Da jeg var lille luskede jeg ind i Nygade bio og så “Cruising,” hvor Al Pachino sniffede poppers med nazikasket på og blev fistet på et kors mens han jagtede en homomorder – en gaysploitation-cocktail der gjorde de kriste kædede den sammen med AIDS og demonstrerede foran biograferne. Den onde udgave af Village People.
Heldigvis er vi et helt andet sted idag. Bevares, der er lidt roderi med Ketamin, men det er ikke Gaspar Noé´s “Enter the void” eller “Cruising”.
Jeg vil ikke afsløre handlingen, men filmen er nærmere et velspillet følsomt dvælende Britiske low-budget kammerspil (der er 4 gode skuespillere i alt) uden meta-fis, ironi, effekter, superhelte og kitsch, der hylder (homo) romantikkens forløsende modgift mod barndomstraumer og essentiel fremmedgjort ensomhed – til tonerne af Pet Shop Boys og Frankie Goes to Hollywood – er det her lige din film. Så lad være at forvent andet.
Forvent ej heller krimiplot eller produktplaceringer, det er ren indie skudt pænt på et minimalt budget udfra Taichi Yamadas novelle Strangers fra 1987. Hvis du er ved at springe ud eller har snerpede forældre vil det være en perfekt udflugt med indbygget følsom opbyggelig huskekage.
4.5 ud af 7 stjerner