Nogen gange skabes der ny musik – hvor man undrer sig over hvem lytterne er, og hvad de laver mens de lytter til værket – IKI´s nye vokal-dub album er i den klasse. Et rart sted at dykke dybere.
Ambient genren – den trommeløse genre Eno claimede – der ofte er renset for soul, tekster, funk, hooks – har en kæmpe revival – ikke bare som filmsoundtracks – men også i et felt mellem moderne klassisk, dub og avanceret jazz. Det er den naturlig modreaktion til snart 40 års trommemaskine-tyrani – og en god modgift til tidens it-stress – god ambient kan både bruges i baggrunden som en sonisk parfume til at tinte rum, film og situationer, men også som forgrund og til fordybelse – som klassisk bare uden Loden-frakke-fims. Der har aldrig været solgt så mange looper-pedaler som nu…eller læst så meget Wire.
Vocalgruppen IKI – bestående af nordiske Johanna Sulkunen, Anna Mose, Kamilla Kovacs, Jullie Hjetland & Guro Tveitnes - har her på deres tredie udgivelse modigtladet deres egoer opløse i hænderne på x-techno-børnestjernen Mike Sheridan, nu i fløjl og med dyr rødvin – der for længst har lagt den knasende Berlinerstil fra sig og dykket dybt ned i kollaborationer med jazzpianister, game-musik, ja sågar et Cristal Baschet-glasorgel uden midi!. Her tager han instruktørrollen og tager 3 dages vokaloptagelser og sender dem på en dub-rejse gennem sine Eventide og Lexicon effekter – og søde nye soniske fiktioner opstår. Ambient, der hverken er sukret og følt som Jarre eller ondt som Sunn O))) – men med en mere åben emotionel palette, trods en klar nordisk tone. Minimalistiske naturlandskaber, man kan projicere sine egne tanker op på.
Det er lidt pænt, men fungerer bedst, når vokalerne ikke er en dokumentation af en performance, men blot behandles som abstrakt løsrevet råstof, der via digitale trampoliner skaber nye rummelige mørke lydscener uden melodi eller beat. Der er klar inspiration fra Jon Hassels snart 40 år gamle mesterværker, der var en leg med post-global sci-fi-tribal exotica – hvilket er fint med mig. Startnummeret minder mig om et andet mesterværk, Steve Reich´s “Come out” – heller ikke nogen sløj ting. Andre steder minder det om syret Bjørk uden solist eller midt-periode ordløs Laurie Anderson – på en tømmerflåde omgivet af isbjerge og flagermus.
Jeg har lyst til at sample et par bidder og putte i en granular sampler…hvilket svarer til 4 kokkehuer her på blazar. Hurra for det modige samarbejde – det kan kun blive spændende at se hvordan det fungerer live. Rart den slags plader eksisterer – måske det nye soundtrack til Noma?
