Markedet for elektroniske instrumenter boomer – fortidens skrammel er nutidens vintage sportsvogne – folk betaler formuer for dimser med mindre proccesor-kraft end en Nokia 3210 – samtidig med alt kan fås i software og styres af generiske kontrollere, eller som virtuelle hardware instrumenter.
Her er dagens mest absurde eksempel fra ebay.
De klassiske ting er næsten umulige at finde til spotpris, da nettet gør alle ved hvad alt er værd nu – glem at finde en Jupiter 8 på et kræmmermarked som i 80erne – nu er tricket er enten at gå modular eller software – eller købe noget af det mindre anerkendte gear der ikke er så hot – endnu – det er denne guides fokus.
Tænk på at f..eks lyden af techno er grundlagt af loppemarkeds-trommemaskiner der så blev misbrugt – langt fra designeren eller manualens foreskrifter – hvem hved hvad du kan få ud af at misforstå og rive i en underlig gammel Casio-dims? Måske er det fremtiden. Det er ligemeget hvad software kan og hvor mange replikas de smider ud til spotpris – alt gammelt gear stiger! Måske handler det om muligheden for de happy accidents – som software mangler? Her er min guide til knasekasser for kendere:
Jeg startede med at nulre rundt med Fender Rhodes, der stod på enhver skole i min barndom. Det har en særlig metallisk men poetisk klang, og tremoloen var et hit. Køb det og smæk effekter på – det er et fantastisk instrument, ikke bare til jazz – men vær varsom, da alle eksemplarer lyder forskelligt, ligesom en 303 eller Moog. Wurlitzer også et fantastisk elpiano, men du får garanteret ondt i ryggen hvis du spiller live.
Min første synth var en SH1000 monosynth – jeg kunne ikke få noget fedt ud af den med mindre jeg kørte den gemmen effekt-kæder. Jeg hoppede så på en billig PS1 – en dims der minder om Symondstrommerne, piiiuuu piiuuu – der kun var sjov hvis man triggede den med en trommemaskine og smadrede den med effekter – det gælder reelt for de fleste tidlige analoge synths, da lyden er so-so rent ud af kassen.
Monomaskiner er fede – har haft SH101 – fed bas, kedelig lyd, men levende og fedt workflow – og sjovere og dybere end 303 eller 202. Alternativet er SH09 med audio input, men uden sequencer. Moog var tykkere, men meget skrøbelig overfor temperatur – men fedt at smide audio igennem dens filtre – men alt for dyr – køb en Voyager i stedet for en Mini, hvis du er efter den lyd. D.A.F.´s MS20 var cool, kold og ond med krydsfelt og audio input, men passede ikke med mit Roland gear. Kongen af monosynth var Oscaren – 3 tonegeneratorer og et avanceret filter – den ondeste metalliske acid kværn – men sjælden. Wasp så fed ud og man kan glide rundt på keyboardet – EMS er en smuk kuffert med modular-matrix men urealistisk sjælden. Pro 1 er klart også en klassiker – men husk du hurtigt kan lægge plus 4000 for en mono-dims der ikke kan styres fra mac´en uden extra gear og kun kan spille en – en tone af gangen. Måske er Rolands og Behringers billige retrokasser svaret.
Så kom de lidt tamme men varme polyfoniske Juno´er. 106erne var på alle skoler, og blev en technoklassiker. Nap en MKS-80 i stedet hvis den har programmerkassen med – det er en af de smukkest lydende polysynths fra dengang.
En dag stod der en digital DX7 i studiet – uden knapper – helt umulig at programmere – men med nuancerede og touchsensitive presets, der var definerende for 80erne og ren kitsch idag – tænk Seinfeld, Hanne Boel og flinke Phil Colllins. Køb de senere modeller, eller få en softwareversion a la PM7 eller den sjove groovebox DX200. PPG´en lød fantastisk, men var på tysk – og er ikke til at betale eller reparere. Rolands digitale modtræk, den super sovsede og futuristiske D50, er mere interessant – hvis der er programmerbox til. Generelt minder de digitale synths interfaces om en clockradio eller at entre dit navn på et grillbar-firser spil – i sær i rackversonerne. Køb en JD 800 i stedet – hvis analog kontrol af digital sovs er din ting. Eller dyrk de billige CZ101 fra Casio, de har onde basser og er multitimberalel.
Alle disse gamle økser bliver solgt til overpris nu, men bemærk de trigger sløvt da midi-standarden er fra 1982, og de er mega sloppy når man sender f.eks realtime filterdate til dem. Sen 80er trendens foreløbige klimax er når unge laptop musikere vil have bras som rompleren M1 (køb Wavestation rack i stedet hvis du virkelig skal…) eller cassetteportastudier ala X15 for at være ægte house. De maskiner giver måske et federe workflow og en autentisk lyd fordi de er begrænsede kontra de uendelige valg man har i software DAWs, men jeg kan ikke med dem. For få knapper.
Læs min guide til dj kultur her.
Der skal trommer til – jeg havde først DDM220, ren lort – så 606 – meget mere soul – så 808 (700 kr. I den blå i 1987) – der jo er et mesterværk af lyddesign, med de mest udkneppede lyde overhovedet der ligger alle steder – men jeg savner den – men da man ikke kan tune lydene nævneværdigt og den ikke har midi ville jeg aldrig give mere end et par tusind idag – og den ville samle støv. Samme med Detroit/Eurodance kværnen 909. Vi har allerede lavet over en million numre med de maskiner, videre. Nyere maskiner som HR16/B var for pæn og minder om kede plastik 80er fusionstrommer – ok Apex & Carl Craig bruge den men er RX5 sjovere – det er ren post Linn/DMX Prince og man kan spille melodier på støvede orkesterhits, slapbasser og hundeglam. Så kom MPCen og ja, de gamle cruncher fedt, men har for lidt samplingtid. Jeg røg på computer-seqencing i stedet. At man skal stoppe sit loop for at flytte et forkert slag er ikke noget for mig. Det fede ved MPCen er dog man LYTTER mere i stedet for at lave smarte mønstre på en skærm, og at man bare kan tage den under armen. Nu har de så lavet noget der ligner en Ipad med en masse knapper jeg bliver lidt liderlig på, MPC-X eller en rør Vermona. En billig brugt MV-8000 er et godt alternativ – og den kan brænde cd´er! De små Roland samplere er også kult efter Madlib har grumset rundt med dem.
Jeg må erkende jeg er mest til sampling. Jeg startede før teknologien var ankommet med en portawalkman med telefonsvarer loops…og spolebåndsløjfer. Var i rum med en Fairlight på et tegnefilmsjob, men var lost uden en meget meget langsom teknikker. En funky mellemstation var at trigge to digitaldelays med en 808…Så kom S900 – revolution – men kedeligt interface. S50 og EPS var meget meget sjovere og til at gå til – og bedre til at mutere samples til noget andet. Typisk gav man 25000 for et system – der typisk kunne spille 16 toner af gangen – og sample 15 sekunder i lofi mono i 12 bit.
Brugte den handy W30 som slæb-bar worksation, da sequenceren og den crunchy converter var som en stor SP1200 med et keyboard på. Tænk Prodigy og EPMD – lavede min første plade AUM med W30 som master. W30’s magi er begrænsningerne – så du er nødt til at bruge din fantasi – I modsætning til dagens ubegrænsede DAW’er, skal du have en ide og planlægge, så du ikke løber tør for RAM og stemmer. Indbygget minimalisme.
Du er nødt til at drømme, lytte og ikke bare stirre på skærmen mens du browser plugins, loops og presets. Du var nødt til at udvikle dine egne færdigheder, stil og metoder – ikke bare glo og flytte lego-loops på skærmen. En ting, jeg virkelig elskede, var w30s evne til at lade sequencer spille – og finpusse lydene imens. Den skal snart ned fra loftet. Ellers få en ASR10, det er ren sci-fi fi – og Wu-tang og Timba lavede deres karriere med den. Næste generation samplere var ond, toppen var S770 med skærm og den lidt kedeligere S3200Xl (har dem stadig) – jeg lavede en masse filmmusik på den, der røg på CDén A*A*A. Rackversionerne er billige, MPC´erne dyre. Dog ryddede Kurzweil hele spillet fra de kom med deres K2000, der var meget dyb i menuerne og en klassisk sovser i Detroit og for Bjørn Svin. Værd at nævne er også monsteret Emu 4 – glem Emaxen. Læs om mine tidlige techno-år her.
I midt 90erne kom der så en masse Keys a la Nord Lead – analog-agtig kontrol af digitale analogimitationer. Der er masser af dem – der kan man nok gøre et fund, da de ikke er hotte – endnu. Check f..eks Ex5R og Su700, o-coast, jomox resonator neuronium, Nord Modular (Autechre på dåse), Hartmann Neuron, Fizmo eller nyklassikere som Blofeldt og svenske Elektrons ting. Jeg har lige købt en Roland XT – og hvis man ser bort fra dens meget nuller presets har du en dyyyyb synth der koster som en dyr softsynth. Måske er der også noget at hente i de i mine ører rædselsfulde workstations fra perioden. Ellers besøg en musikbutik og drej på de nye retromaskiner – men jeg savner at nogen tør lave noget helt nyt som dengang PPG lavede deres wavetables eller Roland lavede LA-synthese – uden det koster 30.000 som de nye flagskibe fra Dave Smith og Waldorf.
Læs min guide til musikgenre-ævl her.
Men igen – husk at selv det Garageband der følger med gratis i din Mac kan meget mere, og har mange af ovenstående lyde – køb et keyboard med knapper og usb og du er kørende. Bevares, interface, retro-feel og analog varme er noget andet – men hvis det handler om at komponere og producere musik er laptoppen stadig konge. Vi har ligesom hørt de gamle økser, så køb en controller med mange knapper, og f.eks Reaktor – eller få en modular fetish/hobby. Læs min guide til mere avanceret musiksoftware her.
Checkliste:
1/ Fungerer dimsen?
2/ Google om den kan repareres – visse modeller har udgåede meget sjældne chips
3/ Passer den i dit setup? Kommer du reelt til at bruge den?
4/ Kan den noget du ikke allerede kan?
5/ Køber du den fordi den er sjov eller pga. lyden – eller fordi du har brug for historie, en investering eller en pikforlænger i studiet?
God jagt – husk at google om din nye/gamle dims kan repareres – og husk at lave musik med dimsen – eller få et elektrisk tog.
Guiden vil blive løbende opdateret – og der er en outboard-guide på vej – her er Ranums modular guide.