DON’T HATE THE PLAYER, HATE THE GAME

There have been more DJs than dancers in the clubs for a while now. The scene is like a tank full of piranhas: mini-kings, addicts, redliners, freaks, and collectors — all locked in a political gatekeeping game for attention, clicks, drugs, and bad sex — just before the AI trawler empties the piss-yellow kiddie pool of recession nightlife.

Even the youngest DJs are nostalgic for the olden days – experienced via youtube – they long for The Loft, Paradice Garage,  The Roxy, Latin Quarter, Tunnel, Tresor, Blue Note, Goa, Ibiza, Detroit, the 80s and 90s – but nostalgia is the gateway to fascism, not innovation…

DJs even pay €5000 to play festivals in hellish Ibiza just to film it for Instagram and get more bookings, but maybe it’s cheaper than a table with bottle service.

Here are some of the most stereotypical archetypes:

The Vinyl Buff
Recognizable by his hunched back, typically dragging around 120 vinyl records (weighing over 30 kg). They’re often “secret” (as if the internet didn’t exist), worn-out or reissues, frequently from MP3 masters.

PROS: Forced to play full tracks and build long, coherent narratives. Beautiful sleeves. Visually impressive — like bartenders flipping bottles.

CONS: Trapped in his record bag, tied to genre, poor sound, hi-fi superstition, elitist retro vibe.The Icon
Former model or stripper — now sporting a nose ring and black leotard. Like a spin-class instructor for the festival masses. Synced visuals, flames, ghost producers, and premixed sets are common. More dancer than DJ.The Turntablist
Usually an autistic man-child who kills the dancefloor with tricks nobody appreciates unless they grew up with vinyl. Like a magician at a party — fun for two minutes. Most can’t maintain focus beyond a 30-minute battle set. Can’t read a crowd — his set is the DJ world’s version of an endless guitar solo.

The Pioneer
Probably ruined his life releasing influential analog chaos before you were even born. Mixes like a god. Gets excluded due to lack of social media pull, because every new generation insists on reinventing the wheel for the 3,021st time—screw dad. Screw big brother.DJ Boring
A completely average guy with a background in sports and/or accounting who approaches DJing like he’s training for the Tour de France or plotting a corporate takeover. Constantly digging for knowledge on YouTube.
The problem? His “content” — and his DJ sets — are mind-numbingly dull. But Mr. Normal still attracts waves of techno tourists — the last ones to the dying party — who in turn, bring even more boring people… and their phones.

The Networker
Often also works as a promoter or club owner. Gets booked because:
A) He books the people who book him
B) Hands out drugs backstage
C) Is a relentless promo machine
D) Plays bland and safe, always available for warm-up or graveyard shifts Mr. Social
His greatest skill? Always smiling, hugging everyone, and avoiding the classic DJ backstabbing. Weekly downloader of the Beatport Top 50 across all trending genres.

The Hero
Had a few sub-hits back when it required real patience to tame a hardware sampler. Met the right people at the right time. Had a rent-controlled flat and an inheritance. Now hides his bald spot under a quirky hat. Coasting on the past, playing festivals, endlessly remixing himself, popping up on label comps that play in designer stores.The Survivor
Seen it all, heard it all — and now hates both music and people. But hey, it’s a job. Reads the dancefloor like a canary in a coal mine. Only plays tracks with dancers in the music video, circa 1980–2010. Mostly found at weddings and corporate gigs.

The Balearic Bro
Always ready for a sunset chillout with nylon-string MIDI guitar in a Hawaiian shirt. Everything was better back then. Now plays mostly private gigs for C-list celebs. Even Wham! is Balearic now — especially on rare 12”s.

The Celebrity DJ
Booked for their Instagram value, premixed sets, mic presence — or maybe there’s a tiny DJ under the booth doing the actual mixing?The Stunt DJ
The club’s answer to Ozzy, Billy Idol, or Neubauten. Will he survive the night? A possible OD? Attracts fellow addicts who see the gig as a legit excuse to throw bags around. Brings back a sense of danger and chaos that clubs haven’t seen in years.

The Monomaniac
A purist DJ who dreams of 1990s Berlin meets 1970s Jamaica — a black hole of purist, floating tech-dub continuum. But do we feel anything? Always in oversized designer shades and a label T-shirt.Mrs. Global
The demand for female and global DJs has exploded. What we once dismissed as “vacation disco” or “cultural appropriation” is now fully embraced. Buddabar 2.0.

The Dakkedaks
Makes techno sound like lyrical jazz: pure bass flapping and redlining. Aggro without gabber, dark without industrial or drama — just relentless pump. Basically: redlined, guilt-free neo-trance with fake underground airbrush vibes.

The Attack DJ
Raised on gaming and meth, musically ADHD. All energy, no depth. Too much sugar, not enough substance. Probably the only person on this list who actually make something new and raw.

THE MOBILE BIKE DJ
No booking? No problem. Only 1% of DJs get regular gigs — so a heroic new generation is taking the rave to the streets. No booth, no gatekeeping – just Nihola wheels, built-in bass. Watch out for traffic cops, huge potential audience, sonic graffiti – respect!

Pretentious Moi
Well-dressed and styled to perfection. Flirts with SM and gothic aesthetics. Dreams of making a post-punk masterpiece. Drives home sober to apply for arts funding. Should’ve been a lawyer or a designer.

The Scenester
Brings the entire hyped-up posse into the booth — all of them promoters — livestreaming everything and spamming social media like there’s no tomorrow.

REMEMBER: GOD IS NOT A DJ ANYMORE – YOU ARE.

COPENHAGENS SECRET SOUNDTRACK

The post DJ STEREOTYPES TODAY appeared first on BLAZAR.

Nettet har samlet hele musikhistorien gratis i  din telefon og alle kan – via mixerens sync-knap eller software – mixe numre sammen, så den ædle kunst at “gejle et rum op med sonisk parfume” aka. “iscenesætte festrum med soniske data”  er devalueret kraftigt – derfor måles dj´s på andre kvaliteter end de musikalske – som i så mange andre af livets forhold handler det ni mere om indpakning, attitude og formidling.DJ Waterloo – det endelige søm i hipster- kisten – Jokke og tranceren Tiesto.

Nu er der flere DJ´s end dansere i København – og ingen DJ-fagforening, så prisen for at spille et 4 timers sæt midt om natten  på et halvhot sted ofte er nede på 700 kr. (det samme som gulvkanonerne) – plus 4 gratis øl og en masse social friktion fra folk der insisterer på du kobler deres iphone til så de kan høre den nye Drake NU. Oveni lønnen får du høreskader og jetlag da du vender døgnrytmen rundt  – og ulyst til fulde mennesker. Held og lykke med at booke de jobs hvis du er en hvid mand over 30 – femi-trance og etno-trap har overtaget.De gamle “nye smarte jobs” – Nørgaard t-shirt 

DJ´s nærmest reduceret til en slags flotte gårdvagter med mange følgere, der blot skal fylde rummet med en passende genkendelig men stressende lyd for at overdøve akavede samtaler så folk drikker mere. 

De tider hvor DJ´s var nattens smarteste fyr, en mystisk sexy kuratorer for eksotiske subkulturer, der tryllede spritny hemmelig musik frem fra specialbutikker globalt og lavede live forsøg med montage iført morgendagens fashion mens han fik blowjobs og pulver under pulten på vej til  lufthavnen er for længst forbi. De djs der overlever er dem der har kunder fra de glade 90ere der spiller til vennernes bryllups- og studenterfester i Nordsjælland  eller i Magasin – resten sulter eller har jobs om dagen.

 Demokratisering og automatisering

En overflod af middelmådighed er den nye standard da massernes kritiske bevidsthed og skelneevne er reduceret pga. net-adhd. Lyder det bekendt? At masserne får adgang til produktionsmidlerne og priserne styrter og markedet overtages af interns der lever af drømme og forventet efterbevillig – eller et fag hvor kun rige folks børn, formidlingstalenterne og de beregnene netværksnassere overlever? Det er vist alle kreative dicipliners skæbne i disse år…

DJ´s har længe været vurderet på deres evne til at promovere – men nu har selv den mindste bar et Insta/facebook-boostende SoMe-geni til PR, så DJ´s vurderes nu mest på deres attitude og evne til at “feste for” – at vise gæsterne hvor fedt det er at være en vodkaklovn, djs skal personificere den ultimative fest. Det omvendte af de klassiske rave-djs der drejede lyset over på danserne eller bare tog pulten ned fra scenen ned på dansegulvet.

Så kom der en periode hvor djs insisterede på at kompensere for manglende rock & roll faktor med visuelt drama  – at rive en defekt kompressor ud af racket og smide den på dansegulvet, tisse i den næste dj´s pladetaske eller  at sætte ild til vinylen. At være dj dengang mindede om at være stuntman.

Jeg har selv spillet i Texas iført burka da den første Irakkrig kørte, eller bag hønsenet -ligesom jeg blev overfaldet af lærerne på Kunstakademiet fordi jeg spillede meget høj Frankfurt-techno og proto-jungle i et rum der pga. røgmaskine & stroboskop lignede sne på et gammelt tv- selv med lukkede øjne. Men selv disse nu banale virkemidler er bare standard nu og forvist til svampede haller udenfor bykernen. Idag handler det mest om trygt at behage og posere.Det klassiske – “hvad laver jeg her look”. Bemærk mikrofonen – den talende dj er på vej tilbage.

Den post-musikalske mimer:  DJ-looked er en klassiker der pryder enhver TInderprofil på lige fod med kokke-skudet, bandbilledet, crossfit-looket, hvalpe-billedet, cocktail-suit selfien, det eftertænksomme portræt med Bille August hånden under hagen eller besøget i den udsultede Afrikanske landsby. Denne  imageøkonomi, der reducerer DJ-rollen fra musikkurator og festens midtpunkt til en slags moderne mimer og ikonisk stereotyp – har sine klassiske attituder og trætte uniformer, præcis som rockmusik:

Basarmen: den moderne dirigentstav – en totalt tabu douchebag-fagt – heileri for folk med nye tatoveringer og Beats-hørebøffer – men effektivt for DJ´S til at markere der er en tryg stortromme på vej i et konfust trommeløst pre-drop.

Headset-autisteri: “hey, det er pisse svært det her, jeg kan ikke tale nu, sorry”. Det er bluff: Reelt mixer softwaren din playliste – du gemmer dig bare for gæsterne og lider af snigende social fobi.

Gokkeren: sex med tøj på – meget populært blandt klubejere. DJ´en roder med sin knap med ekstatiske himmelvente øjne – reelt kommunikerer han: smut ud og tag noget mere coke på toilettet så du kan få det lige så fedt som mig –  så du kan drikke mere – så omsætningen øges- så jeg bliver booked igen… Husk at skille vandene i en orgasmisk bibelsk gestus når bassen dropper ind.

Berlinmuren: DJ´s med labtops der ligner arkitekter – ofte skal man tro de er igang med noget avanceret Ableton live software techno jam – reelt prøver de bare at invitere deres x-kærester og dealer via messenger eller suge en playliste fra Hawtin.

Vinylsamleren: ingen under 30 – altså de fleste på klubben – ved hvor svært det er at mixe og scratche vinyl – så du ligner bare en gammel platte-samler fra et loppemarked. Held og lykke med at finde de der 200 plader der sætter ild i gulvet og slæbe dem stiv ud og hjem uden at smadre din ryg. Har du hørt om USB-nøgleringe med 4000 tracks på? Så fedt er det heller ikke med knas og begrænset frekvensspektrum…vinyl-djs kan  kendes på huen, kasketten, månen eller skæget – der er gået jazz i den. Sjovt nok ender disse supersamlere ofte med at spille gammel disco de tror er frisk fordi de har levet isoleret fra mainstream i samlerboblerne.

Strip: hår-knold og sixpack med nye tusser – du ligner en juicer på speed. En problematisk attitude for hetero-DJ´s på tour i udlandet, da bar mave er et klassisk parringssignal for gays. Visse DJ’s bruger lange formixede forløb og faker på knapperne med et  luftmix, da det giver mere tid til at danse, blogge, sprøjte champange, kaste lagkager, give high fives og kramme til rædselsfuld EDM-trap eller tam tech-house.Fra dengang folk viste det var svært at scratche.

Turntablisten: vinyl er bare tools til at lave en seneskinnehinde-betændelse for OCD/Damp-drenge – scratch-jonglørerne er blevet sjældne – da de smadrer dansegulvet, folket vil helst høre HELE sangen, ikke et aaarrrhhh eller et fresh-fragment gokket frem og tilbage over et kludetæppe af gammel ridset funk. Hallo, sampleren er opfundet – og flyttet ned i telefonen.

Skyggen: en dj der prøver at gå i et med tapetet – der bliver behandlet som en jukebox. Han har mistet al glæde ved musik – han har hørt alt, og opgivet at udbrede sin egen sublime smag eller lege med mixet – han er blot en anonym kustode i en død kulturs kølvand. Han er snart erstattet af en iPad med playliste eller en mere gøglet dj.DJ attitude extravaganza: tre mestre – Von Baden – KIm Kemi – Matightass.

De  trætte uniformer – klassiske DJ looks Heldigvis er udklædnings-djs med fake navne på retur – ligesom den lede børnevoksne stil med blazer og cap og logo-sponsortøjet …eller dem der bare er smurt ind i et loppemarked af mall-versioner af døde subkulturers ikoner frigjort fra deres oprindelige betydning. Men DJ´s skal stadig ligne nogen der lige er stået op efter en ond efterfest og har kastet noget lidt tilfældigt designerkluns på:

Atlanta/Bronx/Brooklyn/Lundtoftegade: aka. “set i Station2”-look: Selvom hiphop forlængst har overgået country og rock salgsmæssigt kan man stadig bilde nogle rige folks dumme børn og 90er-nostalgikere ind, at det er “real” at gå med kasket og være smurt ind i sportsinspireret designerkluns. De har ikke nosser til at ryge det crack, alle deres mumlende hostesaft-ramte rap-tracks handler om. De drømmer stadig om at spille på den stripklub de aldrig kunne komme ind på. Det tætteste de  har været på en ghetto var da de sad og kiggede på urbanplanen fra ovre fra DR´s kontorer…

Berghein/Berlin: Sug kinderne ind mens du spanker masserne i sort slidt designerlæder, båret som om du lige er stået op af sengen, asymetrisk britpophår, måske et tørklæde – du kunne have været roadie for Depeche Mode i 80erne. Et særligt apatisk fraværende blik og intens spændt krop afslører du er lige ved at styrte i ketaminhullet. 

Hunter S. Thomson påfuglen:: Solbriller, cocktails, blomserkrans, joints og Hawaiiskjorte – og et mix af raggae, kitch, afrikanske 12” singler trykt fra kassettebånd og div. ethno-gas – samlet på en kone-jagt i Afrika eller til julefrokosten i BULP. 

Minimal techno:: Musikkens svar på  Garder Eide Einarson eller vand og brød serveres bedst iført maskinklippet hår, nørdede briller, hemmelig label-tshirt og dyre diskrete sneakers og digitalur. Sort i sort, lige så spændende som at se maling tørre. 

Kurator-knaser:  sæt dit lange cykelstyr med lim, hav to forskellige sko på, kør musikken gennem hjemmebygget modular-pedaler, brug høretelefonerne som mikrofon, gør alt for at rydde gulvet for alle der ikke abonnerer på The Wire – det handler om alt andet end musik. Overvej at lave foredrag/performance i stedet for DJ-gigs.

Flødebollen: Du har toupé eller er skaldet, nye tænder og botox, og bærer en kæk far-pastelpolo eller button down, du kan rulle ærmerne op på så man kan se uret efter du har smidt blazerjakken. Husk Montmartre/jazzhouse/sølvbryllups-diskokassen blandet med MTV-90er – og kast noget P3 ind for at være ung. Hav Last Christmas sweateren klar i december.

Chav: fra ren Randers med fjederhalesko og fuld Kappa knapbuks  til den mere gentificerede casual Italiensk C.P.Companys uniform som hools bærer i UK – Chav-looket indikerer hurtig musik fra folkelig fesen forstads trance og “progressiv techhouse”  over jazzy Drum&Bass og opklippet jungle.

Det var den forløbige facitliste til dj-kropssprog og looks  – nu kan du afkode din lokale lyd-mimer – eller selv få et underbetalt dj- job, der giver adgang til en prima voyeur-plads til en fest, du reelt ikke er med til – hvor du aldrig når at score alle de høns der flirtede fordi de ville høre Beyonce – mens du solgte ud af ideen om at missionere med dine vigtige subkulturelle musikfiler.

Husk at når DJ jobbet slutter er byen tømt for alt andet end krudtnæb og du ender med udgårs-Lone på den evige brune bar hvor du forsøger at fange nattens erotiske ekkoer med Yolo eller Tinder. Bare giv op – dit anlæg derhjemme lyder alligevel bedre.

Min guide til DJ kultur

GUIDE: Musikgenre-ævl

.

The post Tolk din DJ: en  guide til DJ looks og  attituder appeared first on BLAZAR.

Via nettet har vi alle sammen hele musikhistorien samlet gratis i telefonen, og alle kan via mixerens sync-knap eller software mixe to numre sammen, så den ædle kunst at “gejle et rum op med sonisk parfume” aka “iscenesætte festrum med soniske data” er kraftigt devalueret. Maybe the DJ finally got hanged?

Der er flere DJ’s end dansere i København – og ingen DJ-fagforening, så prisen for at spille et 4-timers sæt på et halvhot sted er ofte nede på 700 kroner (det samme som afrydderne). Plus fire gratis øl og en masse social friktion fra folk, der insisterer på, du kobler deres iPhone til med den nye Drake, NU. Plus høreskader og jetlag, da du vender døgnrytmen rundt.

Lige nu er DJ’s  nærmest en slags gårdvagter, der blot skal fylde rummet med en passende genkendelig, men stressende lyd, så folk drikker mere, end hvis de kunne stå og have en samtale.

De tider, hvor en DJ var nattens smarteste fyr, en mystisk sexy kurator for eksotiske subkulturer; en, der tryllede spritny hemmelig musik frem fra specialbutikker globalt og lavede liveforsøg med montage iført morgendagens fashion, mens han fik blowjobs og pulver under pulten, før han blev kørt i lufthavnen, er for længst forbi.

DJ-attitude extravaganza: tre mestre – Von Baden – Kim Kemi – Matightass.

De, der overlever, er dem, der har kunder fra de glade 90’ere – og spiller til vennernes bryllups- og studenterfester i Nordsjælland eller i Magasin – resten sulter eller har job om dagen.

    Købmand bager rocker BR på Frederiksberg

Demokratisering og automatisering Lyder det bekendt? At masserne får adgang til produktionsmidlerne, og priserne falder og overtages af interns, der lever på drømme og forventet efterbevilling, eller det er rige folks børn og de beregnende netværksnassere, der overlever? En overflod af middelmådighed er den nye standard, og massernes kritiske bevidsthed og skelneevne er reducerede pga. net-ADHD. Det er vist alle kreative discipliners skæbne i disse år

For musik er nærmest gratis – og over alt altid, så der skal andre ting til at sælge DJ-varen: DJ’s har længe været vurderede på deres evne til at promovere, men nu har selv den mindste bar et SoMe-geni til PR. Så DJ’s vurderes nu mest på deres attitude og evne til at “feste for” – at vise gæsterne, hvor fedt det er at personificere den ultimative fest. At være en vodkaklovn.

Engang insisterede DJ’s på at kompensere for manglende rock’n’roll-faktor med visuelt drama – at rive en defekt kompressor ud af racket og smide den på dansegulvet, tisse i den næste DJ’s pladetaske eller endda sætte ild på vinylen. Det mindede om at være stuntman.

En DJ-identitet af de særlige. 

Jeg har selv spillet i Texas iført burka, da den første Irakkrig kørte, ligesom jeg blev overfaldet af lærerne på Kunstakademiet, fordi jeg spillede meget høj Frankfurt-techno og proto-jungle i et rum, der på grund af røgmaskine og stroboskop lignede sne på et gammelt tv – selv med lukkede øjne. Men selv disse nu banale virkemidler er nu bare standard og forvist til svampede haller uden for bykernen.

I dag handler det mere om at behage og posere.

De post-musikalske mimiske virkemidler

Nu er DJ-looket en klassiker, der pryder enhver Tinder-profil på lige fod med kokkeskuddet, bandbilledet, crossfit-looket, cocktailsuit-selfien, det eftertænksomme portræt med Bille August-hånden under hagen eller besøget i den udsultede afrikanske landsby. Denne imageøkonomi, der reducerer DJ-rollen fra musikkurator og festens midtpunkt til en slags moderne mimer og ikonisk stereotyp, har sine klassiske attituder og trætte uniformer, præcis som rockmusik:

Basarmen: Den moderne dirigentstav – totalt tabu-douchebag-fagter, heileri for folk med nye tatoveringer og Beats-hørebøffer, men effektivt for DJ’s til at markere, at der er en tryg stortromme på vej i et konfust trommeløst pre-drop.

Headset-autisteri: “Hey, det er pisse svært det her, jeg kan ikke tale nu, sorry”. Det er bluff: Reelt mixer softwaren din playliste. Du gemmer dig bare for gæsterne og er begyndt at udvikle en social fobi.

Det klassiske “Hvad laver jeg her look”. Bemærk mikrofonen – den talende DJ er på vej tilbage.

Gokkeren: Sex med tøj på – meget populært blandt klubejere. DJ’en roder med sin knap med ekstatiske himmelvendte øjne – reelt kommunikerer han: Smut ud, og tag noget mere coke på toilettet, så du kan få det lige så fedt. Så du kan drikke mere. Så omsætningen øges. Så jeg bliver booket igen … Husk at skille vandene i en orgasmisk bibelsk gestus, når bassen dropper ind.

Berlinmuren: DJ’s med laptops, der ligner arkitekter – ofte skal man tro, de er igang med noget avanceret Ableton Live-software techno jam. Reelt prøver de bare at invitere deres ekskærester og dealer via messenger eller suge en playliste fra Hawtin.

Vinylsamleren: Ingen under 30 – aka de fleste på klubben – ved, hvor svært det er at mixe og scratche vinyl, så du ligner bare en gammel plattesamler fra et loppemarked. Held og lykke, med at slæbe – uden at smadre din ryg – og finde de der 200 plader, der sætter ild i gulvet. Har du hørt om USB-nøgleringe med 4.000 tracks på? Så fedt er det heller ikke med knas og begrænset frekvensspektrum … Vinylsamleren kan kendes på huen, månen eller skægget – der er gået jazz i den. Sjovt nok ender disse supersamlere ofte med at spille gammel disko, de tror er frisk, fordi de har isoleret sig fra mainstream i deres samlerboble.

Fra dengang selv dyr vidste, det var svært at scratche.

Strip: Hårknold og sixpack med nye tusser – du ligner en juicer på speed. En problematisk attitude for hetero-DJ’s på tour i udlandet, da bar mave er et klassisk parringssignal for gays. Visse DJ’s bruger lange formixede forløb og faker på knapperne med et luftmix, da det giver mere tid til at danse, blogge, sprøjte champagne, give highfives og kramme til rædselsfuld EDM-trap.

Turntablisten: Musik er bare tools til at lave en seneskedehindebetændelse for OCD-/dampdrenge – scratch-jonglørerne er blevet sjældne, da de smadrer dansegulvet, fordi folket helst vil høre HELE sangen, og ikke et ‘Aaarrrhhh’ eller et fresh-fragment gokket frem og tilbage over et kludetæppe af gammel ridset funk. Sampleren er opfundet.

Skyggen: En DJ, der prøver at gå i et med tapetet; han bliver behandlet som en jukebox. Han har mistet al glæde ved musikken –han har hørt alt og opgivet at udbrede sin egen sublime smag eller lege med mixet. Han er blot en anonym kustode i en død kulturs kølvand. Han er snart erstattet af en iPad med playliste eller en mere gøglet DJ.

De trætte uniformer – klassiske DJ-looks

Heldigvis er udklædnings-DJ’s med fake navne på retur – ligesom den lede børnevoksne stil med blazer, cap og logo-sponsortøjet … eller de, der bare er smurt ind i et loppemarked af mall-versioner af døde subkulturers ikoner frigjort fra deres oprindelige betydning. Men DJ’s skal stadig ligne nogen, der lige er stået op efter en ond efterfest og har kastet noget lidt tilfældigt designerkluns på.

Min guide til musikgenreævl her.

Atlanta/Bronx/Brooklyn/Lundtoftegade: set i Station 2-looket: Selvom hiphop salgsmæssigt for længst har overgået country og rock, kan man stadig bilde nogle rige folks dumme børn – eller bare 90’er-nostalgikere – ind, at det er “real” at gå med kasket og være smurt ind i sportsinspireret designerkluns. De har ikke nosser til at ryge det crack, alle deres mumlende hostesaftramte rap-tracks handler om. De drømmer stadig om at spille på den stripklub, de aldrig kunne komme ind på. Det tætteste, de har været på en ghetto, var, da de sad og kiggede på Urbanplanen ovre fra DR’s kontorer.

Du ved, du er blevet mainstream, når du ender på en Nørgaard T-shirt.

Berghein/Berlin: Sug kinderne ind, mens du spanker masserne i sort slidt designerlæder båret som om, du lige er stået op af sengen, asymetrisk britpophår, måske et tørklæde – du kunne have været roadie for Depeche Mode i 80’erne. Et særligt apatisk fraværende, men intenst blik afslører, du er lige ved at styrte i ketaminhullet.

Hunter S. Thomson-påfuglen: solbriller, cocktails, blomsterkrans, joints og Hawaiiskjorte – og et mix af reggae, kitch, afrikanske 12”-singler trykt fra kassettebånd og diverse etno-gas – samlet på en konejagt i Afrika eller til julefrokosten i BULP.

DJ Waterloo – det endelige søm i hipsterkisten – Jokke, konen og tranceren Tiesto.

Minimaltechno: Musikkens svar på Garder Eide Einarson (norsk minimalistisk kunstner, red.) eller vand og brød serveres bedst iført maskinklippet hår, nørdede briller, hemmelig label-T-shirt og dyre diskrete sneakers og digitalur. Sort i sort.

Kuratorknaser: Sæt dit lange cykelstyr med lim, hav to forskellige sko på, kør musikken gennem hjemmebygget modular-pedaler, brug høretelefonerne som mikrofon, gør alt for at rydde gulvet for alle, der ikke abonnerer på The Wire – det handler om alt andet end musik. Overvej at lave foredrag/performance i stedet for DJ-gigs.

Flødebollen: Du har toupé eller er skaldet, har nye tænder og botox og bærer en kæk far-pastelpolo eller button-down, du kan rulle ærmerne op på, så man kan se uret, efter du har smidt blazerjakken. Husk Montmartre-/jazzhouse-/sølvbryllups-diskokassen blandet med MTV-90’er – og kast noget P3 ind for at være ung. Last Christmas-sweateren er klar i december.

Chav: Fra ren Randers med fjederhalesko og fuld Kappa-knapbuks til den mere gentificerede casual italiensk C.P.Company, som hools bærer i UK. Chav-looket indikerer hurtig musik fra folkelig, fesen forstadstrance og “progressiv techhouse” over jazzy Drum&Bass og opklippet jungle.

Det var facitlisten til DJ-kropssprog og -looks. Nu kan du afkode din lokale lydmimer – eller selv få et underbetalt DJ-job, der giver adgang til en prima voyeur-plads til en fest, du reelt ikke er med til, hvor du aldrig når at score alle de høns, der flirtede, fordi de ville høre Beyoncé, mens du solgte ud af ideen om at missionere med dine vigtige subkulturelle musikfiler. Når DJ-jobbet slutter, er byen tømt for alt andet end krudtnæb og Udgårds-Lone på den evige brune bar, hvor du forsøger at fange nattens erotiske ekkoer med Yolo eller Tinder. Du giver op – dit anlæg derhjemme lyder alligevel bedre.

Læs mere om DJ-kultur her.

The post GUD ER IKKE DJ MERE appeared first on BLAZAR.