Tid til at droppe al den tantede-enkeltsags-symbol-krænkelse, der blot er en lyn-afleder for en dybere – men potientielt mere dynamisk – systemisk total-vrede? Træt af rekreationel forargelse er blevet den ny post-corona nationalsport .
Jeg er så træt af de pæne piger m/k der spiller dørmænd på nettet, på jobbet og bliver karrierekværulanter i medierne – de simulerer progressive, men er reelt regulerings retrokonservative på identitetsjagt.
Det er moderne at være hygge-krænket – over alt muligt – ofte mindre væsenlige ting som forældede børnebøger, iskager, onde anmeldere, slavepisker-statuer eller stavefejl det minder om en Freudianer der tror det er et samleje når han låser en dør op – men er al tastaturkrænkelsen blot en lynafleder for den ægte fortrængte – men helt berettigede vrede, vi alle har indeni – bålet af summen af alle vores livs private krænkelser? 
Keyboardkrænkelse er nettets svar på road rage, men det er blevet lidt tantet og passivt, og udløser stensikkert depression, moraliseren, apati, murbyggeri og censur udover at tage alle folks tid. Det virker nogengange som om målet ikke er reel ændring men blot en verden hvor vi ikke kan tale om noget og alle lader som om de er lige…
Vi taler for meget om hvordan vi taler om tingene – i stedet for at handle i den virkelige verden på problemerne: kongeeksemplet var da en masse velmenende mennesker der var mod racistisk politivold (for hvem er ikke det?) mødtes og råbte regulerede slogans tog selfier med deres iPhones i Nike og H&M – lavet af nutidens slaver, børnearbejdere i asien. Måske smittede man endda sine nye solidaritetskrænkede venner i procesen. 
Et andet eksempel er et isfirma får enorm gratis reklame ved at droppe en is med et krænkende navn jeg ikke tør skrive. Eller Irma der lancerer “slavefri” chokolade – men er resten af butikken så lavet af slaver? Er der dyr der er blevet krænket i proccesen også?
Hurra for de mange centrale og. skønne diskutioner der er ude og løbe for tiden. Problemet er samtalerne ofte afspores og ender med censur, klassekrig eller tidsspilde og distraktion for de sidste dages hellige. Jeg er med på vi ikke skal krænke nogen, at almindelig pli og dannelse er en mangelvare og alle skal behandles ens, selvom de reelt aldrig bliver det – heldigvis. Alle har krav på samme chancer, service og uddannelse – selvom det aldrig er eller bliver sådan. Man kunne starte med alle ansøgninger var uden navn, alder og køn…der er nok at tage fat på udenfor facebook og twitter og P1.
Det er fint vi bliver beviste om historisk undertrykkelse, men hvad med slaveriet idag? Hvad med underklassen og dem helt udenfor? Hvem fanden glor på statuer anyway?
Hvis vi fjerner statuerne af fortidens slavepiskere er der kun reklameskilte for nutidens slavepiskere tilbage – dem der smadrer den tredie verden, miljøet og underbetaler børnearbejdere: H&M, Apple, Nike – listen er lang.
Du kan stå og råbe og føle dig hellig et par timer og være online-socidarisk om en enkeltsag, men du har stadig Nike sko på og taster på en iPhone – og måske spekulerer din bank eller pensionskasse i landminer.
Hvis du ser en statue eller en børnebog bliver du ikke racist, ligesom det ikke er en hån mod slaverne eller deres efterkommere i 2020. Det er HISTORISKE monumenter, ikke altre hvor vi lægger blomster – og hvis du orker klikke på google kan statuer lede dig på sporet af en dybere forståelse af nutiden.
Eksempel: jeg var i Bruxelles og havde glemt pensum, men Leopold dukkede op overalt i det offentlige rum – de var underspillede omkring hans massedrab (cirka 1 millioner plus…) – selv på det herlige krigsmuseum – men info er jo kun et klik væk og da jeg senere de afrikanske camoflagemønstre på Belgiens luftvåbens fly ved en parade og besøgte Antwerpens diamant og shipping scene blev det tydeligt Belgien stadig har gang i Afrika og ikke bare er EU gourmet-hygge.
Måske kunne nogen af tidens sultne samtidskunstere rekontekstualisene statuerne med mere end et skilt – Christian den 4 tørrede sin sensitive numse i små dunede ællinger…mulighderne for at reaktivere vores magiske og ofte blodige historie er uendelige, for vi er nød til at huske vores historie for ikke at gentage den – klart vi ikke skal hylde fortidens psykopati, men i denne guldfisketid er det vigtigt med fælles hukommelse – jeg ser hele debatten om statuer som endnu en politisk korrekt afledning – ligesom meget andet identitetspolitik – vi skal glemme den virkelige – aktuelle – konflikt – ulighed. Hvem er slaverne idag og hvad gør du ved det?
Jeg var vild med #metoo i starten: endelig var der nogen der turde tale sex og magtrelationer – men det endte med en gang identitets & opmærksomhedsfitness for priviligerede krænkelses-parate elite-tastaturkrigere der endte med at grave en asexuel usynlig kinesisk mur mellem kønnene. Hvor var solidariteten med alle kvinderne i servicesektoren, hvor #metoo er et livsvilkår, ikke en enkelstående event? Hvor var solidariteten med med alle de mænd der bliver udnyttet af deres chefer m/k? Eller sexarbejderne?
Den samme omvending er ved at ske med BLM og den desværre også i Danmark meget relevante racedebat – jeg har fuld forståelse for raseriet over politiets groteske opførsel – men er metoderne de rette?
Jeg forstår godt følelserne, men jeg undrer mig over metoderne – især når der er en virus i omløb. En demonstranterne ikke bare med at betale de biler man brænder af og militarisere politiet yderligere?
Måske er det tid til at tage disse sunde spæde ulighedsdebatter til næste niveu: vi lærer jo ikke noget af at bekræfte hinanden i at racisme og sexisme er forkert – vi lærer noget ved at tage fat om det lige nu når det sker omkring os – og ikke mindst forstå hvorfor racisme opstår.
Jeg mener vi er nød til at finde nye aktionsformer og en ny bevisthed om ulighed, der er sagens kerne.
Det er ved at blive svært at tale om virkeligheden – alt skal pakkes ind i krænkelsesfri newspeak lingo.
Så igen: prøv at stemme med dine penge, dine ord og ikke mindst dine handlinger.
Misforstå mig ikke. Jeg har personligt jagtet racister til politiet lagde sig imellem med et skud gas tilbage i 1980ere. Jeg tager diskusionen hver gang mine venner brillerer med hyggeracisme – der ofte ikke stammer fra egne negative oplevelser, men bare medieskabte fordomme – det er ofte mennesker der ingen kontakt har med dem de harcelerer over ud over taxature eller shawarma-bestillinger.
Men jeg mener også det er vigtigt vi taler om tingene: at udskamme sprog ændrer ikke virkeligheden, ligesom man ikke fjerner historien ved at fjerne statuer. Det er bare nemmere at tro det – end at lave om på den grundlæggende ulighed i verden.
For tør vi blive rigtigt vrede? Nej, det forpligter og kunne få konsekvenser…og måske rammer man magtesløshedens mur? Så hellere tøsefornærmet ved tastaturet.
Så i stedet for at føle os små-krænkede på nettet er det tid til at realisere vi undertrykkes i virkeligheden, f.eks af partnere og chefer, der ved hele vores boligpyramidespil ramler, hvis vi siger fra for alvor. Vi må erkende vi er systematisk undertrykte fra barnsben, vi er trænet til at fortrænge vores system-lede og dulmer med underholdning, forbrug og misbrug – nu suppleret med lidt uforpligtende net-krænkelse og forargelse som lynafleder.
Tænk aktivt at vælge at føle sig krænket og være offer for en Kim Larsen anmeldelse fra en negativ likehunter der tygger drøv på rock-lig for lidt trafik, der skal sælge nogle reklamekliks i en digital papirtiger-avis? Eller være rasende over et 15 år gammelt røvklask fra Peter Ålbæk eller en gokkesok til 25.000 på rådhuset – når verden omkring dig brænder og du er ved at gå ned med stress.
Personligt er jeg krænket over det fantasiløse usensuelle uæstetiske og reelt meningsløse liv – men mere krænket over vi gemmer os bag designerskyklapper og via kultur og medier dyrker en kollektiv fortrængning af alt det dumme bras omkring – og mellem – os – og dermed sætter udviklingen i stå – der er for ofte gode måltider i Danmark til en revolution (hvad det end er idag?) – og de sidste mentale mellemrum fyldes så med OCD-agitg fedteri med nutidens tamagotchi, selvovervågningsdimsen – din Iphone.
Personligt har jeg hele mit liv følt mig hygge-krænket over hele den danske folkekomedie (jeg også elsker, bevares) omkring mig – skoler, medier og mennesker der taler ned til mig, og prøver at styre og stjæle min tid med idioti – der alt sammen handler om at holde det banale hamsterhjul kørende. Jeg er krænet over at bo i en by der er fyldt med grimme supermarkeder fyldt med giftig mad og dumt tøj lavet af slaver, giftig luft, tarvelige børneinstitutioner og skoler, syg sport, latterligt fritidsliv – i et af verdens rigeste og mest oplyste lande…det giver jo ikke mening.
Den nye krænkelses-trend er trods alt et fremskridt, da den gør op med den ja-hatte-epoke vi har været undertrykt af, hvor al kritik blot blev isoleret og stemplet som psykotisk brok, og ordnet med lidt mindfullness eller nogle lykkepiller.
Det er super at folk er begyndt at lufte deres mindre glamourøse erfaringer, men nu er der mode-krænkede over hvad som helst for at få likes i den syge opmærksomhedsøkonomi – man kan ikke kysse sit barn på kinden eller høre dub uden koret piver. Den digitale krænkelse er endnu et tegn på en overordnet systemfejl på lige fod med misbrug, graffiti og hooliganisme – en mangel på drama i en overreguleret steril farveløs og låst verden – jeg vælger at læse krænkelsesparatheden som en ufokuseret desperat kritik og underliggende lyst til en anden verden og et andet liv.
#Metoo debatten startede som et friskt pust – det er desværre altid relevant at blotte forholdet mellem magt og sex – men den større systemiske analyse udeblev – debatten endte ofte med at blive opfattet som en slags desperat offer-PR for semikendte i en overbefolket mediebranche – og en måde at komme af med sine konkurrenter og chefer på. Bivirkningen var at der blev bygget mure mellem kønnene og den store solidaritet med mindre glamourøse og klikvenlige erhverv udeblev – hvad med #metoo i f.eks HK eller servicesektoren? Det virkede som om #metoo mest var i TIsvilde og til castings, ikke hverdag på de fleste arbejdspladser.
Krænkelse bliver gjort til underholdning, jeg føler mig faktisk ikke bare krænket men voldtaget af at blive talt ned til via snart sagt ethvert dansksproget mainstream medie og kulturen generelt, det er som om de regner med os modtagere er historieløse guldfiskehjerner der blot vil lulles i søvn med sikre fortællinger om verden er som den plejer, eller vi skal være bange for virus, indvandrere, Iran, nordKorea, PET, FET, Trump, Kina, kræft, fedt, fattigdom – eller ikke at høre til eller være med. Med til hvad? Jeg nyder min totale fremmedgørelse – tænk hvis jeg skulle identificere mig med mit job, mit land, mit segment, min generation, mine ting, mit hold, mine vaner, mine penge, mine traumer- alt ville jo gå i stå og jeg ville blive et endnu mere forfærdeligt menneske hvis jeg var en mosaik af alt det gamle traditions-vrøvl.
Jeg er ikke krænket – jeg er vred – på mig selv – og især dig – fordi vi er for slappe og mætte og bare passer os selv. Jeg er VRED på de medier der er vokset sammen med magten, der har givet f.eks Danske Bank lov til at rense blodpenge og snyde i skat i et land hvor man får 14 dage i fængsel for at tigge – mens vi bare piver på facebook, men ikke kan overskue at skifte bank. Eller demonstrerer mod politivold i USA mens coronavirusen kører iført Nikesneakers lavet af børneslaver mens vi blogger på vores kinesiske iPhones lavet under umenneskelige forhold. Nice try folks, men hvor er overblikket?
Mentale overlevelses-strategier: I 1980erne overlevede vi ved at være cool og simulere ligeglade, i 1990erne overtog ironi og sarkasme som mentalt plaster, i ja-hatte årtiet i 2000erne blev det at være åbenlyst ligeglad og skamløst grådig stort. Disse mentale overlevelsesteknikker har nu fået et extra gear af endnu en ventil – tastaturkrigernes krænkelseklynk. Krænkelsestrenden kan blive starten på noget stort på sigt – at vi stopper med at sublimere og eskapere og tør mærke vores berettigede indre raseri, der desværre tit ender i indebrændt afmagt. Vi har jo alle vores småborgerlige privilegier at miste.
Jeg er blevet nød til at undertrykke – men nyde – mit raseri for at overleve alt idiotiet, så nu ulmer mit raseri blot – og presses til diamanter. Hvad med vi erkender de dybere årsager til krænkelses-følelsen? Hvad med vi erkender at krænkelse er en passiv substitut-følelse for ægte vrede – en meget mere dynamisk følelse, der kan ændre ting og føre til ægte handling i den fysiske virkelighed. For alt er bedre end kun at være ligeglad, det er fake zen – reelt at give op og finde dig i verdens defekte tilstand og lave en mental struds.
Vi må face fakta:
Demokratiet virker ikke – det er som at stemme på Carlsberg, Mikkeller eller Tuborg – ligegyldigt hvad du vælger bliver du oppustet, dum og skal tisse – pamper-inertien har overtaget alle partier
Bankvæsnet er løbet med hele samfundet – og vi betaler hvergang
Kulturen er reduceret til systembevarende tidsrøvende opium eller elfenbenstårns-identitets-jam.
Pressen er blevet en tam del af det underholdningsindustrielle kompleks, en slags PR-firmaer og propagandamaskiner, tydeliggjort af corona
De sociale og sexuelle rum er markedsgjorte – vi er på tinder og sugardating.dk mentalt
Vi masseovervåges og profileres af erhvervslivet, staten, globale brands og udenlandske efterretningstjenester konstant – og hinanden
Vi lever i en afviklingstid, ikke en oplysningstid
Miljøet og klimaet er allerede skadet, men vi lukker øjnene og shopper videre
Vækst er den eneste vision der er tilbage, men det er blevet cancer
Narcisisme, stress, depression og borderline er ikke dianogser mere, men totalt normal tidsånd
Vi har intet fælles at samles om andet end Kim Larsen, sproget, sport, mad og umættelig grådighed
Vi er alle ludere nu – idealismens tid er ovre
Vi accepterer at være medskyldige i angreb på 3 verdens lande der ikke engang medfører en rapport
Vi har ingen hukommelse mere, og har mistet evnen til at se større sammenhænge – og løsninger – Vores “ledere” tænker kun 4 år frem, hvis de overhovedet tænker på andet end næste job
Vores fremadrettede visionære evner er skadede pga. for meget skærm og postmoderne bras
Vi accepterer at alle der ikke leverer til markedet behandles som problemer – børn, gamle, sindsyge, flygtninge
Vi distraheres med tåbelige livsstilskrige: middelklassens kloge smag mod overklassens vulgære smag, FCK mod Brøndby, Techno mod trap, Berlingske mod Information, Aldi mod Torvehallerne, byen mod udkanten, farvet mod hvid, kvinder mod mænd osv.
Vi holder os varmen med lunkne forbrugsdefinerede fake-identiteter fordi vi ikke tør tage stilling til hvor og hvem vi er her og nu
Vi accepterer der nu er en konstant krise der legitimerer en strøm af nedskæringer der igen giver stress
Vi accepterer banksystemet ikke bare er den definerede magtfaktor, men også udpumper os systematisk, og ikke er underlagt nogen regler mere
Velfærdsstaten er under afvikling, vores livskvalitet er truet da vi betalte for casinokapitalens krise
Vi accepterer vi skal stå til regnskab for vores pengestrøm, men når vi låner kan banken reelt spekulere i anti-børneminer i Kina og køre overskuddet til Malta.
Vi bliver udsat for giftige produkter, det virker som om det er helt legitimt at spekulere i at gøre os dummere og svagere – f.eks giftigt legetøj, stres-fremmende medier, børne-breezere, ond medicin, vitaminfattig mad og brug og smid væk sneakers til 5000 kr. – under den samme gamle skamløse undskyldning: giv folket hvad folket vil have aka. Hvis jeg ikke gasser jøderne er der en anden der gør det…men er du en del af løsningen eller problemet?
RASERI Jeg er rasende over vi er lever i et af verdens rigeste lande og er stressede deprimerede og syge og lever meningsløse vækstbaserede liv.
Jeg er rasende over hovedparten af slaverne stemmer på slavepiskerne og tror de drikker deres bobler til den første Jeg er rasende over alle de dumme jobs i verden – og alle de klovner der skal blande sig i alt
Jeg er rasende over at vores hjerner ikke kan tåle stilhed mere og spillefilm føles for lange da vores opmærksomhedsspan er defineret af reklamer
Jeg er træt af at vores sexualitet – potientielt et intimt og frigørnede rum – er markedsgjort og blevet en kampplads
Jeg er træt af at blive mistænkeliggjort og overvåget – tror magthaverne der er en borgerkrig på vej? Som om masserne har en chance..
Jeg er rasende på hvor kedeligt vores byrum er blevet over kvaliteten af luften og legepladserne.
Jeg er rasende over alle de sjove ikke har råd til at bo her mere og ender ensomme i provinsen på pension, pastaskruer og piller.
Jeg er træt af banker og stat vil vide alt men ikke selv svarer på hvad de bruger vores penge til at spekulere med.
Jeg er træt af kvantitet altid er bedst og færre og færre kan mærke kvalitet
Jeg er rasende over false-flag fake alternativer
Jeg er træt af dysfunktionelle sociale spil
Jeg er træt af alle bliver legitime misbrugere for at dulme: medicin, kokain, retalin, pot, sukker, kaffe, internet, mode, serier, tinder, Netflix
Problemet ved at være rasende i vores net-panoptikon-fængsel er vi så erkender vi er magtesløse hvis vi går af de traditionelle kanaler:
Skriv en kronik og den bliver brugt som underholdning, der skal sælge reklamer
Brænd en politibil af og de får en ny brandsikker model.
Bliv ekstremist og end med at blive et spejlbillede af det du er i mod
Sindsyge er den sidste frihed – eller døden? Det ender igen som systembevarende underholdning
Demonstrer og du bliver registreret og spilder tiden og irriterer trafikken. Gå ind i politik og du ender som de andre pampere.
Lav en houdini – flere og flere gør det
Hack og du ender som overvågningsekspert.
Bliv kreativ og du ender som en flad underholder.
Bliv kriminel og spark nedad i pyramiden og bliv suget oppefra
Du kan også bare droppe ud og sutte på dine hjemmedyrkede urter i udkanten – og blive et systembevarende skræmmebillede.
VI kan vælge at stemme med vores handlinger, ord og penge – det kan bare være ret uoverskueligt..
Det er ikke så underligt så mange gamle systemkritikere bare reder deres egen røv idag…hvis man føler sig undertrykt er det bare det nemmeste at blive herre i eget hus og redde sit eget skind: lave et firma og hyg dig med dine nærmeste. Så er alle glade – men musehjulet triller bare videre. Der er intet quick fix…hvis du har bud på metoder til at ændre systemet så skriv her, så får du eksponering.
Vi lever i fantastiske tider – potientielt kunne det bare blive meget bedre, hvis vi gør op med de anakronistiske fortællinger der fastholder det stadig mere utrygge status quo
Så næste gang du føler dig krænket så overvej om du reelt bare fortrænger du er blevet snydt og er naturligt vred…på noget større, der også er inde i dig selv? Find en metode til at aktivere vreden konstruktivt – og undgå for alt i verden at ende i indebrændt magtesløshed. Opråb til det Danske folk: er du en del af problemet eller af løsningen? Måske skal vi starte med at relativere vores fede egoer og genopfinde fælleskaberne?
Kærlig hilsen
En hvid lettere overvægtig afdanket hetro til jeg finder ud af noget andet generation X erfarings og samspilsramt fake-veganer der hader hvid musik men føler mig herre undertrykt af min indre betjent
DISCLAIMER: ro på – jeg er ikke ved at gå Breivik, jeg er ikke racist eller noget andet med -ist efter. Jeg lover at passe mig selv…