Morten Rockford Ravn skriver her om poppens Jeff Koons – og hvorfor han ikke orker at se ‘Leaving Neverland’:
Efter en samtale med en ven, der så Michael Jackson som et ondt geni, i kølvandet på ‘Leaving Neverland’ dokumentaren, besluttede jeg mig for at kigge tilbage på Jackson’s liv. Ikke med henblik på endegyldigt at opklare, hvorvidt han er skyldig i den anklag som retten har frikendt ham for, men for at undersøge den virkelighed han okkuperede. En virkelighed, hvor folk besvimede når de så ham, hvor han undslap massernes overflødighedshorn af værdsættelse ved, at ræse rundt i en tunet Golfbil med batman logo, i hans baghave som var en forlystelsespark, og hvor han kunne få alt hvad han pegede på – undtagen et privatliv.
I et nu infamøst klip havde en af Jackson’s venner – der ejede et shopping center – fået lukket centret ned for offentligheden og indsluset Jackson’s venner og bekendte som statister, med henblik på at give Kongen af Pop en “autentisk” supermarkeds-oplevelse, dokumenteret af et enormt kamerahold. Ironien i situationen er naturligvis det vi ender med er den mest unaturlige af unaturlige situationer, lidt ligesom hvis Jim Carrey’s karakter i ‘Truman Show’ var bevidst om, at det han deltog i var et omfattende realityshow. Den ultimative hypervirkelighed. Tid og rum blev med andre ord bøjet omkring den flade som Jackson bevægede sig på, som set gennem en regnbuefarvet Oakley-brille. Som hvis Neo i ‘The Matrix’ havde spist begge piller var han vågnet op i Michael Jackson’s krop.
MJ var den totale indkapsling af det neoliberale underholdningskompleks, som drømt op i et hemmeligt laboratorie i et Hollywood-PR-kontor. Han var ikke rigtig sort, ikke rigtig hvid, ikke rigtig mand, ikke rigtig kvinde, ikke rigtig voksen, ikke rigtig barn. Han var det ultimative blanke kanvas, med en stemme som en kastreret engel. Han kunne appellere til alle, sælge alle produkter, og så havde han ovenikøbet ægte talent. Jackson var støbt og svøbt i underholdningsmaskinens trykkoger, opvokset med en forskruet far, Joe Jackson, der med løse næver kørte rovdrift på sine børns talent; tørre tæsk med bæltespændet var dagskost, og i følge MJ’s doktor, Conrad Murray blev den unge Jackson, på hans fars initiativ injiceret med “anti-mandlige hormoner” med henblik på at fastfryse hans stemme i en pre-pubertær tilstand. Michael Jackson var en følsom sjæl, et Fabergé-æg der blev behandlet som en Amerikansk fodbold.
Set gennem prismen af Jackson’s forskruede barndom begynder vi pludselig at forstå, hvorfor han havde en kæle abe ved navn Bubbles, hvorfor han elskede at klæde sig ud, for at sidde på en bænk i Disney World og bare kigge på normale mennesker og hvorfor han senere i livet betalte voodoo præster i Afrika gennem en proxy for at forbande hans fjender, heriblandt Steven Spielberg. Lad os bare antage at hans fodfæste i virkeligheden var lettere malplaceret efter at vokse op, hvor han skiftevis skulle flashe sin perfekte “cute afro” på en scene til et backdrop af blinkende diskolys og horder af skrigende fans, hvorefter den stod på tørre tæsk, psykologisk krigsførsel og hormonterapi, på hjemmefronten.
Jackson beskrev engang i et interview, hvordan han følte sig som Peter Pan, til hvilket den britiske interviewer på lettere akavet manér, efter lidt betænkningstid, kvitterede med “men du er Michael Jackson”, hvorefter Jackson svarer, “Jeg er Peter Pan i mit hjerte”. Hans virkelighedsflugt gik dybt. Foruden hormonterapi var han blevet frarøvet en normal barndom, hvilket fastlåste ham i en infantil psykologisk tilstand, som senere førte til opførelsen af Neverland. Den ultimative indkapsling af eskapisme i det 20. århundredes idéhistorie tilbage til Sir James Matthew Barrie’s oprindelige udgave af Peter Pan, og frem til Jackson’s tragiske manifestation.
Ud af denne excentriske tornado udkom de bedste popnumre i verdenshistorien: ‘Billie Jean’, ‘Beat It’, ‘Bad’, ‘Black or White’, ‘Dirty Diana’, ‘Dangerous’ og listen fortsætter. Musik der har haft en dyb indflydelse på hundrede millioner af mennesker. Jackson’s indflydelse er ligesom universet, uendelig. Alligevel står vi nu i den situation at forargelses-korpset, altid klar på at score billige point, er kommet kravlende ud af væggene. På baggrund af en dokumentar med lige så meget legitimitet som en Youtube illuminati video. Polemikerne skriver deres kronikker, fordi de er ude af stand til selv at skabe noget substantielt. Michael Jackson skrev ‘Heal the World’ i hans klatretræ, han vidste at jorden er giftig, at den menneskelige tilstand er en håbløs kavalkade af egotrip og ignorance, hvorfor han flygtede ind i en drømmeverden. Delvist som en modreaktion på hans forskruede barndom, og delvist som en flugt fra pøblen og paparazzo’s hysteriske indgreb i hans liv. Men det var også mere end det; en metafysisk transcendentalisme, hvor Jackson som en antenne synkroniserede tidsånden.
Som Kongen af Pop beskrev hans proces, kommer det bedste musik ikke ud af en, men igennem en. Dette tilføjer en mystisk, nærmest okkult, dimension til Jackson’s virke. ‘Liberian Girl’, et af de mest indfølte kærlighedsnumre nogensinde optaget, kom til Jackson alt imens han legede med sin Pinball maskine.
Inden for videnskaben, nærmere betegnet kvantemekanikken, florerer en teori der i korte træk siger at der potentielt er flere paralleluniverser end sandkorn på jordens overflade. Samtidig vides det at Jackson’s tipoldefar var shaman i Choctaw indianer stammen. Lægger vi to og to sammen er den åbenlyse konklusion derfor at Michael Jackson enten selv er en reinkarneret shaman, eller via sin underbevidsthed har adgang til andre dimensioner, hvorfra han har plukket sine hits, som Tobey Maguire plukkede æbler i Æblemostreglementet.
Dette er naturligvis en joke, men det interessante er, at disse forklaringer giver lige så meget mening som enhver anden når det kommer til Jackson’s kryptiske kreative proces. Hans liv og virke var i sin helhed som en lang feberdrøm der understreger absurditeten i den menneskelige eksistens, tragikomisk til benet. Vi kan isolere og ekstrapolere anekdoter og sound bites, men i sidste ende bliver vi ikke klogere på realiteten. Jo mere fragmenteret og selektiv vores perspektiv bliver, jo mere vi sætter Jackson under mikroskopet, des mere vokser mysteriet. Hvem var Michael Jackson? – En alien? Jeg har ingen idé, det eneste jeg ved er at hans musik giver mig lyst til at danse.
