Morten Rockford Ravn skriver her om poppens Jeff Koons – og hvorfor han ikke orker at se ‘Leaving Neverland’:

Efter en samtale med en ven, der så Michael Jackson som et ondt geni, i kølvandet på ‘Leaving Neverland’ dokumentaren, besluttede jeg mig for at kigge tilbage på Jackson’s liv. Ikke med henblik på endegyldigt at opklare, hvorvidt han er skyldig i den anklag som retten har frikendt ham for, men for at undersøge den virkelighed han okkuperede. En virkelighed, hvor folk besvimede når de så ham, hvor han undslap massernes overflødighedshorn af værdsættelse ved, at ræse rundt i en tunet Golfbil med batman logo, i hans baghave som var en forlystelsespark, og hvor han kunne få alt hvad han pegede på – undtagen et privatliv.

I et nu infamøst klip havde en af Jackson’s venner – der ejede et shopping center – fået lukket centret ned for offentligheden og indsluset Jackson’s venner og bekendte som statister, med henblik på at give Kongen af Pop en “autentisk” supermarkeds-oplevelse, dokumenteret af et enormt kamerahold. Ironien i situationen er naturligvis det vi ender med er den mest unaturlige af unaturlige situationer, lidt ligesom hvis Jim Carrey’s karakter i ‘Truman Show’ var bevidst om, at det han deltog i var et omfattende realityshow. Den ultimative hypervirkelighed. Tid og rum blev med andre ord bøjet omkring den flade som Jackson bevægede sig på, som set gennem en regnbuefarvet Oakley-brille. Som hvis Neo i ‘The Matrix’ havde spist begge piller var han vågnet op i Michael Jackson’s krop.

MJ var den totale indkapsling af det neoliberale underholdningskompleks, som drømt op i et hemmeligt laboratorie i et Hollywood-PR-kontor. Han var ikke rigtig sort, ikke rigtig hvid, ikke rigtig mand, ikke rigtig kvinde, ikke rigtig voksen, ikke rigtig barn. Han var det ultimative blanke kanvas, med en stemme som en kastreret engel. Han kunne appellere til alle, sælge alle produkter, og så havde han ovenikøbet ægte talent. Jackson var støbt og svøbt i underholdningsmaskinens trykkoger, opvokset med en forskruet far, Joe Jackson, der med løse næver kørte rovdrift på sine børns talent; tørre tæsk med bæltespændet var dagskost, og i følge MJ’s doktor, Conrad Murray blev den unge Jackson, på hans fars initiativ injiceret med “anti-mandlige hormoner” med henblik på at fastfryse hans stemme i en pre-pubertær tilstand. Michael Jackson var en følsom sjæl, et Fabergé-æg der blev behandlet som en Amerikansk fodbold.

Set gennem prismen af Jackson’s forskruede barndom begynder vi pludselig at forstå, hvorfor han havde en kæle abe ved navn Bubbles, hvorfor han elskede at klæde sig ud, for at sidde på en bænk i Disney World og bare kigge på normale mennesker og hvorfor han senere i livet betalte voodoo præster i Afrika gennem en proxy for at forbande hans fjender, heriblandt Steven Spielberg. Lad os bare antage at hans fodfæste i virkeligheden var lettere malplaceret efter at vokse op, hvor han skiftevis skulle flashe sin perfekte “cute afro” på en scene til et backdrop af blinkende diskolys og horder af skrigende fans, hvorefter den stod på tørre tæsk, psykologisk krigsførsel og hormonterapi, på hjemmefronten.

Jackson beskrev engang i et interview, hvordan han følte sig som Peter Pan, til hvilket den britiske interviewer på lettere akavet manér, efter lidt betænkningstid, kvitterede med “men du er Michael Jackson”, hvorefter Jackson svarer, “Jeg er Peter Pan i mit hjerte”. Hans virkelighedsflugt gik dybt. Foruden hormonterapi var han blevet frarøvet en normal barndom, hvilket fastlåste ham i en infantil psykologisk tilstand, som senere førte til opførelsen af Neverland. Den ultimative indkapsling af eskapisme i det 20. århundredes idéhistorie tilbage til Sir James Matthew Barrie’s oprindelige udgave af Peter Pan, og frem til Jackson’s tragiske manifestation.

Ud af denne excentriske tornado udkom de bedste popnumre i verdenshistorien: ‘Billie Jean’, ‘Beat It’, ‘Bad’, ‘Black or White’, ‘Dirty Diana’, ‘Dangerous’ og listen fortsætter. Musik der har haft en dyb indflydelse på hundrede millioner af mennesker. Jackson’s indflydelse er ligesom universet, uendelig. Alligevel står vi nu i den situation at forargelses-korpset, altid klar på at score billige point, er kommet kravlende ud af væggene. På baggrund af en dokumentar med lige så meget legitimitet som en Youtube illuminati video. Polemikerne skriver deres kronikker, fordi de er ude af stand til selv at skabe noget substantielt. Michael Jackson skrev ‘Heal the World’ i hans klatretræ, han vidste at jorden er giftig, at den menneskelige tilstand er en håbløs kavalkade af egotrip og ignorance, hvorfor han flygtede ind i en drømmeverden. Delvist som en modreaktion på hans forskruede barndom, og delvist som en flugt fra pøblen og paparazzo’s hysteriske indgreb i hans liv. Men det var også mere end det; en metafysisk transcendentalisme, hvor Jackson som en antenne synkroniserede tidsånden.

Som Kongen af Pop beskrev hans proces, kommer det bedste musik ikke ud af en, men igennem en. Dette tilføjer en mystisk, nærmest okkult, dimension til Jackson’s virke. ‘Liberian Girl’, et af de mest indfølte kærlighedsnumre nogensinde optaget, kom til Jackson alt imens han legede med sin Pinball maskine.

Inden for videnskaben, nærmere betegnet kvantemekanikken, florerer en teori der i korte træk siger at der potentielt er flere paralleluniverser end sandkorn på jordens overflade. Samtidig vides det at Jackson’s tipoldefar var shaman i Choctaw indianer stammen. Lægger vi to og to sammen er den åbenlyse konklusion derfor at Michael Jackson enten selv er en reinkarneret shaman, eller via sin underbevidsthed har adgang til andre dimensioner, hvorfra han har plukket sine hits, som Tobey Maguire plukkede æbler i Æblemostreglementet.

Dette er naturligvis en joke, men det interessante er, at disse forklaringer giver lige så meget mening som enhver anden når det kommer til Jackson’s kryptiske kreative proces. Hans liv og virke var i sin helhed som en lang feberdrøm der understreger absurditeten i den menneskelige eksistens, tragikomisk til benet. Vi kan isolere og ekstrapolere anekdoter og sound bites, men i sidste ende bliver vi ikke klogere på realiteten. Jo mere fragmenteret og selektiv vores perspektiv bliver, jo mere vi sætter Jackson under mikroskopet, des mere vokser mysteriet. Hvem var Michael Jackson? – En alien? Jeg har ingen idé, det eneste jeg ved er at hans musik giver mig lyst til at danse.

The post Manden i spejlet – var Jackson alien? appeared first on BLAZAR.

DISTORTION – har igen fortryllet byen -DISTORTION er en hyperkontroleret populistisk maskine a la Roskilde med store brand-sponsorer, armbånd og internationale bookings. Undergrunden (hvad det end er efter nettets sejr…) – der “fødte det hel” – piver så over de ikke kan få lov til at feste i deres egen gade med egen musik og øl eller tage en video uden ballade, men man kan vel ikke lave en omelet uden at dræbe et æg. Hvis du brænder for letpåklædte basarms-brezzerbørn der springer til overstyret radio-trap og EDM til de smelter af E som lillebroroste er DISTORTION himlen. De gamle – læs dem over 30 – tager i skoven, ud på en båd eller til Heartland – eller sidder på SoMe og brokker sig over pis i en port. Jeg føler ikke den mindste FOMA over at pjække fra (børne)-Distorition i år…Jeg hjalp en smeltet rejeost af en teenager på vej fra børnehaven – et næsten levende bevis på at sprut og E/mdma – eller rettere alt hvad der kan køres ned i en kaffemølle og presses i pilleform eller i pose – en slags romkugler fra rockerborgen til kollegieværelset – eller omvendt? Alle gør det nu. FLASHBACK: Københavns kommune brændte nallerne selv at holde karneval – men der manglede en byfest – men hvem skulle have æren af at være partykalif? For at bevare armslænge-pricippet og illusionen om et globalt udsyn valgte man TDF´s DISTORTION som stedfortræder for en byfest i hovedstaden. TDF aka. Flyerking havde før haft succes med at lave bus & båd-forbindelser mellem allerede eksisterende events i nattelivet og sælge partout billeder til alle hurlumhejhusene – stilen var rå, anarkistisk og nusset – og hele undergrunden var vandbærere. Nye situationer og venskaber bliv skabt. HURRA. Som 1 generationsraver er jeg stået af i år – ja kald mig bare en erfaringsramt samspilsramt munk – men jeg ser desværre ikke festen som en generalprøve på anarki, utopi eller en temporær autonom zone eller et psykosocialt eksperimentarium mere – men blot et stramt formateret og koreograferet fængsel af misbrug, frosne attituder, førlyst, profit og larm. De nye situationer er nu norm. The drugs dont work anymore. Men lad det nu køre – det er 1000 gange sjovere end en almindelig weekend i sovebyen. SALUT TDF!

Distortion vil ikke have hverken video eller billeder mere – og med de nye offentlighedslove er det vist kun bankerne og politiet der må filme – Morten Rockford Ravn har et alternativt blik på festen i sin serie nye værker – RAVE MUSEUM – en serie fotos i 1.2 x 1.5 meter – ingen editions, kun en af hver – Højkvalitets UV-print direkte på en hvid formstabil reflexfri alu Dibond plade.. 2000 euro direkte fra kunstneren her

Morten Rockford Ravn beskriver sin oplevelser således:

“Distortion er en hvirvelvind af hormoner, skrald og zombie gang. Folk vælter rundt og leder efter deres venner, med varm øl i hånden og dårligt signal på telefonen, fanget som kvæg i Københavns gader. Alligevel præsenterer fænomenet et glimmer af lys, i en virkelighed hvor folk primært bruger det offentlige rum til at zigzagge fra A til Z i jagten på rullepapir og rullekebab.

Efter at have drukket kold rosé i en baggård på Nørrebro, beskyttet af ca. 30 vagter bag et aflåst metalhegn, var der første der mødte mig, da jeg ramte gaden et slagsmål mellem en gruppe kåde teenage drenge. Ved første øjekast tænkte jeg de udførte en ny eksotisk dans, som jeg ikke var bekendt med, eftersom deres teknik haltede, men den var god nok. De var i gang med at udløse deres forkvaklede teenage angst på hasarderet vis. Kampen sluttede da en særdeles ihærdigt deltager forbandt sit ansigt med asfalten og politiet kom på banen. I løbet af de næste 48 timer skinnede solen, og alt var smukt.

Derfor valgte jeg igen i år, at lave et rullefald ud på gaden for at checke det ud. Det er der kommet en serie ud af, som udforsker den kaotiske natur Distortion repræsenterer, og ikke mindst den melankolske subtekst. Fanget i jagten på katharsis med en mild desperation som ledsager, er vi alle i samme båd når ventilerne bliver åbnet op.”

VAMMENS DISTORTION PIX

Morten Rockford Ravn (b. 1987, Copenhagen) is a former professional poker player turned artist, his work explores themes of chaos theory, structures of perception and the friction between physical and virtual realities. After uncovering wide ranging nepotism in the Danish NEA (Statens Kunstfond), he stopped giving a fuck about the establishment. His work have been exhibited in a wide variety of spaces and places, ranging from a former insane asylum to a castle to traditional white cube galleries in Denmark, Germany, Ireland and South Korea. Occasionally he writes about anomalies and glitches in the matrix, such as John McAfee and artificial superintelligence. You can contact him here.

 VAMMENS FESTIVAL GUIDE 2018 (DK edition)

The post DISTORTION – RAVE MUSEUM – VÆRKER AF MORTEN ROCKFORD RAVN appeared first on BLAZAR.

Morten Rockford Ravn danser her omkring tidens mest blinkende juletræ – kunstig intelligens:

Hvad sker der hvis man flyver ind i et sort hul? De fleste fysikere er enig om, at man bliver “spaghettificeret”, et begreb reserveret til denne usandsynlige hændelse og splatterfilm fra 80erne. Skulle man i mod alt forventning slippe helskinnet igennem, ville man i følge en ny beregning publiceret i den videnskabelige journal Physical Review Letters, baseret på avanceret matematik og fysik, slette sin fortid, og åbne op et potentielt utal af fremtider. Denne metafor baner vejen for den ultimative abstraktion: en fremtid hvor den menneskelige intelligens bliver overgået af den kunstige. Der er en dyb splittelse mellem eksperter omkring udviklingen af kunstig intelligens. En splittelse mellem dystopi og utopi, hvor kun modpolerne er relevante. Med andre ord er der bred enighed om udviklingen kommer til at skabe et paradigmeskift, på samme måde som indtrædelsen i et sort hul. Faktum er ingen ved hvordan fremtiden kommer til at spille sig ud. Det bedste man kan gøre af samme årsag er, at komme med kvalificerede bud der tager udgangspunkt i en historisk og kontemporær teknologiforståelse. Derfor er det værd at undersøge de førende hypoteser på området, og ikke mindst kigge nærmere på vores kollektive opfattelse af fænomenet gennem popkulturens skildring.En efterhånden gennempulet kliche er ideen om dræberrobotter hvis formål er at udslette mennesker til et dystopisk synthetizer soundtrack mens røgmaskinen kører på fuld udblæsning. Dem har vi allerede, i en lidt anden form. Men som sådan udgøre de på nuværende tidspunkt ikke en decideret global eksistentiel trussel mod menneskeheden, eftersom de ikke er autonome, endnu.

Hollywood’s dramaturgi er ikke ligefrem kendt for sin subtile karakter, hvilket delvist forklare hvordan associationen mellem de infamøse dræberrobotter og kunstig intelligens er opstået. Antropomorfisme er et andet interessant begreb i denne sammenhæng, som kort fortalt går ud på at “tilskrive unikke menneskelige karakteristika til ikke-menneskelige skabninger, naturlige og ikke naturlige fænomener, materielle tilstande og objekter eller abstrakte koncepter” – i følge Wikipedia. Vi har det med at pålægge alt fra påskeharen til kunstig intelligens menneskelige træk, og bliver måske derfor overrasket når det viser sig den kunstige intelligens ikke nødvendigvis tager en form vi kan se, eller forstå, hvilket sætter vores primitive opfattelse på prøve, og tilføjer et højt abstraktionsniveau til ligningen.Før man lader sin indre dommedagsprofet folde fantasien ud, er det vigtigt først og fremmest at forstå hvad kunstig intelligens er. Der er groft sagt to typer. Den ene er snæver, dette kunne eksempelvis være Deep Blue, der tilbage i 1997 tæskede verdensmesteren Garry Kasparov i skak, eller Google DeepMind’s AlphaGo, der sidste år tæskede verdensmesteren Ke Jie i Go, et spil uendeligt mere komplekst end skak. Snæver kunstig intelligens er som navnet indikerer indsnævret inden for et givent område, og mere eller mindre udueligt uden for området. Generel kunstig intelligens derimod er defineret ved at kunne tænke selv, skabe sine egne forbindelser i en bredere sammenhæng, og potentielt udvikle bevidsthed.

Eftersom det endnu ikke har været muligt for selv verdens førende hjerneforskere at lokaliserer den menneskelige bevidsthed, er vi af gode grunde stadig et stykke vej fra udvikle generel kunstig intelligens. Dette afholder dog ikke folk fra at spekulerer i implikationerne, eftersom vi allerede nu ved der er lagt i ovnen til et regulært paradigmeskift. Der er nemlig intet der tyder på den kunstige intelligens stopper med at udvikle sig når den rammer samme kapacitet som den menneskelige intelligens.

En af de førende tænkere på området er Oxford filosof Nick Bostrom som tilbage i 2014 udkom med bogen Superintelligence, hvori han præsenterer et stærkt argument omhandlende hvordan udviklingen af generel kunstig intelligens udgøre en potentiel eksistentiel trussel overfor menneskeheden som vi kender den, en hypotese der siden hen har inspireret Elon Musk og mange andre til at kæmpe for regulering på området. Bostrom har et køligt og kalkulerende forhold til situationen, som en videnskabsmand. Andre er mere entusiastiske, såsom furturisten Ray Kurzweil, der ser udviklingen af kunstig intelligens som det næste skridt i den menneskelige evolution, og håber at kunne opnå udødelighed ved at overføre sin bevidsthed til maskinen, der i modsætning til menneskets biologiske kødhylster ikke ældes med fatale konsekvenser.Det eneste vi kan sige med sikkerhed er verden kommer til at ændre sig permanent, og radikalt, efter indførelsen af generel kunstig intelligens. Allerede nu ser vi hvordan manuelt arbejde bliver eradikeret gennem tilførelsen af selvkørende biler, burgerflippende robotter og implementering af automatisering i alt fra juridisk arbejde til aktiespekulation. Dette er indtil videre kun eksempler på snæver kunstig intelligens der forstærker winner-takes-all økonomien, og skaber en progressivt større kløft mellem rig og fattig. Bill Gates yndlingsforfatter Yuval Noah Harari taler om hvordan dette i takt med den hastige udvikling på området kommer til at føre til hvad han kalder “the useless class”, altså en samfundsklasse som er overflødige på et arbejdsmarked der ikke længere har brug for dem, fordi ejerne nu har maskiner der arbejder i døgndrift, aldrig blive syge, og ikke tager billeder af deres røv på kopimaskinen til julefrokosten.

I mellemtiden er den kunstige intelligens allerede begyndt at folde sig ud på et højere kreativt niveau end 99.9% af befolkningen kommer til i deres levetid, og vil med stor sansynlighed udkonkurrere de fleste mennesker på samtlige parametre inden for de næste 30 – 40 år. Eksistentiel krise 2.0.

Dette rejser en række dybe spørgsmål omkring menneskets væren i verden. Allerede nu ser hvordan populiseringen af de sociale medier har skabt en dyb kollektiv ulykkelighed, fordi folk dagligt bliver bombaderet med overidealiseret photshoppede billeder af verdens smukkeste mennesker som lever drømmen – alt i mens de sidder iført bremsesporsbelagte underbukser med Cheeto støv i masken.

Rent psykologisk spejler vi os i vores miljø, hvor vi allerede i dag har adgang til langt mere information end vores abehjerner kan kaperer. Hvad sker der med vores selvværd når vi pludselig skal til at forholde os til en ny overklasse af überrige übermensches som har overført deres bevidsthed til maskiner, har flere penge end Gud, og teknisk set er udødelige? I dag ved vi i det mindste vi alle har det fælles vilkår vi ender som ormeføde i sidste ende, men i fremtiden bliver det kun fattige der dør.

Ender det med Ayn Rand kolonier hvor de rige lever i utopiske enklaver, mens de fattige vælter rundt i et Mad Max wasteland smadret af den globale opvarmning de rige har bygget deres velstand på at bidrage til skabe?

Den nyeste trend blandt verdens rigeste mennesker er doomsday prepping, hvilket tyder på en sund skepsis overfor udviklingen er påkrævet. Den eneste måde at undgå et oprør blandt den kommende “ubrugelige klasse” er ved at indføre universal basis inkomst, som er et af de eneste progressive politiske forslag som er støttet af både libertære forretningsfolk og dreadlock bærende marxister. Dette tiltag tager dog ikke højde for den manglende kapacitet til at generere mening individuelt og kollektivt, specielt ikke i en verden hvor du i bedste fald bliver betragtet som en udulig oxygen tyv ala. Dovne Robert, med det twist du måske ikke engang er doven, men bare ubruglig, fordi maskinerne køre showet.
Selv en succesful global implementering af universal basis inkomst, i en ekstremt politisk polariseret tid, hvilket i sig selv er usansynligt – set i lyset af  politikerklassen uduelige og machiavellistiske tendenser – er ingen garanti for menneskets overlevelse på den lange bane.

Vi står overfor det mest radikale paradigmeskift i verdenshistorien, og politikere er fanget i en dogmatisk ideologisk skyttegravskrig. Størstedelen af dem ved ikke hvad kunstig intelligens er, og har derfor intet grundlag for at forholde sig til implikationerne. Men lad os antage de på magisk vis får styr på deres lort, tilpasser sig tiden vi går i møde, og får indført universal basis inkomst i en helveds fart. Hvad sker der så med menneskerne som nu er dækket ind på de mest essentielle lag i behovspyramiden?

Det antages der kommer til at være omkring 9 millarder mennesker i verden i 2050. Hvordan kommer vores virkelighed til at se ud til den tid? Hvad bruger vi vores tid på? Bliver det en Matrix tilstand hvor “masserne” smelter sammen med deres lædersofa med et drop i armen, og virtual reality headset på hovedet?

Hvad skal den “ubrugelige klasse” bruge deres tid på? Yuval Noah Harari byder ind med følgende:

“One answer might be computer games. Economically redundant people might spend increasing amounts of time within 3D virtual reality worlds, which would provide them with far more excitement and emotional engagement than the “real world” outside. This, in fact, is a very old solution. For thousands of years, billions of people have found meaning in playing virtual reality games. In the past, we have called these virtual reality games “religions”. Et mere optimistisk perspektiv repræsenteret af folk som Ray Kurzweil, og andre er, at den kunstige intelligens, fordi den er udviklet af mennesker, varetager vores bedste interesser. I den optik, ville det betyde den kunstige intelligens potentielt løser klimakrisen, og skaber global velstand som aldrig før. Udfordringen ved denne antagelse er, at grundpræmissen for generel kunstig intelligens pr. definition betyder autonomi. For en autonom kunstig intelligens, som er 1000 gange klogere end Einstein, vil det gennemsnitlige menneske være som en myre er for os. Ud fra det perspektiv er det svært at forstille sig hvilket incitament den kunstige intelligens skulle bibeholde for at varetage vores interesser, særligt set i lyset af hvor primitive mennesker vil fremstå relativt set. Jeg har personligt aldrig angret de mange insekter som er blevet ofre for mine skosåler i tidens løb.

Selv hvis den kunstige intelligens agerede ud fra menneskers interesse, og ikke gik rogue, er det ikke svært at forstille sig hvor uendeligt mange måder hvorpå det kunne føre til drastiske konsekvenser. Hvilke interesser bliver varetaget? Milladæren’s, som har fået den udviklet, og derved erhvervet sig ophavsretten? Hvad er sansynligheden for at han benytter den til egalitære og altrustiske formål? Milladære er ikke kendt for at være de mest sympatiske mennesker. Det kræver en noget nær sociopatisk disposition at tilegne sig ekstrem velstand når man er omringet af folk der lider, hvilket ville kunne lindres ved at sprede sin velstand ud, hvilket ville betyde man ikke længere var stinkende rig. Elon Musk er en afstikker fra flokken i den forstand han gennem sit virke gentagende gange har bevist han arbejder ud fra et success kriterie der hedder “greatest good for the greatest number”. Her fortæller han hvor nemt grådighed kombineret med den magt kunstig intelligens repræsenterer kunne skabe destruktive udfald i et kort klip fra Werner Herzog’s dokumentar Lo And Behold: Reveries of the Connected World.

Skrækscenarierne er uendelige, og her har vi ikke engang gjort os tanker om de tilfælde hvor autoritære despoter måtte få kontrol over den kunstige intelligens.

Nu undre du dig måske over hvorfor vi ikke bare kollektivt beslutter os for at stoppe udviklingen af den største eksistentielle trussel mod menneskheden sammen med atomkrig og klimakrise. Sådan spiller klaveret desværre ikke. Lige nu er vi fanget i et “atomkapløb” mellem Kina og USA omkring udviklingen af generel kunstig intelligens. Vinderen bliver den mest magtfulde nation i verdenshistorien, og skaberen bliver den rigeste person nogensinde. Det betyder din bekymring er lige så betydningsfuld som en skønhedsdronning’s ønske om verdensfred.

Uanset hvordan man vender og drejer implikationerne, må det konkluderes vi hastigt bevæger os i mod et “point of no return”. Det vil sige vi bliver nød til at forholde os til hvordan vi helst ser udviklingen spille sig ud. Allerede nu er der i gang med at blive udviklet religioner omkring kunstig intelligens, hvor Guden i form af kunstig intelligens bliver udviklet af tilhængerne. Logikken er, at grunden til mennesker er øverst i fødekæden i dag er fordi vi er den mest intelligente livsform på jorden, men så snart der kommer en mere intelligent form overtager den, eller de, naturligvis tronen. Det ironiske ville være, at det ville være første gang en “Gud” kunne høre sine undersåtters bønner. Det rejser et andet interessant spørgsmål i denne sammenhæng, som er, hvis Gud er en kunstig intelligens, er det så blasfemisk at være teknologikritisk?

Mere Morten Rockford Ravn her

The post Fremtidens ubrugelige mennesker – Implikationerne af Kunstig Superintelligens appeared first on BLAZAR.

Morten Rockford Ravn skriver her om tankerne bag hans værker til udstillingen Fear and Loathing in GTA V,  i øjeblikket aktuel i Dublin på Science Gallery frem til 3. Juni. Projektet har tidligere været udstillet på Galerina Steiner i Berlin, Kunstverein Wolfsburg i Wolfsburg, og CICA Museum i Sydkorea. Smit dig selv med diskursfeber her:“Fear and Loathing in GTA V”

Det mest vanedannede stof er ikke længere heroin. Det mest vanedannede stof i dag er den virtuelle virkelighed, og vi er allesammen junkier.  Den teknologiske progression sneg sig ind på os, og før vi fik set os om, sad vi krumryggede og pløjede igennem vores Instagram og Facebook feeds med en dedikation, der kunne fejltolkes som en søgen på kuren mod kræft. På jagt efter det næste fix beskæftigelse, i systemer styret af ansigtsløse algoritmer, udviklet af anti-sociale autister i Silicon Valley, og modelleret efter samme dynamik som en enarmet tyveknægt – trekløveren, hesteskoen og citronerne er udskiftet med en palette smiley faces, likes og delinger. Silicon Valley autisternes plan var at skabe en bedre, mere fri og forbundet verden, men hvad vi står tilbage med er den ultimative monokultur, hvor vores interaktioner og interesser sælges videre til russiske hackere, kyniske super-kapitalister og diverse ideologiske propagandister. Et matrix af manipulation og skjulte motiver, hvor det eneste, vi kan være sikre på er, at vi er nederst i fødekæden. Guide til de gamle rusmidler her.

Mark Zuckerberg er på toppen.

Tilbage i 2014, samme år som Facebook opkøbte virtual reality giganten Oculus Rift for 2 milliarder dollars, så jeg en formidabel udstilling på Bo Bjerggaards galleri i Kødbyen med den excentriske, tyske kunstner Jonathan Meese, som ramte hovedet på sømmet, hvad angår den virtuelle virkeligheds dehumaniserende effekt. Udstillingen hed ZOO(M) DE LARGE (JAIL D’ART), og hovedværket var en fængselscelle, pyntet op med kitschede strandhåndklæder af den type, man ofte ser på kræmmermarkeder med flamboyante illustrationer af ulve, tigere og delfiner. Symboler på frie dyr, degraderet til motiver på håndklæder, som olierede strandgæster ellers havde kunnet slænge sig på, hvis de ikke var blevet købt af kunstneren og placeret i en fængselscelle. En celle som yderligere var fyldt til bristepunktet med plastikaliens, skeletter, mannequindukker med overdimensionerede bryster, tøjdyr, slanger og en overflod af tomme banankasser.

“Fear and Loathing in GTA V”

Den bombastiske installation fangede i min optik den mørke side af tidsånden og den kunstige hypervirkelighed, vi lever i nu, hvor alt fra læber til egoer bliver inflateret. Hvor vi frivilligt låser os selv inde i ekkokamre, som fodrer og forstærker vores virkelighedsopfattelse med bananer i form af likes, der nok giver en kort tilfredsstillelse, men som dybest set mangler substans, og derfor runger hult som banankasserne i Meeses værk. “Fear and Loathing in GTA V”

Udstillingen fik mig til at tænke på, hvordan vores jagt på det ægte er præget af en form for impotens, fordi vi er blevet indoktrinerede i et forbrugssamfund, hvor man skaber kunstige behov ved at fremstille kunstige idealer, som bliver forstærkede af teknologien, der ligesom Photoshop er grænseløs i sine muligheder for manipulation. Den fysiske virkelighed bliver udvisket i takt med udviklingen hvor det virtuelle, digitale og fysiske smelter sammen.

Vi er “teknisk set” mere forbundet end nogensinde tidligere, og alligevel er folk mere ensomme end nogensinde tidligere. Substansen er blevet suget ud af vores virkelighed gennem den teknologiske progression, der nu dominerer vores liv fra morgen til aften. På samme måde som en komprimeret MP3 fil har tilsvarende effekt på kvaliteten af en Beatles plade, som det at fjerne alle vokalerne i en novelle af Hemingway, er vores virtuelle virkelighed utilstrækkelig, fordi det er en flad poleret overflade, fri for de imperfektioner, og den dybde som giver mennesker, hvad vi af mangel på et bedre begreb kan kalde for sjæl.

En glitch i Grønland, spottet af undertegnede på Google Earth.

Allerede tilbage i starten af 80erne udkom den Franske filosof Jean Baudrillard med en afhandling under titlen: Simulacra and Simulation, hvori han beskriver, hvad han kaldte “hypervirkeligheden”. Et eksempel på, hvordan den manifesterer sig er gennem “simulacrum”, dette kunne eksempelvis være en dåse flåede tomater, som på trods af at have en ultra spændstig og rødglødende tomat på emballagen, aldrig har set en ægte tomat. Hypervirkeligheden var før internettet, før VR (virtual reality) og før fænomener som fake news var laserprintet på frontallappen af den kollektive bevidsthed. Nu er vi i “hyper”-hypervirkeligheden, en tilstand hvor “alt er relativt”, og grænserne mellem fin-og lavkultur er blevet udvisket.

“Fear and Loathing in GTA V”

Denne kaotiske postfaktuelle virkelighed, hvor fritænkning undermineres fra alle leder og kanter gennem konformisme, og monokulturens bedøvelse bliver injiceret direkte i hovedpulsåren på tidsånden gennem massemedier, sociale medier og ideologi, bliver det at trække stikket, og forsvinde ind i en virtuel virkelighed, mere og mere fristende for flere og flere. I et desperat forsøg på at føle noget, frihed fra dogmer og gruppetænkning, er flugten ind i virtuelle virkeligheder, frakoblet menneskets essens, den naturlige progression.

Skulptur af Hiroki Tsukuda

Overstående bekymringer manifesterede sig for mig i kølvandet på Jonathan Meeses udstilling, kort før Facebooks opkøb af VR kometen Oculus Rift i 2014. Manifestationen var projektet Fear And Loathing in GTA V, der som titlen indikerer, var inspireret af journalist og forfatter Hunter S. Thompsons gonzojournalistik, som tilbage under sin fødsel udsprang af forfatter William Faulkners idé om, at “fiktion ofte er det bedste fact”. Lidt på samme måde som overstående beskrivelser ikke er ultimative sandheder, men derimod et forsøg på at bruge sproget som en dynamitstang – med henblik på at sprænge igennem overfladen og ind under huden – er det at komme ind til kernen af en ide eller et koncept en proces hvor modstridende ideer mødes til en gladiatorkamp. “Fear and Loathing in GTA V”

I forlængelse af frygten for den virtuelle virkeligheds kolonisering af den menneskelige bevidsthed, landte jeg via synkronicitet på, hvad der på daværende tidspunkt var den mest sofistikerede virtuelle virkelighed, spillet Grand Theft Auto V.

I 1997 udkom den første udgave af Grand Theft Auto. Dengang var det et pixileret 2D spil hvor du kunne køre forsamlinger af Hare Krishna medlemmer ned i stjålne biler, skabe anarki og udløse teenage angst for fuld katarsis. Siden hen har spillet udviklet sig over en række inkarnationer, som progressivt er blevet mere succesfulde, hvilket har ført til et budget på over 100 millioner dollars til GTA V, som udgjorde den sandkasse, jeg valgte at fedte rundt i med henblik på at udforske min egen abstrakte frygt for den fagre nye verden.

“Fear and Loathing in GTA V”

 Frygten for en hybrid mellem Aldous Huxley og George Orwells dystopiske fremtidsvisioner, for at være mere præcis; hvor masserne bedøves med reality tv, virtual reality og (anti)-sociale netværk og prozac, en fremtid hvor kunsten er blevet degraderet til dekoration samt dydigheds symboler for eliten, og hvor masseovervågning af selv dit indre liv er normen. Med andre ord, den tid vi allerede lever i, bare forstærket til sin logiske konklusion via eksponentiel teknologisk vækst drevet af skruppelløse Patrick Bateman-typer med exit-strategier, for hvem slutspillet er at sælge ud til Corporate storebror, som via en labyrint af mellemledere fraligger sig alt ansvar, mens sjælen bliver suget ud af befolkningen, der de facto bliver degraderet til tal i et Excel-ark kva cancer-vækst-dogmen. Denne kliché er afspejlet i Grand Theft Auto universet, hvor den sociale kontrakt er som i actionfilm, så længe skurken bliver fanget eller dræbt til sidst, er det okay med en kavalkade af død og ødelæggelse i mellemkødet.

Der er solgt mere end 85 millioner eksemplarer af GTA V, hvilket bekræfter de primale og brutale impulser som ligger under vores samfunds høflige facade. I GTA-universet er skurken ikke en person, men med en parodi på, hvad Marxisterne kalder senkapitalismen. En flygtig og abstrakt catch-all beskrivelse for samfundets kollektive perversioner.

“Fear and Loathing in GTA V”

Spillets univers simulerer en kunstig version af Los Angeles, stedet hvor du finder alt fra Skid Row til Hollywood Hills, et spektrum mellem drømme og mareridt kolliderer, når du bevæger dig gennem tid og rum til et soundtrack af Suicidal Tendencies. Alt er genereret således du ikke løber ind i den samme situation to gange, hvilket betyder du har en uendelig frihed i spillet, samtidig med din karakter er udstyret med en mobiltelefon, som er udstyreret med et kamera. Det var denne realisation der fik mig på sporet af potentialet som førte til projektet. Normalt handler det om at kæmpe sig vej op af den kriminelle fødekæde, men jeg valgte at gå den anden vej, og opererer som en gadefotograf i spillet. Resultatet er en fotoserie bestående af omkring 200 “værker”. Postkort fra den virtuelle virkelighed.

“Fear and Loathing in GTA V”

Alt er ironisk. Hvilket i sig selv er ironisk, set i lyset af det er et af de bedst sælgende spil nogensinde – baseret på kapitalistkritik, i den forstand kan man sige GTA er computerspillets svar på Andy Warhol og Jeff Koons trofæ-kunst. Det er et klassisk postmoderne greb, hvor man ligesom Eminem i 8 Mile hiver bukserne ned på sig selv, og derved afmonterer publikums skepsis. Level 2 meta, som giver en illusion af dybde. Men hvad er der bag overfladen? Intet. Ironi er som David Foster Wallace engang sagde “sangen fra fuglen, der har lært at elske sit bur”. Der er ingen vision, og hvad vi står tilbage med er en nihilistisk cul-de-sac, hvor vi kan råbe af månen lige så tosset vi vil, men i sidste ende stirre vi bedøvet ind i en oplyst skærm som en zombie, med et joystick i hånden, der giver illusionen af kontrol.

“Fear and Loathing in GTA V”

Fear and Loathing in GTA V er i øjeblikket aktuel i Dublin på Science Gallery frem til 3. Juni. Projektet har tidligere været udstillet på Galerina Steiner i Berlin, Kunstverein Wolfsburg i Wolfsburg, og CICA Museum i Sydkorea.

Mere Morten Rockford Ravn her.

The post Det Nye Heroin: Den Virtuelle Hyper-Hypervirkelighed appeared first on BLAZAR.

Morten Rockford Ravn har kigget nærmere på It-kongens grænseløse liv, der snart filmatiseres:

2012: dommedagsprofeterne afventer spændt afslutningen på Mayaernes kalender, og dermed slutningen på verden som vi kender den; med en bong solidt placeret på glasbordet foran dem, læner de sig tilbage i lædersofaen og fortæller sig selv, at de ikke behøver udrette noget med deres liv, eftersom verden alligevel snart går under.

Hvad de ikke ved er, der et sted i det Caribiske ø-hav, befinder sig en overophedet  excentrisk IT multi-millionær, hvis verden for alvor er ved at falde sammen om ørene på ham. Dagen forinden var hans elskede vagthunde blevet forgiftet på stranden foran hans neo-koloniale Gatsby palæ . I en manisk tilstand ringede den forhutlede playboy John McAfee til en af hans håndlangere, og bad ham få ham ud af landet prompte. Kort efter var han ombord på en speedbåd med kurs mod Guatemala, med af hans mange unge kærester.

Hvis vi gerne vil forstå hvordan en IT-sikkerheds pioner som John McAfee, bedst kendt fra et anti-virus program, kom dertil, og hvad der skete i kølvandet på episoden, bliver vi nød til at spole tiden tilbage.

1987: jeg er lige blevet født, og John McAfee har lige startet sit første firma, der er Specialiseret i computer anti-virus, før der var nogen der vidste hvad computer virus var, og længe før internettet blev allemandseje. Gennem hans noget nær perfekte timing og evne til at sprøjte frygt direkte ind i hovedpulsåren på den kollektive bevidsthed gennem medierne, der lappede hans xenofobiske udtalelser om destruktive virus-programmer i sig, blev han hurtigt en dominant spiller på markedet, der ellers rodede med Norton disk doktor.

Allerede dengang var han kontroversiel blandt hans ansatte, primært familiemedlemmer og venner, der påstod John havde 3 hekse ansat der udførte okkulte ritualer i konferencerummet. Hans investorer var ikke tilfredse med hans uortodokse metoder og købte ham ud af virksomheden i 1994 – to år efter de var blevet børsnoteret. John McAfee var nu fritstillet med 100 millioner dollars på sin bankkonto.

Efterfølgende brugte han en kort årrække på at undervise på Stanford, hjælpe diverse start-ups, og starte to sociale netværk som aldrig opnåede mainstream succes. Som det skete for så mange andre Silicon Valley gulddrenge der vandt IT lotteriet før boblen imploderede, løb McAfee ind i en uundgåelig eksistentiel krise, som fik ham til at skrive New Age litteratur om yoga og meditation. Han åbnede endda et yoga center i hans arkitekttegnet 930kvm2 hus på en bjergside i kølige Colorado, hvor han indtog position som en slags guru for søgende sjæle. I denne periode levede han så spartansk, som nu er muligt for en multi-millionær, og solgte mange af hans materielle goder, heriblandt blære-biler, ejendomme og et privatfly, han nu betragtede som en byrde, der angiveligt holdt ham tilbage fra at transcendere den materielle virkelighed.

Så kom finanskrisen i slut-nullerne, og McAfee blev ramt hårdere end de fleste. Det antages hans formue faldt fra omkring 100 mio $ til under 10 mio $ i denne periode, selvom det er svært at vurdere eftersom han havde pengene spredt ud i skattely og utallige holdingselskaber over hele verden. Derudover påstod han senere han selv spredte rygterne om konkursen for at undgå snylterne og vampyrer der ville sagsøge ham.

Han var desuden blevet træt af livet som guru, og besluttede sig for, at det var på tide at trække teltpløkkerne op, og rejse til varmere himmelstrøg. Han brændte sin broer, researchede, og fandt på Google Earth det perfekte sted for næste kapitel i hans liv. Belize.

Belize, et Caribiske paradis, skulle vise sig at være den ultimative legeplads. Internationalt farvand med minimale restriktioner på forretning var ideelt for den libertære iværksætter, og en fattig lokalebefolkning der var sulten efter bestikkelse, viste sig at være en gunstig grobund for hans næste projekt – hvor han som en moderne oberst Kurtz skulle skabe sit personlige Heart of Darkness.

Belize er en tidligere del af det Britiske imperium, og tilbagevandt først sin uafhængighed tilbage i start 80erne. Grundet den turbulente historie har landet aldrig fundet et solidt fodfeste rent politisk, infrastrukturen i Belize får en bananrepublik til at se sofistikeret ud, hvilket betyder at korruption og økonomisk usikkerhed er mere normen end undtagelsen. Det er et af de steder i verden med den højeste mordrate (og laveste opklaringsrate på under 3%), pga.sprudlende bandekriminalitet.

En anden af attraktionerne der gjorde han havde valgt netop Belieze var et ældgammelt Maya-tempel, som han ville besøge. Sammen med en guide sejlede de op langs floden der tilbage i Mayaernes tid blev kaldt ‘River of Strange Faces’. Det subtropiske klima klistrede sig til den aldrende eventyre’s læderhud da han hoppede ud af båden. Sammen med guiden bevægede de sig gennem junglen, hvor det arkaiske tempel snart præsenterede sig foran dem i alt sin pragt. Gigantiske sten-ansigter stod frosset i tid på templets facade. Den ivrige guide fortalte hvordan Mayaerne ofrede mennesker, hvis blod havde løbet som et vandfald ned af de samme trapper de nu var i gang med at bestige.

En eksalteret McAfee var tiltrukket af den primale kraft, og udtalte i et senere interview med Wired Magazine: “Belize is so raw and so clear and so in-your-face. There’s an opportunity to see something about human nature that you can’t really see in a more polite society, because the purpose of society is to mask ourselves from each other”.

Kort efter ekspeditionen købte McAfee 10 hektar land 16 km længere oppe af floden tæt ved byen  i Orange Walk. I løbet af det næste år bragte han rivende vækst til lokalsamfundet, og betalte rundhåndet lokale håndværkere for at opbygge hans personlige paradis. Hans grund voksede op af jorden på rekordtid, med hjælp fra den lokale arbejdskraft, og han blev hurtigt kendt i lokalområdet som en entreprenant velgører.

Det var en magisk tid. På trods af han aldrig havde fået lektioner fik han fløjet et flygel ind, han i de sene nattetimer sad og spillede hjemmebryggede melodier på langs floden. Ideen om at blive gammel var for ham uacceptabel, hvorfor han på bi-månedlig basis injicerede testosteron i sine baller for at holde sig ung og viril. Den boostede serie-iværksætter kunne ofte ses langs den billedskønne palmestrand med en mobiltelefon klistret til øret. Han åbnede en cigarfabrik, eksporterede kaffe, startede et lokalt vandtaxi selskab og gav rundhåndet donationer til politistyrken samt politikerene han snart havde i sine hule hånd.

Megalomane McAfees generøse bidrag til de lokale snart skulle udvikle sig til et jerngreb. McAfee, som havde gjort en karriere ud af at være paranoid, blev langsomt men sikkert grebet af stemningen. Han begyndte at hyre lokale banditter med plettede straffeattesterfor, at sende et budskab om, at man ikke skulle fucke med ham.

Hans sikkerhedsprojekt tog overhånd, og han udviklede gradvist sin personlige sikkerhedsstyrke til en mindre milits, tungt bevæbnet med fuldautomatiske rifler, og matchende camouflage. Når mørket faldt på kørte han rundt med sin karavane bestående af 3 jeeps fyldt med håndlangere, og advarede de lokale om at bevæge sig ud om natten, medmindre de havde lyst til at dø.

Sideløbende udlevede han sine fantasier som en Romersk kejser. Han hyrede en lokal bar-ejer til at finde unge damer til hans personlige harem. Typisk havde den aldrende playboy, nu i starten af 60erne, 5-6 purunge “kærester” boende i et af husene på hans grund, han gav dem en livsstil de aldrig kunne have drømt om, og muligheden for at forsørge deres fattige familier. I haven mellem palmetræerne, havde han en hængekøje med hul i bunden, her skulle pigerne ligge, og skide ham i munden.

Det kunne ikke blive vildt nok for IT-geniet McAfee, der var på evig flugt fra sin traumatiske barndom. Hans Far begik selvmord da han var 15 år, hvilket havde brændt et hul i hans sjæl, som han desperat prøvede at fylde med diverse ekstreme aktiviteter. Inden Faderen skød sig selv, havde han jævnligt og umotiveret tæsket den unge McAfee, og derved lagt et fundament af usikkerhed og dyb paranoia i hans skrøbelige psyke.

1969: Jimmy Hendrix brænder sin guitar på Woodstock. Dengang var John McAfee 24 år, som arbejdede han med et computersystem hvis formål var at optimere tog-ruter. Han havde på daværende tidspunkt et løssluppen rekreationelt forhold til LSD, som så mange andre i den periode. Han prøvede også DMT,det måske mest potente psykedeliske stof i verden. Det siges DMT udløses i hjernen når du bliver født, og når du dør. John McAfee anskaffede en pose, sniffede en bane af det orange pulver i arbejdstiden, men blev utålmodig fordi han ikke mærkede nogen direkte effekt, hvilket fik den rastløse excentriker til at sætte hele posen til livs. Kort efter smeltede hans hjerne, og tallene på skærmen foran ham viste pludselig tog-ruter til månen. Han flygtede fra kontoret, forfulgt af stemmerne i hans hovedet gemte han sig bag en skraldespand på gaden. Han kom aldrig tilbage til det job.

I 80erne arbejdet han nu hos Omex, et firma specialiseret i teknologi til landbrug. Her sniffede han coke og drak en flaske whisky  på daglig basis. Efter hans kone forhold ham, forlod han jobbet hos Omex. Han forærede sin hund væk, havde ingen venner, og brugte sine dage i mørklagt hus på at konsumere stoffer og alkohol. Det var en barsk og ensom tid, og han overvejede kraftigt at trække stikket. Han endte hos en psykolog, der anbefalede ham at gå til et møde for anonyme alkoholikere. Det var til et AA møde han genfandt lysten til at leve. Han påstår selv, at have været sober siden.

John McAfee’s psykologiske traumer blussede op igen i Belize i 2010, hvor den paranoide tilstand blev progressivt værre. Han begyndte at hænge ud på en lokal bar i den fattige del af byen, hvor han sad og observerede de lokale alkoholikere, handicappede og prostituerede – som en mentalt forstyrret antropolog. Gradvist følte han sig mere og mere fremmedgjort. Han fandt sig selv lysår væk fra hans dage som forelæser på Stanford. Han stoppede med at bekymre sig om sin personlige hygiejne, gik klædt som en lazaron og urinerede i gaderne. Hans selvdestruktive impulser fik lov at blomstre: McAfee havde altid været interesseret og tiltrukket af den mørke side i samfundet, og nu levede han i en virkelighed som var mærkeligere end fiktion. Hans indre mentale degenerering begyndte at boble uden på huden.

For at løsne stemningen lidt op hyrede han den obskure karikaturtegner Chad Essley til at dokumentere livet i hans 3. rangs, 3. verdens playboy mansion, men Chad havde svært ved at se et sjove i situationen. Grunden de boede på var konstant bevogtet af tungt bevæbnet mænd med døde øjne & aggressive hunde, og flere gange havde McAfee’s unge kærester prøvet at tage hans liv i frustration. Den dybe paranoia i det subtropisk klima var ved at koge over. I følge McAfee selv i et senere interview, “havde under 50% af hans kærester prøvet at tage han liv”, hvilket han mente var en god statistik.

(Iillustration af Chad Essley)

“Manden har humor, men det er den slags humor hvor der er komplet stilhed efter en joke’s punchline bliver leveret, og stemningen bliver mærkelig, hvorefter McAfee forklarede, at han bare laver sjov, og personen han taler med siger, at han godt ved han laver sjov. Akavet. Det er ofte joke’s der ligesom McAfee’s personlighed, går en tand over stregen.”

En lokal kriminel, David Middleton, begik sit livs fejltagelse en nat hvor han lavede et knæk hos McAfee. Kort tid efter troppede 3 banditter, hyret af McAfee, op på hans bopæl “for at tale med ham”.  David Middleton tog flugten, og de 3 banditter satte efter ham ind i junglen, hvor de fik fat på ham. Han blev tæsket til ukendelighed, og endte i koma. Et par dage senere sov han stille ind.

Solen stod højt på himlen da den unge Harvard mikrobiolog Allison Adonizio mødte John McAfee. Hun var på ferie i Belize, og løb ind i ham på stranden hvor de faldt i snak. Hun fortalte ham om hendes research om planters evne til at bekæmpe bakterier, og da hun nævnte hvordan det muligvis kunne føre til skabelsen af en ny klasse af antibiotika, var den solskoldede Mr. McAfee solgt. Han bad hende flytte til Belize permanent, hvor han satte et laboratorium op til hende på hans grund, fuld udstyret med tilhørerende research assistenter.  Allison var lige blevet færdig med studiet, og havde ved et lykketræf fået tilbudt sit drømmejob i paradis. Hun solgte sit hus i Amerika, og påbegyndte sit arbejde i Belize.

Men videnskaben kunne ikke følge med i McAfee’s tempo, og der skulle ikke gå længe før Allison opdagede der var ugler i mosen. McAfee havde løbende internationale pressekontakter forbi for at sprede historier om hvor forrygende researchen gik, på trods af der intet substantielt var sket på den videnskabelige front. Det harmonerede ikke godt med Allisons videnskabelige integritet når McAfee hældte kunstige farve i reagensglas, og viste dem frem til de besøgende journalister som glædeligt fotograferede dem til diverse publikationer. Derudover havde hun det ambivalent med de mange suspekte typer som McAfee løbende havde på besøg. Allison følte sig gradvist mere og mere presset, hun var fanget i hvad der var startet som “drømmejobbet”, men nu havde udviklet sig til et fængsel.

McAfee’s paranoia og storhedsvanvid hang tungt i luften, når han fortalte hende hvordan han ville overtage Belize’s regering. De bizarre sex eskapader, kamphunde og tidligere kriminelle overalt på grunden. var ikke optimale arbejdsvilkår for den ambitiøse mikrobiolog som kom direkte fra Harvard. Hun prøvede at trække sig ud, og sige op, hvilket gjorde McAfee rasende. Hun fortalte ham hun havde hovedpine for at dæmpe situationen, et øjeblik senere var han tilbage med et glas vand og to piller. Det var ikke Panodil, og det sidste Allison så før hun mistede bevidstheden var en nøgen mand i 60erne stående over hende. McAfee. Efter episoden flygtede hun fra Belize, og kom aldrig tilbage.

McAfee havde plantet kaos frø gennem det uhensigtsmæssige drab af den lokale kriminelle, David Middleton, hvis ven, Eddie McCoy  – også kendt som Mac 10 – ville have hævn. Det var i hvert fald den opfattelse McAfee havde fået i hans paranoide tilstand. Han prøvede at få ram på Mac 10 – der også var relateret til en højtstående officer, i Belize, hvilket praktisk talt gjorde ham urørlig – så McAfee besluttede sig for at sætte et møde op. Hans filosofi var, at holde sine venner tæt, og sine fjender tættere, så han hyrede Mac 10, som senere skulle spille en væsentlig rolle i hans hastige exit fra Belize.

En slesk politiker havde forslået McAfee, at han skulle donere 2 millioner dollars til hans kampagne. Et tilbud McAfee havde besvaret med “get the fuck off my property”. Kort tid efter blev grunden stormet af FBI-trænede elite-styrker fra Belize’s “Anti-Drug Unit” i camouflage og med maskinpistoler. McAfee og hans vagter overgav sig, blev lagt i hårdjern og placeret i den kogende sol, mens elite-styrken ransagede grunden. De fandt håndvåben, rifler og en stor mængde ammunition samt et større parti uidentificerbare kemikalier. McAfee blev taget i deres varetægt, smidt op på ladet af en pick-up truck og kørt med 120 km/t mod politistationen via en grusvej.

Efter de ankom til stationen blev McAfee placeret i en pis-stinkende fængselscelle på 3kvm. Han fiskede en 20$ seddel ud af skoen, stak dem gennem tremmerne, og spurgte vagten om han havde en cigaret, selvom han var stoppet for 10 år siden. Imens havde politiet travlt med at undersøge bevismaterialet, men til deres store skuffelse havde McAfee tilladelse til hans våben, og ingen af de beslaglagte kemikalier var ulovlige, så han blev sat fri igen dagen efter.

Livet i overhalingsbanen havde sin pris, og efter at have domineret de lokale i byen Camelita gennem en længere periode, havde McAfee nu fået nye magtfulde fjender. Han besluttede det var på tide at køle ned, og flyttede ud til hans palæ på stranden, i et mere fredeligt og mondænt område af Belize. Her boede primært velhavende ex-pats, som havde skåret en lille udsnit af paradis ud til dem selv og deres otium. McAfee ankom på scenen med 11 kamphunde, og tungt bevæbnet bodyguards. Hundende løb løbsk på stranden, hvilket er en uendelig frustrationskilde for naboerne. De bevæbnet vagter står i skarp kontrast til den noget nær perfekte palmestrand. McAfee er en torn i øjet på turister og de andre beboer i området.

McAfee’s nabo Greg Faull, var særligt utilfreds med situationen. Han brugte typisk 4 mdr. om året på at slappe af i hans strandvilla i Belize, men efter McAfee ankom blev situationen tilspidset. Hver gang Greg skulle op til den lokale strandbar blev han mødt af McAfee’s uregerlige vagthunde der kom og pissede på hans sukkermad. Han fortalte alle der ville lytte om hvor træt han var af McAfee’s forbandet hunde, McAfee inklusiv.

9 November, 2012 præcis 12 dage før slutningen på Mayaernes kalender – altså slutningen på verden som vi kender den, blev McAfee’s kamphunde forgiftet – naboen Greg Faull blev fundet dræbt i sit hjem dagen efter. McAfee havde et motiv, og da politiet kom for at afhøre ham, gemte han sig i en hjemmelavet bunker i sin baghave. Efter at have afventet politiet skulle fordufte i flere timer, sneg han sig ud, og ringede til en af sine håndlagere, som hentede ham i en speedbåd, efter solen var gået ned. McAfee bad kaptajnen sætte kurs mod Guatemala.

I Guatemala blev han pågrebet af de lokale myndigheder. Der var på daværende tidspunkt tung mediebevågenhed fra den internationale presse, i samme forbindelse havde han mødt med to journalister fra clickbaitmediet VICE, som uploadede et billede af ham, taget med iPhone. Interpol opsporede derefter McAfee ved at GPS-tracke billedet, og pågreb ham kort tid efter.

Dagen derpå meddelte McAfee’s advokat, at han ikke kunne appellere sagen før kl. 15 samme dag, hvilket betød de lokale myndigheder teknisk set kunne deportere ham tilbage til Belize inden. For rullende kamera beslutter McAfee sig spontant for at fake et hjerteanfald med henblik på at købe sig tid. Det virkede. Han blev kørt på hospitalet, og afventede advokat skulle appellere sagen. Efter det skete kunne de Guatemalanske myndigheder først deportere ham tilbage til Belize om 20 år, og eftersom de ikke var interesseret i at have ballademageren hængende, blev han sendt tilbage til hans hjemland, USA. Senere viste det sig at McAfee’s håndlager Eddie McCoy aka. Mac 10 var blevet betalt 5000$ for at skaffe Greg Faull af vejen…

Kort efter McAfee’s hjemkomst dukkende han op til det Amerikanske præsidentvalg som kandidat for det libertære parti, hvor han forsøgte at opbygge en platform på samme føleleses-fundament som han opbyggede sit anti-virus program, og imperie i Belize: paranoia. Han blev nr. 2 i den indledende fase hvor partierne vælger deres kandidat, og gik derfor ikke videre i verdens største reality show.

I dag er han 72 år gammel, og hans hungren efter opmærksomhed lader ikke til at have nået sit mætningspunkt, hvilket efterlader os med et stort spørgsmål: Hvad bliver det næste fra McAfee?

John McAfee’s dekadente liv og flugt fra Belize er omdrejningspunktet i dokumentarfilmen: Gringo: The Dangerous Life of John McAfee (2016) – derudover er der en spillefilm på vej omhandlende McAfee’s eventyr med Johnny Depp i rollen som McAfee under titlen “King of The Jungle“

HAR DU OGSÅ EN GOD RØVERHISTORIE TIL BLAZAR?

The post Mord, it, polygami og paranoia – historien om John McAfee appeared first on BLAZAR.