Det retro-futuristiske koncept Kraftwerk er technoens Beatles, Her er 4 retro-futuristiske flashbacks:
FLASHBACK/Sølvgade 1977: Da jeg var en lille dreng i 70erne – dengang vi selv dannede indre billeder til musik, før MTV visualiserede tidens hits – var det mest futuristiske, avancerede gear i hjemmet kuglehovedskivemaskinen og den magiske båndoptager… og via rytmiske pauseknap tryk isolerede jeg de bidder fra vinyl samlingen der IKKE lød af pingvin-orkestre eller svedige hippier. Jeg klippede mine egne soniske fiktioner ud af alle de vinylstumper jeg IKKE kunne identificerer som blot en naturalistisk gengivelse af et orkester der spillede, f.eks intro-kollagen til Pink Floyds ellers forfærdelige hash-blues “Money”, Moogsynth-effekten på Sweets “Fox on the run” eller Hendrix´s båndklipperi på “Mermaid”. Jeg var en sporhund efter alt andet end en hvid versioneret bluesbaseret klagesang bræget af et fedt fake ego om kærlighed og tab, toppet op med åh så ekspressive langhårede friform soloer og andet svedigt musikhåndværker-gøgl. Al lyd der fik mig til at tænke “hvordan har de lavet det? Hvor? Hvad er instrumentet? Lyd der dannede nye billeder.
Vammen og Wolfgang Flür
Sonisk science fiction tak – ikke mere rocknroll, der mindede mig om en vulgær hvid klon af bomuldsplukkernes klagesange, importeret efter krigen via Marchall-planen, måske for at undertrykke potentielt tabuiserede, problematiske frigørende europæiske toner? Jeg var på jagt efter lyde der var arkitektur til fremtidens nye rum. Min lyd – altets lyd. Fuck fortiden, hippierne, den kolde krig, konservatorierne, tysker-tabuet fra anden verdenskrig, Agritprop & Freudianske Dylanister.
Fremmedgørelsen føltes frigørende fra den danske folkekomedie omkring mig, der var bluff og langt over sidste salgsdato. Jeg nød at være “fremmedfrigjort”… jeg var lykkelig over ikke identificerede mig med alt det lamme forbrugsbras og strammende ideologiske vraggods masserne hængte deres identitet op på. Punk var måske antidoten til den slappe patiche af hippiedrømme, der var blevet til et tom stil efter oliekrisens & Vietnamkrigens drab på troen på den evige vækst, men afslørede hurtigt sig selv som blot endnu et drengeband, en restylet primalrock, der ikke var vildere end Velvet, Stooges, Death eller MC5. Kraftwerk havde et bedre, mindre pubertært look, der gjorde op med tidens egotripperi og falske antiautoritære glamlook – egoet var parkeret ved siden af guitarpikken. Kraftwerk tog et skridt videre, og præsenterede prototypen på de metoder, der endte med at erstatte selve rocken´s maskineri.
Denne effekt var en virtuel revolution i postrock, musik som sonisk animation, ikke en live optagelse af et band i et rum, ikke en reproduktion af en fysisk realtids event. De forfinede så deres unikke avantgarde-pop formel, punkterer det usandsynlige US-market med deres meget europæisk ode til Autobahnen og tidens hotte privatbilisme (1975) og den post-nationale Trans Euro Express (1976), oprindeligt bygget af nazisterne, og et stik til EU. Derefter ryster de det tyske skyldkompleks fra anden verdenskrig med stil og grafik der blander russisk konstruktivisme med camp deadpan humor på The Man Machine (1977).
Min guide til musik-genre-ævl her.
FLASHBACK/NICE 1981: Deres absolutte højdepunkt var deres profetiske Computerworld album, hvor de opfandt electro, senere samplet af Afrika Bambataa og jazz-geniet Herbie Hancock og senere videreudviklet til røvfikseret stripbar-Miami bass, prætentiøs romantisk Detroit tramp og autoritær stiv EBM – og videre derfra i en zillion varianter og krystalliseret ud i de micro-samplede zaps, der ligger i al musikhard & software nu.
Kraftwerk var sammen med ikoner som Brian Ferry og Grace Jones den absolutte elite af post-rock poseurs, der senere blev en kæmpe inspiration for new romantics og Blitzkids, fortroppen af attitude-relativistmens identitets-fastalavn og et forecast på den individualitetsdyrkelse, der med usvigelig dialektisk sikkerhed erstattede de falske 70er fællesskaber. Alle kunne klæde sig ud som egne eller andres drømme og smide samfundsrolle-uniformen. En grafiiti-ven fra det spirende punkmiljø introducerede mig til en gul vinyl, lydfetishisterne Kraftwerks Computerworld i 1981. For første gang siden Donna Summer/Georgio Moroder´s proto-house hit “I feel love”, var der her en kinetisk lyd- en dansabelt fiktion fra fremtiden, men her var den sidste rest af simuleret sensualitet og discodasko kødmarkeds-utopi erstattet af kolde, stramme kompositioner fra en ukendt Kling-klang maskine betjent af 4 uniformerede egoløse robotter. Det var the missing link mellem Stockhausen´s klangverden og de lalleglade spinkle Beach Boys harmonier, over et hypnotisk syntetisk synkope-orgie a la James Brown, dansende på kanten mellem avantgarde og slager, grundformen af det der senere kaldtes technopop, electro – ambient – en lyd der har påvirket ALLE der nogensinde har lavet elektronisk musik, de gav vocoderen sjæl, lyde og trommesæt der stadig ligger som standart i alle nye instrumenter. WOW.
Glem drengebandet Sex Pistols og deres opspeedede retro-attituderock, Computerworld var det uendelige, minimale, perfekte beat, som en forlængeIse af startfirsernes Pacman, Tron og Casio-ure med lommeregnere, dette var et profetisk pre-ekko af it-samfundet, men med en mørk dystopisk post-marxistisk kritisk slagskygge. Den soniske krystalkugle Computerworld handlede om reduktionen af en globaliseret verden til numre (og profit) som eneste røde tråd, netdating og hjemme-computere – samt håndholdte musikenheder – Musik lavet på en lommeregner – 30 år før musikalske iphone apps – Kraftwerk balancerer mellem håb om en lovende fremtid og en Orwell´sk dystopi her – en digital verden regeret af hemmelige tjenester og brands – de sang om “Deuche Bank und CIA”, overvågningssamfundet, dengang et skræmmebillede & skældsord, i dag et selvskabt narcisistisk panoptikon-fængsel på f.eks Facebook drevet af datamining… En forbløffende nutidig og relevant analyse i popform af vores verden, der ofte starter i Excel før den lander i Word eller Autocad eller FCP før den bliver produkt/virkelighed, hvor bundlinen, efter de store fortællinger og utopiernes død, er den eneste fællesnævner. I en tid hvor sci-fi skiftede fra hvidskuret fremtidstro 2001 spaceopera til rådne Mad Max og Blade Runner´ske dystopier, dansede Kraftwerk som en nydelsesgivende sukret/ bitter fremtidspille imellem kritik og hyldest. Ikke mere Memphis trubadur Americana, men et nyt rum, en parfume der fik mig til at drømme om fremtidens bevidsthed, mens jeg dansede en spastisk robotdans, der senere blev en den globale electro-boogie virus, der fik selv hvide drenge til at vride sig på gaden på pap.
FLASHBACK/SAGA og div. raves 1991: Ti år efter – i begyndelsen af 1990’erne – havde jeg min egen lille hjemmefabrik hvor jeg indspillede min første soloplade, selvom der ikke var en klink i det og alle musikere mente det var snyd at bruge maskiner. Om natten spillede jeg som DJ, og Kraftwerk havde lige udgivet deres Radioactivitet 12″, der – trods den brede lyd og overfloden af melodi – mixede den forbløffende godt med de kultiske minimale Frankfurt techno, neo-acid productioner & Detroit-techno jeg pinte tidens postpunkere, hiphoppere, sejlerskoklædte Montmatrebørn og Grungetosser med – det var før techno var lig med piller, dengang man bare var høj på musikken og at danse uden partner, med hele rummet og mest sig selv, uden band, brand eller andre stjerner end dig selv, hvor det galt om at kramme og svede, ikke at posere og drikke og score. Bemærk det egoløse tema.
Kraftwerk mærker tidsånden er i sync og tager på turne igen og gæster Saga i København, og pludslig var alle breakerne, dubfolket, midioterne, old-wavere, producerne, dj´s og andet godtfolk klar, selvom eliten af beatjægere og soveværelses-producere havde ellers glemt electroens Beatles, efter den minimalistiske MTV-jingle-hit Electric Cafe viste, at pionererne ikke var forud længere – især efter produktionsmidlerne, overkommelige samplere og computere, ramte markedet i slutningen af 80’erne, var rumkapløbet om den nye lyd og det perfekte beat røget forbi Kraftwerk, der stenede i 80erne, selvom både Bowie og Jackson bad om beats til deres næste albums men høfligt blev afvist. Muren faldt, og tyskland dansede igen, via importerede sorte Detroit Dj’s inspireret af Kraftwerk kunne de frit og skyldløst marchere igen. Ringen var sluttet.
Live viste Kraftwerk os en GLAD fremtid…ikke som den mere dystopiske industrial og spirende hardacid der prægede tiden. Vi dansede og prøvede at spotte hvilket gear der afgav den perfekte lyd, både rå konkret og blid analog, der skabte en virtuel verden, trope-teil konstruktioner af præcise sequenser der tydeligvis ikke var spillet af mennesker, men spillede PÅ selve lytterens krop. Via skærme skabtes en synergi mellem grafik, styling og lyd et meme, der cementerede sangenes mantra-virkning. Bandet forlod deres specialbyggede gear og stillede sig akavet frem på scenekanten med fire håndholdte instrumenter udstrakt til publikum, der kvitterer med at spille let kaotisk ud over “pocket calculator” boom´s. En nem demonstration af at techno er VORES… musikken er en kollektiv proces mellem softwaredesigner, producer, dj og danser – hjerne & krop… og producerende skaber bare perler til den uendelige mixkæde. De fortyndende, fordyrende mellemled springes over. Fuck labels, bands, PR, anmeldere – cut out the middle man – musik er i dit hovede. Nær koncertens slutning poserer 4 robot-kloner – “The Robots”, mens bandet tager en pause backstage, forskellen var minimal, maskinen tager over. Rockkoncerten & idoldyrkelsen blev opløst i et interaktivt konceptuelt, let ironisk kitchy tour de force. Det var sidste udkald for Kraftwerk, internettet stod på spring, og deres sublime konstruktivisme blev ædt af post-produktionsmusiken via billige samplere, så vi alle kunne slagtede musikhistoriens bedste bidder som jeg i 1977 og sætte dem på tidens beat på hjemmecomputere nemt i stedet for at opfinde forfra eller rode med den mildt sagt kompromiterede mainstream musikindustri. Allerede jungle´s overkropslige opklippede overload gav baghjul til KW´s nu anakronistiske over-regulerede væltepeter-trædemølle.
I dag er Kraftwerks lyd blevet kopieret så den minder om Braun jingler og andre hyperfuktionelle tyske produkters lyddesign-profiler. Originalerne holdt, men var dryppet ned de helt forkerte steder. Elitære røvhuller lever jo efter reglen om at “det vi kunne lide i går, som alle kan lide nu – mister vi lysten til” i fuld effekt, for mange negative associationer til bom-bom provins-trance, Morten Brian EDM eller Kødby-muzak, aerobik trampelyden for stereoidepumpede tribaltatoverede tyrekalve. Først en tid efter når masserne har fordøjet det færdigt, kan det måske nydes igen, ironisk. I en tid hvor hele musikhistorien er gratis og levende, og den mere voksne del af den electroniske musik længe har dyrket det modsattte af mainstream, det løse, langsomme, uformaterede, subsoniske, rodede, støjendene, analoge, ja næsten ambiente virker KW som en væltepeter, en kuriøs mellemstation til noget andet. Deres strategier har sejret sig ihjel, og mutant-børnene er nogle klamme bastarder.
ROSKILDE 2013: Kraftwerk er måske det mest indflydelsesrige band-brand siden Beatles & Velvet, men det er produktet Kraftwerk, ikke persongruppen (der er et originalt medlem tilbage), der spiller på Roskilde – det er ikke for ingenting de har spillet på MOMA & Tate, fanget i deres egen retro-vakuum. På Roskilde festival denne sommer spiller de i 3D, endnu et dødt medie, ligesom Kraftwerk selv? Men publikum, ofte klædt i røde trøjer og sorte LED slips synger og breakdancer, en underlig old school sci-fi globaliseret folkemusik parade. For vi kan ikke komme uden at deres albums står sin prøve, tidløse og enden af en udvikling, som en gammel Audi Quattro, et Hasselblad kamera eller en Luger pistol. Koncerten indeholder koncepterklæringen The man maschine, oden til netdating fra 81, Computerlove, Pocket calculator, den monotone hyldest til nazi-arkitekturen på Autobahn, den post-nationale og oversamplede Transeuropa Express, den paranoide a-kraft-debatsang Radioaktivitet, den profetiske it-hymne Homecomputer, MTV- jinglen, Tour de France-soundtracket og hyldesten til det uendelige electrobeat Musique non stop, deres lovprisning af low tech hobbyen Tour de france, Expo 2000 i UR-Detriot-remixet… greatest hits fra en fremtid i vores bakspejl – afleveret med sublim lyd, og soloer fra bandmedlemerne – et overlevende original og 3 nyere software-typer
De lavede de magiske 3 albums i træk kun få artister magter, men valgte en kustodeposition – som vocoderen gnækker på Electric cafe at være ”Techno papa”. Måske manglede den indre konflikt og dynamik i internt i Kling Klang studiet, måske var de bare bange for at ødelægge et perfekt ikonisk bagkatalog med nye værker? Det var bizart at danse til de sidste forældede fremtidsprofeter på en festival der minder om et mudret muteret Indien…
Live leger de nu med den allerede pænt afdankede 3D technologi, men lur mig ikke om de allerede er scannet ind som Tupac, og spiller hologramkoncerter efter det sidste medlem dør, evt. garneret af nye numre genererel udfra brugerfeedback fra Kraftwerks interaktive noget kluntede musik-app. De var sublime på Haven i 2018, selv udenFlorian i regnvejr.
Måske er Kraftwerk det perfekte pejlemærke til at se hvor fremtiden sluttede, og det post-post-postmoderne overtager? Er vi i en post-fremtid af optimering, laveste fællesnævners tyranni, totalt markedsgørelse og debile lappeløsninger? Hvor er visionen? Hvem er nutidens profetiske Kraftwerk?
Kontakt blazar hvis du har et godt bud på hvem der er nutidens Kraftwerk