Trance var altid et soundtrack til en indre film – veteranen Kristian Thinning Andersen har taget konsekvensen efter over 30 års raffinering af sit musikalske udtryk og udforsker nu filmmusikkens universer med en ny lyd.
Kristian Thinning Andersen aka Elysium, Chris Anderson, Funktribe, Kris Andersen, Kristian Thinning, Rymdfunk, Spiritual, Stereo Dwarf, Vaporized, Wombatmusic, YouShine – hvorfor alle de navne og. alter egos? Jeg nyder at eksperimentere med mange forskellige elektroniske genrer og lærte tidligt, at fans er meget loyale overfor den lyd og stil de forbinder med en artist eller et projekt og mange gange er ganske kritiske, hvis man bevæger sig for langt væk fra det de ser som ens lyd/stil. Så for ikke at forvirre mine fans valgte jeg sortere mine værker og udgive forskellige genre under forskellige navne. Det giver mig også en frihed til at gøre hvad det passer mig uden at skulle stå til ”regnskab” overfor mine fans eller føle et pres for at skulle lave en udgivelse der er bedre end den forrige.
INSPIRATION OG FØRSTE MUSIKOPLEVELSER: Jeg var omkring 3 år gammel. Fra slutningen af 60’erne kom min mor meget på den legendariske jazzklub Montmartre. Ifølge min mor var min første live musikoplevelse i 1969 til en koncert med den ikoniske saxofonist Dexter Gordon. Jeg husker stadig tydeligt hans særlige saxofontone og jeg har fået fortalt, at jeg ikke kunne få øjnene væk fra scenen, jeg var totalt hypnotiseret. Min mor elskede også klassisk musik og da jeg var omkring 5-6 år spillede hun Prokófiev “Romeo and Juliet” Suite No. 2, Op. 64c. Jeg var fuldstændig opslugt af musikken og jeg husker klart, at det var i det øjeblik jeg for første gang tænkte, at jeg også gerne ville spille musik. Da jeg gik i 9 klasse, var jeg i skolepraktik i en pladebutik, der forærede mig to vinyler som tak for min “indsats”. På dette tidspunkt lyttede jeg meget til Svensk Radio’s P3 som havde et meget moderne musikprogram med især engelske udgivelser – jeg optog det og forelskede mig fuldstændig i New Wave/New Romantics bølgen. Gary Numan & Tubeway Army’s numre – specielt “Are ‘Friends’ Electric?”) havde en unik lyd og da jeg så hans album “I, Assassin” valgte jeg det. Efterfølgende er det nok et ud af de fem albums, jeg har spillet mest på repeat. Derudover valgte jeg et – for mig – totalt ukendt album, “Roxy Music – Flesh + Blood” – Jeg synes coveret var fedt – og forelskede mig i deres lyd og Bryan Ferry’s magiske stemme.
Hvad var så dragende ved den futuristiske lyd dengang – i en tid hvor det mest Hi-Tech der var i hjemmet, var et farvefjernsyn? Jeg husker at specielt den helt ”iskolde” syntetiske synthesizer lyd fascinerede mig. Det var en stor ahaoplevelse da jeg første gang hørte Depeche Mode’s debutalbum ”Speak & Spell”. Deres rå syntetiske lyd var helt nyt for mig og prægede mig for altid. Jeg var som et barn der for første gang smager en is. Oplevelsen var livsforandrende, så efter folkeskolen tog jeg et sabbatår og arbejdede i Grand biografen, så jeg kunne spare op til min allerførste synthesizer – en Korg Poly-61. I de efterfølgende gymnasie-år brugte jeg mere tid på at spille i to new wave bands end at passe min skole, som jeg droppede ud af for at helt at hellige mig musikken. Bands som Japan, Simple Minds, Ultravox og Depeche Mode var de store inspirationskilder.
Beskriv din første synth – Korg Poly-61? Den er fra1982 og var japanske Korg’s efterfølger til den legendarisk Polysix. Det var et trin op fra Polysix, da den har 2 DCO’er (digitally controlled oscillators) for bedre pålidelighed og tuning. Den bevarede også arpeggiatoren fra Polysix. Poly-61 kan producere massive basser takket være sin overlegne Unison setting eller trippede analoge lyde og effekter. Derudover tilføjede Korg en oystick, som kan bruges til at modulere VCO (voltage-controlled oscillator) eller VCF (voltage-controlled filter). Imidlertid har dens filter kun 7 trins resonans og er ikke så fedt som Polysix’s filter. Poly-61 bruger også den samme metode til programmering som Poly-800 og Yamaha DX-7, så det er ikke en særlig “hands on” synth for realtime-tweaking junkier. Det er mere som at sætte en clockradio. De første Poly-61’er havde ikke MIDI, men Poly-61M der blev udgivet i 1984 rettede det. Samlet set er Poly-61 stadig en anstændig synth, og den kan erhverves for næsten ingenting i forhold til andre vintage synths der næsten koster en bondegård! Jeg har desværre ikke længere en Poly-61 men det er helt sikkert en synth jeg godt kunne tænke mig at købe igen. Hvis ikke for andet så bare for nostalgiens skyld.
5 klassiske elektroniske numre du altid vender tilbage til?
Zero Gravity – Sensorium / 1992 Lumukanda – Triad 3 / 1993 / Psy-Harmonics
The Future Sound of London – Papua New Guinea / 1991
Jean-Michel Jarre – Oxygene pt. 2 / 1976
Kraftwerk – Computerwelt 2 / 1981
DE FØRSTE RAVES Omkring sommeren 1991 besøgte jeg en ven i London og det var der, jeg blev introduceret til rave i en gammel nedlagt fabrik. Jeg var 100% solgt. Den hypnotiske elektroniske musik, dekorationerne og de forskellige mennesker fra alle samfundslag, religioner, seksualitet og hudfarver samlet under et dragende manifest – PLUR (Peace Love Unity Respect). Fantastisk!
Så da jeg kom tilbage til Danmark, var noget forandret i mig. Jeg havde fået en “sult” for den nye magiske musik, der skulle udleves, så de næste par år gik jeg til raves i Danmark og i udlandet, støvede nye plader op i den legendariske pladebutik Street Dance, indtil jeg en dag endelig fik mulighed for at indspille min egen musik.
Hvordan var miljøet dengang? I starten og midten af 90’erne var der var plads til alle slags mennesker, der var sammen pga. kærlighed til musikken. Der var plads til businessmænd i slips, hippier, punkere, transvestitter, homoseksuelle og forstads-kids som mig. Det var en befriende og revolutionerende tid som jeg aldrig vil glemme, der dog også var præget af kollektive kemiske “vrangforestillinger” – “vi elsker allesammen hinanden” hvilket selvfølgelig viste sig at være en illusion da vi “vågnede” op nogle år senere efter E ikke virkede mere.
Hvad var Melonen? Den nu legendarisk Klub Melonen aka ”Klub Sunrise” var en ”morgen til aften Afterparty klub” beliggende tæt på strøget havde sin storhedstid omkring1992-1995. I starten mødtes alle vi ”ravere” med punks, transvestitter, slipse-drenge, strippere osv. på klubben når de større fester var slut. Folk fra hele landet og fra Sverige og udlandet festede igennem i det lille men super hyggelige lokale i Løngangstræde. Senere blev det en klub jeg og mine venner tog på, selvom der ikke var andre fester i byen, da klubben udviklede sig fra et ”Afterparty” sted til ”vores sted”. Dengang var der ikke store fester hver weekend (man havde tid til at glæde sig til næste måneds fest) og weekend efter weekend nærede Melonen vores utømmelige trang til den nyeste trance og techno og samværet på dansegulvet med ligesindede. Takket være Melonens initiativtager og faste Dj ”Per Pedal” blev min første musik med Tundra” spillet flittigt på Melonen og førte til, at jeg fik selvtillid nok til at kontakte belgiske R&S der skrev kontakt med os.
Så jeg skylder Per en del af min tidlige succes som artist.
DEBUTPLADEN: På det tidspunkt havde jeg ikke mit eget studie så jeg tog til Odense og indspillede min første udgivelse “Tundra” sammen med en artist fra EBM (Electronic Body Music) miljøet – Jesper Løksa. Nummeret var så vildt, at jeg kontaktede datidens største og stadig, legendariske elektroniske pladeselskab – “R&S Records”, som straks skrev kontrakt med os. Desværre havde R&S ejeren nogle personlige problemer og vores udgivelse blev udskudt et år og endte på et af deres mindre kendte sublabels til stor skuffelse for mig, da jeg havde drømt om at udgive på R&S. Jeg slikkede mine “sår” og gik i studiet igen. Her indspillede jeg min første 12” vinyl – Elysium “Project One” – som udkom i sensommeren 1994. Det var her jeg etablerede min egen lyd – der blandede etniske, tribal og atmosfæriske lyduniverser med trance/techno. B-side nummeret “Subconsciousness” blev et hit i b.la. den legendarisk techno/trance klub Dorian Gray i Frankfurt.
GENNEMBRUDET GLOBALT: Mit virkelige gennembrud kom i 1995 med udgivelsen af mit første Elysium-album “Dance For The Celestial Beings” på belgiske KK/Nova Zembla. Herefter gik det stærkt og inden længe spillede jeg live-koncerter og spillede plader over hele verden.
Gode turne oplevelser? I 1997 rejste jeg igennem Grækenland med en rygsæk fuld af musik, hvor jeg spillede gigs på mange fantastisk smukke øer og mødte mange spændende mennesker fra hele verden, der stadig er mine venner i dag. Der har da været vilde enkeltstående oplevelser med at spille i en gammel ruin af en Ridderborg i bjergene på grænsen imellem Schweitz og Italien og andre smukke eksotiske lokationer rundt omkring i verden, men min tid i Grækenland, er den tid jeg savner mest. Den sjovest og måske også mest underlige tur-oplevelse var nok på øen Santorini i Grækenland, hvor jeg efter at havde spillet hele natten på en mørk Lava-strand fuld af mennesker ved solopgang opdagede, at festen ændrede sig fra at være et goa-trance rave til en nudist strand for folk på +60. I ly af mørket var alle goa-raverne kørt over til en anden strand og da solen stod op, var jeg helt alene med en masse nudister. Den så jeg ikke helt komme.
“Den dårligste oplevelse jeg har haft, var udenfor Tel-Aviv omkring 1999, hvor jeg spillede for mere end 15.000 mennesker på en strand. Pludselig får jeg en pistol i nakken og ser ud af øjenkrogen, at der står 4-5 militærfolk der talte russisk med trukne pistoler og automat-rifler. For en “uskyldig” dansker der aldrig før eller siden har været i nærheden af folk med så iskolde øjne, der peger med pistol mod mit hoved, var det sygt – de sagde de ville nakke mig på gebrokkent engelsk, men fandt så ud af, at jeg ikke var den tysker de eftersøgte men bare en glad dansker og da de blev præsenteret for en fest-tilladelse, kørte de igen. Jeg var for rystet til at spille videre og blev kørt til mit Hotel, hvor jeg ventede en dag på at kommen hjem. Det en ekstremt traumatisk oplevelse, som tog lang tid at komme over.”
TRANCE: Forklar hvad trance-genren er/kan for de uindviede? Det første billede der farer gennem mit hoved når ordet “trance” kommer op er stammefolk der danser omkring et bål. Men det er også nogle greb og en stemning jeg finder ekkoer af i 50’ernes rock’n’roll, 60’ernes og 70’ernes eksperimentelle syre-rock og 80’ernes pionerer indenfor synthesizer musik – og i klassisk, jazz, opera, etnisk og World-musik. Det er en mere en universel følelse eller energi, og selv noget klassisk kan formå at bringe lytteren i en tilstand af trance. Trance-genren er så specifikt lavet for at sætte folk i denne trance-lignende tilstand, der for nogen kan være en nærmest “spirituel” oplevelse.
Musikprofessoren Jörg Fachner: “Rituals produce an environment for the trance processes to take place that puts the subject into a more relaxed and calmer state of mind. Through the familiar music, within a specific culture, of repetitive beats, fluctuating volume and rhythm, the likelihood of an altered state of consciousness is higher.”
Virker trance bedre på drugs? Der er ingen tvivl om, at drugs og specielt hallucinogener har været og stadig er en stor del af oplevelsen og nok også for ”forståelsen” i trancemusikkens verden. Specielt indenfor psykedelisk trance. Jeg er hverken fortaler for eller imod stoffer, når det drejer sig om at opleve musikken på et andet plan. Det kan være en fantastisk smuk og befriende oplevelse. Men når stofferne tager over og ikke længere bruges til at understøtte musikken men i stedet bruges til at understøtte stofferne, så er vi ude på et skråplan. Personligt synes jeg at trance virker helt fint uden drugs, da musikken i sig selv er hypnotisk. Men jeg er klar over, at der er uenighed om dette.
Hvorfor er trance ikke “fint”? Der er et hierarki i mainstreammedierne om indierock er finere end Detroit som er finere end trance? Hvorfor er det sådan? Jeg tror ikke at det er sådan længere for de fleste, kun i visse dele af medieverden anses ”rigtig musik” som Indierock osv. som værende mere ”intellektuel”. Den opdeling handler mest om journalisternes eget syn på verden og eget ”Intellekt” end hvad den brede befolkning danser til i dag. Elektronisk musik og Trance er jo overalt nu, fra mega-festivaler, tv-reklamer til Catwalks. Det har aldrig været mere kommercielt og dominerende end nu.
Hvad bruger folk trance til? Trance musikken kan i de rette omgivelser afstresse mennesker og “grounde” dem – mange lever en meget travl hverdag i en moderne verden med overflod af information og visuelle stimuli. Det at danse til trance, kan give en indre ro og stor glæde. Og det at danse i måske timevis og hengive sig fuldstændig til musikken (at gå i trance) kan være en unik og til tider “spirituel” oplevelse.
Beskriv miljøet før og nu? I slutningen af 90’erne blev det før åbne og tolerante miljø opdelt i mange nye undergenrer der medførte et mere “indspist” og splittet publikum både musikalsk men også stilmæssigt. Denne udvikling er desværre fortsat til i dag, hvor musikken aldrig før har været så snæver og stagnerende/død, og publikum er mere og mere ensrettet i påklædning, holdninger og musiksmag.
GOA-TRANCE opstod i cirka 1990-1991 i Goa i Indien, hvor specielt englændere og franskmænd mixet med amerikanske hippier var “strandet” i Goa sammen en lille gruppe israelere der lige havde aftjent militærtjeneste. De laver små udendørs fester på de smukke strande. I starten er musikken en blanding af EBM (Electronic Body Music) New Beat og andet sen-80’er elektronisk musik, ofte remixet til mere dansevenlige versioner. I 1993 kopierer en gruppe af engelske Goa-trancere festerne i London: de første legendariske “Return to the Source” så dagens lys. Et år tidligere etablerede bassisten Martin Glover aka Youth fra postpunk bandet “Killing Joke” pladeselskabet “Dragonfly Records” der fik en markant betydning for hele Goa-trance-æraen samt for mig selv, der har meget at takke det label for, jeg flyttede til London og arbejdede tæt sammen med dem på egne numre samt jeg lavede en del remix for dem.
Hvorfor var de goa-festerne i London så fede? Hvad var det unikke? For mig var Goa-raves/fester i starten helt unikke da det drejede sig om musikken og dansen og ikke om at se mest ”sej” ud, score flest piger eller have et ”image”. Det drejede sig heller ikke om penge men om at være fri og ”lykkelig”. Da jeg boede i London, kunne vi sidde en torsdag aften og finde på, at næste aften vil vi gerne lave en fest for festens skyld. Fredag aften stod 500+ personer parate til at feste uden at skulle betale indgang – resultatet af 50 venners arbejde: vi fandt et gratis lokale midt i London City. En havde PA udstyr, andre have en bar licensen osv. Det var ren magi uden nogen som helst bagtanker. Det var nok det unikke ved den scene i begyndelsen – uskylden og kærligheden, så alle arbejdede sammen for en fælles sag der var baseret omkring musikken og ikke andet. Dengang spillede vi den originale Goa-trance der er centeret omkring et 4/4 beat (stortrommen) med hypnotiske repeterende melodier og rytmer. Beatet er energisk og nummeret bygger langsomt op til et klimaks uden for mange afbrydelser til at bryde “trancen”. Tempoet ligger normal imellem 130-150 BPM. Numrene er generelt lange, op til 12-14 minutter. Goa-trance fokuserer på en kontinuerlig energi der langsomt opbygges gennem numrene med varierede perkussion mønstre og flere lag af synthesizer lyde såsom arpeggiators med key-changes, så der opbygges en hypnotisk og intens følelse. Et populært element i Goa-trancen er vokal samplinger, ofte fra Science-fiction/Fantasy film med reference til det paranormale, Ufoer, eksistentialisme, ud-af-kroppen oplevelser, drømme, videnskab, tidsrejser, spiritualitet, stoffer og andre mystiske og ukonventionelle emner der kan anspore dansernes bevidsthedsrejse.
Hvordan ser en typisk Goa raver ud? Modsat i begyndelsen ligner de fleste i dag desværre hinanden til forveksling, der er kommet en form for neo-hippie “uniform” bestående af dreads, tribal tattoos og farveforvirret batik tøj – de er armerede med smartphones der altid er parat til en ny selfie eller groupie foto med en kendt Dj/artist. En uniform der gør de fleste ens i udtryk og holdning.
Er stofferne også blevet mere “uniforme”? Nu tager jeg ikke selv stoffer men jeg ser da en stigende tendens til, at visse ”rigtige goa/psy” ravere kigger underligt på en, hvis man ikke lige takker ja til en sug af jointen eller tilbud om andre drugs. Specielt når man er DJ eller spiller koncert er det en ”blåstempling” at bruge stoffer i visse kredse. Personligt mener jeg, at os ”gamle” rotter og kendte DJ’s/artister på scenen har et helt specielt ansvar for at oplyse de helt unge om fordele og ulemper ved stofferne – uden at prædike.
Goa var kun en af mange Micro-subgenrer – hvordan spaltede den oprindelige technoscene sig ud?I midt og slut 90’erne spaltede scenen sig ud i mange undergrupper såsom Techno, dub techno, Industrial techno, minimal techno, ambient techno, acid techno, psytrance (som selv indeholder alt for mange undergrupper), progressive-trance, Tech-trance, Hard Trance, Minimal Trance, Acid Trance og meget andet.
Hvorfor? Jeg mener det er superærgerligt, at musikken er delt op i så snævre genrebeskrivelser. For mig er musik – musik! Jeg kan godt savne fester og festivaler hvor alt er tilladt. 
TRANCE IDAG :Hvad blev der af din generation af ravers og djs? Mange af de gamle veteran DJ’s og artister hænger fast i psytrance scenen – som kom efter goa-trance scenen. De spiller og skaber i dag en meget mere kommerciel form for psytrance, der for det meste er svær at skille fra hinanden. En stagnerende og uinspirerende alt for blankpudset musik, som jeg til tider har svært ved at tro på, de selv synes er god musik.Os der blev ved bookes mest til events hvor alt musik minder om hinanden. Rene meget snævre genrevalg der for mig gør det virkelig kedeligt at spille på disse events. Et godt eksempel er de store kommercielle festivaler som ex. Ozora i Ungarn, hvor jeg personligt har meget svært ved at skelne musikken fra hinanden. Jeg tror nok den største ”hade genre” for mig p.t. er såkaldt psytrance. Jeg kan vitterlig ikke høre forskel på deres basser som alle er monotone 1/16 rullende ”Maskingevær” bas-linjer i samme key. De kan få mig til at forlade en fest med det samme. At de så nu tilmed blander kommercielt EDM ind i genren gør det ikke bedre. Jeg har ikke en egentlig favorit genre. Al musik som har sin egen lyd og ikke følger flertallet er efter min mening interessant og værd at lytte til.
Hvorfor er det blevet sådan? Jeg er overbevist om at ”super-DJ/artist” livsstil og et kontinuerligt drug-forbrug, taler højere end kvalitet og integritet rent musikalsk. Jeg ved at jeg er upopulær hos visse af disse veteran DJ’s og artister når jeg siger det, men sandheden ej jo ilde hørt Andre DJ’s er helt stået af og lever deres liv langt væk fra musikken – men lur mig om de ikke en gang imellem tager musikken frem og oplever de gamle dage om igen. Og så er der andre som mig selv, der er fortsat med at lave musik men til stadighed søger nye veje og inspiration. For mig er det ikke længere vigtigt hvad musikken hedder eller hvilken genre den er. Det er meget mere vigtigt for mig – som altid – at jeg kan stå inde for den musik jeg laver, uden at sælge ud.
Kom med et eksempel på at sælge ud? Som beskrevet tidligere mener jeg helt sikkert, at når ens musik ikke kan skelnes fra alt den andet musik derude, så har man solgt ud. Årsagen skal også findes hos bookerne og arrangørerne, der fejlagtigt tror, at deres publikum er dummere end de er. Folk vil gerne overraskes og opleve ny musik. Men desværre mener flertallet af bookerne og arrangørerne at der kun kan tjenes penge, hvis deres line-up består af de samme gengangere år efter år – der alle lyder ens.Hvis man er så ”fræk” at gå imod strømmen rent musikalsk, så forsvinder ens gigs forsvinde meget hurtigt.
Hvordan har lyden udviklet sig? I takt med at nutidens bands og musikere selv indspiller deres musik i top-tunede hjemmestudier, stilles der større og større krav til deres evner udi lyddesign/produktion, mixing samt de tekniske aspekter af produktionen – og det er på mange områder en velsignelse, hvis de ellers formår at fastholde deres egen identitet og lyd. For en høj lydkvalitet/produktion sammen med musik der rører ens hjerte og taler til ens følelser, er altid at foretrække og aspirere efter. Desværre er der også alt for mange bands og musikere, der ender op med at lyde som hinanden. Ja de har alle sammen en høj produktions-kvalitet men deres musik er uinspirerende og “metervare-musik”. Jeg er overbevist om, at meget af skyldes det er blevet så enkelt at lave musik – og billigt! Alle vil gerne være DJ’s og musikere. Og når man så også selv kan uploade ens musik til div. platforme uden kritisk gennemgang af det der bliver uploadet, så vil der være en stor del af musikken der sagt helt ærligt, burde blive hjemme på værelset. Det er selvfølgelig min mening som jeg er sikker på andre, er uenige med mig i.
Hvorfor er trance aldrig rigtig gået overgrund trods den enorme undergrunds-popularitet? Hvis man kigger på genrer som EDM så har elektronisk musik jo ”sejret” ad helvede til. Så meget at det er blevet en kliché i undergrunden, der heldigvis stadig findes i forskellige konstellationer. Selv en forholdsvis lille genre som Psytrance kørte festivaler med op til 50.000 besøgende i 2019. Jeg ved om at psytrance stadig er undergrund selvom dele af scenerne, stadig er på et undergrundsplan. Faktum er, at sammenlignet med starten i 90’erne, er meget af den scene jeg ”voksede” op i, gået 100% mainstream. Men alt dette er set ud fra et internationalt synspunkt. I Danmark er det nok en lidt andet sag. Her er den oprindelige scene – efter min mening – helt død og borte og er blevet erstattet af kommercielt EDM og små ubetydelige Dark-trance skovfester.
Hvorfor er trance så stor 10 km fra København men ikke spilles her inde? Jeg må indrømme, at jeg ikke længere følger så meget med i hvad der foregår med trance i Danmark. Dog tror jeg at trance er mere populært til små bløde udendørsfester udenfor København pga. det dårlige ry visse specielt Københavner arrangører gav specielt psytrancen op gennem 0’erne. Scenen blev forvandlet fra en blød tolerant anti-voldelig scene til en omgang ”steroider” &”silikone” – store bøffer og tribal-tattoos var ”cool” – og arrangørerne havde links til rocker og bande-miljøet. Det jog mange af de gamle væk og tiltrak et helt nyt og meget anderledes publikum. Heldigvis lever musikken endnu, der kommer masser af nyt.
LABELS Fra 2004 – 2012 havde jeg “Loopfreaks Records” og “Loopfreaks Black” med over 100 nye og etablerede internationale artister og bands tilknyttet. Jeg arbejdede primært med A&R og marketing/design. Musikken var alle genre indenfor elektronisk musik. Efter nogle hårde men også meget sjove og lærerige år valgte vi at lukke ned i 2012 da det blev svært at køre et pladeselskab uden underskud. Derudover følte jeg ikke længere, at det var så sjovt at udgive andres musik. Jeg ville tilbage til at lave endnu mere musik selv.
Fortæl om dine nuværende labels? Efter årene med Loopfreaks var det stadigvæk min intention at køre mit eget label men primært kun for mine egne udgivelser, krydret med remix fra venner. På denne måde har jeg også 100% kontrol over musikken og promotion m.m. Så i dag har jeg to små labels: “Beat Agency” som fokuser på mine techno og Deep-house udgivelser. Og The Hypnotic LFO Room (opkaldt efter mit første studie i 90’erne)” som udgiver mine trance og ambient/chill-out udgivelser.
FILMMUSIK: De sidste 2-3 år har jeg studeret filmmusik, arbejdet og er ved at etablere mig som filmkomponist. Jeg føler endelig, at jeg har fundet min “lyd” og er parat til helt nye eventyr indenfor denne spændende genre. Helt tilbage til min barndom har jeg være fascineret af film og blev tidligt opmærksom på, at uden musik ville en film ikke være det samme. Tag bare Alfred Hitchcock’s film “Psycho”. Hvad ville den ikoniske badeværelsesscene være, uden de geniale disharmoniske og rytmiske violiner?
Da jeg blev ældre og mere og mere involveret i skabelse af musik, fyldte drømmen om at lave filmmusik mere og mere og det har helt sikkert også haft en indflydelse på min musik, som af mange fans betegnes som “filmisk” og “historiefortællende”.
5 bedste soundtracks?
Soundtracket til filmen “Gladiator” (2000) er ikke mindre end fantastisk og selvom jeg er kæmpe fan af Hans Zimmers musik, er det “Sorrow” af sangerinden Lisa Gerrard (Dead Can Dance) og film-komponisten Klaus Badelt der for mig laver det bedste nummer på det gennemgående sublime soundtrack. Dette nummer understøtter på mest hjerteskærende vis Gladiatoren Maximus” knusende sorg, da han vender hjem og finder sin familie dræbt.
Soundtracket til “Vikings” (2013-2020) serien er intet mindre end fabelagtigt og Norske “Wardruna”, har lavet noget fantastisk “nordisk neo-folk” musik. Deres “Völuspá” blev brugt i Vikings og står som noget af det bedste stemningsfyldte og autentiske musik i den serie, selvom der er meget andet vild god musik repræsenteret i alle 6 sæsoner, især fra danske, norske og tyske “Heilung” i 6 og sidste sæson.
I “Deer Hunter” (1978) er der specielt et nummer som står klart og tydeligt i min hukommelse og som satte et perfekt og meget melankolsk stemningsbillede i filmen, John Williams “Cavatina”.
Temaet fra “Godfather” (1972) – The Godfather Walz – er en af mine all-time filmtema favoritter. På en enkelt og smuk måde understøtter det filmens genre, stemning og tema. Filmens soundtrack er komponeret af den italiensk komponist Nino Rota som inden “Godfather” var mest kendt for sin musik i flere af Federico Fellini’s film.
Hans Zimmer har lavet rigtig mange fantastiske soundtracks. Men det soundtrack som jeg bedst kan identificere mig med og som jeg synes står som helt sit eget, i et stort hav af enorme soundtrack-produktion, er fra filmen “Interstellar” (2014). Alle numre er helt fantastiske og understøtter hver eneste scene med knivskarp præcision og underbygger historiefortælingen på sublim vis.
Hvilke film ville du helst have lavet musik til? Gladiator ville være en drøm. Ikke kun pga. filmens fantastiske scener og de poetiske og filmiske kamera shots igennem hele filmen, som den rette musik vil understøtte på smukkeste vis – jeg tror ikke at det nuværende soundtrack kan gøres bedre. Men også pga. min livslange kærlighed og interesse for Romerriget der startede, da jeg som 10-årig var på ferie i Rom og for første gang opdagede den helt unikke gamle romerske kulturarv og alt det de har efterladt sig af ruiner, der den dag i dag står som var de bygget i går.
Derudover ville det være superudfordrende at arbejde med musikken til en af National Graphics mange fascinerende dokumentarfilm a la serien “Forsvundne Byer”.
Hadelyde i Filmmusik? Jeg har ikke egentlige hadelyde. Men noget jeg synes er meget uinspirerende og kedeligt, er når forskellige komponister (specielt nye og uerfarne), prøver at lyde som Hans Zimmer eller John Williams (Star Wars temaet). For mig drejer det sig om at være unik og finde sin egen lyd. Ja, vi stjæler da alle lidt fra hinanden. Men der er forskel på at låne” lidt inspiration og så til at kopiere hvad andre gør. Det er et ”no-go” for mig, det føles bare forkert.
I STUDIET Hvordan lavede du musik i starten? Det var pænt tidskrævende og der var ikke nogen manual eller youtube-tutorial til at lave techno – i modsætning til dagens uendelige mange muligheder med en laptop, var det noget mere kompliceret og dyrere i starten af 90’erne. Jeg indspillede i et lille hjemmestudie som jeg kaldte “The Hypnotic LFO Studio” der bestod af 3 synthesizere/lydmoduler: Roland Jupiter 8, Prophet VS, E-mu Proteus, og en Emax sampler der kunne sample 10-15 sekunder i stereo sampling pr. floppy disk. Det hele blev styret fra en Akai ASQ-10 Midi hardware sequencer. Ingen computer! Der var også et par Alesis monitorer, jeg tappede på Wooferen og indspillede den genkendelige trademark Elysium stortromme. Til sidst gik musikken igennem en Alesis 1622 Mixer og en Multi effekt pedal og blev mixet ned live på en ret ustabil Sony DAT recorder.
5 yndlingsinstrumenter? Klaver, violin, Arturia PolyBrute, Didgeridoo, stemmen.
Digeridoo? Fortæl…Jeg har en stor kærlighed til traditionel etnisk musik og specielt didgeridoo er helt fantastisk. Der er noget basalt ”jordisk” samt ”spirituelt” over dens lyd og den måde den kan spilles på. Den fortæller en historie, der går årtusinder tilbage. Jeg har brug Didgeridoo’s flere gange i min musik men det er en udfordring, ikke at lade den dominere i musikken, da den kan være svært at sætte præcist i et mix.
Arturia PolyBrute? Det franske synth/controller firma Arturia (som også laver helt fantastiske digitale gengivelser af vintage synths via deres V-Collection plugins) overraskede mange, da de annoncerede deres monofoniske power-synth ”MatrixBrute” for et par år siden. Den blev med det samme en klassiker på højde med bla. Mini-Moog’en. For nyligt annoncerede de så deres PolyBrute som er et trin længere op at synth-rang-stigen. Den er polyfonisk (6 voices) og er efter min mening en af de mest ikoniske synths der er lavet de sidste 10-15 år. Fantasien sætter kun grænser med denne synth, den går over historiebøgerne som en af de helt store, jeg har ikke hørt lignende før, den er fyldt med en lang række spændende funktioner, nogle som aldrig før har været brugt på en polyfonisk synth. Kernen i PolyBrute’n ligger i en alsidig, seks stemmers dobbelt VCO (voltage-controlled oscillator). Og takket være det forbedrede Steiner multimode filter, brugerdefineret lowpass ladder filter, 3 stk. LFO’er (Low Frequency oscillators) og 3 generatorer er man i stand til at skræddersy sin lyd og endda morphe den til ugenkendelighed. Patch morphing er et meget vigtigt aspekt med PolyBrut. Det giver en mulighed for ubesværet at skifte mellem to “A/B-paneltilstande”. Herfra vil man være i stand til at skabe underlige og vidunderlige uhørte hybridlyde. Du kan frit ændre næsten alle parametrene på én gang. Dette giver en mulighed for at manipulere lyd fra et område til et andet. Der er aldrig lavet nogen polyfonisk synth der kan det. Efter min mening er Arturia den nyeste og største innovator på high-end synth markedet i 2021.
Er det svært at spille elektronisk musik live? Jeg har et noget ambivalent forhold til ordet “live”, når det drejer sig om elektronisk musik. Jeg kan bedre lide at arrangørerne kalder det “Live PA” eller “Producer Set”. Der er meget man kan gøre, for at holde sådan et set levende. Jeg spiller mest loop-baseret. Det vil sige, at jeg har en masse loops jeg kan sætte sammen på nye måder hver gang frem for statisk playback – det er som at remixe musikken “live”. Loops kan være alt fra beats, perkussion, lydeffekter, samples, sequences, atmosfæriske lyd og Visuals. Derudover har jeg også et par hardware synths med, når jeg spiller. Mest fordi jeg ville kede mig grænseløst, hvis det kun var “press start” og “hands in the air” når jeg afviklede mit live-sæt. Det er DJ metoden, det er ikke live for mig – så jeg spiller live på mine synths på den gammeldags måde – hænderne på tangenterne. Derudover manipulerer jeg lyde og effekter live på scenen, så alle livesæt er unikke. Live er ikke playback.
Har Corona påvirket din musik? I starten havde jeg svært ved at koncentrere mig om musikken, det tror jeg alle oplevede, lige meget hvem vi er og hvad vi laver. Tankerne om Corona-epidemien forstyrrede for den kreative proces. Men senere har det positive været at jeg har haft mere tid til musikken, da jeg har arbejdet hjemmefra i lange perioder og har kunne tilrettelægge min tid på en bedre måde, der har frigivet tid til musikken. Derfor har jeg også lavet mere musik (to albums og flere enkelte numre) end jeg måske ville have gjort, hvis ikke vi havde haft denne rædselsfulde pandemi.
Du arbejder også med musikundervisning, hvordan inspirerer det dig? Jeg har igennem de sidste 8 år undervist børn fra 2-6 klasse i musik. Jeg arbejder ikke i traditionel forstand med nodelære, min undervisning gå mere ud på, udøvelse og skabelse af musik og jeg er gang på gang blevet fascineret af børnenes evne til fortolkning og deres fantasi når det kommer til hvordan deres egen musik skal være og lyde. De inspirerer mig på så mange planer. Et er, at jeg hele tiden bliver opdateret med hvad de lytter til – som mange gange er musik, jeg ellers aldrig ville have lyttet eller fundet frem til. Et andet aspekt er deres forståelse af musik og musikkens historie og det faktum at børn ikke bare interesserer sig for “døgnflue-musik” og gangster-rap. Gang på gang bliver jeg overrasket, når de kommer og spørger mig, om jeg kender ex. The Beatles, Queen eller Pink Floyd. Deres iver efter at få mere viden og lytte til ny og gammel musik, er kæmpestor. Faktisk er børn nogle af de mest åbensindede hvad angår musik de ikke har hørt før – forbilledligt – det sætter dansk musikradio i perspektiv.
Hvad er fremtiden for musikbranchen? Den er lidt svær – da verden forandrer sig konstant. Men jeg håber og tror på, at vi vil se mange flere uafhængige artister og bands, der klarer sig bedre og bedre pga. deres fanbaser og flere uafhængige platforme som ex. bandcamp, hvor der er direkte kontakt og kommunikation mellem fans og artister/bands. Jeg ved fra egen erfaring, at mine fans er rigtig glade for den direkte kontakt og det faktum, at det de betaler for min musik, ryger direkte i mine lommer og ikke et pladeselskab eller en streaming-tjeneste, der sluger det meste af pengene. Det er meget vigtigt for dem, at det er artisten/bandet der får deres penge – og for mig som artist er det guld værd med denne direkte kontakt til min fanbase. De støtter mig 100% og er mine bedste “ambassadører” der næsten hver dag opfordrer andre til at lytte til netop min musik. Den slags promotion kan ikke købes for penge.
Lyt til Kristian her: