Vi er i en musikalsk guldalder – genrerne smelter sammen – alle kan høre alt hele tiden næsten gratis – og alt kan lade sig gøre teknisk – og der udkommer fantastiske værker – men de drukner ofte i en orkan af tryg nostalgi og betalte playlister med autotune bangers – og nu kommer AI og ændrer spillet igen.
Men mange mennesker foretrækker ældre musik – men det er ikke fordi artisterne bliver stenrige af streaming, trods det faktum at musik er overalt som en parfume, der får virkeligheden til at glide nemmere og en glidecreme til at sælge alverdens bras – fra sløj gourmetmad på atmosfæreløse spisesteder til følelseskolde film, klamme natklubber eller overflødige produkter – alt piftes op af de følelser og den illusion om fællesskab, musik kan skabe i os.
Flashback: Engang krævede musikproduktion, at man kunne spille på et instrument. Senere var det nok, at man så godt ud og havde en god video og en hot producer. Så gjorde teknologien hjemmestudier opnåelige, så techno, rap, house og en million mutanter fødtes. Så valgte Apple at inkludere GarageBand (beatet fra Rihanna Umbrella ligger der fra start…) gratis i alle deres produkter – Garageband er en udemærket lille DAW, der kan mere end Beatles og Michael Jacksons studier til sammen – i de rette hænder, bevares. 
Nu er musikproduktion er nærmest blevet gamificeret, og al den tid artister før brugte på at samle inspiration med sex og drugs, måtte nu bruges på SoMe for at piske lyttere sammen, da man nu bliver signet til labels på baggrund af, hvor mange følgere man har. Ikke at det betyder, at man kan leve af streaming. For eksempel tjente Pharrell kun $2.700 i royalties fra 43 millioner plays af ‘Happy’ på Pandora…
Så det er klart det skal gå hurtigt i studiet i dag: komponister bruger f.eks tilsyneladende copyright-frie loop-services som Splice til at finde en hit-melodistump, de kan loope ovenpå nogle shit de jour-beats i desperate forsøg på at lave dagens banger – men der er allerede en del retssager, da mange synkront har fundet de samme -Splice-loops, koda-registreret dem og udgivet dem i eget navn – ses i retten.
Old-school purister vil naturligvis aldrig rode med den slags nymodens gøgl. De foretrækker at grave hemmelige vinylplader og micro-klippe under jura-radaren – helst på en 8-bit sampler via en rør-compressor som var det 1987 i Bronx, de er imune overfor FL Studios charme.
Andre brygger beats med telefonskabe af mystiske semi-hjemmebyggede modular-synths som i en bunker under Berlin. Ofte dyrkes disse metoder ikke for målet – udgivelsen – men som en fetish a la elektrisk tog – og det er klart en skøn proces og en ende i sig selv.
Markedet for nye digitale og fysiske dimser til denne hyggelige meditationsform er eksploderet, ligesom antallet af nyudgivelser på musiktjenesterne. Så langt så godt, herligt!
Men nu er der to nye lyd-sheriffer i byen: Googles nye tekst-til-musik AI, Composer MusicLM. Dens kompositioner lyder stadig lidt weird, men tro mig, AI’en skal nok lære det. MusicLM er ikke frigivet – endnu – da google ikke forudså alle de krænkede billedkunstnere efter de udsendte tekst-til-billede service Dall-e2 og ikke orker at gentage det clusterfuck. Men mon ikke AI-komposition snart rammer markedet alligevel? Som om det ikke er nemt nok at smaske preset-loops sammen i Ableton…
Den anden lede nye ting er, at den super kreative praksis med at sample microfragmenter fra eksisterende numre – f.eks. et lilletrommeslag fra en gammel raggae-vinyl, kombineret med et bas-pop fra en funkplade, en ambient drone fra en tredje plade og en vocal fra en dokumentar på toppen for at skabe et nyt værk – er truet – klart samplepusherne fra Tracklib promoverer denne stikker AI.
Googles AI kan mere end Shazam – den kan ikke bare finde dumme lange loops af kendte hooklines i nye numre – men også microfragmenter selv om de er stemt anderledes og er kørt igennem filtre og effekter – så selve den kreative samplingsport er truet, da der er nogle nørdede samlere og stikkersvin der morer sig med AI spotting i stedet for at skabe noget nyt selv. Daft Punk har allerede fået ørerne i maskinen.
Men ro på, advokaterne vil gå efter de dyre drenge først…men måske kommer der AI-jura-bots, der kan autoscanne og sagsøge HELE musikhistorien?
Den kreative del af musikbranchen er allerede kørt over af dehumaniserende autotune, generiske preset-banker, streamning og corona – og nu ser det ud til fremtiden tilhører AI’er, SoMe-managers og advokater – så mon ikke aktierne på bongotrommer stiger, når vi erkender, at musikken er tilbage ved lejrbålet, som en glædesfyldt aktivitet her og nu – uden for markedet.
PS...Dont hate the AI, hate the game…misforstå mig ikke, jeg elsker teknologi og er skeptisk overfor al nostalgi, men alle de tendenser, jeg har set inden for teknologisassisteret musik igennem de sidste 30 års praksis, slår igennem i andre medier og brancher senere…jeg gætter på TV/film ryger som det næste…ARTIKLEN ER UNDER OPDATERING