Et smukt ikon er død – og nettet oversvømmes af digital-tårer, enten fra folk der ikke kan slippe hans klassiske matador-tema – eller bare keder sig i et sommerhus og er trætte af at være krænkede på tredie hånd – men der er flest hilsner fra en massiv og mere interessant gruppe:
Alle dem der aspirerer til hans livsstil, eller bare prøver at signalerer de har været en del af det hemmelige hof omkring Bent – det blå-grå guld – eller bare prøver at få hans vinder-karma til at smitte lidt af på deres personlige brand – plus de retrokonservative.
Det er dem der hylder tegnet Bent – ikke hans – bevares – ganske udmærkede musik. for selvom han ikke var Henry Mancini, John Willams, Quincy Jones eller Ennio Morricone fungerer hans musik hvis man vil lave en scene med en martini uden hippier i billedet i privatens hi-fi stue.
Bent – med det ikke tilfældige smarte navn Fabric – udmærkede sig også ved at være en af de første danskere der forstod copyright og Koda, en slags superproducer der lavede perlende legene lette hits til et tapasbord af nu glemte artister, der tilsammen dannede den lette ende af soundtracket til 60erne og 70erne.
Balling & Bents sublime remake af Elverhøj er et højdepunkt i dansk film
Bent dukkede op i mit gadebillede, altid underspillet i vindjakke i en diskret sportsvogn, og da jeg endelig skulle møde dette elegante menneske live i et 1 times radiointerview på 24syv, blev jeg ikke skuffet. Lyt her.
Den magre tennismakker flirtede subtilt og rutineret med kvinder – der kunne have været hans børnebørn – fra han kom ind igennem swingdøren. Han var så korrekt, høflig og selvironisk som en sand mester, der hviler i sig selv, den perfekte libertinske levemand, en fredfyldt James Bond, en uddøende race, en unik racehest, det perfekte menneske fra før verden blev for kompliceret og mangetydig – det er klart han mindes, nu har vi dyrket det middelmådige i kulturlivet i snart et halvt århundrede – det er naturligt at denne sublime popsnedker, dette næsten royale danefæ der trancenderede tidens trends, hyldes nu.
Tænk hvis nogen kunne lave pop sådan idag…
Nu står folk i kø for at hylde noget musik de aldrig hører, fordi de tror det siger noget om dem – alle vil gerne brandes med blå nordsjællandsaura – denne stockholmsyndroms-agtige snobben opad mod sikre trygge retro-værdier gør mig forstemt. Hvor er mennesket og musikken?
Hvem er den næste vi skal lade som om vi kender, hvis værker vi lader som om vi nyder og forstår og hylder der kan kaste lidt retro stjerneglans på vores middelmådige liv? Erik Brand? Jørgen Leth? Bille? Uffe? Listen er lang…
(OBS…Matador remake på vej, skudt i nutidens ægte nordvestkvarter Metadon på DR søndag kl.20 efteråret 2021)
VIP-RIP – og hvorfor det er passé at være celeb – i live – nu.