Engang ræsede jeg med en polsk glædesspreder med stramme kæber i italiensk sportstøj – i en tysk tank fyldt med poser der vist ikke helt var fra sydamerika – rundt på hele øen en mandag eftermiddag – alle ringede – han dækkede kortet til det var ved at blive klippet. Han introducerede mig for Kaynes geni – her et mix af børnekor, snedigt manipulerede samples og en perfid tekst der kaster nyt lys på snavse-scenen:

Vi søger vel alle det tossede – den bevidsthed der er max men vi ikke helt forstår – se bare vores stjerner de sidste 50 år – var de raske? Nu skriver man bare sin diagnose på coveret – Kanye har f.eks lavet et bi-polart album….Ye. Album? Det er 23 minutter og vel mere en slags meme eller clickbait reality forsøg på at overdøve internettets råbekor for at sælge nogle flere 900 dollars sneakers – eller et genialt nøgent flaskepost-digt fra vor tidsånds ånd?Kanye eksploderede med hits hvor han skamløst samplede sublime Curtis Mayfield alle kunne have haft hits med – han rappede skidt, men producerede meme-beats som et reklamebureau – og som et sådant insisterede han på at udvikle sig på ydersiden og suge tiden for samples, cameos og beatmagere – og soulen forsvant for en mere glam-trap-dubsteppy sing along-maximalisme – hvert track var som en compilation, og punchlines og hooks sad lige i trafik-skabet på twitter. Og historien udviklede sig – vi voksede op med ham og voksede med ham – i modsætning til f.eks Medina, der bare kørte repeat. Jeg gætter på han på et tidspunkt laver en zen-plade med Alice Coltrane samples.

Det rodedede forrige album Pablo – Picasso eller Escobar? – kunne jeg godt lide et par steder – Gospel samples, Cashmere Cat-vocal-science og Madlib beats…Kanye mesterede at være mega syntetisk og helt nøgen samtidig i mega bombastiske sukrede designer-ghetto-operas. Tracks der udvikler sig uventet og ender i en helt tredie genre.  Hvor Jay-Z og Beyonce havde klassisk musikalsk talent – og skidt smag – bevares – har Kanye talent for at CEO-producere – og have en vild personlighed. Det er hovedretten – ikke musikken.

Fokus på Ye er vokal science – der bliver skruet igennem på autotunen – vokalen og egoet er i fokus. Og måske er hele den der bipolar-ting bare et coverup for han bare har mistet jordforbindelsen totalt? “Jeg mener det ikke, jeg er bare tosset, er det ikke synd og spændende?”  Problemet her er at hans målgruppe er hans fans ikke er medierede post-ironiske erfaringsramte genier, men kids…

Kanye mestrer som en Berlingske-blogger eller anden net-trold kunsten at være irriterende – heller det end publikum er ligeglade – hellere få varmen ved at blive hadet på end iet lunkent ingenting – og måske husker hjernen bedre irritation end den glæde, det åbenbart er så svært at skabe idag?

Jeg er jo dansker (ikke altid så stolt af det men…)  – så ligesom jeg elskede Nik & Jays storhedsvandvid og deres R.Kellyske debut, har jeg også en sød tand for små doser megalomane infantile narcissistiske dramatiske liderlige grådige Kanye. Vi har de idoler vi fortjener, og VI ER ALLE lidt KANYE i 2018. Lortet virker – jeg har f.eks lige brugt en halv time på denne artikel i stedet for selv at lave et rim. Han leger stadig. Døm selv her: