Jazz? Death metal? P3? Trance? Far-rock? New Age? Dubstep? Prøv at sæt det på til en familiefest…
Dubstep startede måske som sideeffekt af tømmermænd efter 1990ernes designerkarneval med R&B og hektisk 2-step, der handlede om at blære sig, vise sig frem og nyde “de finere ting i livet” – selvom man kun havde råd til jetsetlivets symboler i weekenden.
Der var opsving, millenium ville blive paradisisk og det nymodens internet var en uendelig legeplads der koblede kloden sammen, ikke en narcissistisk ensomheds-overvågningsmaskine med datamining som mål.
Men 11 septemper 2001 og den efterfølgende krise og det massive stemningsskift gør ovenstående glimrende subkulturelle konsumer-stamme forældet med et slag. Selv R&B er ikke engang sjov liderlig kitch mere, det er bare løgn på NASA. Der er for kommet en kløft mellem den hyperkommercielle scene og gaden, der er ikke mere Champagne.
En musikalsk hjemløs generation dukker op med nye metoder: hvor hiphop, jungle og house ofte er baseret på vinylsamples og erfaringer med at vokse op med et stereoanlæg som husalter og pladesamlingen som identitetsmaskine, reference og idebank, er dubstep-lyden mere inspireret af de nye husaltre, Playstations, PC og Xbox. Dubstep sampler ikke funk og disco, men Transformers, YouTube og Counter Strike.
Myten fortæller at spillet Music 2000, en primitiv seqencer, havde et bug så hvis du satte tempoet til 140 bpm for at lave f.eks speed garage, lagde lilletrommerne sig ikke på 2 og 4 men 3 – hvilket resulterede i den dobbelttempo hihat- kontra halvtakts bund – vi kender fra raggae og trap. Grime var født arm i arm med den instrumentale tvilling Dubstep. Gæt med og lyt til lidt klassikere før du læser videre:
Nettet var også begyndt at flyde også med crackede gratis-versioner af Fruity Loops og det svenske modulare kongeprogram Reason, der er en oase af underlige basser, der kan vrides uden nogen musikalsk træning.
Bassen blev hovedretten, genfødt som murrende smeltet subsonisk plasma, der kun kunne opleves fuldt ud “live” på de nye Function One anlæg eller via traditionelle dub soundsystems.
Den nye kropsmusik var mystisk, dyster og dubbet, ufærdig og umelodisk og transmiterede meget præcist oplevelsen af at være en ung semi hjemløs der vandrer ensomt rundt om natten i et beskidt forfaldent post-kapitalistisk London med e-tømmermænd efter 90er festen, suttende på et noia-skunk-skod.
Uartikuleret systemkritik: ligesom med punk og industrial musik i 80erne fandt vi katarsis og styrke ved at stirre direkte ind i en rædselsfuld virkelighed. Festerne var ren terapi – vi rummede fremmedgørelsen og badede i det mystiske bas-bassin sammen.
Ja, det var bare et egoløst sansetivoli af bas og stoffer som alt muligt andet der er foregået på en klub, men det var vores, det føltes ægte for en stund, for Dubstep virkede bare ikke på radio, i reklamer eller blev dødskysset i Politiken. Det var din fortælling og dine billeder, en hemmelig kode, nyt land.
Jeg elskede pladelables som DMZ og Deep Medi – der sendte 12″ beskeder fra et sted, hvor jeg ikke viste hvordan de dansede, klædte sig eller hvilke stoffer de var på – det var som jamaicansk dub, bare ikke fra en jungle ø – men fra en sær gotisk gamificeret nær fremtid – eller afdækket nutid?
Jeg har set mange genre fødes og transformeres før – men punk, rap, techno havde en længere forbrændingstid end dubstep, måske fordi det var den første netbaserede genre?
Den unikke kurve over antallet af google søgninger på “dubstep” – ingen andre genres kurver ligner denne.
I 2006 kom det første faresignal om genrens forestående crossroad: Skream´s glatte “Midnight Request Line” blev et hit, selvom det mindede om en jingle i et poppet spil og nærmede sig fesen house.
2007 var det endelige vendepunkt. Iphones, billig coke og rygeloven gjorde man ikke bare kunne stå det samme sted hele aftenen og nyde djs spille et varieret og dynamisk sæt af mange subgenrer; danserne blev brudt op i evig restløs cirkuleren mellem bar, rygeområder, dansegulv og wc – så djs blev tvunget til at spille sikre uniforme udråbstegn for at holde gulvet. Slut med at tage på en musikalsk rejse, det skulle peake hele tiden – hvilket var ganske stressende for alle.
Før var en god dj en kurator, der kunne blande alt det danserne ikke viste de kunne lide – og remontere det nye med få trygge signaler for at få gulvet igang. DJen var rejseleder, en musikalsk stigfinder, der mixede og legede og blev respekteret for det. Det var ok bare at spille nogle vilde ukendte obskure trommer bare fordi de var fede – men efter 2007 var glæden mere genkendelsen af musikken, så fokus blev mere på at spille de mest intense 1 minuts popkultur øreorme – djs begyndte at cutte lige ind på hooklinen og ud igen efter omkvædets forløsning til den næste plades meme-hook – 1 min. af hvert nummer. Serotoninen i danserne udløstes ikke af beatet og en opbygget vibe mere, men af genkendelsen og glæden i at have vundet en indre musikquiz i en ellers totalt fragmenteret utryg verden. “Du føler du er med.”
Et andet væsenligt skift var Iphonens små hørebøffer – uden subbas – der med et slag var vores primære medie at opleve musik igennem. Dubstep virkede ikke ude subbas, men mellemtoneområdet var ok på bøfferne, så producerne begyndte at lave lysere basser og forvrænge dem til det endte som en slags absurd neo-metal guitarsolo der kun var holdt sammen af elefantiske trommer for headbanger-gamer-dudes på ketamin. Subbassen og groovet var væk, og nogle producere begyndte at lege med de kitchy melodunter og episke drops vi kender fra den mest ostede trance – og satans egen muzak, EDM var født – og krydsede over på festivaller og stadions som brostep.
På 10 år havde dubstep rejst fra at være en nørdet hemmelig lokalscene til at betyde enten de første James Blake 12” alle har glemt, Burials næsten triphop-agtige nostalgi efter fester han aldrig var til – eller Shrillex neon Neo metal douchebag headbanger meme-muzak. Når mennesker kalder Shirllex dubstep er det som når de tror Scooter er techno og ikke kender Robert Hood. Desværre røg meget af den gode scene ud med badevandet.
Det eneste dub/brostep genren manglede for virkelig at sælge var vokaler, ego og personligheder – så US rap og trap adopterede ovennævnte bas-taktikker, blandede hiphop ind og overtog verden, men det er en anden historie, der måske mere handler om økonomien omkring produktplaceringer i videoer og gangsterlivsstil som lydfiktion og underholdning.
Heldigvis lever selv relativt okkulte genrer som jungle og drum and bass videre i en eller anden kælder i Kroatien, og med vores umættelige lyst til nye kicks og nostalgi skal der nok komme en “ægte” dubstep revival…ellers grav alle de mystiske glemte mesterværker op…fortsættelse følger….opdateres…
Det hele bliver forklaret i denne følsomme personlig film om dubsteps deroute – nyd den!