mens han drømmer om hvad der nu skal på hans buket list, nu børnene er store og alt er prøvet. Der er måske hamp bag sofaen, og skimmelsvamp på vægen, og anklerne er smukke, men svage, måske en bivirkning af alt det spandex-sport? Farverne er som en tidlig Hockney, (fløjls?)-bukserne kunne være inspireret af Peter Ravn…og genialt nok flasher han afslappet sine hippe seler, sidst set på Ove Werner Hansen i rollen som Bøffen. Måske er det kongehusets eminente stylist Anja Alajdi, der har været på spil?
Smart er det også at citere Kurt Ard – Illustrations-kongen fra Familiejournalen – for ikke at svigte sit kernepublikum, de ældre uøkologiske ugebladslæsere fra landet. En perfekt balance mellem Olsen-Bande danmark og cocktail-klassen – han er i øjenhøjde, uden jagttøj, spandex eller uniform.
Det er et perfekt billede at spejle sig i, det er den tilgængelige monark – han ligner hvilken som helst anden friværdi-helt der leger 007 nytårsmorgen på Dandy i indre København. Det ekstraordinære udebliver, og vi elsker ham for det. Og smart han ikke sidder med sin iPhone – eller en fjernbetjening.
HKH Kronprins Frederik er en krumtap i vores nationale selvforståelse, nu vi for alvor er ved at miste fælles sprog og tv-kanaler – og Kim Larsen er død. Men hans funktion som landets PR-agent er svær kommunikationsmæssigt – han er næsten stum af stram formatering. Han kan ikke bare indspille en popsang ligesom Alexandra, lave en podcast eller skrive en bog – han er altid nød til at være den korrekte gyldne mellemvej, der taler som position, ikke person…hvilket må være trættende. Han har modsat sin mere klassiske bror, der virkelig virkede som om han vil være konge, kørt en mere nonchalant stil hele vejen igennem, præcis som de fleste danskere.
Dette foto er tydelig inspiration for det nye portræt – bemærk benene, den funky sofa og Tal R maleriet i baggrunden.
Samtidig kræver hans hverv jo han afgiver nogle billeder, nu han mere eller mindre har opgivet at lære at holde tale – hvilket er helt fair, for hvem gør det idag? (Telepromteren skal nok hjælpe i fremtidens nytårstaler.) Han må alligevel ikke udtale sig om noget væsenligt, og alle ved der er tekstforfattere i sidegemakkerne, så han har som så mange andre danskere valgt at udtrykke sig gennem billeder og sit forbrug af billeder…ud over de klassiske smukke galla-portrætter med sildesalat på brystet, han nu er født til.
Jeg går til 100 kr.s bandefrisør, så jeg er ikke orienteret om hvad der sker i Billedbladet, men jeg bemærkede hans valg af nu #metoo ramte modefotograf Mario Testino, et smart valg hvis man vil i Vogue og Vanity Fair som det classy men menneskelige ansigt i ikoniske tidsløse skud, også i sort hvid – Frederiks generte charme og menneskelighed trumfer de mere indavlede Testino-skud af Britterne.
Mit favoritbillede er et tilfældigt snapshot hvor HKH triller rundt uden bodyguard iført en folkelig fleecetop på en cykelvogn med sin baby – totalt i sync med tiden, ren normcore nirvana. Det burde re-stages i ordentlig kvalitet og cirkuleres globalt.
Kronprisen mangler ikke kunst, hans egen residens er udsmykket af insversterings-sikre højpandede stjerner som Olafur Eliasson, Signe Guttormsen, Morten Schelde, John Kørner, Eske Kath, Kathrine Ærtebjerg, Kasper Bonnén, Tal R, Erik A. Frandsen og Jesper Christiansen, der her ser lidt betuttede ud ved at miste deres sidste undergrundsstatus i et blitz-glimt. 
Mit værste prinseøjeblik var til Smukfest (smag på det navn…), hvor der der ikke var en ven der stoppede ham i at lalle rundt i coma på scenen uden et instrument med et af verdens værste bands, Nephew? Det skal være alle menneskers ret til et kontroltab at blæse sig væk til nær-voksenble-stadiet iført beige-far-cargo-shorts og Hawai-skjorte på scenen, så længe det går ud over nogen – håber bare nogen tog hans bilnøgler. Men igen, måske var det et snedigt spin: at vise den hedonistiske konge for at balancere kritikken om han gav Danmark en jogger-trafikprop i 50 års fødselsdagsgave? Eller var det monarkiets endelige opløsning vi var vidne til, at musik og druk udjævner alle klasseskel, ja alle ideer om god og dårlig stil? Hvad er næste træk, at At Pingo dykker i skinkesalat? Måske havde vores udbryderkonge bare behov for en mental houdini der? Synd alle havde iPhones med kamera. Hvad bilder de sig ind, Frede er fredet.
Fair nok, manden er vild med rock – jeg fik ikke skimmet den seneste biograf fi “Under bjælken”, men jeg har spolet playlisten, der indeholder alt fra gedin kanoniseret far-rock, blød narko-rap, plat dansk-hall, P3-plattituder , gotisk bænkevarmer-indie og klart selvbeviste “jeg flytter hjemmefra” klassikere som Public Enemy´s “Fight the Power”, Rage against the machines “Killing in the name of” og Sex Pistols “God leve the Queen”. DJ generation X.
HKH elsker rok så meget han fik opført en tro kopi af rockbaren Flos til hans 50 års fødselsdag – klart et bedre signal end den pølsevogn han fik rullet ind til festen.
Masserne har fyret op på min Facebook, thi billedet har aktiveret den indre fortolker Holger: “Bænkevarmer”, “ensom?”, “Et råb om hjælp”, “Han ligner en der lige har solgt en trillebør med ketamin til et andet IOC medlem”, “fedt han erkender sine feminine sider” – en pornostjerne tolker billedet som “mangel på kærlighed”, “Måske er det en meta-joke på den gamle gallerist-joke om samleren, der skal have billeder der passer til sofaen”, en kunstner skriver anonymt “Bonderøvenes konge malet af rockmaleren, der vil skifte branche efter streaming dræbte musikbranchen. Perfekt match i al sin ligegyldighed.” Den slags primitive perfiditet er vel prisen for at være danmarks dyreste mand – de fleste vil bare sidde i sofaen – eller have en selv.
Mine kunstnervenner magter ikke at kommentere på sofastykket som kunst, da de ikke ser det som sådan, men på den anden side er så pressede de ikke vil brænde en bro til en potentiel fremtidig status som hofleverandør. Det elitære har trange kår. Jeg gætter på Kasper Eistrup udstiller til foråret i et stort galleri Bredgade, og det kommer til at gå godt.
Hvis jeg var kongehusets medierådgiver ville jeg fortsætte den menneskelige bløde stil- mit offentlige favorit HKH Frederik øjeblik var da han græd til sit bryllup – det afspejlede perfekt den danske mand. Men jeg ville måske skubbe ham bedre ind på den internationale scene så jeg kunne få mere spalteplads til danmark end Bjarke Engels, f.eks ved lave noget med Trier før det er for sent – evt. Omkring et HC Andersen remix med Beyonce. Måske er det bedre han bare fortsætter med at spille sig selv.
Simone Aaberg Kerns bizarre portræt af Anders Fogh Rasmussen, der ligner en actionfilm med en stereoide-helt.
