FLASHBACK: I gamle dage handlede Roskilde om at glemme at spise (ingen Michelin-stjerner), prøve ikke at gå på toilettet (virusvarsel), at glemme at sove (for støjende og sjovt), stikke af i stedet for at pleje sit netværk, droppe at lave ny biz (ingen boss orker at blive pitchet ned foran Orange). Glem også at score – du er for beskidt, glem at tage et bad (kø & fodsvamp) – at glemme at høre (museums) musik – det er et skubberi og kedeligt at se på – og giver høreskader. Det var et hårdt program, jeg var på jagt og lavede dokumentarfilm, og havde mange flere armbånd dengang. Det tog en uge at komme ned. (Se links nedenfor). Det var dengang, I 2018 er alt det rod blevet fixet – men det har altid været underordnet med komfort – for den legendariske Roskilde festival handler om noget helt andet: bare at være der i øjeblikket, som en zen-abe, der krammer sine medmennesker, ud over alle grænser og mentale barrierer. Giv slip, lad det hele gå, glem de fine – men hæmmende fornemmelser – måske ligner det en Darfur lejr, men du vil ende med at grine, når vi sammen render rundt med gåsehud i shorts helt maniske af magiske D-vitamin-stråler efter at afsone i den sorte tunnel af Kierkegaardske vintermørke, dansende om scenerne som ildfluer. Det er en kontrolleret bersærkergang under ansvar på tværs af klasse og alder – og hvad der sker i Roskilde bliver i Roskilde. Vi får et lift fra stationen, men kan ikke lade være med at skælde lidt ud på vores militante udenrigspolitik. I 2018 har jeg kæresten med og en god babysitter, og heldigvis er Roskilde langtfra en logo-røvballe-festival med forældrenes kiksede venner og lighter-sponsor rock, eller skilsmisse-chillout-gourmet fis for folk i firehjulstrækkere. Ok der er liderlige fædre i massevis, der er ude at holde øje med døtrene – og især deres veninder. Mediebyen er blevet større og pænere og maden er bedre – og folk raver mindre og arbejder mere. Der er en del politi, men de er unødvendige, vi passer på hinanden. De skal vel også bare feste. Sjovt nok er pladeselskabernes legendariske barer i mediebyen fortrængt af teleselskaber og andre store brands, der gerne vil have lidt stjernedrys. Vi spiser med en hacker der er hjemme fra Cambodjas jungle og en dokumentarfilm-klipper der lige har gennemset 250 timers råt materiale med Ubåds-Madsen. Statsanklageren kommer forbi i skatertøj, han har lige siddet med sagen og vi vender Madsens psykologi. Danmarks største manager kigger forbi og fortæller han har fået Pilou i GOT. Nogle gangstere vil ud af ghettoen og jeg præsenterer dem for direktøren for en fitnesskæde, så de kan få de bedste krav maga trænere. De skal ud af det pis før det går helt galt. I den overdækkede restaurant eksploderer nu en gamle elev fest med alle de sædvanlige mistænkte, det er danmarks Studio 54 og selv de folk der har ramt karriereloftet i lille danmark er fløjet ind for at være fest-tourister – minderne reaktiveres. En bjørnestor indvandrer -pædagog begynder spontant at tude over alt den kærlighed der er i luften. Maden er helt ok, og vi beslutter os for at cruise rundt og høre noget musik vi IKKE kender, suppleret af Eminem – der skæmmes af hans lede skrigeskinke omkvæd – selvom lyden er perfekt. Vi hører halvhård femi rock i latex i stedet. Vi drøner i karrusellerne til vi ender i morgensolen i teltlejren, og selvom det er torsdag ser det ud som en blanding af en kunstinstallation og en flygtningelejr. Vi gatecrasher alle de efterfester der har et lydsystem, og danser med nogle der kunne være vores børn. Vi finder en der er helt væk, genopliver ham og tilbyder ham en taxa hjem – han kigger på os som om vi er sindsyge og prøver at stikke af til han snubler. Vi lægger ham behageligt ned og sørger for vand, anti-sol flybriller og hovedpinepiller, går en tur i skoven og finder nemt en taxa. Roskilde er unikt, alt er blevet optimeret og det er alle MED alle. Ses 2019. Se programmet her. BONUS: lidt fraklip fra de onde gamle dage før 4K video… https://www.youtube.com/watch?v=Kmyz4ZWiq7I https://youtu.be/A8oNoxtg2FI