DUNE 2 / anmeldelse

Dune 1 er hermed reduceret til en flot – men dvælende slowmotion trailer for Dune 2 – en 167 minutters(!) film til sølle 190 millioner dollars med vild visuel kontrol – der desværre kun glimtvist er surrealistisk, underligt eller poetisk. 

Dune 2 er en forklædt kølig krigsfilm i et spektakulært ørken-univers med et stjernebesat it-cast med en spinkel trippy udviklingshistorie og lidt kærlighed med den trendy Zendaya i et fake-folkloristisk beduin univers – komplet med vrøvle-sprog så vi tvinges til at læse undertekster.

Universet rummer både flotte irrationelle gladiatorkampe og atomvåben, men ingen telefoner, en okkult religion og nogle hekse, men der ingen belæringer har at byde på – ud over noget med ligestilling. Historien er pænt banal bag teatertordenen: dekadente ariske imperielle BDSM-typer udplyndrer råstoffer fra en planet beboet af godmodige øko natur-mennesker med muslimske overtoner, der gør oprør mod kapital-overmagten – og får forventelig retfærdig revolutions-romantisk oprejsning – hmmm…hvad minder det om?  Hvorfor ikke bare lave en nutidig film om Vesten/Kina´s fortrængte aktiviteter i Afrika eller Mellemøsten?Men måske læser jeg filmen gammeldags – de fine kendte spillere og historiens stærke IP-værdi er PR-lokkemad, figurer – eller rettere funktioner – frem for karakterer med dybde – selv fabelagtige Christopher Walken får ikke meget at arbejde med i dette tegneserieunivers. Stellan Skarsgårds kopulente skurk er eminent stylet og designet – for filmens reele værdi er dens evne til at generere et komplet altomsluttende fantasi-univers – værdien er ikke spillerne eller replikkernes levering, men hvor godt effekterne er eksekveret og om de er sat i en sekvens der kan fastholde vores spole-hjerner.

Filmens virkelige stjerner er ud over CGI-programør-teamet fotografen Greig Fraser og production designeren Patrice Vermette – og historien er en undskyldning for et verdensfjernt krigs-spektakel, der er ideelt til snart at blive gamificeret. 

Deroute: Selvom jeg engang – under en koncert i Den Grå Hal – ramte den brune bukse-tone og splintrede glas med bas – er jeg nød til rejse et flag omkring bio-lyd: 

Nutidens John Williams er komponisten Hans Zimmer – i Dune 2 skyder hans muzak-samlebånd grandiose droner og muterede panfløjter af – og hver gang der skal føles eller en pointe skal mejsles ind kommer imax-sub-bassen, som om Hans har fået FL-studio og lyttet til de sidste 15 års trap beats. BOOOOM.

Det bliver meget mekanisk og trættende som en rutchebane, hvor der tænder et neon-skilt med “det kilder” ved hvert bakke-dyk. Plus der er eksplosioner og orme-jordskælv oven i mixet – kombinationen af Dune 2 og IMAX er som at sidde inde i en vibrator. Dune 2 mangler desværre figurer med indre fortælling, selvom hovedpersonen med heltehåret naturligvis transformeres fra detroniseret stealth-wealth emo-musketer til udemokratisk kosmisk killer-messias via trendy microdosering af psychedelia, noget Dunes forfatter Frank Herbert selv nød i helt andre doser under den skriveproces, der affødte de 6 (!) Dune-bøger – så forvent mindst en 3’er, et par oscars – og en masse legetøj…

God sci-fi kan transportere os væk i en eskapistisk rejse-rus, men når det er bedst, kan rumskibene og kostumerne bruges til at tegne et tættere metaforisk billede af vores samtid og mentalitet end det meste realisme. Det savner jeg her.

Jeg drømmer om der en dag kommer en dyr film i sci-fi genren, der ville fortælle mig noget nyt, som nogen synes er vigtigt – og ikke bare noget effektivt, lukrativt & tomt. Dune 2 får mig til at savne ørkenen i Marokko.

Jeg vil nu indføre et nyt stjernesystem: 

Stjerner i forhold til min private perverse smag og urimelige krav til metal protein og nytænkning: 2

Min 13 årige praktikant: “Jeg synes, at det er en enormt smuk film, ville dog ønske der var en rolig start med et referat til dem der ikke havde set Dune 1 – og at filmen sluttede lidt før – den føles lang.”  3 ud af 6 stjerner.