Share on FacebookShare on Google+Pin on PinterestTweet about this on Twitter

For 10 år siden så jeg DR indefra – det var en absurd Kafka´sk komedie:Hele pamper-parnasset piver i kronikkerne over kulturministeren vil rundbarbere DR´s budget på 3.9 millarder – endnu en gang. Indlægene lugter af jobsøgning – og nostalgi efter tiden før internettet. Den Public Service illusion DR lever på, men ikke selv forstår mere er åbenbart truet – som alt andet der lugter af fælleskab i disse år….det er alle mod alle, i hver sin costumiserede big-data definerede lille medieboble, drevet af google-ads. De store fælles fortællinger og fælleskaber er væk, ligesom almindelig dannelse – og intelligensen, falder 4.9% pr. generation siden 1995. 

Min påstand er at DR allerede er smadret. Dumhed har erstattet dannelse. Jeg voksede op i en tid, hvor en taxachauffør med en 9 klasses eksamen blev bevistgjort af at høre P1 i døgndrift. Han viste alt om Derrida,  Eno & hvad der skete i backstage i baren ved Ib Rene – Cairo´s – bord. Dan Turell havde et talkshow primetime hvor han viste Funkadelic og Pistols og rap-rantede. Folk var fulde og havde ikke stylister, men ofte noget andet end dem selv på hjerte. Nu er DR snotdumt og last mover på alt – og man undrer sig over hvor reklameblokkene er, da DR sliber alle kanter af, gør alt til håndsæbe for at lefle for en ikke eksisterende fællesnvæner. For hvad er der ved den hellige ko Broen, der gør den ikke kunne være på Netflix med sponsoreret mosgrønt tøj fra H&M?

“Vi skal genopdage de oprindelige public service dyder – skabe et uafhængigt kritisk bevist medie – eller sætte Matador, Borgen, Broen og alt det andet placebo-gas på repeat på Nationalmussets server – og lukke DR-dødsstjernen ned på vågeblus  – og give pengene til brugerstyrede kulturhuse – specielt i ghettoerne. Lad os pumpe it-kreativitet og kildekritik på skoleskemaet i stedet, nu DR-TItanic er sunket og hjerneskaden beklageligvis er sket.”

Oprindeligt er public service et begreb stjålet fra BBC (som så mange andre DR-ideer). Det handlede om man ikke bare skulle give seerne/folket hvad de ville have, men hvad de MÅSKE ønskede – men ikke kendte endnu – og kunne af næres af metal protein og vision – frem for underholdning. Public service handlede om massernes NEED, ikke som i nutidens DR, der handler om en medieelite´s nedladende fantaasier om massernes WANTS – didaktisk, men smukt nok – i teorien – og i den fragmenterede big data minede individuelle boble-tid vi lever i er der brug for noget uafhæng innovativ kritisk bevisthed – så hvorfor uendelig Barnaby?

For 10 år siden var der et historisk hul i DR, hvor jeg blot kunne gå ned i kantinen med en ide og efter en kop kaffe fik jeg et kamera og et budget og kunne så lege enmandshær og afsøge nye emner og lege med min personlige form – og mødte så redaktøren igen til sidste gennemsyn i klipperumme, hvor han skulle sikre sig hans/hendes navn var med en tydelig stor skrifttype i den rigtige rækkefølge på rullen. Der var plads til poppet avantgarde – der endte med at ændre en masse menneskers liv. Bevares – en nervøs mellemleder fik da klippet det mest grænseoverskridende væk og indsat nogle moraliserende ekspert-celeb tågehorn,dem der lever af gratis latté, taxabon´s og afledte sideeffekter. De tvang mig sågar til at bruge Henrik Dahl og Emilia Van Hauen….senere imiterede DR3 mine ideer og cast, men gjorde “neo-dokumentar” til klam uempatisk stereotypicierende reality, der stigmatiserede de stakkels medvirkende. “HAHA, godt det ikke er mig, se tabersvinene…” præcis som på TV3.

Så kom den permanente krise og de nye platforme, og kampen om seerne skærpedes yderligere – Public service blev reduceret til en nedladende Djøf-kalkuleret “giv folket hvad folket vil have” strategi  – produceret for “mindst muligt til flest muligt.” Slagordet blandt medarbejderne var “Sendt er glemt.” For kvaliteten af oplevelser er svær at måle – og det handlede om tal. Jeg satte mig op på chefgangen i DR dagen efter min første program-premiere  og mine redaktører og chefer undgik mig til de havde været inde på kontoret og se seertalene på deres sløve PC´er. Først der var der kage. Så kom de og spurgte om vi skulle lave samme program som serie – helst i Jylland med kendte – noget med mad – og en kendt vært? WTF?

Det hele drejede sig om at banke TV2´s seer-shareikke at oplyse befolkningen med innovativt indhold – så man ansatte i stigende grad succesfulde talstærke TV2 folk. Kort sagt lavede man reklame-tv uden reklamer, for at overgå en reklamekanal – i manglen på større mål og visioner.

En anden slående ting var hvor meget skjult reklame der var – vi taler ikke bare sponsor-tøj her – det er hele dokumentarserier med skjult agenda finansieret af interessegrupper – præcis som artiklerne er blevet de dyre reklamer i de fleste aviser. Selv formanden for DR´s bestyrelse var også chef for en lobbyorganisation der fik over 10 millioner af en bombeflyfabrik der ville sælge for 66 millarder til danske politikere – mon det har påvirket den redaktionelle linie? Grænserne var flydende ved det store tag selv bord, og ofrene sad foran skærmene.

Regnearket tog over. DR blev en Djøf-silo – man siger der er typisk 8 mellemledere der står i vejen for hver kreativ. Tilmed prøver DR at lægge så meget ud i den private produktionsverden som muligt – hvilket går alle de kreative trak i indre gade i evig freelance-angst og kun turde pitche tamme tomme ideer, der passer til regnedrengenes fantasiløse ideer om hvad masserne skal se af formateret bras i de forskellige slots. “Kan Birthe fra Esbjerg på 47 forstå det her? Kan de fællesskabsorienterede rosa segmenter fatte det?” Programmerne blev ikke lavet fordi der var en ide, en adgang eller en historie, men fordi der var en mulighed for at parre en vært med et segment billigt i en slot.

Men regnearkene fejlede og det blev ikke bare dumt, men dyrt: endnu et af de formater jeg snildt kunne se blive reklamefinansieret, det super småborgerlige “Kender du typen” kræver en hel OB vogn og et team på over tyve mennesker at optage. Vi taler om 5 mennesker i en lejlighed her, ikke en Stjernekrigen…jeg siger ikke det skal skydes på værtens telefon, men…overkill. For det gælder om at holde vennerne i arbejde og budgetterne oppe, især på nyheder og den hellige søndagserie.

Plus overproduktionen på medieuddannelserne  skabte en konstant stoledans –  hvor man tog en varm taburet væk – den såkaldte forandringsledelse gjorde at tiden gik med strategier, design, rebranding osv. – bevares man skabte nye afdelinger og et matrix af mellemledere til at skjule beslutninger og brølere – i stedet for reel produktion – afdelingerne lå som reklamebureauer i pitchkrige om at fylde formaterne. Det var som om selve proccesen omkring produktionen var selve produktet, selve programmerne nærmest bare et biprodukt af kurser, strategier og møder – og bare der var noget laveste-fællesnævner modulation på senderen var alt fint. Ellers genudsendte man bare noget eller købte det for en slik af BBC eller NRK.

“Forandringsledelse” var også smart fordi afdelinger blev splittet, rebrandet og samlet i et væk – hvilket resulterede i en stemning, der gjorde medarbejderne kaldte DR-byen “dødsstjernen” eller – mere præcist  – “angstpaladset” – en bygning der afgav en oplevelse af uendelige skjulte passivt agressive intriger, knive i ryggen og idetyveri – en bygning hvor man ikke kunne åbne vinduerne og bare sad og ventede på det notorisk langsomme it-system i store åbne overvågede kontorer med dåseluft – mange helt høje på maskinkaffe og lykkepiller – med kortene tæt på kroppen, ventede på at den skjulte magt tog tågede beslutninger.

I en tænketank for 15 år siden foreslog jeg at sælge DR-byen og bare have 1000 selvkørende kreative med kameras og labtops, der uploadede til en offentlig server, en redaktion så kunne plukke cremen af til de døende flader. Derudover skulle brugerne frit kunne uploade og klippe i hele Danmarks fællesarkiv og fælles SoMe platform. Ud med koncerthuse, studier, stativer og strategier – ind med seerne – på danske hænder. Naivt.

Det gik den anden vej – på Dødsstjernen valgte man de syntetiske brede løsninger, studie frem for raportage, mere  med tordenskjolds soldater, mediesexuelle gøglere og hofsnoge frem for eksperter eller autentiske nye mennesker. Min chef brugte mere tid på at lyve sin Wiki federe end at producere. Angsten gjorde man kun turde klone eller genbruge succeser. Danmark blev delt i segment-lagkager, men fakta var at DR2 mest blev set af fraskilte gymnasielærere ved Lyngbyvejen…

Kantinekokkene spiste deres egne medbragte madpakker og kaffemaskinerne giver diarré,  der var en konstant angst, alle kreative hold blev konstant brudt op i en evig målløs forandringsmølle, det var alle mod alle – det var som om selve husets design var lavet til at gå over budget så man kunne fyre de gamle 68ere – der ville give brok længere nede af nedskæringsvejen. Tilsæt et umuligt indeklima og et forældet mediearkiv og en kæde af teknologiske fejlkøb. Det var som en usynlig ånd havde kastet grus i maskinen fra start.

DR-byen byen blev til i overrislet aften mellem pamperen Krammer Mikkelsen, maniske Jytte Hilden og direktøren for Ørestadsselskabet, der havde brug for et trækplaster til fiaskokvarteret. Så kunne man flytte til et mindre hus, overskride budgettet og have et motiv til at fyre de mest besværlige genier.Mig mig mig

Smagsdommerne er et godt eksempel på DR´s deroute – en slags retorisk Robinson for C-listen fra kulturlivet – det handlede om at kaffebordspludre om kultur –  frem for at vise kulturen selv – eller producere noget der bare VAR kultur, og ikke underholdning. Programmerne handlede mest om værten, og hans positionering og karriere. Samtidig havde DR intet program om hverken bøger, film, kunst eller musik…det blev ved snakken OM hvordan man snakker om kultur. Det var ikke snedig metakunst, det var medie om medie om hvordan man snakker om medie – nu rammer de så nulpunktet med erstatningen Gejst..nå nej du har heller ikke set det…

Man gik for de store dumme social-Darwinistiske projekter som det ellers oplagte sponsorformat X-factor – snedigt legitimeret af den fake-kritiske bøddel & narcisist Blackman, der slap afsted med Gajol-pakke sandheder, der virkede kloge i den debile kontekst – man fik børn til at imitere sexobjekter og fylde dem med stjernedrømme, hvorefter de kunne gå med aviser året efter. Mere succesfuldt var det da bøsserne fik lov at give østblokken en fuckfinger via en vinder-trans med skæg til 334 millioner delt ud til vennerne. Hele klikker af forkælede Østerbroborgerbørn og jyder direkte fra RUC eller DR´s eget ofte indavlede “talenthold”  – man ville være sikker på de ikke havde oplevet for meget udenfor boblen – overtog ofte hele afdelinger og klovnede villigt rundt i det hyberliberale matrix Djøfferne havde sat op. Problemet var der ingen holdning var og alt blev gjort til underholdning.

            Dyr fest for glemt musik.

Et andet præmie-eksempel er dengang man lavede en kanal, P6000 med Mascha Vang…der skulle være DUMMERE end mavedanskhall P3 (!!) for at nappe de sidste analfabeter fra The Voice…det handlede igen ikke om indhold eller vision, blot om ratings, shares og markedsdominans. Man har også valgt at sjofle de hyperinnovative og populære elektroniske musikgenrer til fordel for en kanal dedikeret til Britpop (P6) – en retrogenre der varede måske 3 år i 90erne der recyklede Stones og Beatles…plus man stadig insisterer på at køre playlisteradio i tæt parløb med de store pladeselskaber. Jeg kender ikke en musiker, der ikke kunne tænke sig at få DR´s musikchef kørt i skoven – jeg nævner ingen navne.

Ellers var dagens orden at man nappede ideerne fra tosser, masserne, succeser i andre lande eller store halvoffentlige brainstorms hvor seere og medarbejdere stillede gratis op – men skulle skrive under på man ikke ejede sine egne ideer mere eller ville komme til at producere dem selv…skrevet med småt nederst på kontrakten. På redaktionerne var det nærmere reglen end undtagelsen at en nederst i pyramiden fik et afslag på en ide, hvorefter en i toppen lavede den selv – eller gik i mediearkivet og skamklippede fortidens hits og satte et par sikre talking heads ind fra den mediesexuelle tågehornsliste.

Bevares, man har da et par kristiske kautionister der har overlevet udrensningen af de røde lejesvende og de fleste andre med talent eller kritisk bevisthed – de kan så sidde udenfor primetime og legitimere den store egodrevne underholdnings-propaganda-maskine. Jeg har hørt om dem, men ikke set noget fra den kant længe…

De hyperliberale tider krævede at DR – trods det enorme interne produktions-apparat – lagde en masse arbejde ud i byen – hvilket ofte blot tilføjede endnu et lag fordyrrende overforsigtige mellemledere for licenspengene – nu skulle programmerne ikke bare godkendes i DR men pingponges frem og tilbage i uendelighed mellem interne og externe redaktører til der var så lidt vodka i sjusserne man kunne synke antabus med dem. Der blev castet efter genkendelighed og gengældte tjenster, ikke på talent eller ideer – den gennemgående ide var “mig mig mig  -bla-lala- forhåbenligt mange seere, sendt er glemt.” 

Redaktørerne købte programmer af produktionsselskaber, hvor de senere fik jobs hos når stolen brændte under dem på DR. Så kunne de komme tilbage senere, eller måske ryge på DFI eller på en filmhøjskole hvis det var helt sløjt.

Tilrettelæggerne fattede intet, men der gik rygter om der var en satanisk swingerklub der holdt alle disse overflødige mellemledere til fadet.

Selv Kulturministeren Mette Bock fik 2 milloner af DR for at sige op da hun var programdirektør. Offeret var noget fint og skrøbeligt – hele Danmarks kritiske bevisthed. Massernes lyst og mulighed for nye ukendte ting og generelle dannelse blev undermineret af angstfyldt idiotisk ledelse og ekstrem fråds.

DR er for tæt på politikerne, de har holdt DR i live fordi de ser søndags-serier med enorme seertel – mit postulat er de kunne vise hvad som helst med den markedsføring og få fede seertal….plus politikerne er liderlige på at have en reguleret talerstol på skærmen – armslængeprincippet er jo væk da DR er så angste og rygradsløse de piller alt af der er kritik af, selv satiriske julekalendere på nichekanalerne. DR er jo propagandaminiseriet, men ikke så længe – det har reklame-kontent-firmaerne overtaget snart, når politikerne fatter hvor præcist nettet er til hjernevask.

Efter mine oplevelser i maskinrummet mistede jeg lysten til DR – og mainstream media generelt. Nu vil politkerne så slagte DR, der er ved at blive lige så populære som DSB – man holder røven i vandskorpen med TV3 socialpornografi på DR3 (hvad med en lov for ansvarlige med casting så de  tossede medvirkende ikke stigmatiseres?), Pensionist-quiz og en støvet ide om kanoniseret kultur på DRK, gamle DR1 på DR2 og så ren TV2 på DR1 – alt vinklet på at lave mest muligt til flest muligt for mindst muligt – et kulturelt Whoppermeal. Klart ingen jeg kender under 60 refererer til DR mere. Hvordan skal vi forklare de unge de får en licensopkrævning fordi de har en smartphone, der aldrig har været på DR´s hjemmeside?

De andre gamle medier der modtager støtte – f.eks aviserne – agerer alligevel som om de var reklamemedier, så hvorfor ikke bare droppe støtten og prøve noget helt nyt? Den konservative Per Stig Møllers gave til  vennerne på Berlingske og DWP, det slet kamoflerede borgerlige Berlingske støtteprojekt Radio24syv, der spilder alles liv med meta-ironisk pladder spicet op med skingre mørkeblå liberalister fra Berlingskes bloggerkorps – der forgæves forsøger at provokere med deres anakronismer og søgt skæve ledige clickbait standpunkter som Dan Park. Værst var det da en forkælet multimillionær skreg af en mand i kørestol der ringede fra plejehjemmet han skulle tage et job. 24syg bør lukkes eller flytte mindst 300 km væk fra Østerbro og Nordsjælland…Grønland trænger vist mere til et mediehus end amatør-aktiehandlere og Tisvilde-gøglere. Det mest desperate populistiske greb er “Det vi taler om” – der er værre og mere uempatisk end selv Se & Hør. Højdepunktet var vist da Jørgen Leth sludrede om hans yndligsfrugt i 20 min…

Journaliststanden er til rotterne pga. markedspresset – da politikerne blev trætte af kritiske medier udvidedede de bare journalist-uddanelserne, så der kom så mange journalister de holder hinanden i skak pga kampen om jobs og gør hvad som helst for at holde på deres. Meget sigende var årets Cavlingvinder en bog om at rode rundt på ydre Amar for at finde sporene af en bande ildelugtene 30 år gamle stjernetossede banale bandemedlemmers efterkommere – sandsynligvis drevet af lyst til en bestseller, en ny Jønkebog, en gang middelklasse taber-voyeur krimi til juletræet. Troede Cavling var til afslørende journalistik der havde andre effekter end taberfascination og underholdning? Der er sikkert ikke noget bedre derude…

Forstå mig ret, jeg mener grundlæggende al central infrastruktur – el, transport, sundhed, telefoni, banker og medier bør have et fornuftigt bud fra staten som alternativ til det private. Jeg er ikke endnu en højresnoet Rindalist der jager virtuelle røde lejesvende eller vil have mere forsamlingshus, sport og Giro 413.

For når alt dette er sagt mener jeg vi skal fortsætte – efter en kraftig revidering af DR´s værdier og personale – da det da er interessant med mainstream medier der IKKE direkte er underlagt markedets frie kræfter – problemet i dag er bare man ikke kan se denne frihed i sendefladen.

Vi skal genopdage de oprindelige public service dyder – ud af den post-post-moderne konkurrence -stats grå kviksand og skabe et uafhængigt kritisk bevist medie – den evige leflen for den ikke eksisterende laveste fællesnævner må stoppe – ellers sæt Matador, Borgen, Broen og alt det andet placebo-gas på repeat på Nationalmusset´s server og lukke lortet ned på vågeblus, giv resten af pengene til brugerstyrede kulturhuse specielt i ghettoerne, putte it-kreativitet og kildekritik på skoleskemaet for alvor i stedet, nu TItanic er sunket, hjerneskaden er sket.

PS. Det var så mit officelle medieverdens-selvmord – ses i virkeligheden. Denne artikel har marineret længe – og jeg er nu vågnet op til det faktum at som tilstanden er i DR har jeg opgivet ideen om at lave noget meningsfuldt derude – eller se DR. Håber naiv dette lille pust til kollossen kan forandre dette.

 

Share on FacebookShare on Google+Pin on PinterestTweet about this on Twitter