5. september: Det er flagdag for Danmarks udsendte. Flyvevåbnet larmer med sine stealthbombefly til 800 millioner kroner stykket, mens jeg flanerer på tamme Østerbro. Jeg jager gourmetseksuel is, kunst og kastanjer med mit barn.

Da vi når Trianglen, møder vi en flok mennesker, der tilsyneladende skal til landskamp. Hovedparten ligner helt almindelige danskere, man kunne møde i IKEA. Der er også klaphatte med bajerposer og mormødre fra forstæderne, men der er ingen veteraner i uniform, de er vist på Kastellet for at mindes de udsendte, der ikke kom hjem.

Så møder vi Paludan, klassiske bodeganazister fra Sydhavnen, Generation Identitær, pumpede Men in Black-typer, Tommy Robinson-dudes, incels – og forrest i paraden måske 80 balaclava-turtles mod burkaer i uniformer fra The North Face, som jeg antager er fodboldrelaterede.

Soundtracket er Kim Larsens *Midt om natten*, der pludselig får en mere dyster betydning, da jeg får øje på bannere med ordet »remigration«. Jeg går væk, før Volbeat kommer på.Optoget dirigeres paradoksalt nok af mellemøstligt udseende mænd i neonveste. En hurtig søgning viser, at nogle af dem tilhører medarrangøren United Lion & Sun Nordic, tidligere Aryan Lions Association. Måske meget godt, at de skiftede navn fra noget med Aryan … det lyder så meget af 1940’erne.

Det er iranske eksilmonarkister, der er modstandere af præstestyret og orienterer sig mod USA og Israel. En noget besynderlig alliance i en demonstration, hvis budskab må være temmelig ubehageligt at opleve for eksempelvis en sygeplejerske med pakistansk baggrund – de  308.ooo indvandrere og efterkommere fra MENA-landene brillierer ved deres fravær – smart – det må være forvirrende at opleve også for dem.

Jeg er blevet nysgerrig. Jeg elsker en god tossemagnet – det er spændende at se højrepopulismens sande ansigt live,  men mit barn får hurtigt nok af al den ytrings- og forsamlingsfrihed, så vi vælger en anden, mere rolig rute. Kort efter hører vi brag og massiv udrykning fra den ellers totalt fredede Classensgade. Vi ser nogle forfjamskede og forslåede gymnasieelever, måske fra Det Frie, flygte fra området. Det må være moddemonstrationen. Et hurtigt kig på telefonen viser, at de to demonstrationer tilsyneladende risikerer at støde sammen omkring hjørnet af Dag Hammarskjölds Allé og Kristianiagade.Når FCK og Brøndbys hooligans finder fælles værdier Jeg tænker, at hvis nogen skal lave ballade, er det oplagt at flygte gennem kirkegården, så vi går den vej. Og ganske rigtigt: Vi møder en større gruppe maskerede unge mænd og drenge i for stort eller for småt North Face-tøj. De kommer marcherende som en lille hær, hvide, skaldede eller maskinklippede, nogle med bøllehatte eller kasketter. Mange er meget veltrænede, andre tydeligt skæve eller høje, med de største alfaer forrest. Jeg har aldrig set noget så paramilitært i Danmark før. De lunter af sted i formation. Bagest går en slags SoMe-manager og filmer optoget. For den virkelige slagmark er selvfølgelig online. Det er sjældent, at jeg ikke tager billeder, men jeg bliver for en gangs skyld paranoid her, så telefonen bliver i lommen. Efterfølgende finder jeg omtale af hooligans fra både FCK og Brøndby sammen – en sjældenhed. Der er også oplysninger om deltagere fra andre danske klubmiljøer og forbindelser til den internationale højreekstreme Active Club-bevægelse.

Hundrede meter efter dem kommer kampklædt politi luntende. Men selvom en ældre dame fortæller betjentene, hvor de maskerede romerlyskastere løb hen, sætter politiet ikke efter dem. De er vist mest interesserede i dem fra Det Fri Gymnasium. De maskerede fortsætter tilsyneladende mod metroen, og senere rapporteres der om tumult ved Kongens Nytorv. Lidt mærkeligt. Man skulle tro, at der sad en indsatsleder og holdt øje med overvågningsvideoerne fra stationerne – men hej, der skal vel være lidt ballade, så budgettet kan holdes oppe.

Hammer, segl og identitetspolitisk gøgl: Vi vælger at kigge nærmere på den mindre, separate moddemonstration, der står og råber forvrængede klichéer, pænt afskærmet af et massivt politiopbud over for den amerikanske ambassade. Der er en del nonbinære med farvet hår, min gamle lærer i fløjlsbukser, nogle blege fyre, der bruger meget tid på dreadlock-appropriation, og nogle fuldstændig knuste palæstinensere, som nogen burde tilbyde psykologisk førstehjælp.

Men så får jeg øje på bannere med hammer og segl. Et symbol, der ikke alene repræsenterer drømmen om et postkapitalistisk samfund, men også totalitære regimer og millioner af døde. Måske er det de samme tosser, der sætter plakater op med massemorderen Mao? Man skulle næsten tro, de var false flag-agenter udsendt for at miskreditere den i forvejen temmelig tamme venstrefløj.

På nuværende tidspunkt har jeg desværre fået bekræftet stort set alle mine fordomme om yderpolerne i dansk politik. Det er en ret uskøn samfundsfagsekskursion for mit barn, så vi vender tilbage til hverdagens trygge københavnske overflødighedshorn og samler kastanjer.

Indbrud i mit ekkokammer Da barnet sover, kan jeg ikke lade være med at undersøge dagens gadeteaters digitale aftryk uden for mine sædvanlige ekkokamre. Der dukker en heilende mand op iført en T-shirt med teksten »White Boy Offender« og et SS-dødningehovede. Og så dukker der en anden version af billedet op, hvor armen er nede, og SS-symbolet er erstattet af et The North Face-logo. 

Normalt er jeg alt for fin til at diskutere politik, især på nettet med fremmede, men som fotograf og AI-bruger må jeg protestere mod denne virkelighedsopløsning. Jeg lægger naivt et opslag op om det. Straks er der mennesker, der påstår, at det er en autonom provokatør, eller at billedet er fake. Selv en video af manden minsker ikke deres faktaresistens, og de begynder at kalde mig landsforræder. Det er bare starten på en regulær lorteorkan.

At skrive om indvandringsrelaterede emner er åbenbart et abrakadabra-trylleord, der kan åbne en direkte kanal til det reneste had, og selv mennesker, jeg kender, forsøger at gaslighte mig omkring, hvad der skete ved demonstrationen – selvom de ikke var til stede. Mennesker, jeg ellers anser for mere end normalt begavede, begynder at skrive så ubehagelige og generaliserende ting om muslimer, at jeg må lukke dem ned. Argumentation og nuancering er umulig. Der er ikke tale om holdninger, der kan diskuteres, men om følelser, der skal bekræftes, og ren digital road rage.

Jeg modtager trusler – og jeg var simpelthen nødt til at blokere folk. Eller var de bots, betalt af udenlandske anti-EU-aktører? Jeg begynder pludselig at se anderledes på mine omgivelser. Jeg bemærker et Dannebrog på en nabos væg og begynder irrationelt at betragte min egen bolig som et potentielt mål. Tankevækkende nok sker dette samme weekend, som AfD vinder stort i Sachsen-Anhalt i Tyskland, og turtlerne marcherer truende i Dover. Jeg har kigget ned i ytringsfrihedens honningkrukke og er blevet smittet med paranoia. Man kan komme til at hade på baggrund af konkrete erfaringer. Men mange af dem, jeg er så dum at diskutere med online, synes primært at have deres holdninger fra skærmen – tror jeg – for jeg har aldrig boet i Tingbjerg.

En bekendt fra kulturverdenen – ja, jeg kender desværre ikke nogen fiskere eller landmænd – skriver til mig fra sit eksil i Jylland. Han har, som så mange andre kreative, tabt til nepotisme, narcissister og netværksnasseprinsesser og er startet forfra i Den Rådne Banan. Det er jo det, vi fra de fine saloner med de bonede gulve forventes at kalde det, hvis vi skal leve op til fordommene.

Han fortæller om sit saunagus- og wellnesscenter, der ifølge ham bliver tyranniseret af indvandrere, som har overtaget byen, efter at rockerborgene blev lukket. Hans lokale betjent er angiveligt magtesløs og sover med en pistol under hovedpuden. Vi skændes lidt videre, men bliver enige om at mødes og spadsere en tur snart. Puha.

DOMINANSDYNEJAKKEVÆLGERNE Hans verdenssyn og indvandrersyn er meget langt fra min indre by, hvor jeg har festet med mennesker af alle nationaliteter siden firserne. Også med de helt tunge, der senere endte på forsiden og bag tremmer – uden nævneværdig friktion. Som jeg plejer at sige: Jeg har haft flere problemer med folk fra Hørsholm end med folk fra Nørrebro.

Selvfølgelig har jeg gennem skolesystemet oplevet mislykket integration og restriktive religiøse forestillinger, der burde høre fortiden til. Men jeg har også en grundlæggende tro på, at meget af det vil forsvinde med tiden, fordi uddannelse er for tillokkende, og iPhonens magt er for stor.

Men igen: Måske lever jeg bare i en privilegieblind boble, hvor jeg har råd til at være nysgerrig frem for kedeligt fordomsfuld og rasende, så jeg begynder at kigge nærmere på de mange hadefulde profiler, der kommenterer mit opslag. Nogle ligner bots, andre ganske almindelige mennesker med a-kasse og rækkehus. Der åbner sig en verden af mennesker, der tydeligvis føler, at nogen har taget røven på dem: Medierne. Samfundet. Woke. Og især indvandrerne. Den overordnede idé er, at hvis bare islam forsvandt, ville Danmark på magisk vis blive tryllet tilbage til den gode gamle Olsen-Banden-verden, og statsbudgettet ville svulme op af alle de sparede milliarder.Systemets muslimske stedfortræder Umiddelbart tror jeg ikke, at disse menneskers livskvalitet er defineret af indvandring. Jeg tror snarere, den er defineret af kapitalfonde, boligspekulanter, mediemonopoler, manglende økonomisk råderum, teknologiangst, fraværet af alternativer, defekte relationer, generel hyperliberal tristesse og selvfølgelig ulighed. Men fair nok, de er frustrerede. De står med næsen presset mod Instagram-ruden og betragter et liv, de aldrig selv får adgang til – og får samtidig at vide, at det er dem, der er noget galt med. Så der er brug for en proxy-skurk, en slags socialøkonomisk voodoo-dukke.

En kapitalfond har ikke noget ansigt. En algoritme kan man ikke råbe ad på gaden. Det kan man til gengæld med en indvandrer – det er også nemmere end at råbe ad chefen, banken eller partneren. Så en kompliceret og abstrakt utilfredshed får en konkret menneskelig skikkelse, man kan rette sin vrede imod. For det kan være næsten umuligt for et menneske med et samfundsmæssigt Stockholm-syndrom at indse det mere systemiske bag sin utilfredshed. Det vil skabe ubærlig kognitiv dissonans, som at forsøge at skille siamesiske tvillinger ad.

For den indsigt vil også kunne få dem til at føle sig svage. Den vil give dem ansvaret tilbage. Ikke for alle de strukturer, de er underlagt og har troet på, men for deres egne liv og muligheden for at forsøge at ændre dem. Og ligesom for mig er det for smertefuldt, abstrakt og komplekst at tænke på et reelt alternativ.

Det er nemmere at hade en gruppe mennesker, man ikke taler med. Eller at gøre en dårlig oplevelse med en taxachauffør eller et krydret måltid til en samlet teori om civilisationens undergang.

Det er nemmere at sparke ned end op – præcis ligesom jeg selv foragter bonderøvene i mit feed. Jeg slipper for at tage de konkrete problemer alvorligt, når jeg kan reducere kritik af indvandring til racisme eller ordgejl, eller reducere enhver vred mand fra provinsen til en ubegavet bonderøv eller en Lars Boye-jamband-type, der bare beviser min overlegne gode smag.Medierne forstærker mekanismen. Konflikt rammer krybdyrhjernen bedst, og indvandring er en perfekt proxykonflikt, som kan fylde hele den offentlige samtale, så vi slipper for den langt større diskussion om samfundsmodeller, ejerskab, psykisk klima, teknologi, magt og fordeling.

Eliter har gennem historien brugt del og hersk som politisk metode. Brexit-kampagnen og finansieringen af den er et oplagt moderne eksempel på, hvordan identitet, nationalfølelse og økonomiske interesser kan flettes sammen til at slå splid og dermed få magt. Hvem mon betaler for at sprede islamhad i Danmark nu?The Show Must Go On Nu erfarer jeg, at hele dette gadeteater skal opføres igen. Denne gang med et opdateret budskab om at være »imod islamisme OG nazisme«(ikke racisme?) – efter de nu ganske veldokumenterede nazi-episoder, der bl.a. involverede en spyttende pølsemand … måske skulle der have stået »imod islamisme OG racisme« i stedet? Der er også anmeldt en moddemonstration igen.

Så tjek det. Det er et menneskestudie, en temperaturmåling på Danmark og et uhyggeligt stykke samtidsteater –  lad være med at tage mindre børn med. Jacob Harris holder tale…

I mit stille sind håber jeg, at hele balladen bliver ignoreret, ligesom Paludan efterhånden blev det, efter at hans provokationer havde kostet samfundet over 100 millioner kroner i politiindsatser. Jeg håber bare, at det bliver afviklet fredeligt. Ingen bliver mindre fanatiske eller klogere af at få tæsk eller tåregas.Min komplicerede fædrelandsfølelse Oplevelsen har fået mig til at tænke på at  jeg elsker Danmark, men vores forhold har været kompliceret i lang tid. Jeg kommer fra en familie med frihedskæmpere, og jeg respekterer veteranerne, der troede på vores demokratiske projekt og var villige til at betale den højeste pris. Desværre blev nogle af dem sendt af sted på forudsætninger, der senere viste sig at være falske.  Jeg føler, at Dannebrog blev kidnappet af Dansk Folkeparti allerede i 90’erne.

Sidst jeg var i Marokko, var det ikke fodbold, H.C. Andersen, Katja Kean eller Christiania, de huskede os for, så jeg havde et islandsk badge på indersiden af jakken klar for at undgå at skulle stå til regnskab for en politik, jeg aldrig har stemt på. Tænk, at jeg skal skamme mig over, at mit land løber ærinder for USA og over dårlige sange til Grand Prix. Siden er jeg holdt op med at skamme mig – ligesom Eminem og Trump, men det er en anden historie.

Jeg føler ikke denne Danmarksdemo repræsenterer mit Danmark, men jeg smyger mig uden om sagens kerne: at tage stilling til demonstrationens emne, immigration. Jeg bor jo ikke i Tingbjerg. Jeg spiser japansk mad, drikker fransk vin, når maven kan tåle det, har en amerikansk telefon, der er lavet af kinesere, nægter at se danske film og er afhængig af amerikanske techgiganter, der datamalker mig. Og jeg håber stadig naivt, at EU kan holde kaos ude lidt endnu før Kina eller AI vinder – og at alle sikkert har stort set samme farve om 200 år.

Jeg tror, at alt er politisk, men ikke nødvendigvis partipolitisk. Jeg har længe haft en mistanke om, at de vigtigste beslutninger træffes i VL-grupper og andre lukkede fora, mens Folketinget leverer det distraherede standupshow. Demonstrationer har jeg heller aldrig haft meget fidus til. De virker mest som en effektiv måde at få registreret folk med politisk bias og en identitetsmaskine. Men måske er det også bare en bekvem undskyldning for ikke selv at deltage – se bare vejrudsigten – plus der er for tæt imellem måltiderne i Danmark til der kommer revolution. Jeg ved, at hverken mennesker, der marcherer med nazister, eller mennesker, der reducerer deres modstandere til idioter, kommer til at løse dem.

Jeg er ikke vild med nogen ismer generelt, men tror naivt på, at verden bliver bedre, hvis man elsker sin næste – så vi mærker, at vi ikke bare er positioner, men personer igen. Knep din modsætning, eller tag i det mindste ud og mød dem live. Kærligheden vinder måske.

PS: Den bedste is er stadig siciliansk is i Skydebanegade, men den åbner først til foråret. Nu fører Isoteket.

Dines Isaksen

Tak for lån af billeder - der er kun brugt AI en gang - gæt hvor?

The post FRA GOURMETIS TIL GADEKAMP appeared first on BLAZAR.

Need a record to test your sound system, your friendships – and your perception?Never have so many people released so much music. It has become easy to make – and release – music. MIDI generators, Splice sample libraries, loops, DAWs and AI prompting – all available on your phone now, with no studio or skills required – are everywhere, even on the charts.

At the same time, our shrinking attention spans and access to the entire history of music have made it so that often only the most heavily promoted, dopamine-triggering, retro-sounding meme hits reach a broad audience.

The antidote: Copenhagen’s Mike Sheridan could easily choose to drift along with that trend, but on his new record he has chosen to do precisely the opposite of both the mainstream and the “underground”: to make something slow, difficult, meticulous and present – completely stripped of trends, retro, meta-layers and irony.

Mike Sheridan? As a teenager, Mike emerged in the vacuum after Trentemøller went indie rock and Copenhagen’s post-electroclash club scene was turning into a druggy Boiler Room cliché. Mike deserted the dancefloor and started moving freely between indietronica-pop, jazz collaborations, installation music and soundtracks.

Now he has made a wonderful record – Touch – that is clearly born out of sheer pleasure for sound exploration – not in order to get a hit, fill a dancefloor or target a market niche. OK … perhaps the record can be used as a funding application – or as a strong argument for a Berlin Atonal booking …but fortunately “Touch” can do so much more than that.

I’ve lived with the record for a few days now. It’s like moving into a new apartment … you may meet the neighbours in a new way … if you turn it up. Played quietly, the record becomes more like a living ambient sculpture slowly unfolding.

My immediate thought: highly suitable for a horror film, an S&M ritual or simply a walk through the city to alter your perspective. It hums, crackles and hisses wonderfully!

I experience the record as a document of presence: no meta-layers, no irony, pure investigations of material that emit spicy frequency matter and lead to emotional experiences – if you’re open to them.DARK AMBIENT? I get the sense that many people are rediscovering ambient works right now, as fatigue sets in with formulaic electronica and with the hunt for “the great song” dressed up in a thousand genre-mutated shit de jour disguises.

But ambient? Isn’t that fake meditation music, complete with bloated hi-fi-test synth pads for stoners, background music for Hollywood and quack clinics?

Yes and no…like so many other genres, ambient has an emotional and stylistic spectrum ranging from gentle sonic wallpaper to deep, demanding compositions that have more to do with industrial, classical music or dub than with new-age crap involving MIDI gong baths and birdsong.

When ambient works, it can colour a room and be used immersively, like lighting or perfume, but it can also function as a serious listening experience, like classical music or jazz – like back when the stereo system was the most sophisticated piece of technology in the home, and you arranged the furniture between the speakers and simply stared into space while your body vibrated.

Mike has managed to create an album without melody, lyrics or beats. Here, the method is more about transformations of timbre that encourage the listener to co-create inside their own head – you unpack it yourself, without instructions. Good ambient can be both a present, substantial main course and a background perfume at low volume – and Touch excels in both positions.

This is not an easy record. There is no Brian Eno fluff here. It tastes more like sinister drone from Coil, Tibetan ritual music, Peter Leander, Sunn O))) without the guitars, gentle dynamic Merzbow or early Murcof before the crystalline piano took over.

Despite its apparently raw and organic output, the record is luxuriously mastered and cut by Berlin master Rashad Becker, and you quickly forget the individual ingredients: rubbing the rare Cristal Baschet sound sculpture – a kind of metal-and-water organ – the muttering of the EMS-style modular synth, the effects chains – all the sources blend into one – into Pro Tools with no Ableton gymnastics involved.

It is almost impossible to distinguish what is live sound, what is processing and what is Mac – resulting in a fitting soundtrack for a raw report from a world on fire … or whatever you happen to associate between the speakers.THE OBJECT: The Touch vinyl is a beautiful object, with handsome, austere Klein-blue artwork by Andreas Korsgaard Rasmussen, printed in two colours – heavy vinyl, a beautifully produced sleeve, two versions with only 150 copies of each … straight into the vault. Plus: there is also a DJ slipmat! 

I can recommend seeing Sheridan live. He controls every detail and delivers an enveloping, unusual listening experience that forces you to be present in your body – without dancing.

I’m soon going to open a DJ set with this record. It’s perfect for resetting the room, checking the sound system and clearing the air.

The big question after such an uncompromising release is:

Where does Mike go from here?

GET TOUCH HERE

MIKE SHERIDAN UPDATES HERE

The post MIKE SHERIDAN / Touch / Album Review appeared first on BLAZAR.

Jeg oplever, at Martin Halls hovedværk ikke var en bestemt plade, bog eller forestilling. Det var Martin Hall, attituden, silhuetten, myten og insisteren på, at et menneske kunne forme hele sit liv som kunst.Martin Hall er død i sin seng, kun 63 år. Det klør i mig; jeg har hørt Ballet Mecaniques stærke debut hele dagen – den er fuldt på højde med Wire eller Pop Group og burde være en international post-punk-klassiker, der har transporteret mig tilbage til dengang musik betød noget.

Martins exit er desvære endnu et tegn på, at generation X fader ud i bakspejlet nu. Sort Sol spiller på Det Kongelige Teater, Lars Hug hygger sig og Lars von Trier er syg…og oprøret er blevet kulturarv og pensum.

Nu brander mange sig med en nekrolog som da Jørgen Leth døde, selvom det ikke er menneskeligt muligt at overskue eller finde en tråd i de flyttekasser med værker, som Martin producerede. Her er mit forsøg:

FLASHBACK; Engang vrimlede indre by med originaler, ikke den slags uniformerede performative uniforme online-kloner vi ser i dag, men bare et sammenrend af mennesker, der uden skærmhjælp bar deres hjerte uden på tøjet og udviklede deres ydre stil og indre liv i eget tempo.

Især i sidegaderne omkring Strøget opførte den  brogede skare deres private flanørteater, der virkelig strittede ud i en næsten modemæssigt DDR-agtig by, der ellers var domineret af post-hippie jeans, håndværkertøj og suits. Som musikken havde tøjet betydning dengang, og nogle gange skulle vi løbe for livet fra rakkere i hvide træsko, Bispebjerg bokseklub, uropatruljen  eller Bullshit-psykopaterne. 

MIN INDRE BY – FØR & NU

Nogle var det, man senere vil kalde autentiske modeikoner, f.eks. Lars Top (Sods/Sort Sol) perfektionerede sin egen gotiske glampunk-uniform, der blev kopieret af mange og stadig er under udvikling. 

POST PUNK KØBENHAVN

Joy Division var store og dyrkedes af en hær af frustrerede unge mænd i lange, gamle overfrakker med fedtet kostskolesideskilning og undercut, der flirtede med Crowley, Nietzsche, Burroughs, Kierkegaard, Céline og et let fascistisk look, der var godt til at pisse alle af og virkede som aktiv prævention. 

En stak ud fra flokken, den unge smukke Martin Hall – der toppede alles look med plusfours, knæstrømper, fedtet tilbageskrabet kanariehår, kappeagtig duffelcoat, asketisk skjorte med kinakrave og pancake – et mix af vandringsmand, den enfoldige morder, asketisk boheme og Bowies Low-cover gjort levende som flanør midt i den københavnske middelmådighed – som postpunkens svar på Frederiksbergs Marquis de Sade.

MARTIN HAll LIVE HER

I Rockmaskinen, Saltlageret, i besatte huse, på gallerier og i Odd Fellow Palæet satte han den på det tidspunkt stærkt stagnerende punkscene på plads med koncerter, der ofte var koordinerede ambitiøse multimedie-performances med højt til loftet. Jeg har aldrig været vild med Martins inderlige sangstemme, men Martin kunne spille alt, selv violin – hvilket var ret unikt på scenen dengang – og når Hall spillede med Before eller Sods/Sort Sol, trak han musikken væk fra den sædvanlige punkrock og ind i et mere teatralsk, dissonant og europæisk rum. 

Han blev en slags guru for mange og er det sikkert stadig. Desværre oplevede jeg ham som et usikkert og neurotisk offstage – det var jeg sandsynligvis også.

Dette paradisiske ur-postpunk-miljø jagtede den næste nye ting, den næste provokation, den næste lyd, den nye ide – men tiltrak desværre en rockere, kedelige copycats og det sneede med speed og senere heroin.

FAVORITE POST-PUNK/POST-DISCO/ELECTRO CLASSICS

Martin fandt også legendariske sidemen som Morten Versner (rip), Martin Krogh (rip) og Henrik Møllb (rip) og producerede en lind strøm af fanzines, kassettebånd og vinyl under en vifte af navne – klart inspireret af Roxy Music, Pop Group, David Sylvian, New Order, Bowie, Throbbing Gristle, PTV, ACR og senere Brel og Scott Walker – pyt med det, dansk kultur har altid været en gang oversættelser, og med så godt et mix kunne Hall ikke gå helt galt i byen. Der kom en lind strøm af manifester, som scenen brugte som inspiration, selvom de også grinede af den pretentiøse stil.

VENDEPUNKTET: Hall rykkede over på kunstscenen og blev clean via Emin Foundation, en esoterisk syntese fra 1970’erne: Gurdjieff og Ouspensky som metodisk grundstamme, Steiner og teosofien som åndeligt udviklingsbillede, nyplatonismen som kosmisk arkitektur og New Age-kulturen som ramme for øvelser, personlig transformation og alternative erkendelsesformer med base på Sønder Boulevard. Emin Foundation helbredte ikke Halls behov for en ophøjet rolle. Den gav rollen et nyt sprog.

Farvel punk, farvel til hedonisme – goddag til disciplin og synthesizers og trommemaskinen, så han slap for øvelokalernes sorte huller. Totalt i sync med New Orders udvikling, men uden det store gennembrud, for Hall var en enhjørning i dengang monokulturelle Danmark, men manglede hooks og branche-backup. I Danmark lignede han et fremmedlegeme. I udlandet risikerede han at ligne en særligt ambitiøs elev af allerede etablerede forbilleder. 

På det tidspunkt mistede Hall fascinationskraften i min optik, måske fordi den nye genstart via den spæde EBM/Acid/Techno/Hiphop – sampleren, kærligheden og svampene – bare gjorde hele postpunk-universet irrelevant.

Efter 90ernes postmoderne og metamoderne gøgl er Halls mix af essentiel alvor, klassisk europæisk kultur, righoldige metalag og manisk produktion desværre sjældent i dag i et kulturliv overtaget af formidlere, nepokids, tomme stiltyve og meme-gøglere. 

I dag forventes kunstnere at kunne forklare værket, næsten før det er skabt. Institutionerne belønner netværk, genkendelige diskurser og kommunikerbare identiteter. Sociale medier gør personaen obligatorisk, men samtidig mere ensartet. Referencer kan identificeres på få sekunder og mister deres mystik. Den tavse, ophøjede dandy er vanskelig at opretholde, når alle skal poste, forklare og være tilgængelige. 

Så ingen overtog Martin Hall. For øvelsens skyld har jeg delt rollen op i fire mindre og mere tidssvarende funktioner:

Halls greb blev kopieret, og han blev  efterhånden overhalet i det opmærksomhedsøkonomiske mainstream-ræs. Frøken Nielsen – senere Madame Nielsen – gjorde noget beslægtet med identitet og persona, men langt mere risikabelt. Claus Beck-Nielsen lod figuren invadere selve livet, kroppen og offentligheden. Nielsens  identitet kunne bryde sammen; Halls flanerende dandyrolle begyndte at virke gammeldags.

Blackman havde til gengæld noget af det, Hall manglede: ægte nepo overklassefilms, onliners med gennemslagskraft, humor, lummerhed, social sadisme og dermed adgang til almindeligt pølle-fjernsyn. Han kunne simulere camp, sofistikeret og selvbevidst uden at det krævede, at publikum havde læst Huysmans kontra kvikkere Martin Hall, der skulle etablere sin betydning men talte volapyk. Blackman kunne bare træde ind i rummet og imitere samme arketype, men så EB´s læsere også klikkede. Hall skulle hele tiden demonstrere sin betydning. Blackman kunne få betydningen til at ligne en medfødt egenskab uden at have andet end lidt jazztrommer.

Esben Weile Kjær minder om den unge Hall som æstetisk institutionsfigur: mode, klubkultur, popreferencer, performance, branding og samtidens kunstverden, men hvor Hall ville være europæisk dekadent, er Weile Kjær global kunstmesse-pop lavet til samlere og kuratorer fra Gen X der vil være unge, men sidder fast i et gammelt nummer af The Face. 

Tobias Rahim har selvmytologiseringen, poesien, kroppen, sårbarheden og den omhyggeligt konstruerede offentlige figur. Men han er næsten anti-Hall: folkelig, følelsesdirekte, erotisk, global og fællesskabsorienteret. Hall skabte afstand; Rahim skaber identifikation med sårbarheden. 

Så spring på, der er en ledig plads – vi mangler mennesker, der mener det, tror på kultur kan forandre verden og insisterer på at være renesancemennesker. 

Måske var det derfor, hans død kradser ekstra. Ikke fordi jeg elskede alle værkerne, men fordi han tilhørte en tid, hvor vi stadig troede, at et menneske kunne opfinde sig selv så konsekvent, at verden var nødt til at følge med.

Senere mødte jeg heldigvis mødte jeg den mere modne Hall igen via Henrik Møll: han var langt mere afslappet, tryg og mestrede den morsomme ping-pong – han gik stadig i enorm overfrakke om sommeren, men jeg fornemmede, at han ikke mere følte, at han skulle bevise noget eller berettige sin eksistens, at han faktisk kunne lægge masken og bare jamme, som var vi knægte foran Gry Records før stofferne og myterne accelererede. Han har udgivet røven ud af bukserne på alt og alle i Danmark, og var ikke længere gidsel i sit hovedværk – Martin Hall.

Klub BARBUE – dødvandet mellem postpunk & prototechno

The post Martin Hall – RIP appeared first on BLAZAR.

Kulturnatten er endnu et eksempel på, at byen er et rent overflødighedshorn – vi bor i et voksentivoli i en guldalder, men det er umuligt ikke at føle FOMO – derfor har BLΛZAR sammensat en alternativ guide til Kulturnatten fredag den 9. oktober – hvor du slipper for akvarelmaling, prætentiøs kvotekunst, folkedans og velmenende kvoteafstemte museumsformidlere og tordenskjolds mediesexuelle med hudfarvede mikrofonbøjler.Denne rute prøver at undgå den provinsielle parade, hvor du bliver skubbet rundt i regnen i køer af page-stålhjelme med muleposer og pangfarvede detaljer på jagt efter det årlige kulturfix på de fine saloner med de bonede gulve, insta-tøser M/K i oversized gøglertøj der jagter kloge lokationer til deres selvaktualisering og masser af performativt følsomme singler på jagt efter et vinterhi-projekt. 

Men hvem orker at se kultur på et til lejligheden pakket museum, hvor statisterne knævrer og står i vejen for udsyn og tankevirksomhed – det er som at gå i biografen med en børnehave med store gratis slikposer. 

Heldigvis er der masser af muligheder, der normalt kræver universalnøgler og maskering: Højaktuelle bunkere for alarmister, hemmelige bøvede broderskaber, dakkadak-musik, paranoide militære installationer, du har betalt skat til – et stort herligt hurlumhejhus, Københavns underbevidsthed – med temaet alarmisme med et touch af goth – for  bag de mange åbne standard-museumsdøre hvor alle pludselig er begyndt at parfumere med elektronisk  musik – gemmer der sig en potientielt spektakulær aften:

Vi har lagt en rute gennem byen, som bevæger sig fra Frederiksbergs undergrund til Refshaleøens industrielle efterliv. Den er muligvis for ambitiøs, men det er tilladt at springe noget over, tage billeder af nogle små tallerkener i gult lys og drikke noget sponsoreret elektrolyt-vand undervejs.

18.00 – Cisternerne: I Cisternerne har Strøm og Unearth skabt et elektronisk lydværk med lysinstallationer i Københavns gamle vandreservoir. Her er mørkt, fugtigt og en analog efterklang på op til 17 sekunder, hvilket gør stedet til en af byens mest imponerende akustisk-autistiske oplevelser.  Mærk elektronisk musik i en mørk kælder – men helt uden svedige ravere, trommemaskine og elendig ventilation. Her er omgivelserne fredede. 

18.40 – Frederiksberg Slot: Dræberskolen – et par minutters gang fra Cisternerne ligger Frederiksberg Slot, der i dag huser Hærens Officersskole, der normalt er lukket for offentligheden. Mon ikke skolen snart skal flytte ind i en industripark i ydre Herlev, når forsvaret som de sidste opdager, hvad de kan sælge denne liebhaverejendom for spidsen af en frigat til Jeudan?

19.15 – platform BUNKER: Rolfsvej 10–12, Frederiksberg: I en bunker på Frederiksberg præsenterer platform BUNKER Alexander Brix Tillegreens Understrømme, en intim lydinstallation baseret på sinustoner, forskydninger og psykoakustiske fænomener – (Fortæl mig noget musik der ikke består af disse ingredienser? PR-tekst-ommer). Skulle verdenssituationen udvikle sig yderligere i den forkerte retning, er det muligvis også meget praktisk at vide, hvor indgangen og dåsemaden og diegestives-kiks ligger – personligt har jeg booket et hjørne under Israels plads, men måske er der bedre på 2000F.

19.35 – Frimurerlauget: Smallegade 33, Frederiksberg. Her er mulighed for at studere et socialt miljø, hvor tradition, hierarki, nepotisme og fællesskab stadig har en fysisk form – i en tid, hvor fællesskaber består af gruppechats, løbeklubber, gus og mennesker, der følger hinanden på Instagram, virker det eksotisk. Spørg gerne, hvad forklæderne betyder, og om VL-grupperne har overtaget. Hvordan det føles at være hemmelig efter alle hemmeligheder er online? Om der er satanistiske underloger? Om hvorfor kong Frederik ikke er med, og hvorfor de er begyndt at annoncere efter nye medlemmer. Og om der er en dresscode til efterfesten. Måske kan du overnatte i en kiste?

Op på cyklen, mod Nørrebro:

20.20 –  Brorsons Kirke, Rantzausgade 49 –  nu med synthesizer. ChurChill #51 forvandler Brorsons Kirke til et rum for ambient, elektroniske lydflader, religiøs arkitektur og moderne chilloutkultur, et af de få steder i København, hvor man kan tage skoene af, lægge sig ned og lukke øjnene, uden at nogen straks spørger, om man har brug for hjælp.

Så mod min indre by:BYMUSEET: Stormgade 18: HVA’ HAR DU TRAVLT FOR? Danmarks mest læste digter SPYO udstiller en labyrint af ord – vildt at se hans værker samlet i en kommunal kontekst. Oveni får du en åben stickers- og tegne/rulle-workshop, hvor du kan male på muleposer og lave dine egne klistermærker. Én mulepose eller stickers-sæt pr. gæst – til tonerne af  herlige MIKE SHERIDAN, der spiller korte intense liveset på sit cristal baschet kl.19:00, 20:30, 22:00. Aftenens must!

21.05 – Universitetsbiblioteket: Paul Auster møder DJ-kulturen, Fiolstræde 1, Indre By, I den gamle bibliotekssal kombineres litteratur, livepoesi og elektronisk musik med DJ Letizia Suenson. Fetishister og aura-nassere har  også mulighed for at opleve Paul Austers bogsamling – ellers kan man bare google den eller få en AI til at lave et ekstrakt og udgive den selv. Der er noget vidunderligt dekadent over elektronisk musik, der snart udløber der spiller i mellem tusindvis af bøger, som ingen længere har tid til at læse.

21.35 – Christiansborgs ruiner: Lulu Rouge, Prins Jørgens Gård 5, Under Christiansborg ligger resterne af tidligere slotte, borge og magtcentre, som gennem århundreder er blevet brændt ned, revet ned og bygget op igen.  Her har effektive Lulu Rouge skabt et lydværk til de historiske ruiner. Hold øje med agenter, der leder efter optimale steder at sprænge fundamentet, og Lars Boye generelt.

22.00 – Christiansborgs Slotskirke Fra ruinerne går turen direkte op i Christiansborg Slotskirke, hvor der er lysdesign af Mads Vegas, plus elektronisk musik, som engang var synonym med mørke klubber, ulovlige fester og mistænkelige subkulturer, men nu bliver præsenteret for at parfumere og tivolificere  statens fineste ceremonielle rum, for at simulere ungdom og lade som om der bliver budt på indhold – endnu et tegn på, at elektroniske musik har sejret og er blevet fuldstændig ufarlig. Pas på, at du ikke træder på en nykristen ketamin-kokser.

23.00 – Den Sorte Diamant: Spolebåndsmaskinernes hævn, Søren Kierkegaards Plads 1 – knas for kendere: Ensemblet Dybfølt arbejder med bibliotekets 12-kanals højttalersystem og en gammel Nagra-spolebåndoptager. Musikken optages, afspilles i halv hastighed og manipuleres rundt i det store rum som om laptops ikke var opfundet – en påmindelse om en tid, hvor elektronisk musik krævede maskiner, kabler, fysisk arbejde og en vis teknisk tålmodighed – ikke bare Ableton, samplepacks, YouTube-tutorials eller Suno. Måske er processen og den analoge fetishisme og indbyggede friktion selve indholdet her, måske sker der noget magisk? Koncerten begynder klokken 23.00 og varer omkring 20 minutter.

Op på cyklen mod Reffen:

23.20 – Nyholm, Holmen, Ubåden Sælen: Et flydende panikrum: her kan man opleve, hvordan mennesker har levet, pruttet og arbejdet i en af de mest klaustrofobiske maskiner, der nogensinde er opfundet – få indretningstips til din toværelseslejlighed her. Hold øje med ubåds-Madsens disciple. Mærk hvorfor Mette siger “KØB KØB KØB” – selvom russerne ikke  engang kan klare Ukraine.

23.40 – B&W-hallerne: Refshalevej 177A, Refshaleøen. I de enorme B&W-haller præsenterer Det Kongelige Teater DA NIENTE, et elektronisk værk af den danske pioner Gunner Møller Pedersen fra 1977, fortolket af SØS Gunver Ryberg: lys, feedback og et gigantisk pendul. Det postindustrielle tivoli mod en industriel kulisse, der sikkert også rummer en klatrevæg og et golfcenter. Hvor tusindvis af arbejdere tidligere byggede skibe til verdenshavene, kan man nu stå og lytte til lydkunst – det er klart derfor boligpriserne på Reffen stiger.

Alternativ deroute:

Politimuseet – Slaget om Ryesgade. En historisk gennemgang af BZ-bevægelsens konfrontation med politiet i 1986, med blandt andre den gamle gadekæmper René Karpantschof – i politiets PR-bygning. Kræver tilmelding.

SMil København. BDSM-foreningen åbner dørene med rundvisninger, foredrag og demonstrationer – live show? Måske lidt lummert og anakronistisk i en verden efter 50 shades of gray, hvor verden ifølge visse tænkere er overtaget af skjult SM? OBS: Kun for voksne.

BIG i Nordhavn. Milliardæren Bjarke Ingels gjorde det rockstjerneagtigt at være arkitekt igen – med sin legende konceptuelle tilgang har han skabt nye sociale akser og udfaldsrum overalt i verden – tænk f.eks. de hyperfotograferede kaktustårne – oprindeligt bygget som billige ungdomsboliger, men reelt et dyrt hotel for Novo-programmet fra Indien og escortpiger. Oplev Bjarkes hovedkvarter, underspillet, diskret og brutalistisk udefra, men en oase indeni.

DR Byen. Propaganda-ministeriet indefra: kom bag kulisserne hos de blå lejesvende på Danmarks Radio og se, hvordan den nationale virkelighed bliver produceret, redigeret og sendt ud til resten af befolkningen – se narcissisterne trække i den røde mellemgang før de skal ind og have deres 3 minutter i mediesolen. Spis en madpakke i Bamses hus, måske falder skorstenen ned?Praktisk: Kulturnatten finder sted fredag den 9. oktober kl. 18–24. Kulturpasset koster 125 kroner og giver også adgang til offentlig transport i hele hovedstadsområdet fra kl. 16 til 04.

Se program, find din egen vej og lav tilmeldinger til meget særlige arrangementer på kulturnatten.dk.

Vi anbefaler fornuftige sko, et åbent sind, beta-blokkere, lommelærke, kondomer og en realistisk forventning om, at man sandsynligvis ender med at bruge mere tid i en kø end fordybet foran et værk – så kig rundt eller dans med de andre statister om kulturtotempælene i dette fabelagtige underholdningsindustrielle kompleks.

SES!

Fremtidens kunst – kunstens fremtid?

The post GUIDE: KULTURNATTEN FOR DIG, DER IKKE MAGTER KONTORNATTEN appeared first on BLAZAR.