En deprimeret rumskurk vil SPISE jorden….og Marvel/Disney slipper endnu en 200 millioner dollars velstylet retro-futuristisk popkorn-banger, der klart skal ses i biografen, da den – for en Marvel film – slet ikke er så ringe endda, hvis man vil lukke verdens støj ude et par timer, lækker digital wrestling, hvor ingen kommer til skade.

Filmens virkelige stjerne er dens stil – optimistisk tidlig 1960er look – a la Verner Panton møder Kubrik´s 2001 – det gyldne punkt lige før hippiernes rod underminerer datidens stramme design-pallette. Det er rart at kigge på en film der ikke er historisk, nutid, space opera, cyberpunk eller dystopi – det er mere kontrafaktisk modernisme – ligesom tonen, der er renset for metalag og ironi.

Marvel‑filmene fungerer som følelsesmæssige refugier i en kompleks verden. Marvel-universet er et regulerende, emotionelt sikkerhedsnet, hvor fans kan finde struktur og tilhørsforhold. Samtidig viser Deadpool & Wolverine, at Marvel også kan bryde med egne regler R-rated stil, brud på fjerde væg og rå humor skabtes en ny, selvrefleksiv version af superheltekonceptet. Guardians 3 på følelsesspektret frem for spænding og action, og prioriterer empati frem for plottwist. Jeg er ikke Marvel-ekspert, men jeg tror der sker evolution indenfor serien, trods den ortodokse fanbases spændetrøje og de tårnhøje budgetters nødvendige kompromiser.

Det nye denne gang er en graviditet – der trods nuttet baby ikke giver mig skruk. Fødslen åbner naturligvis for en baby-superhelt, der kan vokse sig stor, så Disney/Marvel kan krydse over til de endnu mindre… Hvorfor er der ikke nogen der har tænkt på det før?

Jeg oplever et filmhistorisk dilemma – på den ene side kan alt visualiseres med CGI/AI – på den anden side er der tydeligvis mangel på risikovillig kapital der vil prøve nye historier eller skøre auteur-instruktører  i Hollywierd – de eneste virkelig dyre film nu læner sig op at stærke klassiske IP-ikoner med enorme fanbase. 

Filmmediets forførelse er som bekendt også stil og tekstur og det ser ret fantastisk ud, men underligt nok er ild stadig lidt lidt svært og fremstår uldent. En anden anke er det virker det som om der er sparet på tekstforfatteren, da mange replikker og jokes er ret flade. Men hvis du kan lide Marvel der er blødere end Deadpool og drømmer om dengang fremtiden var lys, så se Fantastic 4 på størst muligt lærred nu.

The post The Fantastic Four: First Steps appeared first on BLAZAR.

Tryg CGI-vrestling Marvel camoufleret med meta-ironi og et drys emo-Freudianisme: Marvel er ikke bare underholdning – det er et værktøj for amerikansk blød magt,  en forestilling om moralsk overlegenhed gennem individualistiske helte, som ofte (gen)integreres i en statslig eller militær kontekst.

Thunderbolts, hvor tidligere skurke arbejder for regeringen, er et perfekt eksempel: Filmen simulerer oprør og renser ud i staten og bekræfter til sidst systemet og det militær-industrielle kompleks, samt Amerikansk overordnet kontrol og beskyttelse globalt.

Det er glimtvis flot, men upoetisk og fantasiløst – og med mange tætte skud, som om den er lavet til at dø en stille død på en telefon via streaming.  Thunderbolts koster omkring 200 millioner dollars,og skal tjene 600–800 millioner dollars globalt for at lave overskud – en økonomisk risiko i en tid, hvor publikumsinteressen for superhelte er dalende, trods flere metajokes og stærke kvindelige karakterer.

Marvel som voksen-sutteklud: For mange fans fungerer Marvel-universet som en psykologisk støttefunktion i en fragmenteret og uforudsigelig samtid. Det er et univers, hvor reglerne er klare, og hvor kampen mellem godt og ondt er genkendelig – selv når karaktererne er antihelte. Marvel tilbyder en pause med følelsesmæssig struktur og  sikker identitetsforankring i en kaotisk verden præget af acceleration, informationskaos og konstant tvivl.

Marvel tilbyder et univers, hvor det magiske individ kan redde verden – ikke ved kollektiv eller individuel handling, men ved at være “den udvalgte”. Superhelte tilbyder et idealiseret billede af styrke, retfærdighed og handlekraft, som mange føler, de har mistet kontakt med i det moderne, bløde mandsideal.

Marvel leverer en ny mytologi med gudelignende figurer, skæbnefortællinger og moralske prøvelser, der kan bruges om emotionel regulering – et sikkert sted at føle spænding, sorg og forløsning uden at skulle forholde sig til egne traumer. Marvel tilbyder loyalitet og regression, emotionel forløsning gennem CGI-katarsis.

Dertil leverer Marvel-fandom en tribal struktur, hvor tilhørsforhold og fælles referencer skaber globalt fællesskab i en ellers atomiseret verden. Fans ser ikke bare filmene, de laver reaktionsvideoer, deler memes, skriver fan-teorier og deltager i en evigt cirkulær fortælling.

På den måde bliver Marvel en psykosocialt regulerende platform, hvor fortrængte følelser, længsler og identiteter sættes i spil i trygge rammer og (midlertidigt) finder ro og re-territorialiseres. De potentielt farlige følelser og figurer – antiheltene – inddæmmes og sættes i system, købes og sættes på Ikea-trofæhylden ved siden af de andre tæmmede dæmoner.

Begæret og traumerne kanaliseres – ikke til kollektiv forandring, men til funktionel vold i statens tjeneste. Marvel neutraliserer det vilde, ukontrollerede begær og omsætter det til en kontrolleret fantasi, der sikrer status quo.

Marvels faldskærm og alibi har været den postmoderne distance, men Thunderbolts svinger metamodernistisk mellem autentisk emo-følelse og bevidst kitsch. Vi ved, det er Disney. Vi ved, der er merchandise. Men vi lader os alligevel røre. Måske endnu dybere, fordi det er trygt – fordi vi ved,  ikke er ægte eller betyder noget væsenligt. Regressiv emo-CGI-wrestling for fanboys/men.

The post THUNDERBOLTS / ANMELDELSE appeared first on BLAZAR.

Disneys første R-ratede voksenfilm: 

Det er nye tider – Disney har opkøbt Marvel for $4 billion og udsender nu sin første R-ratede film – oprindeligt udviklet af Fox, en bromance mellem en fordrukken ulvemand og en bestrålet ADHD morder – en Marvel Jesus, der skal reaktivere det noget selvhøjtidelige kitch-univers med humor. Forvirret?

Den nye Deadpool & Wolverine har bevaret seriens tre gear: hovedpersonens analfixerede standup-agtige monolog, den kitchy gen-Y venlige kontrapunktiske brug af ikoniske hits og sentimentale ballader & den corny visuelle stil med masser af slow motion bullet time splatter.

Jeg er ikke stærk i Marvel eller DC universerne, men oplevede den oprindelige Deadpools nedbrud af den 4 væg og mere ordrige, sjovere og mindre pompøste og slummede bud på genren som et nybrud.

Alle 10 af de mest indbringende film i 23 – minus Openheimer – var remakes af stærke IP-ikoner eller fortsættelser af serier, ofte moralsk filtrerede med tryl og flyvende figurer til det globale marked udenom regionale sprogbarrierer og censur – ofte med budgetter over $200 mill. Her skiller Deadpool sig ud.

Det er bare ikke nok at skrige “homo” eller “kokain” mere, og alle skyen af fanboy referancer ender som tomt som et spejl der kigger ind i et spejl – filmen handler ikke om andet end Marvel og filmen selv – men det er måske en kvalitet, hvis den kaostike verden udenfor skal lukkes ude i 127 lange minutter.

Instruktøren Shawn Levy – manden bag de ok børnefilmsserie  “Midnat på museet” bruger Ryan Reynolds på stort set samme måde som i deres fælles “Free Guy” og “The Adam Project” – bare mere grænsesøgende på en støvet meta-90er måde.

Jeg ville ønske selve plottet, der drejer sig om en tidsline der skal vogtes – var foldet bedre ud som en komentar til den retrokonservative digitale nostalgi der oversvømmer alt nu – i kontrast til den umidbart usynlige ustyrlige teknolgiske udvikling, men desværre er filmens historie bare noget vrøvl, en undskyldning for at springe rundt parallel-virkligheder for at opsøge sketchagtige setups, splatter og cameos, meta-fanboy kitch og platte jokes, der markerer woke-tiden – i hvertfald for denne films målgruppe – er ovre. 

Hvis du er Marvel fanboy m/k og vil have et rutchebane-loop: 6 ud af 7

Hvis du er træt af skamløst spekulativ fantasiløs 4 ordens simulacre og woke-jokes: 1 ud af 7

The post DEADPOOL og WOLVERINE / ANMELDELSE appeared first on BLAZAR.

Disney har sprøjtet $250 millioner i film- plus meget mere oveni til marketing og promotion. Så nu sidder jeg i CinemaxX og bliver blæst igennem ved siden af legendariske Marvel-Morten fra Fantask – der er vagter der overvåger jeg ikke tager min telefon op og optager…det er big bizz.

Jeg ved intet om Marvel – men er draget af hvilke fortællinger der kan samle os i denne atomiserede tid, hvor alle mennesker er blevet deres eget isolerede microfragment. 

På plussiden er der fabelagtige Hieronymus Bosch-inspirerede syre-universer og et overflødighedshorn af mystiske aliens – det er en digital fest – og en perfekt animeret central helt – vaskebjørnen Rockets – kamp mod en superskurk der hygger sig med at sprænge universer når han har udviklet sin egen perfektionerede – læs muterede – utopi-version.

Problemet er at hvis du ikke allerede har investeret i Marvel-universet og resonerer med figurerne fra tidligere, er det en tom tam omgang. Plottet giver kun mening som sentimental følelsesgenerator og det bliver aldrig rigtig spændende, men bevares – filmen er lavet til det helt brede globale plus 11 segment så kanterne er slebet af fra start.

I skrigende kontrast til alt det visuelle gøgl er replikkerne flade – underligt sted at spare – og afleveringen af disse replikker falder flat som i en animeret sitcom – heldigvis slipper vi f.eks for Vin Diesels fjæs, han lægger bare stemme til et træ-monster – konsekvent. Jeg savner lag og ironiske twists og relevans – gid det handlede om et eller andet – eller var metafor for noget større – eller bare noget mere virkeligt? Det er et univers der lukker sig om sig selv i selvreferencer og blød vold.

Jeg savner lag og æstetik, som f.eks i Luc Bressons sci-fi eskapader som “Femte element” eller hans mindre vellykkede men også visuelt overdådige “Linda og Valentin” – eller Spielbergs “Ready Player one” eller Avatar filmene.  Måske er denne type frikvarters-films force bare den totalt uvirkelighed, at det er et ret kunstprodukt som en vingummi uden specifik reference til en frugt, men bare ren smag af vingummi? Måske er denne flade u-eventyrlige fornemmelse bare en ny post-post-moderne kvalitets-nuance jeg ikke fatter? Måske er det meningen det ikke skal handle om noget men bare være en ende i sig selv?Måske har Scorsese og Coppola ret – superheltefilm idag er ikke film er ikke film, det er tivoliture – sikre tegneserie-universer transformeret til hjerteløs retro-marketing for legetøj og spil –  produkter der tager plads og penge fra mere nærværende auteurs. Jeg kan sagtes forstå de gamle silverbacks er misundelige på Marvels budgetter – og gad godt se hvad de ville kunne udrette med den slags penge. Eller hvad med at lade Guy Richie eller Wes Anderson lave en Marvel film?Så jeg er splittet – på den ene side imponeres jeg over Disneys visuelle muskler – på den anden side kan jeg kun anbefale filmen til fanboys m/k af Marvel universet – hvis de er over 11 – eller hvis du bare skal blæses igennem af total tomhed et par timer.
PS: Filmen bærer sin dårlige smag med stolthed og driver rovdrift på en meget sigenede sand shitparade af hårfager far-rock: Creep (acoustic version) – Radiohead, Crazy on You – Heart, Since You Been Gone – Rainbow, In the Meantime – Spacehog – Reasons – Earth, Wind & Fire, Do You Realize?? – The Flaming Lips, We Care A Lot – Faith No More, Koinu No Carnival – EHAMIC I’m Always Chasing Rainbows – Alice Cooper, San Francisco – The Mowgli’s, Poor Girl – X, This Is the Day – The The, No Sleep Till Brooklyn – Beastie Boys, Dog Days Are Over – Florence + The Machine, Badlands – Bruce Springsteen, I Will Dare – The Replacements, Come and Get Your Love – Redbone – det er et mareridt – og sikkert et kompromis mellem fokusgrupper og pladeselskaber.

The post Anmeldelse: Guardians of the galaxy 3 og Marvel-mysteriet appeared first on BLAZAR.