Via nettet har vi alle sammen hele musikhistorien samlet gratis i telefonen, og alle kan via mixerens sync-knap eller software mixe to numre sammen, så den ædle kunst at “gejle et rum op med sonisk parfume” aka “iscenesætte festrum med soniske data” er kraftigt devalueret. Maybe the DJ finally got hanged?
Der er flere DJ’s end dansere i København – og ingen DJ-fagforening, så prisen for at spille et 4-timers sæt på et halvhot sted er ofte nede på 700 kroner (det samme som afrydderne). Plus fire gratis øl og en masse social friktion fra folk, der insisterer på, du kobler deres iPhone til med den nye Drake, NU. Plus høreskader og jetlag, da du vender døgnrytmen rundt.
Lige nu er DJ’s nærmest en slags gårdvagter, der blot skal fylde rummet med en passende genkendelig, men stressende lyd, så folk drikker mere, end hvis de kunne stå og have en samtale.
De tider, hvor en DJ var nattens smarteste fyr, en mystisk sexy kurator for eksotiske subkulturer; en, der tryllede spritny hemmelig musik frem fra specialbutikker globalt og lavede liveforsøg med montage iført morgendagens fashion, mens han fik blowjobs og pulver under pulten, før han blev kørt i lufthavnen, er for længst forbi.
DJ-attitude extravaganza: tre mestre – Von Baden – Kim Kemi – Matightass.
De, der overlever, er dem, der har kunder fra de glade 90’ere – og spiller til vennernes bryllups- og studenterfester i Nordsjælland eller i Magasin – resten sulter eller har job om dagen.
Købmand bager rocker BR på Frederiksberg
Demokratisering og automatisering Lyder det bekendt? At masserne får adgang til produktionsmidlerne, og priserne falder og overtages af interns, der lever på drømme og forventet efterbevilling, eller det er rige folks børn og de beregnende netværksnassere, der overlever? En overflod af middelmådighed er den nye standard, og massernes kritiske bevidsthed og skelneevne er reducerede pga. net-ADHD. Det er vist alle kreative discipliners skæbne i disse år
For musik er nærmest gratis – og over alt altid, så der skal andre ting til at sælge DJ-varen: DJ’s har længe været vurderede på deres evne til at promovere, men nu har selv den mindste bar et SoMe-geni til PR. Så DJ’s vurderes nu mest på deres attitude og evne til at “feste for” – at vise gæsterne, hvor fedt det er at personificere den ultimative fest. At være en vodkaklovn.
Engang insisterede DJ’s på at kompensere for manglende rock’n’roll-faktor med visuelt drama – at rive en defekt kompressor ud af racket og smide den på dansegulvet, tisse i den næste DJ’s pladetaske eller endda sætte ild på vinylen. Det mindede om at være stuntman.
En DJ-identitet af de særlige.
Jeg har selv spillet i Texas iført burka, da den første Irakkrig kørte, ligesom jeg blev overfaldet af lærerne på Kunstakademiet, fordi jeg spillede meget høj Frankfurt-techno og proto-jungle i et rum, der på grund af røgmaskine og stroboskop lignede sne på et gammelt tv – selv med lukkede øjne. Men selv disse nu banale virkemidler er nu bare standard og forvist til svampede haller uden for bykernen.
I dag handler det mere om at behage og posere.
De post-musikalske mimiske virkemidler
Nu er DJ-looket en klassiker, der pryder enhver Tinder-profil på lige fod med kokkeskuddet, bandbilledet, crossfit-looket, cocktailsuit-selfien, det eftertænksomme portræt med Bille August-hånden under hagen eller besøget i den udsultede afrikanske landsby. Denne imageøkonomi, der reducerer DJ-rollen fra musikkurator og festens midtpunkt til en slags moderne mimer og ikonisk stereotyp, har sine klassiske attituder og trætte uniformer, præcis som rockmusik:
Basarmen: Den moderne dirigentstav – totalt tabu-douchebag-fagter, heileri for folk med nye tatoveringer og Beats-hørebøffer, men effektivt for DJ’s til at markere, at der er en tryg stortromme på vej i et konfust trommeløst pre-drop.
Headset-autisteri: “Hey, det er pisse svært det her, jeg kan ikke tale nu, sorry”. Det er bluff: Reelt mixer softwaren din playliste. Du gemmer dig bare for gæsterne og er begyndt at udvikle en social fobi.
Det klassiske “Hvad laver jeg her look”. Bemærk mikrofonen – den talende DJ er på vej tilbage.
Gokkeren: Sex med tøj på – meget populært blandt klubejere. DJ’en roder med sin knap med ekstatiske himmelvendte øjne – reelt kommunikerer han: Smut ud, og tag noget mere coke på toilettet, så du kan få det lige så fedt. Så du kan drikke mere. Så omsætningen øges. Så jeg bliver booket igen … Husk at skille vandene i en orgasmisk bibelsk gestus, når bassen dropper ind.
Berlinmuren: DJ’s med laptops, der ligner arkitekter – ofte skal man tro, de er igang med noget avanceret Ableton Live-software techno jam. Reelt prøver de bare at invitere deres ekskærester og dealer via messenger eller suge en playliste fra Hawtin.
Vinylsamleren: Ingen under 30 – aka de fleste på klubben – ved, hvor svært det er at mixe og scratche vinyl, så du ligner bare en gammel plattesamler fra et loppemarked. Held og lykke, med at slæbe – uden at smadre din ryg – og finde de der 200 plader, der sætter ild i gulvet. Har du hørt om USB-nøgleringe med 4.000 tracks på? Så fedt er det heller ikke med knas og begrænset frekvensspektrum … Vinylsamleren kan kendes på huen, månen eller skægget – der er gået jazz i den. Sjovt nok ender disse supersamlere ofte med at spille gammel disko, de tror er frisk, fordi de har isoleret sig fra mainstream i deres samlerboble.
Fra dengang selv dyr vidste, det var svært at scratche.
Strip: Hårknold og sixpack med nye tusser – du ligner en juicer på speed. En problematisk attitude for hetero-DJ’s på tour i udlandet, da bar mave er et klassisk parringssignal for gays. Visse DJ’s bruger lange formixede forløb og faker på knapperne med et luftmix, da det giver mere tid til at danse, blogge, sprøjte champagne, give highfives og kramme til rædselsfuld EDM-trap.
Turntablisten: Musik er bare tools til at lave en seneskedehindebetændelse for OCD-/dampdrenge – scratch-jonglørerne er blevet sjældne, da de smadrer dansegulvet, fordi folket helst vil høre HELE sangen, og ikke et ‘Aaarrrhhh’ eller et fresh-fragment gokket frem og tilbage over et kludetæppe af gammel ridset funk. Sampleren er opfundet.
Skyggen: En DJ, der prøver at gå i et med tapetet; han bliver behandlet som en jukebox. Han har mistet al glæde ved musikken –han har hørt alt og opgivet at udbrede sin egen sublime smag eller lege med mixet. Han er blot en anonym kustode i en død kulturs kølvand. Han er snart erstattet af en iPad med playliste eller en mere gøglet DJ.
De trætte uniformer – klassiske DJ-looks
Heldigvis er udklædnings-DJ’s med fake navne på retur – ligesom den lede børnevoksne stil med blazer, cap og logo-sponsortøjet … eller de, der bare er smurt ind i et loppemarked af mall-versioner af døde subkulturers ikoner frigjort fra deres oprindelige betydning. Men DJ’s skal stadig ligne nogen, der lige er stået op efter en ond efterfest og har kastet noget lidt tilfældigt designerkluns på.
Min guide til musikgenreævl her.
Atlanta/Bronx/Brooklyn/Lundtoftegade: set i Station 2-looket: Selvom hiphop salgsmæssigt for længst har overgået country og rock, kan man stadig bilde nogle rige folks dumme børn – eller bare 90’er-nostalgikere – ind, at det er “real” at gå med kasket og være smurt ind i sportsinspireret designerkluns. De har ikke nosser til at ryge det crack, alle deres mumlende hostesaftramte rap-tracks handler om. De drømmer stadig om at spille på den stripklub, de aldrig kunne komme ind på. Det tætteste, de har været på en ghetto, var, da de sad og kiggede på Urbanplanen ovre fra DR’s kontorer.
Du ved, du er blevet mainstream, når du ender på en Nørgaard T-shirt.
Berghein/Berlin: Sug kinderne ind, mens du spanker masserne i sort slidt designerlæder båret som om, du lige er stået op af sengen, asymetrisk britpophår, måske et tørklæde – du kunne have været roadie for Depeche Mode i 80’erne. Et særligt apatisk fraværende, men intenst blik afslører, du er lige ved at styrte i ketaminhullet.
Hunter S. Thomson-påfuglen: solbriller, cocktails, blomsterkrans, joints og Hawaiiskjorte – og et mix af reggae, kitch, afrikanske 12”-singler trykt fra kassettebånd og diverse etno-gas – samlet på en konejagt i Afrika eller til julefrokosten i BULP.
DJ Waterloo – det endelige søm i hipsterkisten – Jokke, konen og tranceren Tiesto.
Minimaltechno: Musikkens svar på Garder Eide Einarson (norsk minimalistisk kunstner, red.) eller vand og brød serveres bedst iført maskinklippet hår, nørdede briller, hemmelig label-T-shirt og dyre diskrete sneakers og digitalur. Sort i sort.
Kuratorknaser: Sæt dit lange cykelstyr med lim, hav to forskellige sko på, kør musikken gennem hjemmebygget modular-pedaler, brug høretelefonerne som mikrofon, gør alt for at rydde gulvet for alle, der ikke abonnerer på The Wire – det handler om alt andet end musik. Overvej at lave foredrag/performance i stedet for DJ-gigs.
Flødebollen: Du har toupé eller er skaldet, har nye tænder og botox og bærer en kæk far-pastelpolo eller button-down, du kan rulle ærmerne op på, så man kan se uret, efter du har smidt blazerjakken. Husk Montmartre-/jazzhouse-/sølvbryllups-diskokassen blandet med MTV-90’er – og kast noget P3 ind for at være ung. Last Christmas-sweateren er klar i december.
Chav: Fra ren Randers med fjederhalesko og fuld Kappa-knapbuks til den mere gentificerede casual italiensk C.P.Company, som hools bærer i UK. Chav-looket indikerer hurtig musik fra folkelig, fesen forstadstrance og “progressiv techhouse” over jazzy Drum&Bass og opklippet jungle.
Det var facitlisten til DJ-kropssprog og -looks. Nu kan du afkode din lokale lydmimer – eller selv få et underbetalt DJ-job, der giver adgang til en prima voyeur-plads til en fest, du reelt ikke er med til, hvor du aldrig når at score alle de høns, der flirtede, fordi de ville høre Beyoncé, mens du solgte ud af ideen om at missionere med dine vigtige subkulturelle musikfiler. Når DJ-jobbet slutter, er byen tømt for alt andet end krudtnæb og Udgårds-Lone på den evige brune bar, hvor du forsøger at fange nattens erotiske ekkoer med Yolo eller Tinder. Du giver op – dit anlæg derhjemme lyder alligevel bedre.
