Ingen spoilers: glem klicheen om Lars Von Trier – hans Riget 3 Exodus er virkelig virkelig morsom – og skrællet for elitære intellektuelle rebusser, nøl og avantgardistiske formeksperimenter: Exodus er en moderne folkekomedie – uden det føles klægt, uægte eller konstrueret.  Bevares – hele rammehistorien er mega meta: brilliante Bodil Jørgensen er en psykisk udfordret søvngænger, der efter at have set Riget 2 på dvd – 25 år efter – lader sig indlægge på Riget – ansporet af okkulte tegn. Neurokirugisk afdeling i dag er stadig et – meget realistisk – galehus, hvor Trier har bevaret en del af det oprindelige cast, men f.eks afdøde Jens Okkings funktion og øgenavn er overtaget af Nicolas Bro, mens den svenske supernationalist overlæge Helmer/Ernst-Hugo Järegård – afløses af hans søn, den endnu mere karikerede hyperkorrekte perfektionist Mikael Persbrandt på korstog for de Svenske værdier.

Provokatøren Trier stikker til #metoo, race, døden, medicinsk kynisme, korrupte sundhedskongresser, Djøfferi, psykiatri og meget mere i et antiautoritært portræt af afstumpede mennesker i et afstumpet absurd system – for Riget er stadig en komedie – men det handler samtidig om de store emner vi alle kan relatere til, og Trier trækker tydeligvis på egne fobier og erfaringer med sundhedssystemet – og systemer generelt her – det er helt sort. Så pyt med de digitale effekter og musikken er gammeldags, den grimme jingle er bevaret, gyser-elementet er nedtonet og meta-retro-logikken ikke holder vand. Riget 3´s udtryk er måske ikke så fremmed og innovativt som da Riget 1 udkom i 1994 – stilen med de sitrende kornede orange håndholdte billeder er bevaret, men når det kommer til personinstruktion, jokes og timing er Trier vokset: hans overdådige ensemble med b.la Ghita Nørby, Lars Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Birthe Neumann, Henning Jensen, Peter Mygind, Laura Christensen Alexander Skarsgård, Udo Kier og Tuva Novotny leverer og leger – og Trier trumfer med en intens Willem Dafoe. 

Nye rejsende kan stige på her: selvom starten og hele universet sikkert vil virke en smule forvirrende hvis du ikke har set de tidligere sæsoner, virker  sæson 3 selvkørende – nye seere hjælpes af en del forklarende flashbacks fra tidligere episoder.

Retro: 1 & 2 er iøvrigt blevet nænsomt restaureret og relanceres – og bør ses først hvis du absolut vil have alle referencerne med – men igen, bare start med Exodus, der binder fint knude på Triers mest folkelige værk, for 25 år efter premieren virker Triers “Olsenbanden møder Twin Peaks” univers stadig, og den nye sæson reaktualiserer hele Riget-trilogien – selvom den ikke så banebrydende og uhyggelig som de første sæsoner – serien vil indgå i den store tv-serie kanon på lige fod med Twin Peaks, Matador og The Wire. 

Se den på Viaplay fra den 9. oktober og på DR senere på året. Glæd dig, det er den bedste danske tv serie i år – og måske nogensinde.