Share on FacebookShare on Google+Pin on PinterestTweet about this on Twitter

10403526_10152603658361583_963706597882062244_nJeg gik gennem en vidunderlig by fyldt med festivals, foodie-fetishisme, sportsparader og alskens gøgl, hvor folket vimsede  rundt som passive påfugle på et samlebånd, struttende af sundhed med 6000 kr. telefoner og microøl i hænderne, mens bascykler blæste rædsom shubiduask danskhall lyde overalt og spyttende human beatboxere på dværg-trick-cykler i fake raybans wiggede som pot allerede var rigtig legalt. Generation hest i pastel Ralph Lauren blæst på hestebedøvelse, Øregårds fineste og dem der prøvede at ligne dem – cruisede hujende i ring i lejede hvide limousiner, og touristerne kom for at guffe græshoppe-parfais på Noma og knalde verdens lykkeligste ariere næsten gratis. Kønnene havde byttet roller og der blev flirtet som var vi på et stort udendørs latino-diskotek lige før orgiet bryder ud for alvor, og i aftensolen var det som om hele hverdagens kede virkelighedsboble var ligemeget, forældet, passé, som om fornuften og nydelsen endelig havde sejret og nu stod flot og nyopladet med mening og energi. Det hele gik underligt nok den rigtige vej her i EU´s eget Christiana, moder tysklands klit, selv de mest marginale avantgarde-ideer havde liv, tv-et og sofaen var smidt ud, det var en virkelig en ny guldalder i overflødighedshornet København, som var det Rom´s sidste søde dage.

Ok, klap hesten, skinnet bedrager, det var hårde tider, krisen er permanent, bestemt ikke som i de glade dage i 2000 hvor enhver idiot med netværk og en brandet bøllehat på et skateboard kunne sælge en it-ide for en city-lejlighed, han senere kunne belåne for coke indtaget med rosé i Kongens have i arbejdstiden. Tiden hvor kunderne sagde: “kom med det vilde nye” var forlængst forbi, nu knoklede vi i angst med blikket stift rettet mod bundlinien og bakspejlet for at undgå at se alle de udbrændte biler i rabatten, vi havde selv allerede poppet alle airbags for at dulme. Der var morgenmad til aftensmad på menuen, fysisk som mentalt.

Jeg var småsnalret efter en fisse-fimset fernisering, hvor kuratorer demonstrede kulturstøtte er smart, for så kan man bare støtte en æstetisk udstilling om betonghettoer eller droner, for at trylle reele promblemer om til “grænsevoerskridende” og “politisk” underholdning – der max rev som en tur i et spøgelsestog. Med hjernen fyldt med løgn søgte jeg kroppen som en hund der søger sine gamle pis-spor var jeg endt på en bar hvor jeg før havde haft vellykkede kontroltab, hvor en ældre herre iført en afronaut på hans datters alder vinkede mig ned i audiens. Hans tweedjakke gjorde jeg mistænkte ham for at være involveret i noget bestyrelses-jazz, og for en ordens skyld vil jeg anonymisere ham her, da jeg skønner hans liv er svært helt nok uden yderligere omtale. Jeg gættede på han var i byen for at score på at scary Californication kørte en ny selvdød sæson, og for at promenere med sit nye balsamskæg.…extentions? Efter indledende høfligheder nåede jeg fantasiløst til det klassiske sagsbehandler spørgsmål om “hvad han lavede”? Han svarede lydløst ved at tage en sirligt printet seddel op af sin noget slidte tegnedreng af det fineste muldvarpeskind. På den ene side stod der “Flaneur” med en ordbogsforklaring, på den anden side stod der “Hedonist”. Helt rutineret havde  han allerede alibiet parat til rutine-situationer som denne, og jeg smagte efter om han virkelig var tilfældig havnet i min private fredags-film, eller var en slags færgemand eller måske et orakel, om dette var en slags personlig crossroad, om det var et tegn. Jeg stak ham lidt glitrende taletalkum og en kraftig kitchy klæbende white russian,  kastede ordet “tidsånd”, og bingo det startede et cut-up verbal-væveri, jeg har bevaret  for eftertiden denne tekst, der prøver at ramme den gyldne tone sådanne megalomane tourette barfolk intonerer, lige før promillen får dem til at mumle: den klassiske enetale om “den store sammenhæng…”; følgende rant er det jeg vil dele mer jer, en udskrift af hvad min telefons diskrete og tarvelige optager gemte:

“Normcore, hipsters, new sincerity, mods, it-samfundet, Generation X, postmodernisme, post-punks, wigger-generationen, bøvs, generation wuzz – før i tiden havde perioder og generationer navne: tiden nu har underligt nok ikke noget navn – jeg døber den hermed DIGIPOPOMO™ (post-postmodernisme + digitalisering), sat op imod modgiften, Next™ (i mangel af bedre navn) – det jeg mærker simren i krystalkuglen, det der blomstrer i kanterne af den  sidste samfundsboble, der brister snart. Naturligvis er det svært at beskrive det nuværende dødvande uden at lyde som en klam spindoktor, mediesexuel eller kommunikations-konsulent, ligesom det er svært at beskrive “det nye” via et sprog så devalueret og forvasket som sproget er i 2014. Måske er “det nye” ikke et dialektisk “enten/eller” men et “både/og”, da samfundet som bekendt er et væv af asynkrone bobler der skubber mod og med hinanden. Men leg med, det er jo sjovt at generalisere,  her vil jeg prøve at byde på opløftende metoder til at komme videre ud af samtidens ukvikke kviksand: Nutidens let deprime Digi-post-post-modernisme“™ vs. Next™. “

OKKKKAAAAY….dette duftende fyrfadslys af et fyrtårn fortsatte eksalteret med kaskader af syrligt-bitre gamle travere smykket af glimt af lys – mens jeg noterede mig juxeboxen var erstattet af en spotify playlist med retro-eurodance, EDM, trap og 80er hår-metal med keyboards og reklamerjingler:

“Vi er i et vakuum, verden blev ren overflade efter at have begået excel-mord på alle andre utopier end uendelig vækst, de store idealer er opløst i post-postmodernismens retrofuturistiske uendelige musehjul. Mediernes frirum forsvandt, enten laves der rantingvenlige retrohits til den laveste fællesnævner for at tiltrække reklamepenge, eller også ligner det og er efter samme model skabt af samme type kedelige mennesker på de såkaldte public service platforme. Selv internettet er blevet et stort spørgeskema, der minder om konspirationsteoretikernes gamle yndling Echelon, de sociale medier var blevet hvermands realityshow hvor vi vogter hinanden i et panoptikon-fængsel – et frivilligt overvågningssamfund. På arbejdspladserne var der dømt forandringsledelse, der skabte mere usikkerhed, uempati og rotteræs for at vi kunne lave “mere til flere for mindre”….drabet på den kritiske bevidsthed er fuldført, efter genierne var flygtet eller gagget med middelklasseværdier….hvem tør lave ballade hvis de kan miste deres kartoffelrækkehus?  Cheferne og konerne ved du er presset og udnytter det, og venskaber blev netværk og alle har brune næser af stess. Tidens simple historier er angst, misundelse og sex – og den såkaldte ”kreative klasse” kunne maximalt udkæmpe misundelige livsstilskrige eller lukrere på den yngre generations søgen og usikkerhed ved at hipsterficere og udnytte dem som forbruges-avantgarde-stigfindere til markedsoppiskning. Den eneste handling der var tilbage var handel, mennesket var blevet en lunken flad papskydeskive der umætteligt smykkede sig selv med brands, historier og mennesker for igen at fremstå som et attraktivt brand, andre brands så kunne jage ned, før den endelige mega-merger. Alt for at undgå den angstfyldte hylende tomhedsangst indeni.”

Jeg måbede…var han ved at diktere en lufthavns-bog-basker? Jeg ville have hans egen historie lidt skarpere: “hvor er du selv?”

“For 2 år siden sagde jeg op fra mit højprofilerede mediejob, efter jeg naivt troede mine chefer havde format til at tåle at jeg sparkede opad, ikke nedad….men det er stadig chain of command-SM. Jeg sagde op, livet er for kort til samlebånd og mavesår…men som hævn for den skade cheferne mente jeg havde forvoldt på deres sarte menneske-brands da jeg kaldte deres bluff, søsatte de en løgnagtig virus om min ulydige natur, der gjorde mig arbejdsmæssigt radioaktiv og dermed ganske brødløs, slut med at være frække meningsmættede badegæst, der ikke må overnatte af fare for konen knepper dig. Først var jeg en fjer i en redaktørs hat, så var jeg blevet tømt og skrottet. I medietoppen vinder dem der udviser mindst empati og lyver bedst.Tryghed og netværk frem for talent. Så jeg ramte bundlaget i dagens medieøkonomi,  der hobbyister og lever af likes i en pengeløs opmærksomhedsøkonomi. Alle os små garage Kubricks uden netværk og markedsføring, der ikke kan regne spillet ud, sidder og spytter småværker ud i det sorte hul online som en ludoman bruger enarmede tyveknægte – på overførsel, for mellemlaget af vilde uafhængige freelance cowboys er udslettet, og de eneste der kan slå mønt på os meniningsmaskiner er vampyrparnasset af mellemledere, generalister og gøglere, der tror de selv er begivenheden og verdens akse fanget i et evig markedsstyret loop mellem has-been og wannabe…masken er blevet ansigtet….helt i tråd med tidens overordnede dianogse  -narcissistisk borderline med afasi? Så efter en brat flad overgang lærte jeg at heldigvis nyde ikke at sidde søvnløs i nyt Storm-tøj i en taxa og boble mellem to branche-incest-fester og fedtspille i baghånd, men at gå rundt på brune ris og tale og mærke mennesker, ikke historier. Man kan ikke være kunstner nutiddags, kun en selvbrandende hus-neger der skal legitimere en KKK slagtefest. Og licens er den nye kirkeskat. Jeg kunne ikke stå inde for det mere. Selv billedkunstneren er reduceret til leverandører af tivoli og visuelle møbler til investering og skattesnyd, udstyr til at jazze Illums bolighus-fængslet op, ren hobby-kompensation for for identitetssvage intellektuelt mindreværdige yuppier, der gerne vil eksludere masserne diskret med god smag, men ikke har råd til jagt eller en yacht. Myten om kunstneren vedligeholdes kun fordi vi er nød til at tro på social mobilitet, eneren, orginalen, tossen. Den naive myte om kunstneren er blevet en liberal helt.“

Han tændte en ækel pensionistisk cigaril i slowmotion, der sikkert dampede af berejst boheme for resten af baren- men for mig stank det af  bridgeblanndings-ætsede gebisser i glas. Han forstsatte enetalen, og jeg blev mest hængene pga.  den yderst symetriske afronaut der sendte lange liderlige øjne, fanget i et minefelt af cockblockere som en gokketartelet. Promillen steg:

“Hvad vil der ske hvis jeg dropper ud, tænkte jeg – modsat alle andre, der prøver at regne den ud? Jeg blev som en Jesus i ørkenen, en blå sadhu, der prøvede at blive god til bare at være. For hvad sker der når jeg slukker de to motorer der driver os, opmærksomhed og penge? Hvordan oplever jeg tidsånden, når jeg er udenfor min egen kulturelle spejlskov, sat fri som en debil stiv instinktstyret abekat? Min tid blev vigtigere end mit brand-selvbillede og mine småpenge. Alt det gamle virkede uvirkeligt, undtagen kroppens signaler. Så slut med stressen, der kommer af konstant krisetænkning, der udløser depression og dermed tryghedssøgende retro-konservatisme. Vi overlever jo ligegyldigt hvad her i i-landene, i hvert fald de næste 30 år. Ingen kan alligevel vinde ræset om forsiden i tides umættelige misbrug, man kan aldrig blive set, anerkendt eller rig nok anyway. Hvis du sidder på yachten drømmer du umætteligt om en privat-jet. Du kan aldrig blive for klog, feteret, tynd eller ung. Du er dømt til at tabe spillet, og denne evige usikkerhed mades, så du arbejder hårdere for at forbruge mere. Men giv dog op, sluk, drop ud.  Det er som stoffer der ikke kan gøre dig høj mere.” 

Sikke et taleflip…en lapset voyeur-vampyr og en hadefuld betonlebbe der levede af at mime finkultur for forstæderne sneg sig ind og prøvede at finde et par stole indenfor hørevide, men blev hvæset væk af tweedfyren – “vig bort blanke karmanassere, skriv om jer selv, fodbold, mad og jeres hævn jer på dem der lever det liv i ikke tør leve selv , skrid ned til en Politiken plus reception og spil undergrund med jer….mimere!”  De mumlede paft om de også skulle videre til en Cover-fest og gik over for bytte noget rygklapperi for en streg hos en konfus ekspedient og rige folks dumme børn i fashionista-sweatshoppen. Ævlehovedet rettede teatralsk på kraven og fortsatte sit foredrag:

“Krisen er/holdes mere eller mindre konstant, og det ikke bare hjælper at sidde på hænderne og vente på kasino-kapitalens næste rytmiske 7 års lunge-opsving. Der er penge i at spare og rense ud, og de rige bliver rigere, og du – der sandsynligvis er i-lands skrantende middelklasse – risikerer at ende som posemand hvis du ikke knokler og går hvad der bliver sagt, for vismændene i Cepos har regnet ud der kun er brug for 2/3 af arbejdsstyrken, og den sidste magtesløse 1/3 spredes nu i udkanten på vågeblus og holdes sultne, passive og dumme med piller, pasta, tv og billig sprut. 

Det er derfor hæren træner borgerkrig, for de er nok til at tage politiet ud.

Dette skræmmebillede holder så resten af arbejdsstyrken på tæerne i en evig forandringsledeses-stoledans om guldkalven. i virksomheder baseret på stamtræ af kompromiser, idioter der kun tør ansætte større idioter. Se bare journalistik, hvor folk knokler helt ukritisk og næsten gratis, fordi man har mange ledige. Så nu er tid til at handle, og ikke bare vente på lotto-telefonen ringer eller livet går igang for alvor – de unge ved ikke hvad et sabbatår er. Det er nu løbet kører, ind på CBS, få et job som juicedreng, blog og træn.  Hold dine svagheder for dig selv. Det sen-moderne “det ligemeget” og dettes indbyggede nihilisme, hvor alle store fortællingers og utopiers død. Resultatet:  konsumerismens og markedets totale grådige penetration gennem alle samfunds mentale, sociale og økonomiske rum  gør os ikke glade – det er ikke rart at se verden gennem et Excel-ark, og en ny iphone gør os ikke glade mere. Dating der er som jobsamtaler dur ikke, positioner er ikke personligheder. Lige meget hvor vi ser hen, om det er varer i supermarkedet, eller et nyt hot kunstværk på et galleri – er den strukturelle grundfortælling den samme – en higen efter opmærksomhed og penge – selv om nettet har erstattet vores hukommelses historieskrivning. But the thrill is gone. Den der dør med mest legetøj i kristen har ikke nødvendigvis vundet. Det er måske “praktisk” og “strategisk”, men hvordan FØLES det lige nu? Hvis vi ser på samfunds-teateret som et stof eller en medicin mod den menneskelige smerte, lindrer det da stadig lidt, men løser ikke vores fundamentale sult efter mening og fremdrift. Spillet eksisterer kun fordi det regenererer sig selv og alle alternativer dødfødtes fra start pga. den store usynlige rammefortælling. Vi ser revner i systemet overalt, fra hooliganisme, fattigdom, farvelfærd og misbrug til vores kunstværker, der er reducerede til skårknuseri, visuelle møbler, pasticher, identitets-talismen eller blot investeringer i et kasino og skatteundragelse.”

Hvad fanden ved han om skat, tænkte jeg – han var tydeligvis et produkt af 70erne og en velstand, der ikke fandtes mere. Flaneur min bare røv – forestillede mig en hel forsømt børnehave på gule plader med hans næse, der havde kostet en børnehave i druk. Han fremstod tom og dekodet og min restløshed rejste sig som en kriller i understellet, men afronauten fangede lyset på en måde der fik mig til at tænke på Grace Jones greatest hits, den blå. Forbandet og tryllebundet, men initiativlabil…

“Mode er blevet modellen, der altid  har lånt fra og været misundelig på kunst og kultur, men kultur bliver i stigende grad skabt og markedsført som mode, da dette vækster markedet, men desværre fjerner det visionære, personlige, utopiske, kritiske fra kunsten. Moden har smittet alt andet med sin hule udvendighed og troløse uautentiske omskiftelighed. Og debatten i medierne er reduceret til ren Robinson mellem mediemenneske-brands med munddiarré, der repræsenterer div. interesse og målgrupper. Så selv her i verdens lykkeligste og rigeste lande – ifølge magasiner du ikke køber, men hvor du sælges til annoncører – er vi ikke glade, vi har rekord i misbrug, selvmord osv. Vi har mindre sex og tager mere medicin. Vi lever ikke i en oplysningstid, men en afviklingstid, en udrensningstid. Vi får at vide vi kan alt – vi er alle curlingbørn teoretisk -men vi tør ikke og gør det der er planen, vi køber andres lukrative drømme i mangel på egen visionær kraft.”

Touché. Han kørte virkelig sig selv af mens vi bællede social lim læs det organiske opløsningsmiddel alkohol –  så vi alle blev lige – krybdyrhjerner. Han kom bagud med modgiften – der efter såret under hans næse var klippet med ormekur – så han vraltede på toilettet udenom en bande Bloodz i EA-sweatshirts og vente tilbage som en selvtilfreds sne-ugle, han spandt videre som en killing:

 “Lad os vende det ved at slukke for støjen, mærke os selv og hinanden igen og tage kontrol selv. For systemet virker ikke, vores tro på demokrati, fædreland, familie, kirke og medier er meget lille men da ingen byder ind med et alternativ fortsætter det som en genudsendelse af Matador eller 1864, vi er som narkomaner, der stikker for at holde det ud – uden at blive høje mere. Vi fortrænger os selv og hinanden via det underholdnings-industrielle kompleks. Medierne laves som alt andet i excell-programmet med bundlinien i fokus først, men ender som burgermad, noget alle kan spise for minderne og placebo, men ingen reelt fordøjer ordenligt eller får næring af. Medierne er nu kulhydrat, ikke protein. Jeg skal aldrig pitche igen for public service tv og høre på: “Super ide, men kan vi lave det i Jylland med nogle kendte, helst i studie i 12 afsnit?” Helt med en “godt det ikke er mig” vinkling som “De unge mødre”, ren gladiatorkamp. Det er regnearkspiloterne og mellemlederne, der er de nye “kreative”, og vi andre skal bare samle sættet til den bedste pris med mindst muligt brok. Brede for alle, ikke dybde, alt gøres til underholdning der skal sælge annoncer, ikke værktøj til at leve – selv i de reklamefri medier ser man denne models slagskygge. “

“Hvis jeg var redaktør ville jeg også bare fyre den dinosaurus, der ikke er andet end retorisk ballade for sin egen skyld..han har ingen løsninger, det er bare brok for opmærksomhed..”…hviskede ådselsæderen i baren, da jeg hentede en absinth mere…han så ud som en der havde gatecrashed en lancier-fest, han var avanceret fra at leve af at knække kort fra anal-bedække forsømte kostskolepiger og skaffe ofre til onde egendomsmægleres fisseklub – til at blogge som en slags ironisk borgerlig kulturrevser. Han købte lidt likes på facebook, og fandt så en masse fans, der også følte sig svigtet af 68erne. Han ville ikke ned ved profetens bord, thi han ledte efter en ungmø så han kunne spare taxaen hjem. Jeg satte mig tilbage.

“Net-nuet har afløst en kontinuerlig historieskrivning, især er alt efter cirka 1996 er klar til at blive nutidigt nu ved et klik, ud over de traditionelle 3 og 20 års retrobølger. Men hvad blev der af fremtiden? Troen på den forsvandt med Manson, Vietnam, Watergate, oliekrisen og det afbrudte rumprogram, der samlede verden i et et øjeblik. I det digitale domæne er det ikke “enten/eller” men “og/plus”. Vi har alt i bredden, men ikke tid til at fordybes, vi har digital ADHD. Vores attentionspan reduceres, vi hester rundt i andres datamining-maneger som umættelige angste koffein-pacmen, vi driver musehjulet rundt i det der kom efter it-samfundet, konkurence-samfundet. Datamining leder desværre til den “mere til flest muligt for mindst muligt” – laveste fællesnævner tankegang, der dræber det naturlige kaos, der altid har drevet evolutionen og skabt de nye spændende mutationer, der giver historisk fremdrift. Det var tilfældigt da man opfandt LSD og pencilin.”

Ved profetens balsamskæg for en dystopisk smøre….jeg måtte afbryde: “hov hvad med de sociale medier, de har da forvredet magtpositionerne?” Han lignede en der havde taget en bid af en hunds røv og svarede let nedladende:

“Vi ser os selv som microbrands der lever via digitale dukkehuse i krig om penge og opmærksomhed med andre menneske-brands. Vi er alle kritik-angste like-hunters iført ja-hatte. Vores masker bliver vores ansigter, vores venner blot badges på vores jakker, der understøtter vores brand, vores forbrug fortæller historien om hvem vi er for at distrahere fra hvordan vi reelt ikke har meget at sige eller gøre mere. Venskaber er blevet netværk, hvad kan du bytte med? Slut med spændende mennesker fra andre boldgader og segmenter, slut at spilde tid med defekte velduftende gamle klassekamerater, i de lukrative alliancers tid. Ligemeget hvor vi ser hen, om det er varer i supermarkedet, eller et nyt hot kunstværk på et galleri – er den strukturelle grundfortælling den samme – en higen efter opmærksomhed og penge. Vi ser endda os selv som produkter på hylderne i livets supermarked, hvilket afføder et overdrevent fokus på indpakning – og sikkert også anoreksi. Idag er narcisisme er ikke mere en dianogse, men bare normalt. Og neurosefælleskaber bliver forbrugsfælleskaber. Men alt den angst om ikke at høre til, ikke at være med, ikke at blive set osv. er vel bag sløret dødsangst, grund-angsten for det eneste ukendte men uigenkaldeligt sikre i denne verden. Folk har frosset deres lig ned siden 1960erne, men en bedre metode til at overvinde denne angst er at relativere egoet. At erkende vi eksisterer på mange planer, og vores ego ikke er os, og vi ikke bare er isolerede øer, men verden er i os og er os og omvendt. Selvom historiens hastighed føles enorm, og vi hjernevaskes til hele tiden at føle vi ikke er helt med, samtidig med vi ikke kan huske hvad politikerne lovede os før valget i sidste uge. Tilsyneladende sker der en masse, men reelt er det bare kamelæon-agtige fremtrædelsesformer af de samme grundudfordringer vi altid har haft: mad, bolig, kærlighed, arbejde, ejendomsret og søgen efter følelsen af mening. Der er hele tiden nye krige, mere uklare end nogensinde, men er det ikke reelt den samme krig? Follow the money. Der er mere og mere ulighed, men stammer den ikke fra de samme systemfejl? Ville det ikke være billigere at KØBE “fjende-landene” end at smadre dem på lang sigt? Vi kunnne have givet alle Afghanere 10000 kr. om måneden for prinsen på krigen – måske skulle vi have kastet iphones med fri porno ned i stedet for drone-bomber, måske skulle vi have blandet extacy og viagra i deres drikkevand i stedet for at waterboarde dem? Nu er der mere og mere ulykke og forvirring, men stammer den ikke fra markedskræfter der lukrerer på netop dette for at skabe nye behov og dele for at herske? Verden er mere simpel og mindre kaotisk hvis man ser funktionerne bag “nyhederne”, der mere og mere vil fremstå som angstfyldte gentagelser. “

Mit ego krævede jeg afbrød hans ordflom, så jeg sparkede inspireret ind med et “Hov er du neo-marxist?” Han lavede blot en monstermaske med sit rosinfjæs, flot patineret af flaneurlivets uendelige forlystelsessyge glædesjagt…umuligt at trænge ind igennem den usynlige telefonbox af næsvis snusfornuft han lirede af:

“For verden er styret af de samme ideer og mennesketyper hele tiden, og de ændrer kun status quo når det kan virkelig kan betale sig. Hvis der er nogen der mener noget virkeligt vigtigt, minder det om en charity bar lavet mere som druk-undskyldning og skatteunddragelse, end som et reelt forsøg på at samle ind. Nettet får os til at tro tiden er en uendelig toiletrulle af nyt, hvor identiske posteringer skubber andre ufærdige debatter og posteringer ned. Vi lever i en tid der forveksler postproduktion med produktion, retro med inspiration, remixing med komposition, omtale med journalistik, sampling med opfindelser. Vi har fokuseret på DJen, stylisten, kuratoren, værten, skuespilleren, modellen, masken, ikke indholdet, ideen eller den skabende hjerne bag det. Eller værre, generalisten, eller mediebrandpersonen, der tror det er en nyhed de bare møder op: jeg så en video forleden om en medieperson, der mente vores liv var så kort han skulle fortælle om han var blevet for gammel til at kravle over hegn og at han nød at gå i suits. Videoen var spild af alles liv. Folk gider det mere. For hvor er forfatteren, forskeren, iværksætteren, geniet, tossen, dem der kan fortælle os noget der kan få os videre?”

Han kiggede sig brat rundt, og nikkede til en Lone Kellermand-lignene matrone og nogle meget professionelle bartendere der prøvede at holde fri. Han lignede mere og mere en smeltet pudr-Pierrot i det hårde lys fra den gryende morgen udenfor, men fortsatte lidt skingert, mest for  – og til – sig selv:

“Retro er fjenden, der får os til at glemme vi har magten selv og lever i fremtiden, men retro er en tryghedskabende markedsstyret mekaniske der dræber fremtiden. Jeg savner dengang futurisme var mere end ideen om hvad den ny iphone kan. Ligesom engang musik var soundtrack til en potentiel fremtid, et sonisk orakel, ikke en danseserie i en musikvideo fyldt med produkter. Engang lavede musik nye metale og sociale rum, i stedet for bare at give genkendelighedens retro-rush fra en mtv-koreografi. Den ironiske retro-strategi er en helgardering, så hvis man fejler i sine valg er det “for sjov”. Derfor er vi altid på det vindene hold. Til gengæld er alt forlorent og angstfyldt. Og den der faker og lyver bedst har vundet. Derfor er alt muligt, men inden for rammerne af et meget enkelt altgennemtrængende men usynligt net af kontrol, defineret af markedet. Alt oprør, kreativt og konkret, kan gøres til livsstil eller vendes til systemets fordel.”

OK jeg går hjem og læser de der romaner igen, der handler om man bare skal høre disco og lave mad og grine af alle der prøver noget andet end lønarbejde, eller måske  blæser jeg bare knoppen af.

“Tag normcore som eksempel: en morsom anti-mode-leg om at droppe ud og bare købe det mest kedelige kedelige normale supermarkedstøj, et koncept inspireret af modens fallit (mode er det nye porno, bladene er røget fra kaffebordet ned under sengen i skam, ingen tør tale om “vigtige sko” mere). Normcore var oprindeligt et koncept der handler om at efter vi har mestret at se individuelle ud (indenfor en meget begrænset reguleret palette, bevares), er det tid til at omfavne det normale, (ideen er taget fra overvågnings-angste aktivister der blender ind klædt anonymt som tourister) hvis vi ellers hviler nok i os selv til at turde droppe ud af den kunstige dekadente og uøkologisk  image-økonomi. Normcore er måske det mest radikale der er sket indenfor beklædning siden punk, men straks tages den originale kerneide – der blot påpeger at de fleste normale mennesker allerede mener mode er noget dekadent pjat for usikre frisører der forurener verden – og forvasker den til…godt gættet….endnu en gren på hipsterismen, bare endnu en liste af musthaves. Generations-klicheen hipster er som bekendt bare en superforbruger, der blot har udskiftet storcenteret for et loppemarked, i angst for at face sin egen banalitet og afmagt distraherer han sig selv med samlermani og konsumræs, “det du kan lide kunne jeg måske lide i går…” indtil man drives til at samle det pureste bras for at have noget fake konsum-identitet for sig selv. Funktionen er den samme som suits der stræber efter den nye Mercedes, som balsam-skæg der stræber efter den nye Mac/fixie/pille/vinyl eller hvad det nu er de kan “individualisere” sig med og give et kort sus af mening denne uge. “

En blazerfyr fra et callcenter og en selvskabstømmer blev smidt ud da han ikke måtte medbringe en obskøn 6 liters designer-vodka med blåt lys i bunden. Rockpudlen og fetish-musketeren fes forbi i periferien, på jagt efter nogen de kunne bruge som wc.

Et par ens flaskedrenge med gule og blå trøjer boxede på trappen ved udgangen.

Jeg var mæt, facit-manden var jo en del af problemet, ikke af løsningen…han var tydeligvis en false flag operation, en fake-alternativ spindoktor sat til at demotivere de sidste rebelsegmenter på denne dødsstjerne, jeg havde lyst til at lave et medlidenhedsdrab på rosinfjæset, der måske var mit spejl, så jeg råbte: “hvad fanden skal vi gøre?” hvorefter han promte hoppede op på bordet og fortsatte ordflommen, nu med visuel bonus i form af nogle defekte børnevoksne fagter der skulle indikere anciennitet kun måske boogie-Prebens ånd ville kunne afkode – og værdsætte:

“Der efterlyses en ny form for aktivisme: gadekamp giver bare mere angst i medierne, flere penge til kontrolsystemet, der så belastes af rebeller i stedet for at løse de virkelig samfundstruende problemer. Selv politiske røvere bliver kaldt terrorister.  Anarki betyder ikke selvstændighed, men hærværk nu. Måske er netaktivisme og boykots fremtiden, måske skal vi bare være mere opmærksom på alt vi siger, køber og gør påvirker en helhed, der igen påvirker os- for at nulstille “det ligemeget”. Vi skal genlære at mærke friheden ved at tage ansvar, i stedet for at lade samfundsmaskinen køre det for os på EU-autopilot – efter vi har stemt på nuancer af lyseblå-rødt hver 4 år. Det er dig der bestemmer hvis du orker og tør. At turde drømme fremtiden uden grænser igen….din egen fremtid, ikke en serie i et livsstilsmagasin. Du er hvad du gør og især hvad du føler, ikke hvad du køber, eller hvad du har samlet sammen til et “menneskebrand”. Alt er blevet reality, selv virkeligheden, og vi er angste for at bleve stemt ude. Brug 5 min. morgen og aften dagligt på at meditere over hvordan du vil leve hvis det KUN var dig det handlede om, med hvem du ville arbejde, med hvad, og hvor du ville bo og hvad du ville spise i en ultimativ ikke-ydrestyret verden uden regler. Slut med at skide i bukserne for at holde varmen, hvis vi alle øver os dagligt, kan vi måske generobre utopien, følelserne og fremtiden?” 

Min iphone-optager var fyldt, mine behov mættede og afronauten sov sin skønhedssøvn som et lille egern i sofaen, så kødkompasset stod ikke længere på hærg,  så jeg sagde pænt farvel til profeten med balsamskæget på den brune bar, helt tummelumsk af ord – mumlede han skulle “overveje politik eller standup” hvorefter han snappy kviterede med “EN PROFET ER ALDRIG AKTET I SIT HJEMLAND  -ELLER SIN SAMTID”…bartenderen rev i ham, thi hans regning var blevet ganske gravid under seancen. Ude på gaden sloges mågerne om de pizzarester, breezer-bøverterne fra forstæderne brækkede op.  Jeg overvejede at copy/paste en masse enstavelses sms´er til de piger jeg kun elsker (med) når jeg er fuld. Min cykel var scoret, så jeg vraltede i den førerløse Metro, hvor alle stationer ser ens ud. Hjemme smed jeg mit røgfyldte tøj direkte i vaskemaskinen, bællede en liter vand og tapede ruderne til med sorte sække, sendte en sygebesked til arbejdet 08 og slukkede så dimserne.

Morten Vammen

Uddrag af min anden roman, arbejdstitel: “Efter efterfesten/Nachspiel/Skrivekrampe”.

10959437_10152574962381583_853088695899244565_n

Læs Vammens tidsåndsanalyse fra DRY her.

 

RELATED POSTS:

Share on FacebookShare on Google+Pin on PinterestTweet about this on Twitter