Hurra, endelig en roman der leger med mediemyterne om den magtkritiske Gonzo-gøgler, den fjerde statsmagt, den lille mands uafhængige vogter på jagt efter Watergate 2 eller den næste Danske Bank-skandale. Journalisterne driller reelt ikke magten — de er snarere magthavernes mediegøglere i det distraherende, underholdningsindustrielle kompleks, i en branche med flere dj’s end dansere, hvor selv en lille fodfejl kan sende dig direkte ned i prekariatet. Døgnet vælger at portrætere mentaliteten, der driver mediesoldaterne.
Journalisten Kristoffer Linds egne radioerfaringer danner grundlag for romanen, hvis hovedperson er en ung, mindeværdsmotiveret journalist fra Fyn, der mister sin uskyld på radioen, da han bliver offer for uendelige barnlige magtkampe om hierarkier blandt oppustede egoer.
Helt klassisk bliver offeret selv bøddel, i takt med at det politiske pres udefra forværrer et i forvejen usundt miljø. Han tager en skalp og bliver anerkendt af bødlerne.
Der er ikke nogen reelle afsløringer, vilde trips eller pirrende sex her — ud over den slags, der foregår på de fleste mere jordnære arbejdspladser til en julefrokost. 
Genialt 24syv-stunt, en ballon på Kongens Nytorv af særlig rådgiver for statsminister Mette Frederiksen.
Der, hvor romanen fungerer bedst, er i portrættet af den unge journalists moralske deroute, efter at han smittes af den medieseksuelle virus. Beskrivelsen af redaktionen er det, jeg vil kalde et panoptisk piratfiskebassin, hvor alle er drukvenner, men holder øje med hinanden, og hvor alle ser positioner frem for personer – og smider hinanden væk som brugte kondomer, hvis det kan betale sig, for at komme op i pyramidespillet.
Radiostationen beskrives som en sekt — eller rettere et neurosefællesskab af narcissistiske børn, der har råd til at arbejde næsten gratis for ti minutter i i den vigtige mediesol. Kollegaerne, indholdet, gæsterne — ja, selve virkeligheden — er bare ligegyldige, plastiske drivmidler, så værten kan trampe sig op ad hierarkiet, med gæsterne som gidsler — for at bygge et brand, ensomme tosser kan bygge parasociale relationer igennem højttalere.
Cirkle jerk: respekt for romanens gratis markedsføring, der antyder at afsløre sex, drugs and rock’n’roll i det (selv)mytologiserede backstageområde omkring 24syv. Det garanterer for masser af medietid med krænkelsesparate mediedarlings, Tordenskjolds tomme tønder og eks-medarbejdere, der lige vil markere, at de var til den åh så historiske fest med en blyant på en toiletdør.
Journalister elsker som bekendt at lave historier om journalister og tale om, hvordan man taler om ting, så vi helt glemmer, hvad sagens kerne er. Mange af debattens krænkede — eller rettere: de krænkelsesparate — er selv rene menneskeædere, men når kritikken vendes mod medierne selv, har vi balladen — og dermed trafikken og salget.
De, der ryger under bussen i bogen, har det nærmest som brand allerede at lege grænseoverskridende gen X’ere – for reelt er bogen ikke Kristoffer Linds definitive medieselvmord — for sjovt nok arbejder han stadig for de chefer, som han her kun kritiserer ganske blidt. Dog overrasker karaktermordet på en button-down-darling, som du selv må gætte, hvem er.
Nøgleromanens læseoplevelse skæmmes af det alt for store maskerede persongalleri — en grød af utydelige menneskebrands, hvor kun få bliver nærværende. Jeg bruger simpelthen for meget af min sikkert samspilsramte hjernekapacitet på at holde rede i de fjollede alter egoer. Oplevelsen hakker, og quiz-elementet skygger for indholdet, og skandalen udebliver. Forfatteren burde i næste oplag stå ved sit projekt og inkludere et appendix: en tabel med små biografier og billeder, for især læsere uden for medieboblen bliver sat af.
Jeg savner en analyse af pengeflowet på radioen, konstruktionen mellem eksterne produktionsselskaber, cheferne og Berlingske — hele rammen om historien, Per Stigs had til P1 osv. Den systemiske og strukturelle analyse udebliver, ligesom indblik i det politiske magtspil, der lukkede radioen, dengang podcast, AI og influencere endnu ikke var dominerende.
Om romanen overhovedet rager de civile borgere uden for medieboblen, må guderne vide.
Som gravskrift er Døgnet ikke definitiv. Som advarsel er den til gengæld præcis. Som sladderfacitliste eller afslørende chok fungerer bogen ikke, det hele er ret tamt. Men hvis du har en ung i familien, der vil ind i mediebranchen eller være journalist, er det den perfekte gave til at justere forventningerne.
Disclaimer: Jeg er ikke helt uvildig, da jeg havde talkshowet Mortens Aften på 24syv. Kulturafdelingen var en sjov Noas Ark af retrokonservative, generation Master Fatman og assorterede originaler. Jeg var den første, der sagde op på radioen, så jeg kender ikke forfatteren, der kom ind senere – men jeg ved Kristoffer Lind skal skrive flere bøger.