The missing link mellem Adele og Nick Cave? Goth-pop? Når både min generation x mentor – der ellers mest nyder Dylan og Schooly D  & min fantastiske lokale tween peger på samme kulturelle fænomen vågner jeg fra min kiste – og efter en bøvlet boarding-procces på Apple plus har jeg nu skimmet en 140 minutter lang dokumentar om poppens Tunberg: The world´s a little blurry.

Dokumentar? Nej, nærmere en invitation til et viruelt para-socialt venskab: men i disse ensomme tider er det da sundere for tweens og gamle liderbukse – og alle os andre – at have en parasocial relation via medierne med Billie end med Branco, Jens Dorph, Jesus, Jørgen Leth, Brinkman, Blackman, Britney eller Bob Dylan?

Billie er nærmest født på SoMe, så selvom filmen giver os backstage adgang til hendes barndomshjem   – komplet med ambitiøse boomer forældre – lykkes det ikke at fange hende ude af spil, måske fordi det netop er hendes metier at fremstå skrøbelig, quirky og frustreret.

Som sangene er det følelsesporno…for har hun virkelig oplevet næsten gotisk tristesse på første hånd i så tidlig en alder eller arbejder hun med en slags traume-sampling fra medierne? Det får vi ikke meget at vide om, men Billies sårbarhed er hendes vare, og der flashes tourette, ticks og cutting som æresmedaljer, beviser på den åh så eftertragtede autencitet. 

Hun er kikset og kvabset for en popstjerne og i øjenhøjde, så vi kan bedre rumme hendes helt overmodne unægtelige talent. Vi følger hende på den fremmedgørende semi-playback tourne, følger hende tabe lidt uskyld og svine sin fraværende kæreste, men der er ikke nogen reel modstand i filmen, de politiske statements er klippet ud og vi ved det ender med Grammys.

Et snedigt reklamebureau kunne ikke have fundet på noget bedre til at rense en ellers kynisk dum og dekadent popbranche der er vokset alt for langt fra virkeligheden mens den spytter kalkuleret autotune bras ud i uendelighed.

Billie give os håbet tilbage – bare vi er ægte kan vi gøre os selv til memer – via Apple produkter og uendelige vokale overdubs – kan vi presse vores frustrationer til popmillioner og transendere vores kedelige boomer middelklasseverden og re-legitimere popmusik for gamergenerationen i en dynge sponsor-tøj fra Vuitton & YSL. “Far, jeg vil også have et mikrofon til min mac og en bøllehat til 5000.” 

Rockumentar er en svær genre, men jeg har mere sympati for Billies film end f.eks Gaga´s, hvor hun dropper den sjove bombastiske kitch til fordel for røvsyg AOR/MOR sing and songwriter praksis. Perfekte Beyonce fejler også i hendes film, hvor hun prøver at slette afroamerikansk undertrykkelse ved at skabe en hær af fitness cheerleader robotter. “Amy” er måske en bedre film, måske fordi de indre dæmoner er helt ude af skabet. De gamle skrigeskinker og deres leg med facader virker datede efter Billie – ligesom alle nosserocks-læderbuksfilmene virker som Spinal Tap idag.

Shortcut: Hvis du vil have Eilish-esensen – for dokumentaren er mest for fans – skal man bare lytte til hovedretten, hendes intime dystre multitrackede følelsesfortællinger backet minimalt op med et touch af trap-sub-bas – så brug denne video, der fanger memet Billie  perfekt: