Mode er det nye porno – og nu har påfuglene fået klippet deres vinger – scenen, de offentlige rum er lukkede, der er ikke noget sted at strutte dit stuff mere – og alle er i normcore, tracksuits og badekåber. Plus økologitrenden udskammer ethvert overforbrug. Måske er mode også dødt fordi “god stil” er blevet plastret ud over hele internettet og alt er tilladt – og hvis man tager noget plat bras på kan man altid helgardere med ironi. Mode er (heldigvis) ikke ekslusivt mere, se bare corona-køen foran f.eks Louis Vuitton eller Monchler på strøget – hvem tror på totemtaskerne idag? LVT-kunderne er i burka, mindreårige med stash-bæltetasker, Ishøj-palmer, ludere, muskelfyre i blæk og centervagter.
Men engang var mode et signal, en udtryksform – her er det værste jeg har dækket min smukke krop med gennem tiden – jeg hader retro og nostalgi men sjovt nok har jeg stadig ting fra hver periode, måske som en slags tidskapsler, bevismateriale på bevisthedskift:
1970erne var unisex, ægte, danmark var en monokultur, mode var noget kapitalistisk lort, siluetten var teltformet, cowboyfilm var stort:
I de sene 1970ere startede Paninaro – på privatskolen kom indflydelsen fra Europa, Tennis, Jazzfunk – ikke disco og rock, det var for pøblen, og de vilde stod på skateboard på Storkespringvandet:
1980 – Montmatrestilen ramte Deres på strøget, så vi skulle videre – punk var udbrændt og bøvet lige der, så mod stilen virkede vital – en slags aggressiv retro tidsmaskine, hvor man klædte sig i det liv man ville have, men endte med at ligne sin far – eller en stilsikker Troelstrup jurist – dengang føltes det som at være ulve i foreklæder – reelt blev vi jagtet rundt af pisstinkende rockere:
1980erme: Mod blev som Montmatrestilen suget op af H&M og Deres, og den anden generation af mere ekstreme punks prægede indre København, selvom der måske max var et par hundrede før stilen brændte ud af speed og H&M-appropriation:
PSYCHOBILLY: Hardcore punk var blevet kedeligt så den muterede: protogoths, antwarriors, army boys, skins, neo-teds, us-skate-punks og psykobillys:
1980erne: i jagten på at have noget helt for sig selv, der kunne forarge var Temple of Psychic Youth perfekt: et krænkende mix af tidlig acid house, tribalisme, industrial, sexmagi, selvforsvar, prepperkultur – pakket ind som ironisk milits i evig kamp mod den ydre og indre kontrolmaskine, som taget ud af Wiliam S. Burroughs romaner: 
1990erme: muren faldt, MTV eksploderede og min generation var som en cargokult der skraldede efter autentiske modefortællinger. Den hvide neger, Wiggeren – blev standard, og alle gik med cap og pilotjakke – technoen bankede i pakhusene før eurodancen devaluerede den, rap virkede relevant, ægte og eksotisk street – husk stashlommer:
‘
2000. Nogen gemte deres maver i store suits igen, andre i fiskerbukser fra thailand. Jeg var i reklame og medie og markerede diskret de nemme penge for få indforståede i matsort:
2010erne: tidløst, praktisk, bevist kedelig kvalitet – slut med engangstøj, fortællinger og mode – mange går fra Prada og Dior over Acne til Cos og ender i Uniqlo:
2020: bliv inde, disiplin er nøglen. Skal jeg få en romaskine?
