Irmas død er dråben, der endelig får middelklassen op af sofaen – endelig erkender de, at de er en truet race – deres rolle mellem slave og hersker er ved at være historie, så hele nettet signalerer, at Irmas død rør dem dybt – luxury signaling.
Irma-krisen er også nostalgi efter en indpakning, efter luxus-forbrug som en symbolsk lappeløsning i en forvitrende virkelighed.Men måske er det bare ikke så vigtigt at have “god smag” – nu toppen og bunden tydeligvis er ligeglade med den slags symbolske livsstilskrige og kvalitet generelt?
Men måske vil middelklassen samles under Irma neon-hønen ved søerne og rasle højt med biscottierne i deres Tal R-kunstdåser, måske begynder de at blokere indgangen til Coop-butikker med Årstiderne-kasser fyldt med gamle ulæste aviser. Eller måske hælder de økologisk pesto i pengeautomaterne og brænder bankerne ned?
Måske skriver nogen netkrigere om, at en stor del af de danske supermarkeder gemmer deres overskud i skattely og/eller investerer i våben eller skurkestaters aktier. Noget må ske, men helst online. IRMA PROTEST MERC HER
Tanken om, at vi snart står i gaskammerkøen i Netto med masserne, vi har så travlt med at være solidariske med online, men undgår privat, er angstfremkaldende.
Vi mister Irmas utopi om ro, kvalitet og orden og bliver degraderet til afsoning i discountbutikkernes beskidte rum med papkasser, larm, rod, og trange gange, hvor vi risikerer at gnubbe skuldre med underklassens fortrængte fugleskræmsler. IRMA PROTEST MERC HER
For nogen regnedrenge har fundet ud af, at den marginaliserede middelklassens kvalitetsreservat er ikke lukrativt nok mere, så det stolte brand er røget under bussen. 
Suits kan bedre lide funky mundrette navne som f.eks. Coop365Discount. Hvordan bruger man navnet i en samtale? “Jeg smutter lige i 365.” Nej.
Måske er det bare ren Darwin, præcis som da Irma var med til at dræbe den lokale slagter, bager, grønthandler, og majerist i 1970’erne, eller som Chat-GPT nu dræber tekstforfatterne. 
Måske er det bare et forvarsel om, at alt samles i toppen af pyramiden, og vi bare er smørrelse. IRMA TØJ HER
Flashback: da jeg var barn, var Irma et tempel af italiensk og fransk inspiration under ledelse af Børge Olsen, en opfindsom købmand, der solgte Mao-uniformer, kinasko, tatar og grønlandske isterninger samlet under et klart Albert Mertz-blåt design. IRMA PROTEST MERC HER
Irma legitimerede sig også via samtidskunst og opfordrede til genbrug af kunst-bæreposer – og Arnoldi startede kunst-kage-dåse-serien – der på lige fod med frimærker og Tivoliplakater er blevet de objekter, der signalerer en kunstner er færdig som avantgarde – det lukrative dødskys. Husk at opkøb de sidste Vibskov sutsko og muleposer – scor kassen ved at sælge dem på trendsales senere.
SKRIV UNDER MOD IRMAS LUKNING HER
Engang var Irma nærmest en mentalitet, en kult – folk i Lodenfrakker der læste store aviser browsede rundt efter den daglige bællevin uden skyld og skam – man nød det diskrete priviligerede gode liv, der lakker mod enden nu.
Men vi skal stadig spise, så hvor ender vi? Måske er vi allerede downsized i discounthelvede, måske ender vi i Meny, kokkenes torvehaller eller den udvidede kiosk under Magasin, Mad og Vin? IRMA PROTEST MERC HER
Måske ender det med vi får Polske slaver til at bringe os de pinlige varer via nemli.com? Eller måske kommer Amazon med snart nogle drone-bude? Volt? Måske vil der ske en opblomstring af retro-specialbutikker – nå nej dem dræbte corona – se bare alle de ledige lejemål.
Måske er det der med at løfte sit lorteliv med smagsprøver af krummerne fra de rigtig riges bord bare ikke en effektiv livsstrategi i længden. IRMA PROTEST MERC HER
Jeg ville personligt have det fint med at danskerne stoppede med at tale om mad de næste fem år – og måske begyndte at adressere den svindende virkelighed omkring dem – hellere det end at diskutere Pingus årgange og nuancer af ost. Da jeg var lille talte man om psykologi, politik, kultur og mad omkring bordet. Nu sovser vi rundt i identiets-skabende fødevare-sludr, Netflix browser-historik og boliglåns tips.
Efter Irma lukker, må de overlevende radikale mødes i… hmmm… Lagkagehuset? Hvor kan man få hindbærtærten og det blåstribet toiletpapir? De rigtigt rige er ligeglade, de spiser bare ude som de plejer. IRMA PROTEST MERC HER
IRMA gate har endnu engang bekræftet tre ting:
A/ Store koncerner er mere interesserede i at levere profit til sine aktionærer end at levere kvalitet og tænke holistisk. 
B/ Vi er mere interessede i indpakning og branding – og hvad den fortæller omverdenen og os selv om os selv – end hvad der er indeni pakken.
C/ Folk er afhængige af snedige marketing-drømme og design – reel var store dele af Irma fyldt med det samme bras som alle andre steder – bare pakket ind i det ikoniske design – vi blev bare lokket med storytelling og fyrtårnsprodukter., de eneste ting vi endte med at købe i Irma, resten blev købt hos discount-naboen der trak mere efter krisen intensiveredes – derfor gik Irma ned.
IRMA PROTEST MERC HER 
IRMA TØJ HER 