Nettet har samlet hele musikhistorien gratis i din telefon og alle kan – via mixerens sync-knap eller software – mixe numre sammen, så den ædle kunst at “gejle et rum op med sonisk parfume” aka. “iscenesætte festrum med soniske data” er devalueret kraftigt – derfor måles dj´s på andre kvaliteter end de musikalske – som i så mange andre af livets forhold handler det ni mere om indpakning, attitude og formidling.
DJ Waterloo – det endelige søm i hipster- kisten – Jokke og tranceren Tiesto.
Nu er der flere DJ´s end dansere i København – og ingen DJ-fagforening, så prisen for at spille et 4 timers sæt midt om natten på et halvhot sted ofte er nede på 700 kr. (det samme som gulvkanonerne) – plus 4 gratis øl og en masse social friktion fra folk der insisterer på du kobler deres iphone til så de kan høre den nye Drake NU. Oveni lønnen får du høreskader og jetlag da du vender døgnrytmen rundt – og ulyst til fulde mennesker. Held og lykke med at booke de jobs hvis du er en hvid mand over 30 – femi-trance og etno-trap har overtaget.
De gamle “nye smarte jobs” – Nørgaard t-shirt
DJ´s nærmest reduceret til en slags flotte gårdvagter med mange følgere, der blot skal fylde rummet med en passende genkendelig men stressende lyd for at overdøve akavede samtaler så folk drikker mere.
De tider hvor DJ´s var nattens smarteste fyr, en mystisk sexy kuratorer for eksotiske subkulturer, der tryllede spritny hemmelig musik frem fra specialbutikker globalt og lavede live forsøg med montage iført morgendagens fashion mens han fik blowjobs og pulver under pulten på vej til lufthavnen er for længst forbi. De djs der overlever er dem der har kunder fra de glade 90ere der spiller til vennernes bryllups- og studenterfester i Nordsjælland eller i Magasin – resten sulter eller har jobs om dagen.
Demokratisering og automatisering
En overflod af middelmådighed er den nye standard da massernes kritiske bevidsthed og skelneevne er reduceret pga. net-adhd. Lyder det bekendt? At masserne får adgang til produktionsmidlerne og priserne styrter og markedet overtages af interns der lever af drømme og forventet efterbevillig – eller et fag hvor kun rige folks børn, formidlingstalenterne og de beregnene netværksnassere overlever? Det er vist alle kreative dicipliners skæbne i disse år…
DJ´s har længe været vurderet på deres evne til at promovere – men nu har selv den mindste bar et Insta/facebook-boostende SoMe-geni til PR, så DJ´s vurderes nu mest på deres attitude og evne til at “feste for” – at vise gæsterne hvor fedt det er at være en vodkaklovn, djs skal personificere den ultimative fest. Det omvendte af de klassiske rave-djs der drejede lyset over på danserne eller bare tog pulten ned fra scenen ned på dansegulvet.
Så kom der en periode hvor djs insisterede på at kompensere for manglende rock & roll faktor med visuelt drama – at rive en defekt kompressor ud af racket og smide den på dansegulvet, tisse i den næste dj´s pladetaske eller at sætte ild til vinylen. At være dj dengang mindede om at være stuntman.
Jeg har selv spillet i Texas iført burka da den første Irakkrig kørte, eller bag hønsenet -ligesom jeg blev overfaldet af lærerne på Kunstakademiet fordi jeg spillede meget høj Frankfurt-techno og proto-jungle i et rum der pga. røgmaskine & stroboskop lignede sne på et gammelt tv- selv med lukkede øjne. Men selv disse nu banale virkemidler er bare standard nu og forvist til svampede haller udenfor bykernen. Idag handler det mest om trygt at behage og posere.
Det klassiske – “hvad laver jeg her look”. Bemærk mikrofonen – den talende dj er på vej tilbage.
Den post-musikalske mimer: DJ-looked er en klassiker der pryder enhver TInderprofil på lige fod med kokke-skudet, bandbilledet, crossfit-looket, hvalpe-billedet, cocktail-suit selfien, det eftertænksomme portræt med Bille August hånden under hagen eller besøget i den udsultede Afrikanske landsby. Denne imageøkonomi, der reducerer DJ-rollen fra musikkurator og festens midtpunkt til en slags moderne mimer og ikonisk stereotyp – har sine klassiske attituder og trætte uniformer, præcis som rockmusik:
Basarmen: den moderne dirigentstav – en totalt tabu douchebag-fagt – heileri for folk med nye tatoveringer og Beats-hørebøffer – men effektivt for DJ´S til at markere der er en tryg stortromme på vej i et konfust trommeløst pre-drop.
Headset-autisteri: “hey, det er pisse svært det her, jeg kan ikke tale nu, sorry”. Det er bluff: Reelt mixer softwaren din playliste – du gemmer dig bare for gæsterne og lider af snigende social fobi.
Gokkeren: sex med tøj på – meget populært blandt klubejere. DJ´en roder med sin knap med ekstatiske himmelvente øjne – reelt kommunikerer han: smut ud og tag noget mere coke på toilettet så du kan få det lige så fedt som mig – så du kan drikke mere – så omsætningen øges- så jeg bliver booked igen… Husk at skille vandene i en orgasmisk bibelsk gestus når bassen dropper ind.
Berlinmuren: DJ´s med labtops der ligner arkitekter – ofte skal man tro de er igang med noget avanceret Ableton live software techno jam – reelt prøver de bare at invitere deres x-kærester og dealer via messenger eller suge en playliste fra Hawtin.
Vinylsamleren: ingen under 30 – altså de fleste på klubben – ved hvor svært det er at mixe og scratche vinyl – så du ligner bare en gammel platte-samler fra et loppemarked. Held og lykke med at finde de der 200 plader der sætter ild i gulvet og slæbe dem stiv ud og hjem uden at smadre din ryg. Har du hørt om USB-nøgleringe med 4000 tracks på? Så fedt er det heller ikke med knas og begrænset frekvensspektrum…vinyl-djs kan kendes på huen, kasketten, månen eller skæget – der er gået jazz i den. Sjovt nok ender disse supersamlere ofte med at spille gammel disco de tror er frisk fordi de har levet isoleret fra mainstream i samlerboblerne.
Strip: hår-knold og sixpack med nye tusser – du ligner en juicer på speed. En problematisk attitude for hetero-DJ´s på tour i udlandet, da bar mave er et klassisk parringssignal for gays. Visse DJ’s bruger lange formixede forløb og faker på knapperne med et luftmix, da det giver mere tid til at danse, blogge, sprøjte champange, kaste lagkager, give high fives og kramme til rædselsfuld EDM-trap eller tam tech-house.
Fra dengang folk viste det var svært at scratche.
Turntablisten: vinyl er bare tools til at lave en seneskinnehinde-betændelse for OCD/Damp-drenge – scratch-jonglørerne er blevet sjældne – da de smadrer dansegulvet, folket vil helst høre HELE sangen, ikke et aaarrrhhh eller et fresh-fragment gokket frem og tilbage over et kludetæppe af gammel ridset funk. Hallo, sampleren er opfundet – og flyttet ned i telefonen.
Skyggen: en dj der prøver at gå i et med tapetet – der bliver behandlet som en jukebox. Han har mistet al glæde ved musik – han har hørt alt, og opgivet at udbrede sin egen sublime smag eller lege med mixet – han er blot en anonym kustode i en død kulturs kølvand. Han er snart erstattet af en iPad med playliste eller en mere gøglet dj.
DJ attitude extravaganza: tre mestre – Von Baden – KIm Kemi – Matightass.
De trætte uniformer – klassiske DJ looks Heldigvis er udklædnings-djs med fake navne på retur – ligesom den lede børnevoksne stil med blazer og cap og logo-sponsortøjet …eller dem der bare er smurt ind i et loppemarked af mall-versioner af døde subkulturers ikoner frigjort fra deres oprindelige betydning. Men DJ´s skal stadig ligne nogen der lige er stået op efter en ond efterfest og har kastet noget lidt tilfældigt designerkluns på:
Atlanta/Bronx/Brooklyn/Lundtoftegade: aka. “set i Station2”-look: Selvom hiphop forlængst har overgået country og rock salgsmæssigt kan man stadig bilde nogle rige folks dumme børn og 90er-nostalgikere ind, at det er “real” at gå med kasket og være smurt ind i sportsinspireret designerkluns. De har ikke nosser til at ryge det crack, alle deres mumlende hostesaft-ramte rap-tracks handler om. De drømmer stadig om at spille på den stripklub de aldrig kunne komme ind på. Det tætteste de har været på en ghetto var da de sad og kiggede på urbanplanen fra ovre fra DR´s kontorer…
Berghein/Berlin: Sug kinderne ind mens du spanker masserne i sort slidt designerlæder, båret som om du lige er stået op af sengen, asymetrisk britpophår, måske et tørklæde – du kunne have været roadie for Depeche Mode i 80erne. Et særligt apatisk fraværende blik og intens spændt krop afslører du er lige ved at styrte i ketaminhullet.
Hunter S. Thomson påfuglen:: Solbriller, cocktails, blomserkrans, joints og Hawaiiskjorte – og et mix af raggae, kitch, afrikanske 12” singler trykt fra kassettebånd og div. ethno-gas – samlet på en kone-jagt i Afrika eller til julefrokosten i BULP.
Minimal techno:: Musikkens svar på Garder Eide Einarson eller vand og brød serveres bedst iført maskinklippet hår, nørdede briller, hemmelig label-tshirt og dyre diskrete sneakers og digitalur. Sort i sort, lige så spændende som at se maling tørre.
Kurator-knaser: sæt dit lange cykelstyr med lim, hav to forskellige sko på, kør musikken gennem hjemmebygget modular-pedaler, brug høretelefonerne som mikrofon, gør alt for at rydde gulvet for alle der ikke abonnerer på The Wire – det handler om alt andet end musik. Overvej at lave foredrag/performance i stedet for DJ-gigs.
Flødebollen: Du har toupé eller er skaldet, nye tænder og botox, og bærer en kæk far-pastelpolo eller button down, du kan rulle ærmerne op på så man kan se uret efter du har smidt blazerjakken. Husk Montmartre/jazzhouse/sølvbryllups-diskokassen blandet med MTV-90er – og kast noget P3 ind for at være ung. Hav Last Christmas sweateren klar i december.
Chav: fra ren Randers med fjederhalesko og fuld Kappa knapbuks til den mere gentificerede casual Italiensk C.P.Companys uniform som hools bærer i UK – Chav-looket indikerer hurtig musik fra folkelig fesen forstads trance og “progressiv techhouse” over jazzy Drum&Bass og opklippet jungle.
Det var den forløbige facitliste til dj-kropssprog og looks – nu kan du afkode din lokale lyd-mimer – eller selv få et underbetalt dj- job, der giver adgang til en prima voyeur-plads til en fest, du reelt ikke er med til – hvor du aldrig når at score alle de høns der flirtede fordi de ville høre Beyonce – mens du solgte ud af ideen om at missionere med dine vigtige subkulturelle musikfiler.
Husk at når DJ jobbet slutter er byen tømt for alt andet end krudtnæb og du ender med udgårs-Lone på den evige brune bar hvor du forsøger at fange nattens erotiske ekkoer med Yolo eller Tinder. Bare giv op – dit anlæg derhjemme lyder alligevel bedre.
.