Hyggen – og ironiens fineste ambassadør er død
FLASHBACK – Første gang jeg mødte Morten Lindberg stod han med bacon i håret og drak piskefløde growlende over en trommemaskine flankeret af af en heavy-guitarist, foran en video med et opulent par der bollede i et kæmpe badekar fyldt med spagetti med kødsovs. Morten transenderede allerede her sin uhippe fødeby Dalum udenfor Odense og sin allerede dengang store krop helt uden skam – og skabte sit eget D..I.Y. brand – superhelten Master Fatman – en påfuglemand der ikke kunne skamme sig… Morten Fatman tryllede hyggen frem – og alle blev glade af at se på ham, da han mod alle normer slappede totalt af i sin tabu-krop – og tog tempoet ned, meget forfriskende! 
Han var et lejrbål af hygge og fik travlt med klub Okking (efter den hårdtslående Jens Okking) i baggården til en bøssesauna – og senere i kunstkollektivet Wûrst – og med et trylleslag var firsernes sorte overfrakker, elitære meningstyranni og de sure speed-grå Strunge-attituder væk og erstattet af en kærlighed til kitsch og kage – nu var en leg med disco, Abba, Elvis og tyroler-porno hot (igen) for en indforstået kult af nyslåede “gør det selv” kunstnere udenfor eliten – der altid var helgarderede med ironi, så man altid var på det vindene hold – “det hele er (måske) bare for sjov”. Se bare hans kultfilm Gayniggers from Outer Space, frigørende!
https://vimeo.com/66125779
Han var en mægtig social sammenkobler, og alle havde brug for at blive udfriet fra de forpinte og selvhøjtidelige firsere og lære at sælge ud med et smil med stil uden skam. Han kunne som få zappe mellem quizprogrammer og underlige okkulte afroraves med integriteten intakt – og respekt hele vejen rundt. I mangel på store holdningsmættede kunstnere i klassisk forstand samledes 90erne sig om den levende lavalampe. Han krydsede hurtigt over til masserne og lavede et utal af projekter, banko, tv, events, plader, performances, koncerter og magasiner – b.la magasinet Schæfer, der dyrkede at generationen ikke rigtig havde noget at sige og bare nød et et pre-hipster limbo af nye vinyler, Stüssy tøj og coke på Stereo bar.
I 1990erne var der ikke en subkultur, som Mesteren ikke red med på, fra ambient til easy listening – men bag alle maskerne havde Morten en kerne af snusfornuftig Rudolf Steiner-agtig logik tilsat disco-budisme og en entreprenant begærlighed efter mere. Selvom han legede den postmoderne leg, hvor intet er rigtigt eller forkert, havde han et klart karma-kompas – og lavede det Kosmiske parti, der desværre ikke kom ind på Rådhuset. Selv John Kørner lavede en masseproduceret Fatman gibsskulptur komplet med røgelsespinds-holder til stuen. Fatman var overalt som et omvendt stilikon – og helt fremme på globaliseringsbølgen.
Trods skiftende tidsånd – og undergrundens død – var hans brand altid relevant, senest i i feel good underholdningsbranchen som hyggeonkel, kendis i “Vild med dans” og ikke mindst samler og dj af alskens global musik – plus han lavede et noget medie-hetzet Brasiliansk Børnehjem – og fik fem børn – det stod aldrig stille. Han knoklede hårdt til det sidste, b.la med hans eminente take på den ofte patetiske frankofile genre, radioprogrammet Croque Monseieur, hvor han med din hygge-aura som ingen anden kunne trække det bedste frem i gæsterne.
Det ironiske generation har mistet deres store ledestjerne, centerspiller og kurator, en fantastisk mønsterbryder og herlig glædes-spreder og globaliserings-guru. Hele Danmark har mistet et vigtig ikon, der igen og igen mindede os om at vi ikke skal skamme os og blive onde, men bare slappe af og nyde noget mere og være søde og nysgerrige og huske at lege. Det lyder måske simpelt og banalt, men lad os huske det er et vigtigere end nogensinde, I en tid hvor de amoralske, grådige, kalkulerede og uempatiske ofte ses som vindere, og vi er underlagt stramme kropsidealer, og alt mulig anden anden tvang og nydelsesregulering. Farvel søde Morten – du er allerede savnet.
VIP-RIP – og hvorfor det er passé at være celeb – i live – nu.
