“Kussepisket Mandemøbel” har længe været mit favoritnummer, når jeg skal drille min kæreste – det er en forfriskende kollision imellem skrøbelig indie-vokal med selvironi på en sprød bund af smuk, luftig, mørk scandi-jazz med en slæbende boom-bap-beat-puls à la DJ Premier. Det er et sonisk overflødighedshorn, der komfortabelt skifter stil ikke bare for hver single, men midt i deres fabulerende sange. Camilla Andersen undersøger den danske popduo nærmere:
Da jeg endelig opsporer duoen bag på en café, har de valgt ret langt fra deres lydlige luksus-univers – roder Ham X roder med grøn te, mens Haj høvler en Aperol Spritz, selvom klokken er 14, og det ikke er 2018.
De insisterer på no photo – som om de er en omvandrende skummel teknoklub eller Daft Punk der ikke vil smide hjelmene. De vil ikke fotograferes, de vil ikke navngives, og efter ti minutter giver det ikke mening at kalde dem andet end Ham X og Haj. Vi bliver enige om jeg kan bruge deres single-covers som illustrationer, der leger med kontrapunktisk luxus og trash.
“Vi har rigtige liv ved siden af, der ikke skal ødelægges,” siger Ham X, en pæn nørd omkring 35. “Vi mener parasociale pop-relationer er patetiske; vi vil helst bare vurderes på det, der kommer ud af højtalerne – eller rettere hvilke følelser der rammer dig, når du lytter…”
De insisterer også på, at jeg ikke skriver om, hvor interviewet foregår:
“Vi vil have vores lille oase for os selv – det er en organisk scene, der ikke skal i Politiken og smadres.”
Haj afbryder: “Denne cafe er som tv-serien Cheers, bare i virkeligheden for os …”
Der er Basquiat-kloner på væggen, laptops med stickers på bordene, ikke-farvesorterede bøger i reolen og en masse designerstole, der ikke passer sammen, men ellers er stedet renset for go-cards, aviser, turister, ammehjerner, matchaer, kardemommesnurrer og magasiner. Spyo har malet på toilettet.
Som Ham X & Haj sidder foran mig, ligner de et par helt almindelige privilegieblinde middelklassekøbenhavnere imellem 28 og 45 – de er et aparte, ja, måske et umage par.
Ham X ligner en urban Gore-Tex-far, der drømmer om at forsvinde i skoven. Looket toppes med en indendørs hue, tekniske sneakers og et par muleposer fyldt med særligt nyudgravet vinyl, som kun mennesker, der kan lide den langsomme oplevelse med at grave i fysiske butikker, orker at slæbe rundt på.
Haj er iført Københavner-uniformen … en oversize kameluldsfrakke, der ligner noget, hun har stjålet fra en aktiehandler-eks, usynlig makeup, stramt løbetøj, de obligatoriske japanske sølv-Asics og en stram hestehale. Det eneste, der bryder det, er en lille grafisk stregtatovering dér, hvor uret skulle have været.
Det første spørgsmål er oplagt: Hvorfor spiller I hemmelige?
Ham X svarer tøvende: “Vi har rigtige liv ved siden af. Det er jo lidt pinligt at rode med dansk popmusik … men vi gør det, fordi vi ikke kan lade være – og anonymiteten giver et frirum i en tid, hvor alle selvcensurerer, fordi de skal performe udadtil …”
Haj bryder ind: “Vi gør det her for sjov – der er jo ingen penge i dansk musik, så hvorfor være ugens glade narcissist i medierne i måske tre år for en middelklasseløn og Grøn Koncert og så tilbage til samlebåndet eller uni …”
“Så hellere nyde friheden i skyggerne og udvikle sig i eget tempo – ligesom Daft Punk … hahaha … eller Kiss …,” tilføjer Ham X tørt. “Det gælder om ikke at blive fanget af spillet … vi kender en del musikere, der bruger langt mere tid på SoMe end i studiet … for man bliver booket efter antallet af følgere, ikke på grund af musikken.”
Haj bryder ind: “Jeg datede en banker, der købte et DJ-slot på en festival på Ibiza for at filme det til Insta, så købte han lidt trafik, og nu er han booket til Roskilde uden at have skabt noget selv. Tror du, han har travlt med at lære at mixe?”
Ham X griner: “Jeg kender en, der kan lave et pre-DJ-mix, så han har tid til at sprøjte med champagne, filme og lave basarm bag pulten … udbud og efterspørgsel, og konsekvensen er, at der er flere DJ’er end dansere nu …”
Haj afbryder: “Hvis det var sådan noget, vi ville, ville vi nok bare lave reklame eller mode – nå nej, det er gået af mode også, hahaha. Det er sjovere at skændes i studiet og lave ærlige musikalske flaskeposts.”
Hvor mødtes de?
Haj: “Helt ærligt … kan vi sige det nu, du er blevet skilt?”
Ham X når ikke at svare, før Haj fortsætter: “Jeg var blæst med en veninde på Bird, cocktailbar i Store Kongensgade, hvor der stod den sørgeligste mand, jeg nogensinde havde set, og hulkede til tonerne af den skønne Scott Walker.
Jeg var i en fase, hvor jeg var fascineret af ældre mænd, så jeg chattede ham op, og jeg fik revet hans pinlige indendørs beanie af … Vi vågnede og var meget enige om, at vi aldrig skulle bolle igen, men da hans kone lige var skredet, var der en lækker, stor forældrekøbslejlighed, jeg kunne flytte ind i …”
Ham X virker lidt knotten nu: “Ja, du var jo lige landet fra Jylland … dengang du ikke havde undertrykt dialekten helt …”
Haj: “Han havde skrevet nogle patetiske, deprimerende ballader på en firespors-kassettebåndoptager fra 80’erne – jeg kommer fra en mere funky neo-soul-ting, så vi poolede vores grej og havde pludselig et lille studie. Jeg hakkede lidt MPC-beats på hans terapi-rock og tilsatte lidt humor, og så tænkte vi ikke mere over det. Jeg kom så hjem en søndag formiddag, struttende af kemisk selvtillid, og tænkte, jeg kunne rappe, eller hvad det nu kaldes … Han remixede det så, da gassen gik af min ballon op ad eftermiddagen.”
Den søndag fødtes Ham X og Haj. Indie mod R&B. “Vi holder hinanden i spænd, så vi ikke ryger ned i de helt stygge genreklichéer, vi konceptualiserer hinandens numre og drysser lidt magi på – mens vi skændes. Det, vi ikke selv kan, hjælper et par venner fra konservatoriet med, horn og strygere – plus vi har en ekstern producer – vi er jo naive, dilettantiske DIY-maksimalister, selvom vi elsker lo-fi og sus.”
Hvad er det næste, der skal ske med jer?
Ham X mumler, at han drømmer om at lave en engelsk plade, få en modular-synth og udkomme på vinyl …“Der var tre små labels, der ville udgive vores single ‘Musikquiz’ – men de blev usikre og trak sig, da jeg svarede, at vi ikke havde planer om at spille live, da det er noget gøgl.”
Heldigvis kendte Haj The MeToo Orchestra og lavede et maskeret cameo i Tisvilde, som man kan høre på bonus-singlen “Festivalsangen” …
“Hahahha, vi kan lige så godt sælge ud fra starten … den sang er det ondeste spejl på dansk musik – vi kan kun blive bedre derfra …”
Laver I metamoderne pop, der vibrerer imellem ironi og bidende autentisk alvor?
Ham X sukker: “Vi tænker slet ikke sådan – vi tænker som DJ’s, der søger blandinger, der ikke findes endnu … lige nu hører vi et polyamorøst genreknald af inderlig, intim skilsmissepop à la Talk Talk & Roxy Music, poetiske grooves fra Fugees, Dilla og Gil Scott-Heron, kold, kriseramt elektropunk som DAF og Suicide – underligt nok alt sammen musik fra før laptops og samplere – det er så ærgerligt, det er så umuligt juridisk med sampling – men vi holder os fra det.”
Og teksterne?
Haj: “Jeg kalder bare alt det lort, jeg ser på mine byture, ud – ingen kan jo høre, hvad jeg siger i byen alligevel, så musikken er min skriftestol.”
Ham X sidder og piller med en Discogs-auktion på telefonen.
Haj fortsætter: “Ham tudefjæs synger altid om ulykkelig kærlighed og sådan voyeur-pis med at være fremmedgjort – men har en så smuk stemme, at jeg var nødt til at pitche ham ned på ‘Swiper Øjne’, så han lyder som en kærlighedssyg gangster på P3.”
Ham X sukker bare, ryster på hovedet og tager sit høvdingehalsbånd på, giver mig et velduftende kindkys, gør honnør mod Haj – og forsvinder så fløjtende ud ad døren og væk i trafikken.
“Lad være at skrive det, men han tror, han er den nye Leonard Cohen,” fniser Haj.
Der er lige udkommet et album med deres første singler, “Vores indre by – volume 1”. Fortsættelse følger
YOUTUBE MUSIC HER FOR VINYLTOSSER OG ANTI-STREAMERE